When I Close My Eyes | Luke Hemmings ff.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2014
  • Opdateret: 26 jul. 2015
  • Status: Færdig
16-årige Alicia Ross, er ikke typen, som roder sig ud i problemer. Men denne dreng på skolen, Luke Hemmings, gør det ret svært for hende, at finde ud af, hvad hun vil. Hun har aldrig fundet noget interessant eller tiltrækkende ved ham. Han er sammen med de forkerte typer, gør nogle dumme og forkerte ting, men det er ikke ensbetydende med, at han ikke kan være den eneste ene. Uden at tænke på de konsekvenser det får, ved at forelske sig i Luke, opstår der problemer - problemer som ikke skulle have fundet sted. Alicias hverdag ændres, det samme gør hun. Men, hvad er det helt store problem? Hendes ændring eller hendes kærlighed til Luke? [P.S Ikke kendte]

34Likes
44Kommentarer
23843Visninger
AA

16. Kapitel 16 - You learn from your mistakes.

16

You learn from your mistakes.

***

 

Jeg gav min mormor et smil, og gik derefter ind på værelset, hvor jeg lagde mig i sengen. Jeg lå lidt og kiggede på beskeden - læste den om og om igen. Specielt sætningen jeg elsker dig.

Jeg låste min mobil, da den på sengen, og fandt en tyk hættetrøje i min taske. Jeg tog den over hovedet, og lavede en hurtig hestehale. Jeg tog min mobil, og gik ud af døren.

"Jeg går lige en tur," sagde jeg til min mormor. Hun gav mig et smil og nikkede så. Jeg åbnede hoveddøren, og traskede lige så stille afsted ned ad gaden. 

Jeg kiggede lidt ud omkring, og fik øje på en park. Jeg satte kursen derhen, og endte ved et højt egetræ. Der var ikke rigtig nogen omkring.

Jeg fandt min mobil frem, og læste beskeden igennem igen. Jeg vidste ikke hvad jeg lavede, men mine fingre ville altså gerne trykke på ring op-knappen. 

Jeg tog den stille til øret, og lod bare bib lyden køre. Indtil den stoppede. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, da jeg hørte et lavt snøft. 

"Hej," tog jeg mig så sammen til at sige. 

"Hej," svarede han. 

"Luke, jeg.. havde brug for at snakke med en," startede jeg stille samtalen. 

"Ja?", sagde han og hentydede til, at jeg skulle fortælle hvad jeg ville sige. 

"Jeg er ked af at jeg blev så sur," prøvede jeg. 

"Alicia, jeg er virkelig træt af, at det er mig som bliver ked af det - at det er mig som skal have en dårlig smag i munden - at det er mig som skal skamme sig," kom det fra en næsten grædende Luke.

"Du har ingen grund til at være ked af det, Luke? Det er ikke min skyld, at du ikke kan styre dig selv," sagde jeg og prøvede at forsvare mig selv. 

"Det er jeg udemærket godt klar over, Alicia, men jeg forstår ikke hvorfor vi to ikke bare kan have det godt sammen.."

"Du synes måske ikke, at vi har det godt sammen?", spurgte jeg.

"Jo, sommetider. Men i sådanne situationer, så nej. Vi har prøvet det her en eller to gange før, og jeg ved ikke hvordan det skal stoppe, hvis du ikke lærer at tilgive mig," 

Åh, lad nu være Luke. Hvad er det for en dum og ligegyldig undskyldning at komme med? 

"Så, fordi jeg ikke tilgiver dig, så bliver du ved? Er det virkelig det? Du er mopset over, at jeg ikke tilgiver dig, fordi du har gjort mig ked af det?", spurgte jeg ham bestemt. 

Ingen ord kom fra ham, så jeg valgte at forsætte mit spørgsmål.

" - Er det, det? Du bliver sur, også tænker du at du ligeså godt kan kysse med alle, fordi når ja, jeg hader dig lige i øjeblikket? Hvad er det for en syg tanke?", afsluttede jeg. 

Jeg kunne tydeligt mærke mine tårer begyndte at pible stille frem. Luke kan gøre mig så ked af det, og så sur på samme tid, men.. jeg elsker Luke, forfanden. Det er det jeg gør! Og er vi virkelig villige at glemme alt, bare fordi vi laver fejl? 

Du lærer af dine fejl, ikke? Men nu er det jo sådan, at Luke ikke er den helt skarpeste kniv i skuffen. Men som jeg kunne sige 1000 gange - jeg elsker ham, og hans fejl. Det beviser også bare, at han ikke er perfekt - ingen er perfekte - og hvis han kan gøre mig lykkelig, er det sgu ligegyldigt. 

"Nej, intet passer. Jeg kan bare ikke tage mig sammen. Du ved jeg elsker dig. Du ved jeg ville give alt i verden for dig, og du ved, at du betyder alt for mig. Jeg ved måske ikke om du har de samme følelser eller tanker mere, men du skal vide, at jeg er meget heldig for at kende dig," sagde han.

Der var stille igen. Jeg kneb øjnene sammen.

"Jeg elsker dig.. min skat"

Mit hjerte bankede hurtigere end det nogen sinde havde banket før. Jeg hørte ikke andet en nogle bib, hvilket betød han havde lagt på.

Et hulk blev til to, og derefter græd jeg tårer, som jeg aldrig havde gjort før. Jeg lod mine tårer strømme ud, så jeg kunne lade tankerne gå. Jeg prøvede virkelig, men det var så svært.

Jeg snøftede et par gange, og besluttede mig for at sætte mig lidt. Jeg satte mig op af træet, og kiggede lidt på Luke's besked igen. 

Jeg rullede længere og længere op, og fandt vores ældre beskeder. Selvom jeg helst ikke ville, græd jeg. Jeg græd fordi jeg følte jeg havde mistet Luke. 

 

xxx

et ret trist kapitel, ahahah

og jeg er SÅ ked af at det er 338533 år siden jeg sidst opdaterede. jeg har simpelthen ikke haft tid, eller den helt store skrivelyst, men nu er jeg her igen, og er klar på mere. 

følger nogle stadig med?c:

tusind tusind tusind tak for så mange likes, favs og læsere. det varmer <3 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...