One Year

Camille er taget et år til USA som udvekslingsstudent. Hun har det ikke helt nemt med at tilvende sig det nye liv, men det hjælper heller ikke ligefrem, at hun fra første dag for en såkaldt Harry Styles at tænke på - for ikke at snakke om nye venskaber, nye familie og ny skole. Følg Camilles år, hvor intet bliver som hun havde forventet.

3Likes
2Kommentarer
193Visninger
AA

1. Let it go

”Pas nu på dig selv ikke og ikke alt for mange drenge” siger Karoline ned i min skulder. Vi står tæt og krammer. Om hun græder eller griner, er ikke til at sige, men det lyder som en blanding. ”Jeg vil savne dig så meget okay” Siger jeg tilbage og græder stille ned i hendes skulder. Vi skilles og kigger på hinanden, før vi begge bryder sammen i gråd igen. Lige gyldigt hvor meget jeg har glædet mig til den her dag, vidste jeg at det ville være umuligt at sige farvel til min bedsteveninde gennem 11 år.

Jeg går over til min mor, lillesøster, farfar og mormor. Jeg kigger på dem et øjeblik, før jeg kaster mig i armene på min mormor, til endnu et sørgeligt farvelkram. ”Åhh min lille skat, græd ikke, du vil komme tilbage, tænk på det eventyr du skal til at starte” Jeg trækker mig væk fra hende og kigger hende i øjene. Hun har fugtige øjne. Jeg har aldrig set min mormor græde og jeg har aldrig set noget mere hjerteskærende.

Jeg går over til min store bjørnebløde farfar og han giver mig et af sine kendte kram. ”Din far ville være så stolt af dig min pige” hvisker han til mig. Jeg kan mærke tårnene trille bare en smule mere og kigger op i himlen og sender nogle kærlige tanker til ham. Jeg nikker til min farfar og frygten for, at han ikke ville være her, når jeg kommer tilbage er forfærdelig. J

eg går ned på knæ og trækker min søster ind til mig. Hun er ikke mere end 3 år gammel og hun ved ikke hvad der skal ske. Hendes store brune øjne kigger sørgeligt på mig, hun ved jeg er ked af det. Jeg krammer hende i lang tid, suger alle hendes velkendte dufte til mig.

Jeg stiller mig hen til min mor og kigger på hende. ”Tak for den en her oplevelse mor” siger jeg og giver hende et kram. Mine arme klamre sig rundt om hende og hendes hånd stryger blidt over mit hår. Vi står og krammer i det der føltes som evigheder, før jeg trækker mig væk, tager min bagage i hånden, vinker til dem, vender mig om og efterlader hele mit liv bag ved mig.

Mange timer senere

”Undskyld mrs. Vi er netop landet” Jeg vågner ved at en hånd ryster blidt i mig. Jeg kigger mig forvirret rundt et øjeblik, men det går hurtigt op for mig, at jeg sidder i et fly. Jeg stiller mig hurtigt op og kigger akavet på stewardessen. Jeg mumler et lille tak, og kigger mig rundt. Folk er i gang med at pakke deres ting sammen og dørene er netop blevet åbnet. Jeg skynder mig at tage min rygsæk og gå over mod døren.

 ”Du har vist tabt de her” siger en lys drengestemme bag mig. Jeg vender mig om og ser en dansk lyshåret dreng, med store blå øjne. ”Ohh, tak” smiler jeg og tager imod mine høretelefoner. Jeg kan slet ikke fokusere på søde drenge lige nu. Der er så mange tanker kørende rundt i mit hoved. Denvers lufthavn er gigantisk og det er meget overvældene med de nye omgivelser. Da jeg står og venter på min bagage, kommer den lyshårede dreng hen til mig igen.

”Er du har alene?” spørger han nysgerrigt. Han har virkelig pæne øjne og et charmerende smil.

”Ja, jeg er udvekslingsstudent” svare jeg ham høfligt og kigger igen efter min bagage, nervøsiteten stiger inde i mig. Min Host familie står lige på den anden side af døren og venter.

”Tænkte det nok, også mig. Hvilken skole skal du gå på?” Han har pludselig fanget min opmærksomhed. Han tager hænderne i lommen på han Adidas bukser og kigger intenst på mig.

”Denver High school, hvad med dig?”

”Samme her, ej hvor dejligt der er andre udvekslingsstudenter, er du junior eller senior?” spørger han og det jeg ville kalde et Justin Bieber hairflip.

”Senior, dig? ”

”Senior, men min kuffert er her, så held og lykke med familien og det hele. Vi ses nok ved skolestart” smiler han og tager uden problemer sin store kuffert ned af båndet. Inden jeg når at sige noget vender han sig om og går. Han vender sig dog om igen og smiler.

”Jeg er for resten Niall” Råber han lidt for højt og folk vender sig om efter ham. Det opdager han og han rødmer. Han kigger ned i jorden og smågriner lidt af sig selv.

”Camille” siger jeg med et smil, glad for at have fået en muligvis ven.

Min kuffert er endnu ikke kommet og kan mærke panikken brede sig i mig. Min værtsfamilie står og venter på mig ude ved velkomstterminalen. Lige inden jeg skal til at ringe til Lauren, min værtsmor dukker min røde kuffert op på båndet. Jeg skynder mig med mindre besvær, at tage den ned fra båndet og kan mærke nervøsiteten brede sig i mig endnu engang. Hvad hvis familien ikke kan lide mig, hvad hvis vi ikke klikker.

 Jeg tager håret bag ørene og tager en dyb indånding. Jeg dukker forsigtigt op i velkomst hallen og jeg kan allerede mærke smilet brede sig på mine læber. Lauren, Micheal og tvillingerne Emily og Toby står alle 4 og smiler varmt til mig. Toby og Emily på 6 har et skilt i hånden hvor der står ”Velkommen til familien Camille”. Lauren står med et dansk og et amerikansk flag i hånden og de kommer hurtigt hen til mig. Jeg kan ikke ønske mig en bedre velkomst.

Lauren og Micheal giver mig et stort knus, trods jeg ikke kender dem. Jeg hilser på tvillingerne. ”Dit hår er rigtig pænt” siger Emily og leger lidt med det. Jeg smiler stort til hende og siger pænt i lige måde.

 Vi går alle ud til bilen og snakker i munden på hinanden. De er så søde og jeg klikker så godt med dem. Huset er et rigtig amerikansk hus. Rigtig stort, med masser af tegninger fra børnene og rod på gulvet. Lauren viser mig op mit værelse, det er stort og lyst.

”Jeg tænkte at vi kunne tage ud og købe nogle nye møbler, hvis du ville? Vi kunne lave en rigtig pige-shopping tur. Men få nu noget søvn, du må være meget træt” smiler hun til mig, som vi står i mit værelse. ”Det vil jeg meget gerne Lauren, tusind tak for alt det her, jeg er så glad for at I vil have mig boende” Jeg mener hvert et ord jeg siger.

Lauren kommer og giver mig endnu et stort knus. ”Selvfølgelig søde, vi er så glade for at have dig her” Hun kigger på mig med hende store kærlige brune øjne og smiler ”Se nu at få noget søvn, der vil være mad om et par timer” hun forlader værelset og efterlader mig med den bedste og værste følelse i verden. Den bedste fordi jeg har fået en fantastisk familie, den værste fordi jeg allerede savner min egen familie mere end noget andet.

Da Lauren er gået kigger jeg mig rigtig rundt. Det er stort med hvide vægge og et stort vindue. Vi er på anden etage og de bor på en rigtig klassisk villavej. Der står en stor seng i hjørnet, et skab og et skrivebord. Over skrivebordet hænger der en opslagstavle, hvor jeg kan hænge mine billeder. Der hænger også et helfigursspejl på væggen. Mit lange brunehår hænger løst over mine skuldre, min øjne ser trætte ud. Jeg skynder mig at tage noget andet tøj på og tage i mod tilbuddet om at sove. 

 

--------------------------------------------------

 

Hej alle sammen, tusind tak fordi i har ville læse med på første kapitel!! I må meget gerne komme med ris, ros, likes, kommentarer, alt hvad man nu kan ;)  Jeg er helt ny i det her, men håber meget i vil give historien en chance <33

Knus

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...