The Best Thing I Ever Had

Den 17 årige Lauren Crosby lever sit liv som hun altid har gjordt på hendes college i London. Men fra den ene dag til den anden bliver hele hendes verden vendt rundt og hun får sig et nyt liv der indeholder alt andet ind hendes gamle gjorde. Skænderier, kærlighed, sandheder, løgne og vold, bliver en del af hendes "nye" liv. Mens hun gør alt hvad hun kan for at holde sammen på både livet i skolen, veninderne og familien derhjemme, skal hun nu samtidig kæmpe med nogle meget stærke følelser, som hun aldrig har oplevet før. **Sprog kan forekomme stødende**

8Likes
5Kommentarer
1502Visninger
AA

3. Kapitel 2 - Happily

Laurens synsvinkel

 

Jeg vågnede ved følelsen, af nogle små porter gik oven på mig.

Jeg åbnede lige så langsomt øjnene op, men fortrød hurtigt, da solen blændede mig.

Lorte lys!

Et hvidt bedårende ansigt kiggede nysgerrigt ned på mig. Jeg fik et chok og kom til at gispe, men opdagede heldigvis, at det bare var Flemming (jeg havde opkaldt ham efter min farfar, for så kreativ er jeg nemlig).

Han hoppede ned fra sengen og trippede rundt på gulvet, indtil han lagde sig ned. Hans pels var så pjusket, at man næsten ikke kunne så hans lille ansigt.

Jeg svingede benene ud over sengen og traskede nedenunder, eftersom min mave var begyndt at rumle. 

Lyset var slukket i hele huset, og selvom det var lyst udenfor, skræmte det mig stadig en smule, men det standsede mig alligevel ikke i at tage noget mad.

Jeg orkede ikke at lave det helt store, så jeg snuppede bare en skål yoghurt med mysli og traskede videre ind i stuen, men i det jeg skulle til at træde ind, snublede jeg over dørtrinet og var lige ved at falde så lang jeg var.

Jeg nåde lige at ånde lettet ud, inden jeg til min ærgrelse så, at alt min yoghurt lå ud over hele gulvet. Det har var det sidste jeg orkede.

Jeg udstødte et højt støn, og hvis det ikke var for alle de andre der sov, havde jeg sikkert stået og skreget.

Sikke en dejlig start på dagen... Mærk ironien. 

Du er sgu også så fandens klodset Lauren... Pis pis pis!

Jeg stod i lang tid bare og ned gloede min yoghurt, men jeg skulle sgu til det... Ryde alt mit svineri op, spørg mig om jeg orkede...

Mens jeg var i gang med at rydde min ellers så dejlige yoghurt op fra gulvet, kom min mor gående ind i stuen med søvnige øjne. Hun kiggede først på min splattede yoghurt så på mig, og så tilbage på min yoghurt også på mig igen. Hun rystede kort på hovedet af mig. "Din klodsmajor" små grinede hun, og vendte sig derefter om og gik som om intet var sket, og efterlod mig mutters alene med hr. yoghurt.

Jeg tørrede hurtigt men små irriteret op, og satte mig bagefter hen i sofaen for at se noget tv.

Jeg skulle tilbage til college senere i dag, faktisk lige om lidt, men jeg havde stadig ikke fået pakket. 

              ***

Jeg glædede mig til at komme tilbage til alle mine venner, selvom jeg kun havde været væk fra dem en weekend. Så da min far råbte, at vi skulle til at køre, spurtede jeg ned af trapperne som et jetfly, med min kuffert bankende ned i trapperne efter mig.

Jeg kastede min kuffert ind i bagagerummet, og sprang ind i bilen, så min far kiggede på mig, som han troede, der var noget galt med mig. "Kør, kør, kør" råbte jeg og lignede et lille lalleglad barn. Min far grinede bare af mig og sagde "der er vist gang i dig i dag" og puffede mig på skulderen.

Jeg tændte radioen og skruede helt op for Baby med Justin Bieber, og min far og jeg begyndte skråle med for fuld drøn.

Det var virkelig godt vejr i dag. Solen stod højt på himlen, og måske var det der skyldte mit overraskende gode humør. 

Efter en times kørsel ankom vi endelig. 

Jeg tog min kuffert og kyssede min far farvel, og begyndte at gå mod college huset. Og inden jeg noget at tænke en tanke, stod jeg foran mit værelse, hvor jeg så skiltet som hang på døren med tallet 3 på, hvilket var mit værelses nummer, og sjovt nok også mit yndlings tal.

Jeg glædede mig virkelig til at se mine 3 besties... Hov vent. Det havde jeg fuldkommen glemt, jeg har slet ikke fortalt om mine roommates, bedre kendt som mine 3 bedste veninder. Chloe, Ashley og Emily. Nu får jeg sgu dårlig samvittighed... Dum Lauren! Dum dum dum dum!

Jeg åbnede døren og blev mødt med store kram og kys. Gud hvor havde jeg dog savnet de 3 tosser!

"LAUREN!!!" Skreg de i munden på hindanden "endelig kom du!"

Mens jeg pakkede mine ting ud og redte min seng sad de spændt, og ventede som nogle små hundehvalpe, og kiggede på mig, som om jeg skulle til at fortælle dem noget helt vildt.

"Hva så Lauren har du oplevet noget spændene?" spurgte Chloe så endelig. 

"Hentyder du til noget specielt?" spurgte jeg med et undrende blik.

"Næææh" svarede de alle lidt mumlende i kor.

Jeg sad i et kort sekund og tænkte over hvad jeg egentlig havde lavet... Også kom jeg i tanke om det, hvordan fanden kunne jeg overhovedet glemme det?! Jeg havde mødt Liam for god sake!

Jeg smilede hemmelighedsfuldt til dem, og kunne se at de fik store øjne. "Ud med sproget unge dame!" råbte Ashley.

"Jeg ved ikke hvordan jeg skal starte..." sagde jeg med et smil på læben. Men jeg viste faktisk virkelig ikke, hvor jeg skulle starte. De ville aldrig tro mig.

"Okay what er det så spændene?!" sagde Chloe med en meget nysgerrig stemme.

Jeg måtte vel bare begynde fra starten, det var tydeligt at se, at de ikke kunne vente til at høre hvad der var sket.

"Altså i Søndags skulle min mor til et eller andet arrangement med nogle af hendes veninder, og hun insisterede så på at jeg skulle med, så ja der var ikke rigtig nogen vej uden om.."

"Kom nu til sagen" sagde Emily en smule irriteret men spændt.

"Jaja jeg er i gang, hvis du ellers lader hver med at afbryde mig" grinte jeg.

Hun tiede stille, og sendte mig et sur ansigt for sjov, og derefter kunne jeg fortsætte med min yderst spændene historie...

"Okay, vi ankom til stedet og jeg stod bare lidt og gloede da en sagde mit navn, jeg vendte mig om..." jeg smilede slesk til dem.

"HVEM VAR DET?" råbte Ashley. "Kom nu Lauren!" sagde Emily.

"Okay okay okay" jeg smilede spændt til dem.

"Det var FUCKING LIAM PAYNE!!" skreg jeg!

De sad alle sammen med kæberne nede på skødet.

Da Chloe kiggede irriteret på mig... "Nåår ja" sagde hun ironisk. "Helt sikkert Lauren" sagde Ashley bagefter.

Emily sad bare og kiggede på mig, som om det jeg havde sagt, var den dårligste løgn hun nogensinde havde hørt.

Jeg sagde, jo de ikke ville tro på mig. 

Jeg vidste, ikke helt hvad jeg skulle sige. Hvordan kunne jeg overbevise dem om, at det jeg sagde var rigtigt? 

Jeg kiggede med et seriøst blik, skiftevis rundt på dem, indtil de begyndte at kigge undrende på hinanden. Jeg kunne se de faktisk var i tvivl, om jeg talte sandt, for de vidste jeg var en rædselsfuld løgner, og at jeg aldrig ville havde kunne holde masken i så lang tid. 

"Er... er du seriøs?" spurgte Ashely meget tøvende. 

"Jaer sgu da!!" halv råbte jeg og kunne se, hvordan de alle sammen stivnede, men blot få sekunder efter skreg de højlydt op.

Jeg smilede over hele ansigtet, og det gjorde de også. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere flippede jeg ud.

Hvor fanden kendte min mor egentlig Liams mor fra? Og hvorfor havde hun aldrig fortalt mig det?
Det er nogle spørgsmål, jeg aldrig vil få besvaret. Eller jo, jeg kunne bare spørge min mor... Men det er jo ikke helt muligt lige nu, og eftersom jeg er så glemsom, som jeg nu er, får jeg det sikkert aldrig besvaret. 

"OMG MY FUCKING GOD LAUREN!!!" skreg Ashley!

"DU ER SÅ FUCKING HELDIG!!!" skreg Chloe bagefter.

"Fik du hans nummer?" spurgte Emily for sjov, men stadig helt oppe og køre??

Nåår ja det gjorde jeg sgu da, shit man jeg burde virkelig overveje at skrive til ham!... Eller ville jeg virke for desperat?...

Jeg nikkede slesk tilbage, med et glimt i øjet, men der var åbenbart ikke andre der så det end Emily.

Men inden jeg kunne nå og svare rigtigt tilbage, brød Ashely. 

"Ej okay, så heldig tror jeg så ikke lige Lauren-"

"Selvfølgelig gjorde jeg det, I ved jo hvor god jeg er til at score..." Afbrød jeg ironisk.

De begyndte nu for anden gang at hylde helt hysterisk op, og jeg for anden gang hoppede med på den.

"DU LAVER FUCKING SJOV!" Skreg Chloe "DET KAN DU IKKE MENE SERIØST!"

Sjovt nok flippede jeg mere ud nu, end jeg gjorde, da jeg faktisk mødte Liam...

***

Jeg så beundringsfuldt på min mini pizza, og derefter over på min skolemælk. Ja jeg elsker mælk. Altså som i virkelig meget!

Jeg kunne høre Ashley smaske i mit øre! Og uhhh sådan nogle lyde kan jeg slet ikke klare. Jeg prøvede virkelig at holde det ud, i så lang tid som jeg overhovedet kunne, men til sidst kogte mit pis over.  

"Stop dog!" sagde jeg hårede, end jeg faktisk mente det. Hun kiggede hen på mig med et forvirret udtryk. "Hvad?" spurgte hun med munden fuld af mad.

"Med at smaske!" sagde jeg igen stadig lidt hårdt.

Hun begyndte bare at grine og tog sin mund helt tæt på mit øre, og smaskede så højt hun kunne, kun fordi hun vidste hvor meget, det irriterede mig. 

Jeg skubbede hende bare væk, og hun begyndte at grine. Jeg rystede bare på hovedet og kom til at se over på Steffanie og Samantha. Det var nu også lidt svært at undgå det da de altid tiltrak så meget opmærksomhed. 

Steffanie var nok den populæreste pige på skolen. Det var der nu heller ikke så meget at sige til, med hendes blonde hår, lange ben og krystal blå øjne var hun virkelig smuk og alle drengene dånede ved synet af hende. 

Samantha derimod så helt anderledes ud. Store brune øjne, mørkt krøllet hår og solbrun hud. Hun var nu også virkelig smuk. 

Jeg lagde det ene ben over det andet og tog endnu en bid af min nuttede lille pizza. Jeg var forbløffende sulten, så jeg proppede bare det hele i mig.

Kantinen jeg sad i var urolig stor. Alle væggene var hvide og gulvet ligeså. Bordene var runde og røde og havde nogle tilsvarende røde stole, begge dele var sømmet fast til jorden, så det ikke kunne rykkes. Kantinen var inddelt i 3 etager, som man kunne se ligemeget hvor henne man stod. Det havde meget det der 'High School Musical' look.

Jeg blev revet ud af min tanke, ved en vibration i min bukselomme. Det gik et stød igennem hele min krop og mit hjerteslag steg hurtigt. Selvom jeg havde brugt 5 timer af min weekend i selvskab med ham, var jeg stadig i chok over selve Liam Payne ringede til mig.

Jeg trykkede hurtigt på svar knappen, og løftede røget om til mit højre øre. Min stemme lød overraskende selvsikker da jeg stadig samtalen ud med "Hey hva så?"

 

***

 

One direction - Happily

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...