The Best Thing I Ever Had

Den 17 årige Lauren Crosby lever sit liv som hun altid har gjordt på hendes college i London. Men fra den ene dag til den anden bliver hele hendes verden vendt rundt og hun får sig et nyt liv der indeholder alt andet ind hendes gamle gjorde. Skænderier, kærlighed, sandheder, løgne og vold, bliver en del af hendes "nye" liv. Mens hun gør alt hvad hun kan for at holde sammen på både livet i skolen, veninderne og familien derhjemme, skal hun nu samtidig kæmpe med nogle meget stærke følelser, som hun aldrig har oplevet før. **Sprog kan forekomme stødende**

8Likes
5Kommentarer
1503Visninger
AA

4. Kapitel 3 - Something Great

 

Laurens synsvinkel

 

I det han skulle til at svare, fik jeg en albue i siden, så jeg ikke hørte, hvad han sagde. "Hvem er det?" Spurgte Ashely med mad i hele munden.

Et kort sekund overvejede jeg, om jeg skulle lyve og bare sige det var min mor.

Jeg ved ikke hvorfor.

Tænkte det ville være klogt.

"Liam" svarede jeg i stedet efter nærmere eftertanke.

Hun fik kæmpe øjne, men sagde ingenting. Hun kiggede bare væk, og sad som om hun lige havde fundet ud af, nogen var død.

Hvilket også var okay.

Altså ikke det med nogle var død, men at hun ikke sagde noget.

"Så er du på?" Spurgte telefonen lige pludselig.

Jeg havde overhovedet ikke fuldt med i samtalen.

Eller nærmere monologen.

"Nårh! Øh... Jaja selvfølgelig" fik jeg alligevel sagt selvom jeg ikke havde nogle som helst ide om hvad han snakkede om.

"Fedt! Lauren jeg bliver nød til at løbe nu, men vi ses"

Jeg nåde ikke få sagde et ord indført, før han havde lagt på.

Og så sad jeg forvirret tilbage, med min mini pizza.

"hvad sagde han?!" afbrød Ashley spændingsfuldt.

Ja det var jo problemet. Jeg havde ikke hørt en dyt af det han sagde!

ffs main!

"Øhm.. det ved jeg ikke helt.." sagde jeg tøvende.

De andre kiggede mærkeligt på mig, som om jeg ville foresætte, men jeg havde jo forfanden ikke hørt hvad han havde sagt!

Omg hvor er det typisk mig...

De sad alle kigge spændingsfuldt på mig, men jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. I stedet begyndte jeg at kigge rundt og håbede sådan de ville lade det ligge.

Men det ville de ikke.

"Øh Lauren? Hvad laver du?" Spurgte Emily forsigtigt.

Men inde jeg skulle til at sige noget, jeg ville fortryde lige med det samme, ringede skoleklokkerne, og jeg rejste mig op med et sæt, så jeg var ved at vælte hele bordet.

"Lauren hvad sker der? Er du okay?" spurgte Emily igen bekymret. 

Hvad mente hun med det? 

Og hvorfor kiggede alle omkring bordet stadig på mig?

Jeg har virkelig noget med at tiltrække unødig opmærksomhed.

"Øhm ja? Skal vi ikke til time?" jeg var allerede gået i gang med at pakke mine ting sammen, selvom det ikke var fordi jeg havde travlt.

Jeg havde biologi nu og vores biologilærer - Wilmer - kom aldrig til tiden.

Alligevel stod jeg klar med alle mine ting under armen, inden nogle af de andre kunne nå at løfte en finger.

Jeg kunne ikke få Liams og min samtale ud af hovedet. Hvad fanden havde jeg sagt ja til...?

 

***

 

Vi brasede ind ad døren, så den var ved at falde af. 

Kæft jeg hadede biologi!

Tror dybt seriøst det er mit hadede fag!

Det gør det sgu heller ikke meget bedre, når man har en der er så røv syg lærer som Wilmer!

VIL I VIDE HVAD VI LAVEDE!?! 

Vi sad og snakkede om planters vækst i fucking 2 timer! 

Spørg mig om det var kedeligt!?

Jeg var ved at dø!

"Var biologi sjovt?" spurgte Ashely for at være venlig.

Men det var hun ikke.

Jeg kiggede på hende med mit værste dræberblik jeg havde.

Mens jeg sukkede opgivende.

"Okay det tager jeg som et nej" Sagde hun grinende.

Jeg gik med tunge skridt hen mod sengen, og faldt med det samme pladask ned i den.

Det her var en af de dage, hvor jeg overhovedet ikke orkede noget.

Jeg fik et chok da der lød en lyd fra baglomme. Jeg trak min telefon op, og så Liams navn på skærmen.

Måske kunne jeg få en forklaring, på hvad der var sket tideligere i dag.

Jeg sad i flere sekunder og bare gloede på skærmen.

#Er du klar? Er der om 5#

What in the holy hell is going on? 

Hvad var jeg lige gået glip af? Hvad fanden snakkede den dreng om?

Min hjerne kunne ikke klare flere mysterier.

Jeg kastede min telefon ned i enden af min seng, samtidig med at satte mig op, og udstødte et irriteret suk.

"Hvad handlede det lige om?" Spurgte Chloe straks.

Jeg drejede mit hoved 90 grader og så hen på hende.

"Jeg er ikke sikker" svarede jeg usikkert tilbage.

Enden jeg kunne reagere yderligere tikkede endnu en besked ind.

#Er der nu. Kommer du?#

Hvad i hede hule lavede den dreng her!

Hvad talte den dreng om?

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...