Julen er bare endnu en ligegyldig tradition

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2014
  • Opdateret: 21 dec. 2014
  • Status: Færdig
"Julen er smuk. Julen er hyggelig. Julen er den bedste tid på året". Oh, hold nu kæft. Det eneste jeg høre folk sige er: "fuck, det er koldt" "Ih hvor jeg glæder mig til sommer" "Gaverne er bare det bedste". Julen er det tidspunkt på året, hvor folk konkurrer om, hvor mange gaver de får og hvor dyre de er. Selve julen er ikke så specielt. Det er bare noget man har kaldt denne tid på året, hvor der er stor kaos i gaderne, stressede mennesker overalt og tilbud på julekager. Vi fejre, at en fattig dame fødte et barn i en lade, og derved køber vi mange gaver for at symboliserer de 3 vise mænd, der kom uanmeldt til denne lade. Ja, så giver julen da mere mening hva? Nej, julen er bare en undskyldning for at lave noget anderledes for en gang skyld. Men det er ikke kun derfor jeg hader julen. Det er kun 1 ud af 5 grunde til at jeg syntes julen skulle skide ad helvedes til.

6Likes
1Kommentarer
517Visninger
AA

6. Jeg mistede alt D. 24 december 2008

Jeg elskede engang julen. Jeg forgudede engang julen. Jeg glædede mig engang til julen. Jul var den bedste tid i mit liv. Men det var før den tog alt fra mig og efterlod mig helt alene i denne grusomme verden, som er så afskydelig, når man er helt alene.

Jeg var engang verdens lykkeligste dreng.  Jeg var engang pisse positiv. Jeg var engang alles yndeligst. Især op til jul kunne man se det lykkelig glimt i mit øje og et smil, der var så bedårende, at alle bukkede under for min charme - yup, jeg var engang verdens mest juleglade dreng.

Jeg følte engang det samme, som alle føler op til jul - glæde, fornøjelse, spænding. Jeg elskede hvad julen gjorde ved min familie. Min elskede mor, der altid blev endnu mere elskværdig op til jul og bagte kager hele tiden. Min sjove far, der var mit store idol, som altid tog mig med ud og fandt det smukkeste træ. Min storesøster, der normalt ignorerede mig og fakede et stort had til mig, men op til jul så vi altid julefilm sammen og lavede juleklip. Min lillesøster, der lige var begyndt at kunne gå, smilede også lidt mere op til jul, når hun så de mange smukke farver. Ja, julen gjorde noget ved min perfekte familie, og jeg elskede det. Det var den tid, hvor man ikke bekymrede sig om noget, men bare sad og åd sig fede med familie om aftenen og smagte mors mange forskellige kager, som var hendes store hobby op til jul. Vi grinede af Kate, min lillesøster, der rullede grinede rundt på gulvet, mens hun legede med sine små nissebamser, som hun havde fået af julemanden. Vores forældre smilede til min storesøster og jeg som sad ved siden af hinanden hver aften, helt uden at slås og skændes, men kun fremkaldte kærlighed og grin. Ja jul var en fremragende tid, som virkelig bragte familien sammen.

Vi ville fælde det store grantræ ude i skoven, og far ville købe: ’’pas på, nu kommer det! ’’, og mor ville gribe fat om os alle, da hun nødig ville have, at vi skulle komme til skade op til jul. Vi ville juble, når vi endelig, efter flere timers søgning, havde fundet det perfekte træ, som vi kunne slæbe med ud til bilen og have en stor kamp om at spænde det fast oven på bilen. Når det lykkedes ville vi alle smutte ind i bilen, og ingen ville slås om pladserne i bilen, for op til jul, var der kun glæde. Vi ville alle, undtagen Kate, skråle med på julesangene i radioen, mens vi alle ville have et grinede smil fremme. Åh, sikken lykke det bragte frem.

Juleaftensdag, ville vi bruge timer på at pynte træet så smukt, og mor ville rette på træet og pyntet, da hun jo var perfektionist, og i hendes øjne skulle træet være perfekt. Vi ville nyde en eller 10 småkager imens, og lidt varm kakao, og julemusik i højtalerne. Til sidst ville gaverne blive placeret under træet, også selvom der var flere timer til de måtte blive åbnet - først om morgenen dagen efter. Der skulle man være tålmodig, og ikke blive fristet af alle de farverige gaver. Om aftenen ville vi have den bedste julemiddag, med alt til. Far og mor havde knoklet i køkkenet for at lave den bedste mad, som vi skulle elske, og det gjorde vi altid. Vi var kun os 5, da alle vores familiemedlemmer var gået bort, men det havde vi ikke noget imod - vi hyggede os. Mange af mine venner, snakkede tit om hvor hyggeligt det var, når deres bedsteforældre var der til jul, men jeg misundte dem ikke, for jeg havde aldrig kendt mine bedsteforældre, og jeg hyggede mig fornøjeligt med min familie. Før vi måtte tage af den fantastiske mad, skulle vi bede en bordbøn og takke Gud for alt det, som han havde givet os og dette fantastiske liv.

Ja, tak Gud.

Vores forældre ville putte os om aftenen, men de vidste udmærket godt, at vi umuligt kunne falde i søvn før efter langt ud over natten. Spændingen og tankerne om gaverne gjorde det svært at falde hen i drømmeverdenen. Men det skete efterhånden, og vi ville alle vågne næste morgen ved lyden af julemusik og vores forældre i køkkenet. Trættende ville vi alle sætte os op i sengen og tænkte, at det kunne de da ikke være bekendt, men så ville vi opdage, hvilken dag det var. Og det fremkaldte en stor motivation og vi ville løbe ind i stuen, hvor alt var klar. Lækker morgen mad, gaverne, vores forældre, gaverne, juletræet, det røde julepynt, julemænd over det hele, gaver. Vores smil ville blive større, og årets jul ville slutte af med at vi sad sammen i stuen og pakkede gaver op. Et lykkeligt øjeblik.

Et lykkeligt øjeblik, som jeg aldrig ville opleve igen.

Sådan en jul havde jeg oplevet i 10 år, men mere nåede jeg ikke at opleve, da jeg mistede alt D. 24 december 2008.

Det var morgen. Vi havde nået den 24 december, og indtil videre havde det været en vidunderlig måned med de gamle, dejlige traditioner. Men jeg havde dog opdaget, at der var noget, som ikke var helt korrekt. Min storesøster, Nicole, var kommet i en umulig alder, nemlig alderen 15. Og det havde bevirket en masse skandaler og problemer for familien hele året faktisk, men der var noget helt galt i december. Jeg havde en fornemmelse på, at det var en fyr, da jeg havde hørt Nicole og min mor snakke om det en sen aften, hvor jeg burde havde sovet. Han hed Jacob, og han var åbenbart hendes første kærlighed, der bragte hende en stor sorg i denne dejlige måned, der også blev kaldt kærlighedsmåneden for nogen.

Jeg var kun lige nået ud i køkkenet, da mine forældre stressede rundt og så helt forvirret ud. Der var noget galt, det kunne jeg tydeligt se. Jeg stod der i min blå pyjamas og så helt forundrende ud. Endelig fik min mor øje på mig, hun sukkede.

’’Skat, vi kører lige hurtigt, vi er snart tilbage, ’’.

Min lillesøster, Kate, far og mor havde alle taget overtøj på, så de skulle vist alle ud at køre.

’’Hvad skal i? ’’.

Min mor kom over til mig og satte sig på knæ. Hun smillede og kærtegnede blidt min kind.

’’Vi skal bare hente Nicole. Gå du bare ind og se tegnfilm, så er vi hjemme før du aner det, ’’.

Jeg nikkede smilende og smuttede ind i stuen, hvor jeg satte mig i sofaen og tændte for tv’et, hvor der var en masse julefilm. Jeg kunne slet ikke vælge imellem de mange film, og jeg tænkte også, at jeg sikkert ikke kunne nå at se en færdig, da de snart var hjemme igen, og når de kom hjem, så skulle vi pynte juletræ og hygge.

 

Jeg havde sat mig i vinduet på mit værelse, da jeg var begyndt at blive bekymret. De var ikke hjemme endnu, og jeg havde allerede set 2 julefilm, og det virkede som ret meget. Hvorfor var de ikke hjemme endnu? Jeg sad lænet op af væggen og klemmede mig sammen og holdte om mine knæ, mens jeg stirrede ud af vinduet og håbede, at jeg snart ville se vores røde bil. Men der gik lang tid. Jeg begyndte at få ondt i maven, da jeg savnede dem, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg ville græde, men jeg var for besat af at kigge ud af vinduet, for tænk hvis de kom hjem lige om lidt?

Der kom biler kørende forbi, men ingen af dem var vores røde bil. Det virkede underligt, at de ikke var hjemme endnu. De skulle jo bare hente Nicole.

Der holdte pludselig en besynderlig, usædvanlig bil udenfor. Personerne i bilen gik mod vores hus, og det fattede jeg ikke noget af. Hvad skulle de to mænd i uniformer her i vores hjem? Da de ringede på løb jeg hen til hoveddøren og åbnede den hurtigt. Der stod de. 2 mænd i uniformer med ansigter, som jeg ikke kunne gennemskue. De tog deres hatte af og kiggede bekymret på hinanden. Og det var der jeg fandt ud af, at min mor, far, lillesøster og storesøster ikke vil komme hjem igen i vores røde bil.

 

’’Hvorfor hader du julen, Daniel? ’’. 

’’Hvorfor kan du ikke lide farven rød, Daniel? ’’.

’’Hvorfor kan du ikke acceptere at folk er glade i julen, Daniel? ’’.

’’Hvorfor kan du ikke lide det hyggelige vejr? Det kan da godt være, det er koldt og mørkt, men det er en del af julen, og det gør den hyggeligere, ’’.

 

Jeg hader julen, fordi jeg mistede alt den dag. Jeg hader julen, fordi jeg aldrig kommer til at holde en perfekt jul igen. Jeg hader julen, fordi jeg aldrig kommer til at smage min mors småkager igen. Jeg hader julen, fordi jeg aldrig kommer til at fælde et grantræ med min far. Jeg hader julen, fordi jeg aldrig kommer til se julefilm med min storesøster. Jeg hader julen, fordi jeg aldrig kommer til at se min lillesøster vokse op og elske den ligeså meget, som jeg gjorde. Jeg hader julen, fordi det blev den værste tid i mit liv.

Jeg hader farven rød, fordi vores hus var fyldt med rødt. Jeg hader farven rød, fordi min mor altid bar en rød kjole juleaften. Jeg hader farven rød, fordi vores bil var rød. Jeg hader farven rød, fordi det er den farve, som jeg husker allermest, da det var den farve, som jeg søgte mest den aften.

Jeg kan ikke acceptere, at folk bliver glade når det er jul, fordi jeg aldrig kommer til at opleve min mors kærlige julesind igen. Jeg kommer aldrig til at høre min fars dårlige julejoks igen, som han sagde med et falsk smil og et falsk grin, men jeg var ligeglad, han lignede en der var glad, og det fungere fint for mig. Jeg kommer aldrig til at se hvor lykkelige mine forældre var op til jul. Jeg kommer aldrig til at mærke min storesøster underlige humørsvingningen op til jul. De glade grin, de lykkelige stunder, de lyse glimt i alle vor øjne - det kommer jeg aldrig til at se igen. Aldrig.

Vejret er mørkt og koldt. Vejret er farligt. Kulden gjorde at vejret var voldsomt, det sneede voldsomt den aften, at selv den bedste chaufør ikke kunne undgå at se træet. Mørket gjorde det sværere at få øje på alle omgivelserne rundt om vejen. Min far bag sædet. Min mor ved siden af. Min 15 årige søster på bagsædet i venstreside. Min 1 ½ årige søster også på bagsædet i højre sæde. Da min far mistede kontrollen og kørte direkte ind i det usete træ, døde mine forældre på stedet, der var intet at gøre - det fik jeg i hvert fald at vide. Kate og Nicole var stadig i live, da de blev kørt af sted i ambulancen til skadestuen. Kate døde 24. december 2008 kl. 14:54. Nicole døde 30 minutter efter.

 

 

Louise Matson

* 10 . 7. 1970      ✞ 24. 12. 2008

En elskværdig mor

 

Kyle Matson

* 1. 3. 1967       ✞ 24. 12. 2008

En sjov far

 

Nicole Matson

* 4. 6. 1993       ✞ 24. 12. 2008

En vidunderlig søster

 

Kate Matson

* 7. 7. 2007       ✞ 24. 12. 2008

En livsglad søster

 

R.I.P

 

Samme aften blev jeg sendt til et børnehjem, hvor jeg hadede at være, men hvem elsker at være sådan et sted? Jeg gemte mig på toilettet hele aftenen, og jeg græd. Jeg græd hele aftenen. Jeg kunne have siddet sammen med min familie, lave hyggelige minder, men jeg sad på et toilet et fremmede sted, og begyndte langsomt at opdage, at jeg aldrig ville få et normalt liv igen. Selvom hvis jeg kom i plejefamilie, hvilket jeg sikkert vil, da jeg var en drømmesøn, så ville mit liv aldrig blive perfekt igen.

Julen tog min familie. Julen gik fra at være mit livs lykkeligste livspunkt til at være det værste tidspunkt på året. Hvert år til jul, vil jeg bare gerne væk, men jeg er tvunget til at blive og leve gennem denne måned i den by, hvor minder er blevet lavet. Jeg er tvunget til at acceptere den tid, der dræbte min familie. Så derfor vil jeg blive ved med at kritisere denne måned. Håne den. Stjæle opmærksomheden for at få budskabet ud. Folk skal vide, at de ikke skal blive for glad for julen, for hvis de mister nogen af deres kære, vil julen aldrig blive det samme igen. Tag det fra en, som har prøvet det.    

 

 

 

 

 

Julen er overvurderet

Folk forandre sig

Rød er en grim farve

Det er mørkt og koldt

 

Jeg mistede alt d. 24 december 2008

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...