1989

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2014
  • Opdateret: 15 feb. 2015
  • Status: Igang
Velkommen til Taylor Swifts album; 1989.

95Likes
82Kommentarer
5536Visninger
AA

3. Style


S T Y L E

Stilhed. Det eneste, der larmede mere end stilheden var bilens motor. Det var mørkt udenfor, og lygterne på gaden virkede ikke. Der var ikke en sjæl at se; men der var to sjæle at mærke.
Inde i bilen uden forlygter sad de to ensomste sjæle. Lige meget om du ledte i alle verdenshjørner, ville du aldrig kunne finde to personer, der var ensommere end disse to - også selvom de havde hinanden et eller andet sted i hver deres liv.  

Hendes fingre kærtegnede hendes eget knæ. Hun havde taget en kort pæn nederdel på - hun ville se fin og høflig ud, selvom hun vidste, at han kendte til hendes rigtige jeg. Hun prøvede at berolige sig selv. Hun ville helst ikke have, at han kunne høre hendes hurtige hjertebanken og små korte vejrtrækninger. Hun blev ved med at kaste blikke hen mod ham, men hun blev ved, selvom hun udmærket vidste, at han vidste.

Hans lange hår var redt tilbage, og det havde ikke noget af sit naturlige glans længere. Hans hvide T-shirt sad stramt omkring hans muskuløse krop, og hans biceps så større ud end før. Han havde trænet oftere, siden de tog fællesbeslutningen om at gå hver til sit. Han fandt trøst ved at anstrenge sig selv, og han følte sig afhængig af følelsen af at prøve.

Han blev ved med at kigge på hende, hver gang hun vendte blikket. Han kunne ikke holde sine anspændte øjne på vejen, og den lille smule alkohol, som løb rundt i hans blod, advarede ham om hastigheden. Han kunne ikke vente til at komme hjem og sætte spor af sig selv på hende. Han ville blive ét med hende i nat.

De var kommet til det punkt i livet, hvor ingen af dem kunne fungere uden hinanden længere. Det var derfor, de besluttede sig for at tilbringe en nat sammen. Føle hinanden lidt, før de gik hver deres vej igen. Det kunne ende i brændende flammer eller i paradis.

Månen udenfor lyste vejen op, men det var der ingen af dem, der tænkte over - for gadelygterne var der jo, ikke? Det var sådan de begge tænkte. De havde ikke brug for hinanden, for de havde begge fundet andre lyskilder til at lyse op for dem, når det blev mørkt - men ingenting kunne erstatte pladsen, som tilhørte den rigtige, originale lyskilde. Deres måne.

”Du har rød læbestift på,” hviskede han, mens han skiftevis kiggede på hendes læber og på vejen. Hun vendte hovedet en smule væk fra ham og kiggede ud af sidevinduet. Hun svarede ikke, men de vidste begge, at hun tænkte på ham, da hun smurte det på sine fyldige rødbrune læber.

De vidste begge to så mange ting, men ingen af dem sagde noget. Ingen af dem turde at sige noget. Dette var ikke første gang de mødtes siden den dag - heller ikke den sidste gang. De gik i cirkler. En uendelig cirkel, der blev ved med at køre rundt, hurtigere og hurtigere for hver dag.

Da hun trådte ud af bilen, kunne hun mærke den kolde vind på sine blottede ben. Hun omfavnede sin egen krop med sine korte arme, der ikke nåede mere end hundrede og firs grader rundt. Hun var ikke sikker på, om det var hans hånd på hendes lænd eller kulden, der gav hende gåsehud, og på samme brændte det; hendes krop var i flammer.

Hans lejlighed var ryddet op, og der duftede af rengøringsmidler. Der duftede af renhed; af uskyld. Hun kunne høre naboen inde ved siden af skændes, og folk, uden for hans vindue, der gik forbi. Han gjorde til at hun skulle sætte sig på sengen, og hun satte sig på kanten uden give den mindste lyd. Hun prøvede ikke på at tage sine sko eller tynde frakke af, men betragtede ham tage sine brune støvler af og slukke for lyset.

Forlygter af biler, der kørte forbi udenfor, gav hende en idé om hvor han befandt sig i det lille rum, og hun kunne fornemme ham komme tættere på for hver gang hendes hjerte slog et slag. Hun kunne se hans silhuet i mørket; se ham tage sin sorte frakke af, mens han kom tættere på hende, og pludselig kunne hun mærke to fingre, der blidt skubbede til hendes skulder, så hun lagde sig ned på ryggen.

Hun lukkede sine øjne og prøvede at skubbe tankerne væk, prøvede at nyde hans blide læber på sin hals, men hun kunne ikke stoppe med at tænke på det. Hvor mange piger har været på denne seng?
Hans læber begyndte at skille sig ad, så hans tunge satte våde mærker. Han begyndte langsomt at knappe hendes frakke op med den ene hånd, mens den anden var i gang med at lyne lynlåsen på hans bukser ned.

”Je-eg,” stammede hun og placerede sine hænder på hans brystkasse. Hun kunne ikke få ordene ud, og han ignorerede hendes ynkelige forsøg på at snakke. Hans læber fortsatte ned ad hendes hals, og hans tunge kærtegnede blidt det lille stykke kavalergang, han kunne nå at få knappet op, før hun afbrød ham.

”Jeg har hørt, at du har haft noget med en anden pige.”

Han fjernede sine læber og afbrød enhver hudkontakt med det samme og rejste sig op. Han kiggede på hende i få sekunder, før han vendte blikket mod det åbne vindue, hvor månen lyste op. Hans hår sad ikke så pænt, som det gjorde for få minutter siden, og lynlåsen på hans mørke jeans var åben.

”Det, øh,” startede han og satte sig på hug foran hende, ”det er sandt, men du var altid i mine tanker. Lige meget, hvem jeg var sammen med, eller hvad jeg lavede, så stoppede jeg aldrig med at tænke på dig.”

”Det er i orden,” hviskede hun og placerede sin venstre hånd på hans kind og kærtegnede den blidt, ”jeg har selv fundet mig i den samme situation et par gange.”

Ingen af dem brød øjenkontakten, og det føltes som hele verden gik i stå; det føltes, som om det kun var de to, der var tilbage i hele universet. Han placerede sin egen hånd oven på hendes, som allerede var på hans kind. Hans varme hånd sendte bølger af beroligende energi gennem hendes fingerspidser. Hun havde lyst til at blive der, fortælle ham, at hun ville give ham en chance mere, men hun kunne ikke lege denne leg længere.

”Kør mig hjem igen,” hviskede hun og trak sin hånd til sig. Det var det sidste, hun havde lyst til dét øjeblik, men hun var træt af at se dem ende det samme sted hver gang; træt af at se selv gå i cirkler, når livet var en lang streg.

”Vil du hjem?” spurgte han og rejste sig op med det samme, og det sårede hende at se, at han allerede var klar til at køre hende hjem, uden at bede hende om at blive der lidt længere.

”Ja, kør mig hjem,” gentog hun og rejste sig op. Hun begyndte at rette på sit tøj, før hun marcherede ud af den lille lejlighed uden at skænke ham et eneste blik. Hun vidste godt, at hun før eller siden ville ende herinde igen, og hun vidste, at han vidste. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...