When I Close My Eyes | Luke Hemmings ff.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2014
  • Opdateret: 26 jul. 2015
  • Status: Færdig
16-årige Alicia Ross, er ikke typen, som roder sig ud i problemer. Men denne dreng på skolen, Luke Hemmings, gør det ret svært for hende, at finde ud af, hvad hun vil. Hun har aldrig fundet noget interessant eller tiltrækkende ved ham. Han er sammen med de forkerte typer, gør nogle dumme og forkerte ting, men det er ikke ensbetydende med, at han ikke kan være den eneste ene. Uden at tænke på de konsekvenser det får, ved at forelske sig i Luke, opstår der problemer - problemer som ikke skulle have fundet sted. Alicias hverdag ændres, det samme gør hun. Men, hvad er det helt store problem? Hendes ændring eller hendes kærlighed til Luke? [P.S Ikke kendte]

34Likes
44Kommentarer
23792Visninger
AA

28. Kapitel 28 - I told him the truth.

28

I told him the truth.

***

 

Jeg var helt fortabt, og jeg vidste hverken ud eller ind. Jeg havde været på mit værelse, lige siden jeg kom hjem. Jeg havde ingenting sagt til mine forældre, ikke engang skænket dem en tanke. 

Jeg ville allermest bare ligge her og skrive med Luke. Han kunne gøre mit humør en lille smule bedre, hvilket jeg elskede ham for. Han havde altid noget godt at fortælle - eller en eller anden lam joke, som jeg et eller andet sted fandt morsom.

Hvis bare han vidste, hvad der faktisk var galt - det ville være så meget nemmere, men jeg kunne ikke sige det til ham. Jeg ville ikke sige det til ham. Hvad han ikke vidste, havde han ikke ondt af, og jeg havde bestemt ikke lyst til at ødelægge hans sommer.

Men lysten til at gå hen til ham og fortælle ham det hele, var så stor. Dog holdte jeg mig selv tilbage. Han skulle have det af vide, men jeg vidste hverken hvordan eller hvornår. Det var tirsdag i dag, hvilket betød der var fire dage til sommerferien. 

Som alle andre, plejede jeg at glæde mig, men nu ville jeg bare ønske vi kunne spole helt tilbage, til starten af det her år. Spole helt tilbage, fra alt det her drama, alle de problemer, alle de bekymringer, og bare alt. Jeg ville ønske jeg kunne starte på en frisk. 

Jeg rystede mine tanker af mig, da jeg hørte en let banken på min dør. Jeg trak dynen over mig, så det lignede jeg sov, men så dum var min mor ikke.

"Alicia, kan vi lige tale sammen?", spurgte hun mig og satte sig på kanten af min seng. Jeg fjernede dynen lidt og lagde den til side, "Hvad vil du snakke om?", spurgte jeg hende med et utilfreds udtryk i mit ansigt. "Om os, om dig, om alt der her", sagde hun med en rystende stemme. Hun var ked af det. Jeg var ked af det. Vi alle var bare kede af det. 

"Nej, jeg gider ikke tale med dig!", råbte jeg let af hende og satte mig op i sengen. Hun lagde en hånd på min, men jeg trak hurtigt min væk. "Jeg kan ikke klare, at du er så sur på mig, Alicia," prøvede hun med den samme rystende stemme, der lød som om, at hun var lige på kanten til at græde. 

Jeg rykkede mig lidt og kiggede ned på mine fingre, som jeg pillede lidt ved. 

"I kunne da bare lade være med, at være så overbeskyttende, og ligefrem sende mig på opdragelseskole!" Min stemme var hård i det, men det skulle den også være. Hun skulle vide og mærke hvor sur jeg var. Hun skulle føle al min sorg, og al min vrede. 

"Jeg -", Jeg afbrød hende, "Mor, jeg har det fint. Jeg har lovet at forbedre mig.. j-jeg.. jeg har aldrig haft det bedre," Jeg stammede lidt i ordene. Jeg havde det godt, mere end jeg nogensinde havde haft det, og det kunne jeg kun takke Luke for. 

Hvis Luke aldrig havde givet mig den eftersidning, var vi aldrig begyndt at snakke sammen, og Luke og jeg havde måske ikke haft noget i dag. 

"Det er for dit eget bedste, min skat," sagde hun og gav mig et svagt smil. "Du har heller ikke stuearrest mere, så du kan være lidt sammen med dine venner, inden du tager afsted.", fastlog hun. 

Årh, én god ting er sket i dag. Ingen stuearrest mere.

Jeg rystede tanken væk, at jeg skulle på den dumme skole, og kom til at tænke på hvornår jeg startede - helt præcist. "Hvornår starter jeg?", fik jeg mig selv til at spørge om. Jeg kiggede ned på mine hænder og op på min mor igen.

Hun smilede svagt til mig, "Vi kunne spare lidt penge, hvis du startede på fredag. Det vil også sige at du kommer hjem igen, når den næste sommerferie starter," informerede hun mig om.

Mine øjne blev store, således gjorde min mund, "Hvad siger du?!", råbte jeg af hende. "Nu på fredag?" - "Nej, mor, nej!", råbte jeg igen og igen. 

Det kunne ikke blive værre. Jeg kunne ikke engang nyde min sommerferie med Luke og dem jeg elskede. Jeg kunne ikke engang nå at slappe af, inden jeg skulle starte på den lorte skole, som jeg var skide ligeglad med. Jeg havde fire dage til at sige farvel. Det var ikke nok!

Jeg var sur, og det vidste min mor godt. Hun rejste sig fra min seng og fandt vej mod mit skab. "Jeg kan hjælpe dig med at pakke," forslog hun og rodede lidt efter min kuffert i hjørnet. Jeg fór op af min seng og tog kufferten ud af hendes hånd, "Du skal slet ikke hjælpe mig!", råbte jeg på den mest flabede måde jeg kunne - men min stemme var stadig fyldt med vrede og had.

Min mor kiggede skuffende på mig og fældede et par tårer, inden hun gik med et stærkt tempo ud af mit værelse. Jeg kneb mine øjne sammen og hørte en masse døre smække. Jeg kunne mærke mine kinder blive våde. Jeg bed mig i læben for at holde det inde, men jeg kunne ikke. 

Mine tårer piblede frem, og uden jeg vidste af det, var jeg endt på gulvet i gråd. 

Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne tale til min mor på den her måde - men jeg var så sur. Jeg var så trist, jeg var fortabt. Helt fortabt, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg skulle tilbringe et år på en skole uden fritid eller frihed, mens de fleste fra min årgang skulle starte første år på et universitet. Så kunne jeg gå rundt på opdragelseskolen og glæde mig til at komme hjem, og starte direkte på andet år på universitetet. 

Jeg vidste godt selv, at jeg ikke ville ændre mig spor, ved at komme på den skole. Jeg er som jeg er, og det skal ikke laves om - og hvis det absolut skal, er det kun min  og ingen andre. 

Jeg fjernede mine tårer fra mine kinder, da jeg hørte en svag brummen fra min seng. Jeg rejste mig langsomt fra gulvet og prøvede at holde mine hulk inde. Jeg tog fat om min telefon og så på displayet. 

Luke: Kan jeg komme over? Eller må du stadig ikke se mig? :(

Jeg tænkte mig lidt om - ville det nu være en god idé, når alle i huset var sure? Jeg måtte vidst godt se Luke nu, hvor jeg kun havde fire dage. Kun fire dage, til at være sammen med Luke? Det var ikke nok, slet ikke nok.

Jeg skrev tilbage med et svagt smil på læben. 

Alicia: Jeg har ikke stuearrest mere :D kan jeg ikke komme over? er stadig op og skændes med min mor..

Forklarede jeg ham på den sødeste måde jeg kunne. Det var jo egentlig ikke løgn, men jeg undlod alligevel at fortælle hvad der ellers var galt - hvad grunden var, til at vi hele tiden var oppe og skændes.

Jeg kunne være åben for Luke hele tiden, jeg kunne altid stole på ham, og hvis der var noget der gik mig på, ville jeg fortælle det til ham. 

Men jeg kunne ikke med det her. Jeg kunne simpelthen ikke tage mig sammen. Luke skulle ikke vide noget endnu, men jeg vidste ikke hvor længe jeg kunne holde på det. 

Tankerne forsvandt, da min mobil gav lyd fra sig.

Luke: Du kommer bare, men jeg er alene hjemme. 

Alicia: Det er jo intet problem ;))

Jeg grinte lidt over vores samtale. Et par dirtyminded teenagere, det var vi, og det kunne jeg ikke løbe mig fra - det var nu heller ikke fordi det var et problem, jeg kunne godt lide det. 

Vores forhold var selvfølgelig alt andet end bare sex og kys, og jeg ved ikke engang hvordan jeg skal starte. Luke var ikke bare en eller anden dreng, som jeg helt tilfældigt faldt for. Luke var den person, som kom ind i mit liv, ødelagde det fuldstændigt, men stadigvæk reddede det.

Luke kunne gøre mig så skide sur, men på samme tid så fandens lykkelig. Jeg ved ikke om det bare var ham, men han havde et eller andet, som jeg fandt utrolig tiltrækkende. Han var ikke bare Luke, han var min kæreste - ikke engang bare min kæreste, han var mit et og alt.

Luke har gjort mig til den mest lykkeligste og heldigste pige i verden, og jeg kan ikke beskrive vores kærlighed. Jeg har aldrig troet på skæbnen, men på det her punkt, kan jeg næsten ikke tro andet end at; Luke og jeg var født til at være sammen. Det var skæbnen. 

Han er min, jeg er hans og vi var sammen. Sådan skulle det være hele tiden. Luke og jeg.

Før jeg lærte ham at kende, kunne jeg ikke forstille mig et liv med ham. Men da jeg lærte ham at kende, kunne jeg ikke forstille mig et liv uden ham. 

***

Jeg bankede på den velkendte dør. Jeg fik banket et par gange mere, før jeg kiggede ind i et par glimtende blå øjne, som hurtigt fik mig til at stirre. Et svagt grin fra Luke, fik mig til at stoppe, "Oh, undskyld," sagde jeg og mærkede let mine kinder blive røde.

"Kom indenfor," sagde han og åbnede døren mere for mig. Jeg trådte ind med et smil og satte mine sko til siden, "Så, øhm.. er du okay?", spurgte Luke, da vi bare stod i tavshed og kiggede lidt rundt. 

Det var akavet, og jeg vidste ikke hvorfor.

Jeg nikkede svagt og kiggede lidt ned, "Ja, jeg er okay," svarede jeg ham. Han placerede sin tommelfinger på min hage, og sin pegefinder under. Han fik blidt løftet mit hoved op, hvilket resulterede i, at vi fik øjenkontakt - jeg kunne næsten ikke holde på tårerne. 

Luke kunne godt se det på mig, "Alicia, fortæl mig hvad der sker. Du har været så nede på det sidste," forklarede han mig. Jeg havde ikke rigtig selv lagt mærke til det, men det havde Luke og menneskerne omkring mig. Han tog min hånd og gik op af trappen.

Vi endte på hans værelse, hvor jeg satte mig i sengen. Jeg samlede mine hænder sammen og kiggede lidt ned på dem. Luke lukkede døren og placerede sig ved siden af mig. 

"Alicia"

Jeg fik mig selv til at kigge op på ham, men et par tårer var allerede fældet. Jeg kunne ikke holde mig tilbage. Et hulk blev til to, og sådan blev det ved. Luke lagde sine arme om mig, og trak mig tæt ind til ham. Jeg hvilede mit hoved på hans bryst. 

Han aede mig blidt på ryggen, og kyssede mig i håret et par gange. 

Jeg snøftede utallige gange, hvor jeg derefter trak mig fra Lukes arme. Jeg kiggede på ham og derefter ned på hans hånd, som jeg var hurtig om at tage. Han flettede stille sine fingre ind i mine og kyssede mig på panden. 

Jeg kiggede på ham, med så meget sorg og tårer i øjnene, at man skulle tro det var løgn.

"Luke," begyndte jeg. 

Han kiggede opmærksomt på mig, med de samme triste øjne. Jeg sukkede og tog en dyb indånding.

"Jeg elsker dig, og-" Jeg afbrød mig selv med et par hulk. Mine kinder blev let våde igen. 

"Jeg skal på opdragelseskole.." 

 

xxx

wowowow, jeg har slet ikke været aktiv herinde, og det undskylder jeg meget for, men jeg har lige været en uge på camping. men jeg er hjemme nuuuu, så håber på at få skrevet meget! 

vi nærmer os afslutningen på denne her historie, hvilket er virkelig trist... og dog ikke, 2'eren er nemlig snart klar (!!!!) 

jeg tager på efterskole om 2 uger, men jeg håber virkelig at få lidt tid til at skrive også, men hvis det går langsomt, så ved i ihvertfald hvorfor! :DDD 

jeg vil lige sige TUSIND TAUTDITND TAK FOR 11k LÆSERE... OMGFGGF HVAD SKER DER.. elsker jer så meget, det er så sygt, tusind tak! og mange nye favs og likes, jeg er så glad! tusind taktaktaktaktak.

i må meget gerne smide en kommentar! <3 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...