One Year

Camille er taget et år til USA som udvekslingsstudent. Hun har det ikke helt nemt med at tilvende sig det nye liv, men det hjælper heller ikke ligefrem, at hun fra første dag for en såkaldt Harry Styles at tænke på - for ikke at snakke om nye venskaber, nye familie og ny skole. Følg Camilles år, hvor intet bliver som hun havde forventet.

3Likes
2Kommentarer
192Visninger
AA

3. High school

Skolen er gigantisk og det føles som om det hele er i slow motion når jeg kigger mig rundt. Jeg her kun set billeder af skolen, men i virkeligheden er den meget større og flottere.

Folk står i store grupper og snakker sammen, det ligesom i film. Der er tydlige klikker og jeg føler alle bryder ud i sang om lidt. Det gør de dog ikke. I stedet stirrer alle på Liam og jeg da vi går igennem.

Jeg får nogle lange blikke fra både piger og drenge da vi går hen mod hoved indgangen. Nogle piger ser ud til at savle over Liam.

Lige inden vi skal til at gå ind stoppe Liam ved en gruppe piger og krammer den ene bagfra. Hun vender sig om og siger noget og kysser ham. Han siger noget til hende og de vender sig alle om og kigger på mig, som nok ser noget forvirret og akavet ud.

Hun er meget smuk, med langt lyst hår og store blå øjne. Hun ser til min overraskning meget naturlig og sød ud. Ikke meget makeup, et par cowboyshorts og en blomstret top. Hun rækker hånden frem mod mig.

”Hej jeg er Lisa, hyggeligt at møde dig, du må være udvekslingsstudenten” Hun smiler stort til mig.

”Hej, jeg er Camille, det er mig” smiler jeg mindst ligeså stort tilbage. 

”Hvor er det i kender hinanden fra?” Hun kigger frem og tilbage på Liam og jeg. Hendes veninder er begyndt at snakke videre bag ved hende.

”Hun bor hos familien Robinson, du ved med Emily og Toby” siger Liam og lægger kærligt armen om hende.

”De er så søde de 4, du er heldig at bo hos dem” siger hun og læner sig ind mod Liam. Alt det kærlighed.

”Ja, det føler mig også som den heldigste pige i øjeblikket” smiler jeg og kigger på det store ur, ”Men jeg skal ned på kontoret, så jeg smutter nu, men rigtig hyggeligt at møde dig Lisa”

”I lige måde, held og lykke, det kan være vi har nogle timer sammen, vi må se, vi snakkes nok”

Jeg skynder mig ned til kontoret. Liam har tidligere fortalt hvor jeg kunne finde det, og det fungerede. Det var nemt at finde. Jeg gik lige ind og hentede mit skema og fik udleveret nogle bøger. Skolen er mega stort og jeg har svært ved at finde mit første lokale, hvor jeg skal have Biologi. Jeg når at spørge 3 forskellige om vej og komme 4 minutter for sent.

Jeg åbner døren ind til lokalet med rystende hænder, rigtig god start at komme for sent Camille.

Da jeg træder ind af døren vender alle deres hoveder og kigger på mig. Jeg skynder mig over på en ledig plads, mens læren bare forsætter undervisningen. Intet velkommen, intet tegn på jeg er kommet.

Eleverne derimod vender sig hele tiden rundt og kigger på mig. Jeg smiler lidt og kigger så på min sidemakker. Hun har sort hår, piercinger over det hele og mere makeup i ansigtet end hvad jeg har på et år.

Timen forgår stille og roligt. Undervisningen var nem i forhold til derhjemme. Hvilket er virkeligt dejligt. Vi har kun få minutter, før jeg skal videre til mit næste lokale, hvor jeg skal have American History. 

Jeg finder heldigvis klassen hurtigt og genkender et ansigt. Niall fra lufthavnen har lige sat sig. Jeg skynder mig over til ham og sætter mig ved siden af.

”Hey Niall” smiler jeg og lægger bøgerne til rette foran mig.

”Hey Camille, hvordan går det? Er du faldet til?” spørger han høfligt. Det er tydeligt han har gjort lige så meget ud af sig selv som jeg.

”Jo tak, jeg har fået den sødeste familie, men jeg savner Danmark” jeg tage ren kort pause ”meget” Nogle af de andre elever er begyndt at kigge mærkeligt på os. Højst sandsynligt fordi vi begge er nye og snakker et sprog de ikke kender til overhovedet.

”Også mig, det svært du ved, jeg har ikke været lige så heldig med min familie. De er et ældre ægtepar, så det er lidt svært at finde venner og sådan” Han sender mig et halvt smil, som ser ud til at skulle tvinges frem.

”Mon ikke du bare skal lære dem at kende? Og hey, jeg vil gerne være din ven?” Smågriner jeg, men jeg mener det sgu dybt seriøst. Han smiler bare forsigtigt til mig og henretter sig til læren der nu er kommet ind i lokalet. 

--------------------------------------------

Oggg det var så 3 kapitel, er der nogle der læser med???? Det håber jeg :)))))) i hvert fald tak hvis i gør!!

knus

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...