Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27018Visninger
AA

20. Slet ikke nogen vej tilbage

 

19
flakes of fortune

Clovers synsvinkel

Der var en konstant summen for mine ører. Ligesom når man var syg, eller hvis man havde været et sted med højt musik og så var kommet hen, hvor der var helt stille. Dog føltes ingenting stille. Det larmede inde i mit hoved, og mit hjerte kørte derudaf.

    Det hele var gået så hurtigt. Et eller andet sted var jeg stadigvæk i gang med at prøve at processere, hvad der var hændt. Og selvom jeg stort set havde ligget i min seng med blikket op i loftet, lige siden det var sket, så havde det stadig ikke lykkedes mig at lade det hele synke ind. Jeg kunne stadig mærke panikken sidde i kroppen på mig, som da jeg havde vendt mig om og set Ashton stå der. Hans ansigtsudtryk havde ikke været til at læse, men jeg var ikke i tvivl om, at han havde hørt det. Alt.

    På trods af jeg ikke havde nogen som helst erindring om, hvordan samtalen mellem Parker, Molly og jeg havde forløbet, så var jeg sikker på, at han havde hørt mere end rigeligt til aldrig nogensinde at ville så meget som snakke med mig igen. Jeg havde kun lige nået at opdage, at han var der, før han var forsvundet igen, og jeg havde ikke været hurtigt nok til at følge ham til at vide, hvad han havde hørt. Faktisk havde jeg bare stået som forstenet og gloet i retning af, hvor han havde været.

    Jeg havde fucking ødelagt det. Jeg havde ødelagt det eneste, som jeg nogensinde havde troet kunne være ægte. Det eneste, som ikke bare var en forskruet forestilling, som jeg havde oppe i mit hoved. Jeg havde ødelagt alt. Alting.

    Et sted inde i mig selv havde jeg lyst til at give Molly og Parker skylden. Det var dem, der blev ved med at bringe fortiden på banen. Det var deres skyld, at Ashton nogensinde havde fået af vide, hvad mine oprindelige intentioner med ham havde været -- men så huskede jeg på, at det jo lige præcis var det, som det var. Mine intentioner. Det var ikke deres skyld, at jeg var så fucking egoistisk og led, at jeg ville lade som om, at jeg var interesseret i en for at forsøge at få en anden.

    For det var jo det, som jeg havde gjort. Det kunne godt være, at jeg havde sagt til mig selv, at jeg bare ville være venner med Ashton, men selvfølgelig havde der allerede fra starten af ligget en hel del mere end venskab bag. For helvede, med den tiltrækning, som vi havde haft på hinanden, lige siden det første kys vi havde delt, var det jo kun et spørgsmål om, hvornår der ville ske noget, og ikke om der ville ske noget. Hvordan havde jeg overhovedet kunne være så blind?

    I et forsøg på at samle mig trak jeg vejret tungt og satte mig op i min seng. Forsigtigt lagde jeg min hånd mod min pande, og jeg nød, hvor kold den var i forhold til den varme, som jeg kunne mærke, at hele mit ansigt glødede af. Dog hjalp den ikke på mit hektiske sind, da de forvirrede og paniske tanker blev ved med at strømme ind og fylde hver en lille del af mig.

    Jeg havde prøvet at ringe og skrive til ham flere gange, men han havde som forventet ikke svaret mig på noget tidspunkt. Jeg havde også ringet til Molly og Parker et par gange, fordi jeg havde brug for nogen at tale om alt det her med. Jeg vidste, at de stadigvæk syntes, at det var det rette, at Ashton skulle kende til sandheden, men jeg kunne også høre på dem, at de var kede af, at det var sket på den her måde. Selv da de havde mødt Ashton første gang, havde særligt Parker blevet ved med at sende mig sigende blikke. Jeg vidste ikke, om han havde bemærket det, da det skete, men jeg havde tydeligt kunne mærke, hvordan hendes bebrejdende øjne lå på mig. Allerede der prøvede de at fortælle mig, at jeg burde være ærlig overfor Ashton.

    Nu havde jeg ikke engang fået chancen, før det hele var faldet fra hinanden.

    Jeg så mod min telefon, da trangen til at ringe til ham meldte sig igen. Jeg vidste allerede nu, at han ikke havde tænkt sig at tage den, men jeg kunne ikke klare tanken om, at jeg ikke fik muligheden for at forklare mig selv. Ikke, at der var noget at forklare. Jeg havde bogstaveligt talt intet at forsvare mig selv med, for alt, som han havde hørt, passede jo. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til ham, som ville få det her til at blive bedre, men jeg blev nødt til at forsøge. Jeg måtte gøre et eller andet.

    Det var dette strejf af beslutsomhed, som endelig fik mig til at svinge benene ud over sengekanten og rejse mig op. Hvis jeg bare havde det mindste håb om, at det her kunne blive godt igen, så blev jeg nødt til at tage sagen i egen hånd. Jeg anede ikke, hvad jeg havde tænkt mig at gøre, men mine ben førte mig pludselig med hastige skridt mod udgangen af mit værelse.

    Jeg kunne høre, at mine forældre sad i køkkenet nedenunder og snakkede. Jeg vidste ikke engang, hvad klokken var, men eftersom jeg havde sovet det meste af lørdagen væk, da jeg ikke kunne falde i søvn i går, gik jeg ud fra, at den måtte være hen ad eftermiddagen. Egentlig tildelte jeg det heller ikke meget opmærksomhed, da jeg i hastige skridt kom ned ad trappen.

    "Hvor skal du hen, skat?" spurgte min mor, da jeg susede forbi hende og min far.

    Jeg snakkede, mens jeg fortsatte ud i gangen. "Jeg går lige en tur. Er tilbage, inden vi skal spise."

    Og med de ord trådte jeg ned i mine sko og greb min jakke, før jeg smækkede hoveddøren og fortsatte ud i kulden. Sneen knitrede under mine fødder, mens jeg svang min jakke over skuldrene for at kunne trække den ordentligt på. Jeg var egentlig ikke helt sikker på, hvor hans hus lå henne i forhold til mit, selvom jeg havde været der så sent som i går, men jeg vidste, at det ikke var meget langt væk. Derfor begyndte jeg bare at gå den retning, som jeg vidste, at det måtte ligge.

    Selvom jeg prøvede at koncentrere mig om, hvor jeg skulle hen, lod det ikke til, at mine tanker ville lade mig være alene. Jeg havde kun nået at vænne mig til det, der skete mellem Ashton og jeg, før det havde splintret lige for øjnene af mig. På mange måder havde de følelser, som jeg havde for ham virket så stærke og sikre, så jeg helt havde glemt, hvor nyt det hele i virkeligheden var. Det var alt sammen startet og sluttet indenfor en måned, og jeg følte nærmest, at jeg befandt mig i konstant turbulens. Følelser, som jeg havde troet aldrig ville ændre sig, havde denne jul vist sig at være komplet ligegyldige og usande, hvor følelser, som jeg ikke i min vildeste fantasi havde troet ville opstå, overgik alt, som jeg før havde prøvet.

    Den her tid havde i sandhed vendt op og ned på alt, som jeg gik og troede om mig selv. Jeg havde været så satans stædig og forblændet, at jeg ikke havde ladet mig selv føle, hvordan jeg i realiteten havde det. Jeg havde været så opsat af en illusion, der aldrig ville være andet end bare en illusion. Ashton var ægte. Jeg havde mærket med egen sjæl og krop, hvordan det var, når han rørte ved mig og sagde de ting, som han gjorde. Selvom det ikke var det, som jeg havde gået og forestillet mig oppe i mit hoved i alle disse år, så var det bedre end noget, som jeg selv kunne have fabrikeret oppe i min hjerne.

    Og derfor voksede min målrettethed også, da jeg langsomt begyndte at kunne genkende de huse, som jeg i et hastigt tempo gik forbi. Jeg skulle kun dreje til højre ned ad den næste sidevej og så tre huse hen, og så var jeg der. Jeg havde stadigvæk ikke fundet ud af, hvad jeg overhovedet skulle sige, men jeg kunne ikke vende om nu. Jeg kunne ikke give op så let.

    Jeg nåede kun lige at frygte, hvordan han ville reagere, når han ville se mig stå ude foran hans dør, før jeg stod foran hans hus og havde løftet hånden for at banke på. Pludselig var det som om, at det larmende virvar, der havde foregået inde i mit hoved, slukkede, og der blev helt stille. Jeg kunne mærke mig selv gå fuldstændig kold, idet jeg bakkede et skridt fra døren, som jeg lige havde placeret fire bank på. Det eneste, som jeg kunne koncentrere mig om, var at trække vejret ordentligt.

    Idet jeg kunne høre skridt på den anden side af døren, fandt jeg mig selv ønske, at det var Harry eller Lauren eller hans mor, der ville åbne døren. Selvom jeg var kommet her for at snakke med Ashton, så følte jeg mig med ét ikke klar til at se ham ind i øjnene. Og derfor virkede det også overvældende, da døren blev låst op, før den blev åbnet, og han pludselig stod der.

    Jeg fangede hans overraskede øjne som det første. Dog gik der ikke meget mere end et sekund, før overraskelsen i hans blik ændrede sig til noget andet. Noget udefinerbart. Noget, der fik et gys til at løbe ned langs min rygrad, og min hals til at snøre sig sammen. Det virkede næsten... ligegyldigt. Koldt. Som om han ikke kunne være mere ligeglad med, at jeg stod her foran ham og ikke kunne formå at fremmane et eneste ord. Stilheden lagde sig tungt mellem os, som jeg stirrede på ham.

    Ashton rømmede sig lavmælt. "Hvad laver du her?" spurgte han og lød ubehageligt monoton.

    Hans fingre havde et så stramt greb om døren, at de så nærmest så helt hvide ud, og jeg kunne se, hvordan han bed tænderne sammen, da hans kæbe markeres. "Ashton." Det var lige før, at jeg lød bange. "Vi bliver nødt til at tale sammen."

    Det var ikke hans fjendtlige adfærd, der fik en frygt til at opstå indeni mig, men i stedet konsekvenserne af den. Han virkede rasende på den mest rolige og kontrollerede måde, og jeg vidste, at hvis jeg havde haft nogen som helst forhåbninger om, at jeg kunne tale mig ud af det her, så var de opløst nu. Jeg frygtede, at han aldrig nogensinde ville kunne tilgive mig igen.

    Han så sig kort over skulderen, og jeg vidste, at han tjekkede, om der var nogen, der lyttede med, før han vendte fokus mod mig igen og talte med en lavere stemme end før. "Jeg kan virkelig ikke se, hvad der er at snakke om." Han så mig i øjnene i et øjeblik, før han rettede sig op i døren. "Jeg synes egentlig bare, at vi skal droppe det her nu, så vi kan komme videre, okay?"

    Jeg skyndte mig at sætte en hånd mod døren, da han var ved at lukke den. "Du bliver nødt til at lytte på mig, Ashton!"

    Denne handling lod endelig til at sætte et eller andet i gang i ham, som ikke indebar den her nonchalante holdning, som han havde haft indtil nu. Igen så han sig hurtigt tilbage, før han selv trådte ud af hoveddøren og et skridt frem mod mig. Jeg trådte instinktivt et skridt tilbage, da han smækkede døren bag sig, så hans familie ikke kunne høre noget, og rettede blikket mod mig. Han havde kun en sort T-shirt på, men for en gangs skyld lod han slet ikke til at være påvirket af kulden.

    "Jeg har kun brug for svar på én eneste ting." Han talte stadig afmålt, selvom det var tydeligt, at han var påvirket af samtalen på den måde, hvorpå hans bryst hævede og sænkede sig i hastige bevægelser. "Brugte du mig, fordi du er forelsket i Luke?"

     Vreden lyste ud af hans øjne, som han stirrede ind i mine, og jeg fik det om muligt endnu mere dårligt, end jeg allerede havde det. Jeg havde ikke grædt i op til flere år, men jeg kunne kun forbinde den sviende følelse ved min næse og øjenkroge med fornemmelsen af tårer, der var på vej, og jeg rystede hurtigt på hovedet. Jeg vidste ikke, om det var som svar til hans spørgsmål, eller om det var, fordi jeg prøvede at stoppe mig selv i at begynde at tude. Jeg havde ikke lyst til at tude. Jeg tudede aldrig, og det slog mig ærlig talt en smule ud af den, at synet af hans sårede ansigt gav mig så kraftig en reaktion.

    "Det var ikke -" Jeg nåede knapt at tale, før han afbrød mig.

    "Ja eller nej, Clover." Hans stemme var hård, og han rørte ikke på sig. "Brugte du mig, fordi du er forelsket i Luke?"

    Jeg havde næsten kvalme. Alle alarmer satte i gang inde i mig, og jeg havde lyst til bare at forsvinde så langt væk fra den her situation som overhovedet muligt. Jeg havde ikke lyst til at være sammen med Ashton på andre måder, end når jeg vidste, at han ikke afskyede mig på samme måde, som han lod til at gøre lige nu. Jeg havde ikke lyst til, at det nogensinde skulle være sådan her imellem os, og tanken om, at det rent faktisk var sådan, fik mig til at føle mig så sårbar. Så blottet. Jeg havde aldrig set mig selv som følelsesmæssigt afstumpet, men lige nu var det, som om jeg blev kastet ud i nogle følelser, som jeg aldrig havde prøvet før. Sådan var det egentlig hele tiden, når jeg var omkring Ashton. Han havde fået mig til at føle kærlighed, som jeg aldrig troede, at den kunne være, men nu også fortrydelse med en stærkere kraft, end jeg havde lyst til at opleve den.

    Ordet kom ud ensomt og lavt nok til, at han ikke ville have kunnet høre det. "Ja."

    Dog afslørede måden, hvorpå hele hans mimik ændrede sig, at han havde hørt det. Han havde hørt det tydeligt, og selvom jeg vidste, at han allerede havde været klar over det, så tog han alligvel et skridt tilbage, som om det var noget, som han skulle have plads til at forstå. Selv kunne jeg også mærke, hvordan min indrømmelse fik det til at spænde ved mine tindinger.

    Der gik nogle sekunder, før han så på mig igen. "Så behøver jeg ikke at vide mere."

    "Jo, du gør;" sagde jeg hurtigt og trådte frem, da han var ved at gå tilbage mod døren. "der er så meget mere til det."

    "Spar mig for detaljerne." Igen var han hurtig til at bryde ind, før jeg kunne tale færdigt. "Jeg kan bare ikke fatte, at jeg faldt for alt det her. Jeg kan ikke fatte, at jeg rent faktisk troede på, at det var oprigtigt." Jeg kunne mærke noget trykke ubehageligt ved mit bryst igen ved at høre ham sige disse ord. "Og nu vil jeg bare glemme, at det er sket, og du kan fortsætte med at prøve at få Luke, efter du så fint selv sagde, at du var færdig med mig nu. Beklager, at jeg ikke kunne være til større hjælp."

    Jeg kunne mærke hans frustrationer smitte af på mig, og jeg havde hævet stemmen, da jeg talte igen. "Hvad?!" Jeg forstod ikke, hvad han sagde, og hvor han havde det fra. "Jeg vil ikke være færdig med dig. Jeg er færdig med ham! Luke!"

    Ashton så et øjeblik ud, som om han var forvirret, men rystede så på hovedet. "Jeg ved ikke, hvorfor jeg skal tro på noget, som du siger til mig," svarede han mig efter noget tid, og jeg mærkede endnu et dybt snit skære sig ind i brystet på mig.

    "Ashton, jeg vil have dig!" Jeg var godt klar over, at jeg lød desperat, men jeg vidste ikke, hvordan jeg ellers skulle sige det, så han forstod det. "Ja, i starten var jeg efter Luke, men det har ændret sig. Det har alt sammen ændret sig. Jeg var for stædig til at opgive den fucking fantasi, som jeg havde, og jeg kom til at såre dig i processen. Men jeg ser det hele meget klarere nu." De tårer, som jeg ikke ville slippe, fik mit blik til at blive slørret. "Det har hele tiden været dig, Ashton. Hele tiden."

    Jeg vidste ikke, om det var mine ord eller måden, hvorpå mine tårer hele tiden truede med at svømme over og glide ned langs mine kinder, men pludselig var det, som om Ashton forholdt sig tavs. Jeg så, hvordan han pressede sine læber sammen, som ellers havde været en smule spredt fra hinanden, mens han trak vejret ud af dem. Den lille folde mellem hans øjenbryn forsvandt ikke på noget tidspunkt. Jeg ville ønske, at jeg kunne læse hans tanker. Jeg ville ønske, at jeg vidste, hvad stilheden mellem os blev fyldt med inde i hans hoved. Jeg ville ønske, at han kunne forstå, hvor meget jeg fortrød, hvad jeg havde gjort.

    Idet han endelig lod til at bevæge sig, ville jeg ønske, at han ikke havde gjort det, da hans enkelte skridt mod døren antydede, at han var på vej væk. Og da han igen åbnede munden for at trække vejret tungt ind, var det som om, at jeg med sikkerhed vidste, at mine ord havde været forgæves. Hans brungrønne øjne så ikke lige så vrede ud mere, da de fangede mine.

    "Det er ovre, Clover." De fire ord blev sagt stilfærdigt, i takt med han tog fat om dørhåndtaget igen og åbnede døren, men han kunne lige så godt have skreget dem ind i hovedet på mig med den virkning, som de havde. "Det er ovre."

    Og med det vendte han ryggen mod mig og gik ind i huset for at efterlade mig stående alene ude i kulden.

❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄

Drama, drama; nu ser det hele ikke lige så rosenrødt ud længere mellem Ashton og Clover. Nu bliver det spændende at se, hvordan resten af julen kommer til at forløbe. Men glædelig juleferie til jer, som har det nu -- selv er jeg i gang med mit sabbatår efter gymnasiet, så jeg har stadigvæk arbejde. I det mindste er det juleaften om lidt, og jeg glæder mig!

Tusind tak, fordi du gider at læse med; det betyder alverdens. Husk også at smide en kommentar!

Rigtig glædelig jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...