Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27223Visninger
AA

22. Stor skuffelse og lettelse

 

21
flakes of fortune

Clovers synsvinkel

Stædigt lukkede jeg øjnene, i håb om jeg ville kunne falde i søvn igen. I realiteten vidste jeg nok godt, at det ikke ville lykkedes, når det efterhånden gik hen og blev femte gang, at jeg forsøgte. Det var heller ikke, fordi jeg behøvede mere søvn, men lige i øjeblikket ville jeg faktisk hellere have tiden til at gå med at sove end at være vågen, og derfor lå jeg også stadig under dynen i min seng, selvom klokken med lethed kunne være mere end 13:00. Jeg var dog ikke sikker.

    Parker og Molly havde forsøgt at ringe til mig et par gange i dag, og jeg havde hver gang grebet min telefon, fordi jeg havde håbet på, at det var Ashton. Det var nok (ligesom mit ønske om at falde i søvn) en lige så stor usandsynlighed. Jeg havde sagt, at jeg ikke ville genere ham længere med at prøve at ringe og skrive til ham, men jeg kunne ikke holde den her afstand ud imellem os. Jeg var blevet så vant til hans tilstedeværelse omkring mig, at det føltes helt tomt, når han ikke var her.

    Med et tungt suk trak jeg min dyne tættere op om mig og lagde mig på ryggen. Det her havde nok været den længste weekend, som jeg nogensinde havde haft, og jeg ville ærlig talt ønske, at jeg skulle i skole i dag, selvom vi havde juleferie. Jeg kunne bare ikke holde ud at ligge her dag ind og dag ud og svømme i min egen selvmedlidenhed, og derfor ville det også bare være så meget lettere, hvis noget som skolen en mandag morgen kunne hive mig ud af sengen. For jeg havde ikke styrken i mig selv til at gøre det. Mine ben føltes alt for tunge til at løfte ud af sengen, og jeg havde ikke lyst til at gå ned til mine forældre.

    Jeg slog øjnene op, da jeg pludselig kunne høre nogen rumstere et sted i huset, før lyden af skridt mod trappen fyldte mine omgivelser. Man kunne altid høre, når nogen enten gik op eller ned på den trappe, og jeg nåede kun lige at overveje, hvem der var på vej op af den, før døren til mit værelse gik op. Instinktivt rettede jeg mig op på albuerne, men da Parker pludselig smed sig i fodenden af min seng, og Molly begyndte at trække min stol hen mod den, lagde jeg mig blot tilbage igen med et suk.

    "Hvad laver I her?" mumlede jeg træt og lagde en hånd mod min pande, før jeg kørte den gennem mit hår.

    Parker fnyste. "Spørgsmålet er, hvad laver du stadigvæk i din seng?" spurgte hun og løftede øjenbrynene, før hun fortsatte med at snakke uden at vente på mit svar. "Du tager jo ikke din telefon, når vi ringer. Så bliver vi jo nødt til at komme herhen."

    Jeg rystede lidt på hovedet over deres logik, før jeg trak min dyne med mig, i takt med jeg rettede mig op i sengen, så jeg kunne sidde med ryggen lænet op mod væggen. "Jeg havde bare lige brug for at ligge lidt her. Alene."

    Min mor eller far eller Claire for den sags skyld lukkede dem ofte ind, hvis jeg sad oppe på mit værelse og ikke kunne høre, hvis nogen bankede på. Lige nu ville jeg dog ønske, at de spurgte mig først, før de bare antog, at vi havde en aftale. Det var jo heller ikke, fordi jeg ikke ville snakke med pigerne, men jeg havde bare svært ved at lave andet end at ligge og have ondt af mig selv og fortryde alt, hvad jeg nogensinde havde gjort i forhold til Ashton. Ashton. Jeg bed mig i læben.

    "Nå, men det er du så færdig med nu, for vi skal til en fest i aften." Molly nikkede bekræftende af sine ord.

    Jeg så bare på hende i nogle sekunder. "Nej, det skal jeg ikke," svarede jeg blot.

    Molly stønnede af mig og smækkede benene op i min seng, efter hun havde trukket min stol hen til den og sat sig i den. "Du kan ikke bare blive ved med at gemme dig, Clover. Jeg ved godt, at du stadig er ked af det, og det forstår vi også godt, men det nytter ikke noget, at du isolerer dig fra resten af verden. Desuden så kan en lille fest vel ikke skade nogen?"

    Jeg rystede igen på hovedet. Det sidste, som jeg nok havde lyst til, var at befinde mig i et eller andet lokale med en hel masse fulde mennesker, der havde det sjovt og morede sig. Det ville føltes helt forkert. Det ville føltes, som om jeg allerede var ovre Ashton, og det var jeg langt fra. På trods af hvad han sagde. Jeg havde ikke givet op endnu, og jeg kunne ikke se, hvordan det ville være til nogen gavn, at jeg lige pludselig deltog i en tilfældig fest. Jeg havde ærlig talt ikke så meget at feste over.

    "Det er jo ikke, fordi vi siger, at du skal glemme Ashton." Parker følte åbenbart, at hun var nødsaget til at bryde ind, da hun talte, før jeg nåede det. "Det er bare Alyssas ven Marc, der vil fejre, at vi har juleferie, og det ville ikke være det samme, hvis du ikke var med. Og du har også brug for en pause fra alt det her. Bare måske sådan få det lidt på afstand, ikke?"

    Jeg trak vejret tungt en enkelt gang. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle sige det her, så de forstod det, for jeg vidste udmærket godt, at de ikke havde tænkt sig at give op lige foreløbig. Jeg fugtede mine læber, før jeg skiftevis så på hver af dem.

    "Piger," begyndte jeg, før jeg løftede øjenbrynene. "jeg tager ikke med."

Jeg var endt med at tage med. Jeg havde forsøgt at argumentere imod og til sidst bare afslå, men de havde til sidst formået at få mig trukket med derhen, hvor denne Marcs hus lå, og hvor festen fandt sted. Det var det sidste sted, som jeg ville være.

    Det var ikke et særlig stort sted, og derfor var det, som om der var mennesker, ligegyldigt hvor man prøvede at se hen. Jeg var ikke klar over, hvad klokken var, men på den måde folk væltede rundt og dansede til musikken, var man ikke i tvivl om, at alle var mere eller mindre fulde og i et strålende humør. Og så var der mig. Jeg havde kun fået klaret mig igennem en enkelt drink, fordi Molly havde siddet og stirret på mig, indtil jeg havde drukket den. Alligevel havde jeg det, som om jeg havde kvalme. Jeg havde siddet stille hele aften inde i sofaen i stuen sammen med de andre piger, men jeg følte mig svimmel.

    På trods af det kun var en minimal mængde alkohol, som jeg havde indtaget, var det som om, at det var gået direkte i blodet på mig. Jeg følte mig ikke fuld på den måde, at man ikke kunne tænke klart, men jeg følte mig fuld på den måde, at man tænkte alt for klart. Mine tanker blev ved med at torturere mig, og selvom det havde været meningen, at den her fest skulle have distraheret mig fra Ashton, så fik den mig kun til at savne ham mere. Hvorfor ringede han ikke tilbage til mig?

    Der var gået to dage, siden jeg sidst havde snakket med ham, og selvom det ikke var meget, så var jeg bare blevet så vant til ham. Jeg var blevet vant til, at han tog min hånd eller gav min arm et klem eller kyssede mig flygtigt i panden. Jeg var blevet så vant til det, at jeg følte mig helt magtesløs, når han ikke var der til at udføre de kærtegn. Nu ville han ikke engang snakke med mig. Han ville ikke engang lade mig forklare, hvad der var sket... og et eller andet sted forstod jeg ham godt.

    Han kunne jo ikke vide, hvor meget jeg havde ment alle de ting, som jeg havde sagt. Han kunne jo ikke vide, at jeg havde talt sandheden, da jeg sagde, at jeg godt kunne lide ham. Han kunne jo ikke vide, at alt det, som jeg selv troede havde været skuespil, hele tiden havde været rigtigt. Jeg havde kunnet lide ham lige fra starten, og hvis jeg bare havde ladet mig selv indse det, havde jeg ikke stået i den her situation nu. Hvis jeg bare ikke havde været så fucking besat af Luke Hemmings, som jeg jo ikke engang kendte, så havde jeg ikke siddet og stirret ud i luften, mens alle omkring mig havde det sjovt.

    I takt med det gik op for mig, at jeg bare sad og gloede ud i intetheden, blinkede jeg et par gange med øjnene, før jeg rettede mig op og så til højre for mig. Molly sad lige ved siden af mig med Alyssa og Parker ved siden af sig. Parker havde sin hånd på Alyssas knæ, mens de snakkede med to fyre, som jeg ikke vidste, hvem var. Jeg så videre ud over det mørklagte rum. Musikken spillede så højt, at man ikke kunne høre noget andet end den. De fleste stod og dansede til den, mens nogle enkelte havde fundet plads andre steder. Jeg fik øje på et enkelt par, som stod i en afkrog af rummet. Det var svært at skelne de mørke skikkelser fra hinanden, men det var som om, at måden, hvorpå fyrens hænder lagde sig om den nederste del af pigens ryg, og hun lænede sig ind til ham, før hun lagde hånden mod hans bryst, gav mig et stik i hjertet, og jeg rejste mig.

    Mollys blå øjne landede med det samme på mig, og jeg sendte hende et tvunget smil. "Jeg går bare lige ud og får lidt frisk luft," halvråbte jeg gennem musikken, og hun rynkede på øjenbrynene af mig, da jeg bakkede et skridt bagud.

    "Du tager ikke hjem!" beordrede hun og løftede sin pegefinger truende af mig.

    Jeg skyndte mig at ryste på hovedet, før jeg bakkede endnu et skridt. "Nej, nej. Frisk luft. Tilbage om lidt."

    Og med det vendte jeg mig endelig om for at prøve at manøvre mig ud gennem menneskerne og ud i gangen. Jeg havde det som om, at mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig, og jeg havde det alt for varmt. Pludselig var det bare som om, at rummet havde føltes helt klaustrofobisk, og jeg kunne ikke være i det længere. Jeg blev nødt til at komme væk fra det.

    Min jakke var næsten ikke til at finde i den store bunke af overtøj, men det lykkedes mig alligevel at få trukket den ud og revet nogle andre med ned på gulvet, før jeg skubbede døren op, der førte ud til den kolde vinternat. Jeg nød, hvordan temperaturen ændrede sig drastisk, og jeg gik ned af de få trapper foran hoveddøren, mens jeg trak min jakke på.

    Der var noget ved hele scenariet, der havde trigget noget indeni mig, og selvom jeg havde prøvet at holde alle mine følelser under kontrol, var det pludselig, som om jeg ikke kunne holde på det længere. Og det føltes som om, at det hele kom væltende ind over mig, idet jeg satte mig på en bænk, som stod i husets forhave under et stort træ. Jeg klemte øjnene hårdt sammen, da jeg kunne mærke den ukendte følelse af svien ved mine øjne igen, og jeg gemte mit ansigt i mine hænder.

    I et forsøg på at samle mig trak jeg vejret tungt. Jeg vidste, at det havde været en dårlig idé at tage med herhen, og den fysiske smerte, som jeg kunne mærke skar et sted i mit bryst, var også kun med til at bekræfte mig. Jeg ville aldrig nogensinde kunne gøre op for det, som jeg havde gjort mod Ashton. Jeg ville aldrig kunne rede mig selv ud af det rod, som jeg havde begravet mig i. Det var ovre mellem Ashton og jeg. Jeg havde fuldstændigt smadret det -- og jeg hadede mig selv for det.

    "Hvorfor sidder du herude alene?"

    Forskrækket flyttede jeg hænderne fra mit ansigt, før jeg drejede hovedet i retning af, hvor stemmen kom fra. I lang tid sad jeg bare og stirrede på personen, der ganske lydløst måtte have sat sig på bænken ved siden af mig, mens jeg prøvede at regne ud, om det her virkelig skete eller ej. Luke havde en flaske med en klar væske i den ene hånd, som han støttede mod sit lår, mens hans blodskudte øjne var rettet mod mig. Hans røde øjne kunne godt være forskyldt alkohol, men hvis jeg skulle være helt ærlig, så lignede det mest, at han havde grædt, da han løftede flasken og tog en tår af den. Han skar ansigt, da han havde slugt noget af indholdet, og det gik op for mig, at det var rent vodka, og han var helt og aldeles stiv.

    Jeg havde ikke fået taget mig sammen til at sige noget, før han snakkede igen. "Michael har fortalt mig -" Han hikkede en enkelt gang, mens hans øjne flakkede væk fra mig. "Michael har fortalt mig, hvad der er sket mellem dig og Ashton."

    En strøm af panik væltede ned over mig. Jeg havde svært nok ved at fatte, at det lige præcis var Luke, der var kommet hen og sat sig ved siden af mig, men at han nu også fortalte mig, at han vidste, hvad der foregik mellem Ashton og jeg gjorde mig kun mere lamslået. Jeg kunne huske, at det også var Marc, som Alyssa var blevet inviteret til Lukes fest af, og derfor var det jo nok meget logisk, at Marc og Luke kendte hinanden, og Luke derfor også var blevet inviteret med til den her fest. Jeg havde bare ikke set ham før nu, og det var der måske en god grund til. Han lignede ikke en, der lige havde været inde og danse.

    Igen nåede jeg ikke at fremmane et ord, før Luke talte videre, og det gik op for mig, at han i sin fulde tilstand nok mest talte med sig selv end med mig. "Ved du hvad?" spurgte han og slog ud med hånden med flasken. "Fuck kærlighed! Fuck det!"

    Han løftede hånden for at sætte flasken mod munden. Det stod efterhånden meget klart for mig, at han var oprevet over noget, og efter det, som Ashton havde fortalt mig om Julia, og hvordan de hele tiden slog op og kom sammen, tog det mig ikke lang til at stykke delene sammen. Han havde været oppe og skændes med hende og havde nu forsøgt at drikke sorgerne væk.

    Lidt ligesom mig selv, bortset fra jeg ikke kunne få noget ned, uden jeg havde det som om, at jeg skulle brække mig.

    Jeg kunne ikke lade være med at stirre på ham. Kun få gange i mit liv havde jeg set ham så tæt på, og selvom han tydeligvis ikke var ved sig selv lige nu, så kunne jeg stadig ikke slippe ham med øjnene. Jeg vidste ikke, om det var, fordi jeg kun havde den idealiserede forestilling af ham inde i mit hoved, men han så helt anderledes ud, end jeg havde forestillet mig, at han ville. Det var som at finde ud af, at noget, som man havde troet hele sit liv, slet ikke var, som man gik og troede.

    Et eller andet sted, selvom jeg vidste, at Ashton var den helt rette for mig, så kunne mit forrige jeg ikke lade være med at flippe en lille smule ud. Jeg havde tænkt på det her øjeblik så mange gange, og det, at det rent faktisk skete lige nu, fik mig bogstaveligt talt til at blive mundlam. Jeg havde stadigvæk ikke sagt så meget som et enkelt ord til ham endnu.

    "Jeg -" Kun havde jeg lige mandet mig op til at tale, da han afbrød mig.

    Hans øjne landede på mine igen. "Og Michael fortalte mig, at du -" Han pegede på mig for at illustrere, hvem han mente. "havde været forelsket i mig." Nu vendte han sin finger mod sig selv for at vise, at det nu var ham selv, som han snakkede om.

    Endnu et skyl af ubehag væltede ind over mig. Selvom hans udtalelse ikke var aktuel længere, så var det stadig, som om min største hemmelighed lige var blevet afsløret. Luke vidste, at jeg havde været fuldstændig væk i ham. Ashton måtte sikkert have fortalt det til Michael, men hvad, der havde drevet Michael til at sige det videre til Luke, vidste jeg ikke. Det var egentlig også det sidste, der løb gennem hovedet på mig. Alt, som jeg kunne tænke på, var, at det, som jeg havde gået med i over to år og prøvet at gøre til virkelighed på den rigtige måde og det rigtige tidspunkt, var lige blevet afsløret.

    Pludselig kunne jeg fornemme, hvordan han lænede sig frem mod mig og stillede vodkaflasken fra sig på jorden, før hans hånd lagde sig mod min kind. Hvis ikke mit hjerte allerede havde kørt i sit allerhurtigste tempo, så gjorde det det i hvert fald nu. Jeg kunne ikke tyde blikket i hans øjne, og jeg forstod ikke, hvorfor hans tommelfinger forsigtigt aede mig hen over min underlæbe og hage. Jeg forstod kun, at hans ansigt kun var få centimeter fra mit, og jeg kunne se omridset af hans læber. Jeg forstod kun, at han duftede af den parfume, som jeg før havde oplevet, når han var i nærheden af mig.

    Og jeg forstod kun, at det var ham, som jeg havde været forelsket i i så mange år, som kyssede mig, i sekundet hans læber landede mod mine. Hans læbepiercing føltes kold, hvor den ramte mine læber, men ellers var hans kys blidt og præcis, som jeg havde forestillet mig, at det ville være. Det var som en eksakt kopi af alle de kys, som jeg havde forestillet mig, at han ville give mig, og jeg kunne ærlig talt ikke have ønsket noget bedre. Alligevel kunne jeg ikke trække hovedet hurtigt nok til mig.

    Lukes øjne mødte med det samme mine, som jeg forestillede mig måtte se vilde og forskrækkede ud. Jeg havde tænkt på at kysse Luke så fucking mange gange, og når det så endelig skete, kunne jeg ikke tænke på andet, end hvordan det burde være Ashton. Det var ikke, fordi kysset ikke havde føltes fint og følsomt, men det gav mig ikke følelsen. Følelsen af fyrværkeri. Følelsen af, at der aldrig var nogen i verden, som jeg skulle kysse end den person. Han var ikke Ashton.

    "Fuck, undskyld." Luke havde lænet sig tilbage igen og havde lagt hånden for ansigtet, før han frustreret fjernede den. "Det må du virkelig undskylde. Jeg ved ikke -" Han sank. "Er der noget, som jeg kan gøre for at gøre det godt igen?"

    Jeg var stadigvæk overvældet af tanken om, at Luke lige havde kysset mig, til jeg først kunne formulere mig. På en ene side var det sådan en kæmpe skuffelse. Jeg havde ledt op til det her moment så længe, og at det så skulle vise sig at være noget, som ikke engang levede halvt op til det, som jeg havde sat det til, var virkelig undervældende. Dog virkede det også som en kæmpe lettelse. En lettelse over, at jeg med sikkerhed vidste, at det aldrig nogensinde ville kunne blive nogen anden end Ashton.

    Endelig fangede jeg Lukes blik, og hvor jeg længe slet ikke havde turde at sige noget, fik jeg endelig modet til at synke mit spyt en enkelt gang og åbne munden for at spørge om noget komplet uventet. "Har du Michaels nummer?"

❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄

Havde I set den komme? At hun til sidst faktisk skulle ende med at kysse Luke?

Jeg kan slet ikke fatte, at vi er så langt henne i historien, og jeg har det virkelig, som om den her december er fløjet af sted. Men jeg har nydt at kunne publicere noget i indtil videre 21 dage i træk, og det bliver helt underligt, når jeg ikke skal det mere. Så jeg håber, at I vil nyde de sidste dage, ligesom jeg også vil! Tusind tak, fordi du læser med!

Rigtig glædelig jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...