A new life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2014
  • Opdateret: 26 jan. 2015
  • Status: Igang
Bilen vældet rund og ud på en af markerne. Bilen lå på hovet og ruderne var splintret. Jeg så at Anna kiggede på mig og at hindes øjne lukkede sig. Det sidste var jeg husker var at min bror spurte om alle var okay, jeg svart og så blev alt sort og tåget

1Likes
4Kommentarer
280Visninger
AA

3. New orleans

Et par timer sender bankede det på døren, "Nicoline, Anna så der aftensmad" det var Damon han tale med den stemme der ikke var til at stå for. Vi gik ned i køkkenet og gik i gang med at spise "okay jeg har de nye pas, så efter vi har spist pakker vi min bil og i nat kører vi over til dig Anna og pakker dine ting, og kør til lufthavnen" Damon fik det til at lyde så let.

Det var blevet nat og vi var på vej ind til Anna, Damon havde manipuleret med hendes familie så vi ikke behøvede at liste rundt, jeg synes ikke det var en god ide men Damon sagde at det var den eneste måde. Jeg havde ikke lyst til at sige Damon imod for han hjælp os, så jeg holdt det bare for mig selv. Vi stod nede på hendes værelse og begynde at pakke tøj, Anna havde sin egen stil, let hippie og rocket. Vi pakkede også nogle billeder og en masse andet. Vi gik ind på Annas storesøsters Værelse , hvor Anna tog nogle ting, og jeg vidste det var for at havde noget til at minde hende om hendes søster. Hun tog en af hendes mors trøjer og en parfume, en deo fra sin far samt en trøje, fra sin lillebror tog hun endnu en trøje. Jeg vidste at at hun ville komme til at savne sin familie, men hun kunne klare det. Efter noget tid sad vi i bilen og var på vej mod lufthavne.

Jeg sad med min Ipad og spillede temple run, Damon kørte og de andre sov." hvad laver du" Damon kiggede på mig i bakspejlet. " spiller" svaret jeg fraværende. "Du skulle tærer få noget søvn" Han ville vist være let alene så jeg lagde min Ipad fra mig og lage mig til at sove.

Jeg stod midt ude på vej, men hvordan var jeg havnede der. Jeg gik over til bilen, der lå ude på marken og så ind, min mor var der, de var der alle også mig, men hvordan. De havde blod over alt , jeg begynde at løbe. Pludselig stod han der, han havde lyst hår, men jeg kunne ikke genkende ham, hvem var han mon. han kiggede over mod bilen, og smilede tilfreds. Det var som om at han havde gjort det med villige, vent havde det været den skygge ude på vejen, den som var skyld i det hele. Han begynde at gå hen mod bilen, han gik lige gennem mig. Hvad var der sket, hvordan kunne han gå gennem mig. Jeg løb ind foran ham, han måtte ikke kommer over til dem, men som før han gik bare lige igennem mig. Jeg begyndte at skrige, for denne gang havde gjort ondt af h til, tårerne strømmende ned af kinderne, mens regnen faldt tungt og gennembløde mit tøj. Mine knæ bugte under og jeg faldt ned må den bløde muld. Men jeg landet ikke på blød muld, jeg landet på græs. Solen strålede klar, bilen og manden var væk. Jeg var ude på en eng, der var heste som græssede, her var så fred fulgt, mens fuglene sang. Det var så fred fulgt, men hvordan var jeg havnede her?

Jeg slog øjne op, havde det bare været en drøm, men det var så virkeligt. "Er du okay" Damon lød urolig. "Hvad skete der" selvom jeg godt vidste at det havde været en drøm. "Du lagde dig til at sove, og pludselig begyndte du at skrige. Jeg fik Anna til at tage dit armbånd af så jeg kunne ændrer din drøm" han lød stadig lidt nervøs, hvordan kunne han rode rundt i min drøm. "Hvor kender du det sted fra" jeg tænkte tilbage på den smukke, fred fylde eng. "Rose, var navnet på en jeg kender, hun fortalte mig om det sted. Der var lidt ud for London for ca. 500 år siden" han stemme blev fraværende, han måtte tænke tilbage på Rose. Jeg ville ikke spørger ham om Rose for noget tyder på at hun ikke var her længer. Der var en ting jeg ikke kunne forstå hvorfor var jeg vendt tilbage til bilen og hvordan kunne det føles så virkeligt, hvordan havde det gjort så ondt. "Hvad drømte du" Damon så på mig i bakspejlet" han havde faktisk nogle ret pæne øjne, de var så blå, de passe på ingen måde med hans kålsorte hår, men det så god ud. "Jeg var ude på marken og jeg så bilen, de var der alle sammen. Det var forfærdelig, der var en mand han gik barre gemmen mig og jeg kunne mærke det" det kom altsammen tilbage, bilen, manden og alt blodet. "Nicoline vi har ca. En time tilbage tag af få noget mere søvn." Hvordan skulle jeg kunne sove efter det marit. " læg dig til at sove Nicoline så skal jeg nok sørger for en god drøm." Det beroligede mig lidt at han ville give mig en god drøm, men jeg kunne på den anden side ikke lide at han rodet rundt i mit hovede. Jeg berolige mig selv ved at tænke på drømmen om engen og lagde så hovedet mod vinduet.

"Nicoline så er vi her" det var Damon, det var dejligt at vågne til hans stemme. Jeg kunne stadig huske drømmen, Anna og jeg havde leget nede ved en å, der var piletræer og fuglesang, det havde været en dejlig drøm. Damon åbnet døren og hang over den, det så let sjovt ud. Jeg steg ud af bilen og vi begynde at gå over for at hente vores billetter. Vi havde fået billetterne og stod nu i kø til sikkerhedstjek, jeg var nervøs, hvad nu hvis vores pas nu ikke virkede, hvis de nu kunne genkende os. Det var blevet vores tur Mads gik først, jeg var så nervøs, men det gik fint med os alle de havde ikke lagt mærke til noget. Vi sad og ventede på at vi skulle ombord på flyet. Efter et par timer blev det endelig tid, vi gik om bord. Anna sad ved siden af mig, jeg sad ved vinduet. Jeg kunne se på Anna at hun var nervøs og jeg vidste hvorfor, hun var bange for at flyve over vand, jeg forstod det godt hun var ikke den bedste svømmer. Jeg sad og så ud ad vinduet og begyndte så at blive bange, jeg kunne huske sidste gang jeg fløj. Det var noget med mine ører. Jeg begynde at trække vejret hurtigere og hurtigere. "Hvad sker der, Nicoline fald ned det skal nok gå" alt hørte jeg Damon sige, men han trængte ikke igennem, jeg blev ved med at mindes den smarte der var i mine øre. Damon sad ved siden af mig, jeg kunne ikke husk at han havde sat sig men det var betryggende.

"Det skal nok gå, hvad er der i vejen" han så på mig med sine blå øjne. "Det var sidst jeg fløj, der var noget med mine ører og det gjord så frygtelig ond." Min vejrtrækningen blev hurtig igen. " Nicoline jeg bliver er lige her, jeg er her, jeg kan fjerne det værste af smerten. " han lagde sin hånd på min ryg. Vi skulle ledte, mine fingre borede sig ned i armlænet. Vi var på vej op, smerten begynde, tårne faldt stille ned af mine kinder, det gjort så ondt. Der kom små klyng ud af min mund. Det var væk smerten var væk, Damon havde gjort det. Jeg lagde armen om Damon, han var virkelig en god ven. Vi var oppe hvor vi måtte spænde os op. Anna og Mads havde ikke fået så meget søvn, så de sad foran os og sov. Damon var blevet siderne ved mig. "Nicoline" længer noget han ikke før jeg afbrød ham. " Nico, kald mig Nico" jeg blev altid kaldt Nico. "Nico hvor kommer det fra" hans blik sagde at han synes om det. " Det kommer fra at det er det første af mit navn, jeg er blevet kaldt det siden børnehaven." Det var en del af mig, jeg var altid blevet kaldt der. "Det jeg ville spørger om er hvordan dine ører har det" han så på mig med de blå øjne, hvad var det med de blå øjne. "Det stade med at gøre ond, mens så forsvandt det. Hvordan gjorde ud?" Hvordan havde han gjort. " Det skal du ikke bekymrer dig om, det vigtigste er at du har det godt." Det var tydeligt at han mente det.

Vi havde fløjet i et godt stykke tid, Damon og jeg havde haft nogle små samtaler.Endelig kom maden, "kylling eller vegetar" spurgte savetrisen med et smil. "Vegetar " jeg kende nok til flymad. Damon valgte kylling, hvordan kunne han spise det han var jo vampyr og det var flymads kylling. " hvordan kan du spidse det?" Jeg undret mig virkelig. Han lænede sig ind mod mig "Så længe jeg har blod i mit system, virker min krop normale." Han hviskede det, hans stemme var så blid. Jeg var glad for at at vi ikke havde betydet plaskende tilbage, jeg var glad for at sidde ved siden af Damon. Jeg så ud af vinduet, man kunne se alle stjernerne, det var så smukt. Damon lænede sig ind over mig, jeg kunne mærke at jeg holdt vejret. Damon Peget på en stjerne, jeg så den men jeg forstod ikke hvad det betød. " det er tyren" han så på mig. " Hvordan viste du at det er mit stjernetegn" jeg så forundret på ham og smilede. "Mads fortalte mig det." "Skal vi se en film" jeg vidste hvad jeg ellers skulle spørge om. "Det vil være mig en fornøjelse" han mente det, man kunne se det på ham. Vi fandt en sjov film, men det var ikke det bedste, jeg havde ikke været så glad i lang tid, heller ikke før uheldet. Vi have set et par film da vi fik af vide at vi lagde an til landing. Min vejrtrækningen blev hurtig igen, smerten begynde og blev ved. Jeg hørte min klynk, Damon lagde armen om mig og trak mig indtil sig. Smerten var væk, med det var Damon's arm ikke, de lå om mig som et skjold. nej hvad skete der, den vendte tilbage, smerten var tilbage. "Nicoline jeg har ikke kræfter nok til at fjerne smerten igen" tårne trillet ned af kinderne på mig. Flyet bombede hen over lanings banden, smerten begynde at aftage, jeg så op i Damon's blå øjne og han gav et lille klem. Vi var endelig i New Orleans

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...