When I Close My Eyes | Luke Hemmings ff.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2014
  • Opdateret: 26 jul. 2015
  • Status: Færdig
16-årige Alicia Ross, er ikke typen, som roder sig ud i problemer. Men denne dreng på skolen, Luke Hemmings, gør det ret svært for hende, at finde ud af, hvad hun vil. Hun har aldrig fundet noget interessant eller tiltrækkende ved ham. Han er sammen med de forkerte typer, gør nogle dumme og forkerte ting, men det er ikke ensbetydende med, at han ikke kan være den eneste ene. Uden at tænke på de konsekvenser det får, ved at forelske sig i Luke, opstår der problemer - problemer som ikke skulle have fundet sted. Alicias hverdag ændres, det samme gør hun. Men, hvad er det helt store problem? Hendes ændring eller hendes kærlighed til Luke? [P.S Ikke kendte]

34Likes
44Kommentarer
23798Visninger
AA

13. Kapitel 13 - It's your own fault.

13

It's your own fault.

***

 

"Brooklyn!", kaldte jeg efter hende, da jeg var blevet færdig på toilettet. Jeg prøvede at holde trangen til at kaste op, inde i mig. Jeg var kommet nedenunder, og jeg ville vædde alt på, at min makeup var helt forfærdelig. Jeg havde egentlig ikke lyst eller tid til at tænke på det nu, jeg skulle bare hjem fra den her fest.

Jeg ledte efter Brooklyn, men kunne ikke finde hende nogle steder. Hun var sikkert pisse fuld, så hun faldt nok i søvn, og sov her resten af natten. Sådan var det næsten hvergang hun var til fest. Hvis i undre jer over, hvordan jeg ved det, så fortæller hun det til mig - altid skal hun fortælle om ligegyldige ting, men det elskede jeg hende for. 

Jeg så mod trappen, hvor Luke kom løbende ned fra. Jeg skyndte mig gennem alle de andre mennesker, som bare stod i vejen. Jeg fandt vej til døren, og åbnede den hurtigt. Jeg lukkede døren efter mig, og stod i to sekunder uden at bevæge mig. Jeg kiggede ind af vinduerne, og kiggede efter, om nogle stod ved døren.

Der var ingen omkring, så jeg regnede heller ikke med, at Luke ville komme. Mine tårer kom hurtigt frem, og jeg kunne bare ikke stoppe gråden. Jeg sank stille med ryggen mast op af væggen. Jeg sad derefter på jorden, med mit ansigt gemt i mine arme.

Jeg vidste ikke om jeg orkede gå hjem, eller om jeg skulle finde Brooklyn, og plage hende til at tage med hjem. Jeg ville ikke gå alene hjem, da klokken var ret mange, det var meget mørkt, og der var fulde mennesker i næsten hele området.

Argh, fuck det, det derfor jeg har lært at sige fra. 

Selvom det tit ikke hjælper ret meget.

Jeg rejste mig op, og tørrede mig hurtigt om øjnene. Jeg satte kursen hjem, da en råbte mit navn. Jeg gættede på Luke, men var alligevel ligeglad. Jeg forsatte og forsatte med at gå, indtil jeg var over på den anden side af gaden. 

Endnu engang hørte jeg ham kalde mit navn. Jeg kiggede over på den anden side hvor han stod, og som i alle romantiske film, ville man nok have løbet mod hinanden, kysset, og være glade igen. Men det her var ikke en film. Jeg kiggede Luke direkte i øjnene, og gav ham så fingeren. 

En tavs Luke stod nu der for sig selv, og vidste hverken hvad han skulle sige eller gøre. Jeg vendte mig om, for derefter at forsætte turen hjem. En masse gråd på hele turen hjem, er ikke lige hvad jeg havde ønsket mig allermest. 

Jeg ankom hjem, gik stille ind, da mine forældre sov, og gik ovenpå. Jeg lagde mig i sengen, da jeg bare ville prøve at sove. Men jeg følte mig for klam og klistret, så jeg valgte at tage et bad først. Jeg rejste mig, for at tage noget nyt tøj med på badeværelset.

Jeg forsatte ud på badeværelset, og tændte så for vandet. Jeg tog mit tøj af, og trådte ind under bruseren.

***

"Godmorgen, skat, der er morgenmad," sagde min mor, da hun vækkede mig. Jeg strakte mig, og sparkede så dynen af mine ben. Jeg gav et hurtigt blik til min telefon, og valgte at ignorer de opkald og sms'er jeg havde fået fra Luke. 

Min mor gik ud, og jeg gik over til mit spejl, for at gøre mig lidt i stand. Jeg tog noget tøj på, og forsatte nedenunder, med min mobil i hånden. Jeg så min far og mor sidde ved bordet, "Godmorgen," sagde min far. "Dårlig morgen," svarede jeg.

De grinte lidt af mig, "Tømmermænd?", spurgte min far. Jeg nikkede, "Jeps," svarede jeg. Det var egentlig ikke derfor jeg havde en dårlig morgen, det var nu mere pga. Luke's lille romantiske øjeblik igår. 

Jeg tog et rundstykke, og smurte noget smør på. Jeg tog en bid, da jeg opdagede Luke skrev. 

Luke: Vil du ikke godt bare svare mig, Alicia?

Luke: Alicia..

Luke: Hallo, Alicia. Jeg elsker dig. Svar mig nu..

Jeg ignorede ham, da jeg bare gerne ville æde min mad i fred. Jeg nød min mad i de tavse minutter, indtil han ringede til mig. Jeg sukkede dybt, smed min mad på tallerkenen, og rejste mig. Jeg gik udenfor døren, og tog den så.

"Hvis jeg ikke svarer dig, er det nok fordi jeg ikke vil snakke med dig," halvråbte jeg ind i røret. Jeg kunne høre en snøften, "Undskyld, Ali. Jeg er så ked af det. Kan du ikke komme over til mig, så vi kan snakke om det?", spurgte han.

"Nej, Luke," svarede jeg ham. "Alicia, kom nu," tiggede han.

Jeg sukkede dybt, "Luke, kan du ikke bare forstå et nej? Fuck af helvede til, jeg gider ikke det her mere. Du både ryger, forsætter dit klamme playertrick, og værre endnu, så er du slet ikke klar til det faste forhold, jeg troede du var. Men Luke, jeg indså noget igår..", sagde jeg og kunne hurtigt mærke mine tårer pible frem.

"Hvad indså du..?", spurgte han noget tid efter. "At vi ikke skal være sammen. Jeg giver dig ikke én chance mere, for du har bevist, du bare er den største idiot," råbte jeg og lagde hurtigt på. Jeg gik ind under beskeder, og skrev han ikke skulle skrive til mig. 

Jeg gik indenfor igen, og mødte min mors øjne. Lige i det øjeblik jeg så hendes forvirrede og triste udtryk i ansigtet, kunne jeg ikke holde mine tårer tilbage. De væltede bare ud, og min mor skyndte sig fra sin plads, og over til mig. Hun trak mig ind til hende, og gav mig et stort, varmt og langt kram.

"Hvad sker der, skat?", spurgte hun trist. Jeg kiggede på hende, og prøvede at stoppe min gråd, "Det bare.. Luke," svarede jeg hende. "Hvad sker der mellem jer, Alicia? Det hele er så forvirrende," sagde hun og placerede sin ene hånd på min kind.

"Vi var bare oppe at skændes," svarede jeg hende. "Er i sammen, skat?", spurgte hun. "Nej, vi bare venner," svarede jeg hende. Ingen løgn, det var den rene sandhed, og det mener jeg. 

Bare venner.

 

xxx

et mere kapitel! håber det hverken er for kedeligt eller for kort - har prøvet at gøre det lidt mere dramatisk, da jeg selv elsker drama, så jeg håber det er ok.

TUSIND TAK FOR NÆSTEN 400 LÆSERE, det er helt ufatteligt, og jeg troede aldrig at jeg ville komme så langt så hurtigt. jeg fatter det næsten slet ikke! 

og også tak for alle favs og likes, det er jeg SÅ glad for! 

jeg elskeeeer jer, tusind tak!

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...