The Best Thing I Ever Had

Den 17 årige Lauren Crosby lever sit liv som hun altid har gjordt på hendes college i London. Men fra den ene dag til den anden bliver hele hendes verden vendt rundt og hun får sig et nyt liv der indeholder alt andet ind hendes gamle gjorde. Skænderier, kærlighed, sandheder, løgne og vold, bliver en del af hendes "nye" liv. Mens hun gør alt hvad hun kan for at holde sammen på både livet i skolen, veninderne og familien derhjemme, skal hun nu samtidig kæmpe med nogle meget stærke følelser, som hun aldrig har oplevet før. **Sprog kan forekomme stødende**

8Likes
5Kommentarer
1500Visninger
AA

2. Kapitel 1 - Halo

Laurens synsvinkel

 

Kampen var hård, den var fandens hård!

Trangen til et dejligt stykke chokolade kunne ikke benægtes, men med dynen varmt mod mine kolde ben, var overskuddet til gå nedenunder for at hente det pokkers overdådige stykke chokolade der bare ikke...

Med en opgivende bevægelse og et suk skubbede jeg hidsigt dynen væk og kunne med det samme mærke den kølige luft og gåsehuden sprede sig omkring min krop.

Jeg stoppede hurtigt mine fødder ned i mine nye sutsko og traskede hen mod trappen der første nedenunder, altså den rette vej til køkkenet.

Jeg tog et skridt ind i køkkenet men standsede brat op, da jeg opdagede køkkenskabet stå på vidt gab. Jeg spurtede hen til skabet (når jeg siger spurtet så er det nok at lunte for dig... Men nu er jeg jo heller ikke den skarpeste til det med at løbe..)

Det var væk...

Det havde han bare ikke gjort!

Med en ubehersket bevægelse sparkede jeg min fod ind i væggen, hvilket jeg nok ikke skulle havde gjort, da det med det samme fik min fod til at gøre forfærdelig ondt... Min fod var i slemme smerter! Jeg måtte tilkalde en ambulance!

Okay måske en overdrivelse.. Men pointen var altså at det gjorde meget ondt.

"DYLAN DET KAN DU SERIØST IKKE MENE!" Skreg jeg af mine lungers fulde kraft.

Han kom overraskende provokerende gående hen imod mig og lænede sig op mod dørkammen, med et flabet smil plantet på læben.

Det var der jeg spottede mit dyrebare stykke chokolade, som han stod og gnaskede på!

"Hvad sker der søs, tag lige en slapper" sagde han for sjov, selvom dette ikke var på nogle måde sjovt. Den dreng var seriøst virkelig god til at få mit pis i kog...

"Du har fucking taget det stykke chokolade, som jeg har tænkt på HELE dagen!" Råbte jeg.

Okay måske jeg overreagerede... Men når det handler om slik, så kan jeg virkelig blive pissed!

Hallo overvej lige hvis du havde ligget og tænkt på et virkelig lækkert stykke chokolade hele dagen, og du endelig tager dig sammen til at forlade din dejlige seng for at hente det, og du så opdager at din pisse irriterende storebror har hugget det! Det ville alle blive sure over... Det må du lige indrømme!

Så min reaktion var faktisk måske endda en underdrivelse.

"Du kan da godt få det her hvis du har lyst" svarede han med en drillende stemme.

"Ja tak!" Svarede jeg hårdt tilbage, og greb straks ud efter det men i det split sekund jeg gjorde det, skyndte han sig at trække armen tilbage, så jeg var lige ved at ryge på snotten. Heldigvis nåde han dog at gribe mig med den anden arm.

Jeg slog hans hånd væk fra mig. Jeg havde ikke brug for hans hjælp!

"Dylan det er faktisk ikke sjovt, giv mig det nu!"

Nu var det ham der ved at vælte, dog begrund af et større grineflip som jeg muligvis var skyld i...

I det samme kom min mor gående ind af døren, med et skeptisk blik dog med et lille smil.

"Dylan giv nu det pigebarn hendes stykke chokolade" sagde hun bestemt men dog med grin i stemmen.

"Ja tak det kunne være dejligt!" Svarede jeg hånligt tilbage, mens jeg kiggede afventende på ham. Han rakte armen frem med et suk "men kun fordi du er den bedste lillesøster i verden" sagde han ironisk men kunne ikke skjule sit smil.

FINALLY I GOT MY CHOCOLATE! Det var satme også på tide…

Inden jeg kunne nå at svare, afbrød min mor mig. "Laruen jeg syntes ikke at du skal ligge her hjemme og dovne den af, så jeg har bestemt at du skal med mig til et arrangement senere i dag med nogle af mine veninder" og bla bla bla. Sagde hun langsomt men meget bestemt.

Dylan begyndte at grine ad mig igen for anden gang i dag "fed lørdag alligevel, held og lykke makker" sagde han grinende.

Jeg kiggede på ham med et irriteret blik og skar tænder.

Seriøst mente min mor virkelig det her.. Troede hun selv at jeg gad at tilbringe min lørdag med hendes skøre veninder? For så kunne hun godt tro om igen!

Jeg skulle lige til at protestere, da min mor løftede pegefingeren som tegn til at jeg bare skulle tie stille og sagde "det er ikke til diskussion, gå op og tag noget andet tøj på, og Karen tager sin søn med så du har noget selskab".

Jeg orkede ikke engang at tale mig vej uden om. Jeg vendte mig derfor bare om, og gik op på mit værelse igen.

Jeg åbnede mit skab og fandt et par boyfriend jeans, og trak en hvid tanktop over hovedet. Så hoppede jeg i mine elskede Adidas superstar sneakers, og tog hurtigt et par smykker på. Jeg pakkede også hurtigt en taske med de vigtigste ting. Min pung, en læbepomade og selvfølgelig min telefon. Jeg lagde et naturligt lag make up, som bestod af lidt mascara og en svag lipgloss.

Så var jeg klar!

 

***

 

Turen der ud var kortere end jeg havde troet, og lige pludselig stod jeg allerede midt i en eller andens lejlighed, jeg ikke vidste en skid om.

Jeg stod lidt og trippede med mine fødder, og kiggede rundt på de forskellige mennesker. Jeg følte mig ikke på nogen måde tilpas i denne situation, og ville allerhelst bare hjem i min seng igen.

"Og du må jo så være Lauren" lød en dyb stemme bag mig, men jeg nåde ikke opfatte mere, før jeg var sprunget 5 meter op i luften af bar forskrækkelse.

Okay måske en overdrivelse, men dem var jeg jo blevet så god til her på det sidste.

"Shit du gav mig et c..." Jeg vendte mig hurtigt om for at se hvem stemmen tilhørte.

Nej nej nej... Det kunne ikke passe, seriøst jeg måtte drømme! Fuck fuck FUUUUUCK! DET VAR FUCKING LIAM PAYNE!! Nej det passede ikke... Det kunne det ikke være! Nu var det heller ikke fordi jeg var den største fan, men forhelvede det var Liam Payne fra One Direction! Det ville alle da få et større eller mindre flip over...

"Er du Liam Payne..?!" Fik jeg stammet frem, ej men det var sgu ret vildt! Det må i da lige indrømme. 

"Ja det må vidst være mig" svarede han små grinende tilbage.

Fuck jeg følte mig pinlig berørt! 1. Alle havde vidst set mig og stod og grinede af det...! 2. Jeg havde lige fangirlet, og det var sgu ikke helt meningen... Stay cool Serena Stay cool..! Og 3. Ja i ved… Der er aldrig en 3'er.

Nu ville jeg endnu mere bare gerne hjem. Jeg havde virkelig bare en trang til at spurte ud af døren, ikke se mig tilbage og bare løb væk alt det jeg kunne.

Meeeeeen det var jo som altid bare en trang, og jeg tror jeg bare ville gøre mig selv endnu mere til grin, end jeg var i forvejen. Så derfor var det nok bare bedst at blive, og det kunne jo være det blev sjovere i løbet af aften, nu hvor jeg jo også var i selskab med LIAM PAYNE, men hvor jeg dog savnede min seng.

Men jeg forstod ikke hvad der var så sjovt, alle gloede stadig på mig, altså havde de ikke andet at tage sig til?!?  

"Undskyld mig lige" sagde jeg høfligt og vendt der efter rundt og gik ud mod toilettet, jeg kunne jo ikke tage hjem som sagt, men alle havde vel lov til et toilet besøg... 

Jeg stod længe bare og kiggede mig i spejlet. Jeg havde overhovedet ingen lyst til at gå der ud igen! Mon der var et vindue herinde jeg kunne springe ud af? Nej dårlig ide Lauren!

Nu måtte jeg bare prøve at være normal, hvis det altså var mugligt når man hedder Lauren Crosby...

Da jeg igen vendte tilbage fra mit "toilet besøg" sad de fleste ved et bord og var i fuld gang med at snakke. Jeg prøvede at spotte min mor i mængden. Okay så mange var der heller ikke... Der var hun!

Jeg gik forsigtigt hen imod hende. Jeg behøvede ikke mere opmærksomhed i aften.

"Øhm mor?" spurgte jeg lavt men alligevel højt nok til at kunne få hendes opmærksomhed. Hun sad og snakkede med nogle kvinder og de havde vidst gang i en god samtale, som jeg nu spulerede.

"Hvad er der skat" svarede hun lidt efter og kiggede på mig "hvor blev du af? jeg troede du var taget hjem?"

DER VAR MIN CHANCE!

"Må jeg godt tage hjem?" indskød jeg hurtigt.

Hun virkede overhovedet ikke sur, og hvis hun havde troet jeg var taget hjem, så måtte jeg nok også godt nu.

"Nej gu må du da ej, du har jo næsten ikke været her! Hvor var du endelig henne Serena?"

Okay måske ikke...

"Nårhh, jeg var bare lige på toilettet" svarede jeg med et akavet smil. Hvorfor var det lige mig der skulle blive udsat for sådan noget her, seriøst alle gloede på mig! var jeg virkelig så grim?!

Jeg kiggede nede forenden af boret, og så Liam sidde med hans iPhone i hånden. Måske jeg skulle gå ned til ham eller..? Nej det skulle jeg ikke, så ydmygede jeg bare mig selv endnu mere. Men det var da ærligt han skulle sidde der helt alene…

"Gå du ned til liam så han ikke skal sidde der nede helt alene". Sagde min mor pludseligt.

Okay der tog min mor så valget for mig.

Jeg nikkede bare som svar og begyndte at gå ned imod ham, der var en ledig plads vedsiden af, så der bestemte jeg mig for at slå mig ned. Sejt ordsprog alligevel Serena det må jeg sgu indrømme, det udtryk måtte jeg seriøst bruge noget mere. 

Liam rettede sin opmærksomhed på mig, i stedet for på mobilen. Han smilede stort til mig. "Nå der var du, hvor har du været?" spurgte han. Okay hvorfor ville alle vide hvor jeg var henne..?

Forfanden da alle skal da på toilettet!

"Bare på toilettet" svarede jeg med et svagt akavet smil.

Han nikkede bare, dog stadig med et smil plantet på læberne. 

"Hvor gammel er du egentlig?" spurgte han interesseret. Han virkede faktisk ret sød, og meget nede på jorden, og det gjorde mig lidt mere rolig, ikke fordi jeg var bange for ham eller sådan noget..

"17 år, dig?" svarede jeg, med et smil. Han var den første der fik mig til at smile den aften. Det kunne da kun være et godt tegn!

"jeg er 19" svarede han roligt tilbage. Jeg var faktisk virkelig ligeglad med hvor gammel han var. Hvad skulle jeg bruge det til? Men det var jo også bare for at få en samtale i gang at jeg spurgte, for den akavet tavshed havde jeg ikke brug for lige nu.

Men ellers så kørte snakken faktisk bare derud af, han var meget snaksalig, og mærkeligt nok følte jeg mig godt tilpas i hans selskab. Faktisk var på ingen måde akavet, hvilket er underligt for jeg kan til tider godt være en meget akavet person men det slap vi heldigvis udenom.

Det endte også med han spurgte efter mit nummer. Og selvfølgelig gav jeg ham det, og jeg fik også hans.

Vi sagde kort farvel, og derfra gik turen ellers hjemad.

 

***

 

Beyonce - Halo

 

Det var så første kapitel, vi håber i kunne lide det. 

Vi ved ikke hvorfor, men på nogle telefoner kan man ikke læse denne her historie ordentligt, men på computeren virker det, så der kan man altid læse den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...