When I Close My Eyes | Luke Hemmings ff.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2014
  • Opdateret: 26 jul. 2015
  • Status: Færdig
16-årige Alicia Ross, er ikke typen, som roder sig ud i problemer. Men denne dreng på skolen, Luke Hemmings, gør det ret svært for hende, at finde ud af, hvad hun vil. Hun har aldrig fundet noget interessant eller tiltrækkende ved ham. Han er sammen med de forkerte typer, gør nogle dumme og forkerte ting, men det er ikke ensbetydende med, at han ikke kan være den eneste ene. Uden at tænke på de konsekvenser det får, ved at forelske sig i Luke, opstår der problemer - problemer som ikke skulle have fundet sted. Alicias hverdag ændres, det samme gør hun. Men, hvad er det helt store problem? Hendes ændring eller hendes kærlighed til Luke? [P.S Ikke kendte]

34Likes
44Kommentarer
23783Visninger
AA

27. Kapitel 27 - You got to be kidding me.

27

You got to be kidding me.

***

 

Vi havde lige fået fri fra skole, og jeg havde faktisk ingen planer. Men nu havde jeg heller ikke det største valg af ting man kunne lave, da jeg stadig havde stuearrest. Jeg bad bare til, at ugen ville gå stærkt, så jeg kunne komme lidt ud - være sammen med nogle, måske blive gode venner med Brooklyn igen. 

Jeg stod og fumlede med mit skab, da jeg så Luke komme hen, "Hey," sagde han med et kækt smil. Jeg gengældte smilet, "Hey," svarede jeg. 

"Stadig stuearrest?" 

Jeg nikkede med et suk, "Jep, til på fredag - så er jeg fri," svarede jeg. "Men, du må jo stadig ikke være sammen med mig?", sagde han forvirret på en spørgende måde. Jeg tog mine ting ud af skabet og lukkede det derefter. 

Jeg tog min jakke på og kiggede på Luke, "Nej, men de ved jo ikke om jeg skal være sammen med Brooklyn, eller dig," svarede jeg og tog min taske på ryggen. Jeg gav ham et kys, hvor jeg derefter var på vej ud af skolen. 

"Alicia," kaldte han efter mig. Jeg vendte mig mod ham, "Vi ses i morgen," sagde han. Jeg gav ham et bredt smil, "Ja, vi gør", svarede jeg og vendte mig så om igen, for at tage hjem. 

***

Her sad jeg så igen. På mit værelse, hvor jeg kunne sidde og kede mig ihjel, endnu engang. Jeg lå i sengen, hvor jeg pludseligt hørte min mor råbe et eller andet nede fra køkkenet af. Først ignorerede jeg det, men så råbte hun endnu engang.

Jeg rejste mig sløvt fra sengen og gik nedenunder. Jeg kiggede på mine forældre, som sad ved bordet, "Hvad?", spurgte jeg dem. Min mor sad med sin bærbar computer, "Kom lige her," bad hun mig. 

Jeg gik med et suk mod hende.

"Din far og jeg har snakket om det her i lang tid .. lige siden du begyndte at ændre dig," begyndte hun. Jeg gav hende et undrende blik.

Hvad mente hun med 'lige siden du begyndte at ændre dig' ?

"Din opførsel, din indsats i skolen, og bare dig selv.. vi ved ikke hvad vi ellers skal gøre. Vi ved ikke hvad vi ellers skal gøre end at..", stoppede hun og fældede en tåre. 

"Mor, hvad? Hvad er det?", spurgte jeg ivrigt. Jeg kiggede på computerskærmen og skimmede den i et par sekunder, hvor det så gik op for mig, hvad det var hun ville fortælle mig. 

 Jeg trådte nogle skridt tilbage.

Det her kunne bare ikke passe .. det måtte ikke passe! 

"Nej.. nej nej nej!"

"Alicia, hør nu..", prøvede min mor, men nej, jeg ville ikke lytte til hende. Hvorfor skulle jeg overhovedet? 

Jeg tog mig kort til hovedet.

"Sender i mig på opdragelseskole?", råbte jeg af dem. Jeg mærkede mine kinder blive våde, jeg mærkede vreden bruse i min krop - jeg mærkede at jeg blev svag. Jeg bakkede mere bagud, og endte ved hoveddøren, som jeg åbnede forsigtigt.

Jeg var stadig vendt mod dem.

Jeg gemte nærmest mit ansigt i mine hænder. Min tårer piblede frem, og jeg tror aldrig jeg havde oplevet noget som det her før. "Skat, vi bliver nødt til det..", hørte jeg min mor sige, inden jeg havde skyndt mig ud af døren. Jeg smækkede den i med et brag.

Jeg løb ned af fortovet, og ville aller helst bare finde Luke nu. 

Jeg stoppede forpustet op og tørrede mine øjne svagt. Jeg fandt min mobil frem og indtastede Luke's nummer. Jeg ringede ham så hurtigt op jeg kunne, men den gik på telefonsvareren hver evig eneste gang. 

Jeg gik i et hurtigere tempo mod skolen. Det var også den vej Luke's hus var. Jeg havde ingen sko på, men jeg var også virkelig ligeglad. Jeg skulle bare finde Luke og fortælle ham det hele. Fortælle ham hvad mine forældre havde besluttet, uden at tale med mig overhovedet.

Selvfølgelig tager forældre nogle beslutninger og valg selv, men det her .. det var noget andet.

Mine forældre kunne ikke bare sende mig på en opdragelseskole? De går alt, alt alt for vidt, det er slet ikke hvad en teenager behøver. Det er slet ikke hvad jeg behøver. Jeg skulle ikke på en eller anden dum skole, fordi jeg har ændret mig.

Jeg skulle nærmere have lov til at leve mit liv, imens jeg stadig var de 16 år, for når jeg fylder et par år mere, er det på tide at tage sig sammen - så er det på tide at holde fokus på uddannelse og bolig. 

Imens mine tanker fløj rundt i hovedet på mig, nåede jeg til Luke's hus. Jeg tørrede blidt mine øjne og ringede på døren. Jeg ventede i tavshed indtil Luke's mor, Liz Hemmings, åbnede døren for mig. 

"Jamen, hej Alicia," sagde hun på den sødeste måde. Hun var sådan en fantastisk sød kvinde. Jeg prøvede at holde mine tårer inde, men det var nu meget svært. Hun placerede sin hånd på min skulder, "Luke er ikke hjemme, hvis det var ham du manglede, søde," sagde hun stille til mig, på en trøstende måde.

Jeg fjernede mine tårer, "Okay, mange tak," svarede jeg. Hun lagde op til et kram, og jeg tror faktisk det var det jeg manglede. Et kram af en nær person. 

"Har du lyst til at tale om det?" spurgte hun da vi trak os stille fra krammet. Jeg rystede stille på hovedet, "Nej, jeg skal bare finde Luke," svarede jeg med et svagt smil. Hun nikkede, "Jeg tror faktisk han er sammen med Michael, Calum og Ashton," sagde hun med et bredt smil.

Jeg gengældte smilet, "Mange tak," sagde jeg og bakkede lidt bagud, og begyndte så at gå. "Alicia," kaldte hun efter mig. Jeg vendte mig mod hende, "Nu er det her ikke Luke's skyld, vel?", spurgte hun. 

Jeg rystede på hovedet, "Nej, det er det ikke," svarede jeg hende og smilte. Jeg forsatte min vej ud til fortovet, for at gå videre mod skolen. Jeg vidste præcis hvor Luke var.

Pubben. 

***

Jeg stod nu ved det øverste trappetrin. Jeg kneb øjnene blidt sammen i et par sekunder, og tog en dyb indånding. Jeg gik stille ned af trappen og kunne allerede høre deres højlydte grin. Jeg kæmpede for at åbne døren, som sad fast. Jeg fik den åbnet, og et par blikke blev rettet mod mig. 

Jeg kiggede direkte på Luke, og det skulle jeg ikke have gjort, for jeg brød hurtigt ud i tårer igen. Han rejste sig med et sæt op fra sofaen, og gik stærkt over mod mig. 

"Alicia, hvad sker der?", spurgte han mig og trak mig helt ind til ham. Han holdte hårdt rundt om mig, hvilket fik mig til at slappe mere af. Luke's kram var hvad jeg manglede, for han var en af dem, som stod mig mest nær. 

Jeg snøftede kort, "Kan vi snakke sammen alene?", hviskede jeg stille til ham. Han trak mig med, og jeg blev lidt forvirret over, hvor han ville hen, men vi endte på det velkendte toilet. Han lukkede døren, da vi var trådt ind.

Han fjernede mine tårer under øjnene med hans tommelfingre. Jeg gav ham et svagt smil. 

"Hvad sker der?", spurgte han. Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle sige det - jeg vidste ikke om jeg faktisk skulle sige det til ham. Hvad ville han ikke sige til det? Jeg kunne ikke.

Han trak mig tæt på ham og kyssede stille min pande. 

Jeg snøftede et par gange, "Jeg var bare oppe og skændes med min mor," sagde jeg og undgik at fortælle om skolen, som jeg skulle på. Hvis jeg reagerede på denne måde, hvordan ville Luke så reagere? Jeg turde ikke tage chancen.

Han trak mig tæt ind til ham, hvor han holdte om mig endnu engang. 

Jeg ville være sammen med Luke så meget jeg kunne, i den tid vi havde tilbage. Jeg startede efter sommerferien, og den var der altså kun en uge til. 

xxx

shiit... ikke godt, virkelig ikke godt. 

men ja.. TUSIND TAK FOR 9000 LÆSEREEEE, DET ER SYYGT. det går virkelig stærkt! tusind tak, like og fav alt det i vil.. eller noget.. men ja, tusind tak! jeg elsker jerrrrr virkelig.. tusind tak! 

nu er det også snart på tide at blive færdig med historien, så jeg kan komme igang med 2'eren! hahahaha 

love you

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...