Just like them...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2015
  • Opdateret: 22 jul. 2015
  • Status: Færdig
Clary skal starte på ny skole, men hun er overhovedet ikke bange, for det er ikke første gang... faktisk er det hendes 10. gang. Hendes forældre døde i en ulykke for 5 år siden og siden da har hun boet mange forskellige steder. Clary er endelig blevet 18, og skal nu bo alene og kan gå resten af high school det samme sted. På Clarys nye skole går en dreng ved navn Justin, han får hurtigt tanken om at det kunne være sjovt at score Clary, men nu tættere de kommer på hinanden nu flere hemmeligheder kommer frem til overfladen.

44Likes
43Kommentarer
30821Visninger
AA

10. middagsselskabet

klokken 6 næste dag tog Justin og jeg en taxa hen til middags arrangementet, som jeg fandt ud af var en velgørenheds middag. Da vi kom ind i den fine sal, som var fyldt med fine borde, som var smukt udsmykket, præcis ligesom de så ud, dengang mine forældre og jeg gik til lignende arrangementer. 

Justin gik lidt rundt og hilste på folk med mig ved sin side, men efter at have hilst på en del valgte jeg at gå op i bare og bede om et glas champagne, til disse arrangementer er de fuldkomne ligeglade med om hvor gammel man er, for kun voksne får lov til at komme ind, så jeg blev ikke bedt om id, hvilket var heldigt, for jeg må jo ikke drikke. 

"Clarissa!" sagde en alt forgenkendelig stemme bag mig, min mors gamle bedste veninde. "Lilly!" sagde jeg som om jeg var glad for at møde hende og vi gav hinanden et næsten kys på hver kind, som man altid gør til fine selskaber. Pludselig mærkede jeg en arm om min talje og opdagede at det var Justin. 

"Jeg har slet ikke set dig siden begravelsen! Jeg håber du har det godt" smilede hun bekymret. "Ja, det er efterhånden længe siden... Jeg har det fint igen nu, jeg har min egen lejlighed og er lige begyndt på en ny high school" smilede jeg falskt. Nu ville Justin hundrede procent høre hvilken begravelse! 

"Du burde da være gået ud af high school for et år siden?" sagde hun undrende. "Ja, men jeg blev nødt til at tage et år om på grund af at jeg flyttede så meget" sagde jeg med et skuldertræk. 

"ja, jeg hører at du ikke bor hos Sabine mere" sagde hun bekymret. "Ja, det har jeg ikke gjort i 4-5 år nu" sagde jeg letter trist. Jeg kunne simpelthen ikke klare at se hendes ansigt uden at tænke på mor. 

"jamen lille skat dog!" sagde hun og trak mig ind i et varmt kram, som mindede mig om de gange hun havde været hos os og mor og jeg skændtes, så jeg havde brug for et kram. "Du kan altid komme til mig, du må undskylde at jeg ikke har været der for dig" sagde hun trist og kiggede mig alvorligt i øjnene. 

"Det er jeg glad for, Lilly, måske kan i komme og se min nye lejlighed en dag" smilede jeg. "Det lyder som en fantastisk ide, det må vi lige snakke om, men nu må vi hellere sætte os til bords" smilede hun. Jeg nikkede, men valgte alligevel at forlade dem og halv løbe ud til toilettet, jeg havde virkelig brug for noget tid alene til at falde ned igen. En masse følelser kørte rundt i min krop og bare tanken om at der var folk fra min fortid her, folk som kendte den tidligere mig

"Clare!" råbte Justin bag mig og indhentede mig. Jeg havde allerede hånden på døren til handikaptoilettet, da han tog fat i min arm og vendte mig mod ham. "Hvad sker der?" Spurgte han bekymret. Jeg svarede ikke, men åbnede bare døren og trådte et ind. Justin fulgte hurtigt efter mig og låste døren bag os.

"Hvad er der galt?" spurgte han bekymret og trak mig ind i et halvt kram, så vi stadig kunne se hinanden i øjnene. "Hun var min mor gamle bedste veninde" sagde jeg og tog en dyb indånding. "Hvad mener du med var?" spurgte han lavt og agede mig på ryggen. "Mine forældre... de er..." Sagde jeg og tog endnu en dyb indånding og sukkede. Han burde da have gættet det nu! Ville han virkelig have mig til at sige det?

"Hvad er de?" spurgte han bekymret og trak mig lidt fra sig og kiggede mig berolgende i øjnene. Det var som om hans brune øjne fik mig til at slappe af og falde ned. "Du kan fortælle mig alt!" sagde han alvorligt og lagde en hånd på min kind. "De er døde" sagde jeg hårdt

Han lod sin hånd falde ned af sin side og kiggede målløst på mig. "Hvorfor har du ikke fortalt mig det?" spurgte han trist. "Fordi det er længe siden, og jeg er ikke ked af det mere!" Sagde jeg med et flabet smil og vendte mig mod spejlet og rettede lidt på mit hår.

"Men du kan ikke bare gå og holde alle følelserne inde, det får dem kun til at hobe sig op, selv jeg har brug for at lukke følelserne ud engang i mellem" sagde han og fangede mine øjne i spejlet.

"Jeg har ikke lyst til at snakke om dem, for det vil bare ødelægge stemningen, fordi du vil få medlidenhed med mig og jeg vil bryde alt kontakt med dig!" sagde jeg hårdt og vaskede mine fingrer, som om det kunne få mig til at glemme fortiden. Jeg har spildt nok tåre på min fortid!

"Du kan altid komme til mig" sagde Justin bekymret. "Nej tak, jeg har nok som gerne vil have mgi til at snakke om følelser, du skal ikke være en af dem!" sagde jeg og låste døren op. "Skal vi komme ud?" spurgte jeg og tog fat i Justins hånd og hev ham med hen til det bord hvor hans mor og papfar sad, som by the way begge er super søde. 

"Hvad lavede i dog ude på toilettet sammen?" spurgte Pattie Justins mor lidt forfjamsket. "Jeg fortalte Jsutin om mit tidligere liv, hvor mine forældre levede" sagde jeg og smilede med et lille grin. "Godt at du fik det sagt Clarissa" smilede Phil og klemte min hånd, som lå på bordet. Vi sad ved et rundt bord med cirka 10 mennesker, jeg sad ved siden af Justin og Phil, hvor Phil så havde Pattie ved sin anden side. 

"Vidste du det?" spurgte Justin hårdt. "Ja, jeg kendte Clarissa's forældre inden de døde, men Clarissa ville ikke have at jeg fortalte dig noget" sagde han og smilede opmuntrende til mig. "Du må altså med glæde kalde mig for Clary, Phillip" sagde jeg høfligt. "Og du må med glæde kalde mig for Phil" smilede han. Navnet Clarissa er endnu en ting fra fortiden, som jeg helst ikke vil blive mindet om.

Vores mad blev bragt ind og jeg sad og snakkede lidt med Phil om hvordan det gik med karrieren og så videre. "Clary, er det virkelig dig?" spurgte en dame bag mig, som jeg hurtigt opdagede som Sabine min søde tante. "Sabine!" sagde jeg glad og rejste mig og gav hende en stor krammer. 

"Det er da godt nok dejligt at se dig, det er ved at være længe siden" smilede hun. "Ja, det er næsten et helt år siden, det var mellem familien Williams og Smith 2" sagde jeg med et grin. Williams og Smith2 var 2 plejefamilier jeg har boet hos, Smith2 forid jeg har boet hos to forskellige Smith familier. 

"Ja, det må det vel være! Hvordan går det med den nye lejlighed? Jeg må altså komme og se den!" sagde hun glad. "Det går virkelig godt, den er så flot og stor! Jeg har et helt Walk-in-closet!" sagde jeg og vi grinede begge. Sabine var kun omkring de 25, så vi har altid klikket super godt sammen, men desværre har hun også meget travlt fordi hun er en succesfuld advokat, så efter jeg havde boet hos hende i nogle måneder gik hun ned med stress og jeg valgte at blive sendt på børnehjem. 

"Sabine, det her er Justin fra min high school" præsenterede jeg. "uuhh, noget af en steg du har fundet dig her" grinede hun. Justin rejste sig og gav hende hånd mens han smilede charmerende. 

"Jeg er Sabine, Clarys tante" smilede hun og lagde en arm om mig, som om jeg var hendes lille pige. "hyggeligt at møde dig" smilede Justin og satte sig igen og spiste videre af den lækre mad. "jeg må også hellere komme tilbage til maden! Vi må lige ringe sammen og aftale en dag, så du kan se min lejlighed" smilede jeg. "Ja det må vi, jeg kommer lige og siger farvel igen inden jeg går" smilede hun og gik tilbage til sit bord. 

"du er da en populær pige" sagde Pattie med et grin. "Det er bare mange fra min fortid" smilede jeg og spiste videre

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...