Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27223Visninger
AA

11. Nyt snevejr og nye aftaler

 

10
flakes of fortune

Ashtons synsvinkel

Det kunne godt være, at jeg var 21 år, og jeg hadede alt i forbindelse med kulde, men alligevel havde det på en eller anden måde lykkedes Michael at få mig med udenfor for at deltage i den sneboldskamp, som størstedelen af skolens elever var i færd med for at fejre, at sneen var faldet. Dog var der ikke gået længe, før jeg pludselig havde mistet ham.

    Jeg vidste ikke, hvor han var blevet af, men jeg ville gætte på, at han befandt sig ude i det vrimmel af mennesker, der var i gang med at kaste det forfrosne vand på hinanden. Selv stod jeg en smule afsides og var i gang med at tømme min ene vante for noget sne, der var faldet ned i den, mens jeg overvejede, hvorfor jeg ikke havde været noget mere standhaftig og var blevet indenfor. Selvom det var sjovt at kigge på de andre, havde jeg på ingen måde selv lyst til at være en del af det, og jeg havde derfor ret hurtigt trukket mig i kampen. Hvordan nogen fandt det sjovt at blive dynget til i kold sne, fattede jeg ikke.

    Efter at have fået al sneen ud af min vante og væk fra min hud, løftede jeg hænderne for at trække min hue en smule bedre på. Michael havde hverken haft hue eller vanter på, da han var løbet ud i sneen, men jeg havde sørget for at gardere mig. De fleste, der løb rundt foran mig, havde da også taget noget varmere tøj på end normalt, og det var som om, at vinteren virkelig var landet. Man kunne i hvert fald ikke længere rende rundt i T-shirt, selvom det var, hvad jeg normalt foretrak.

    Det var lige, som jeg skulle til at brokke mig over kulden inde i mit hoved igen, da jeg kunne mærke noget blødt ramme mig lige mellem skulderbladene, før det opløste til ingenting. I et sekund nåede jeg at tro, at det var Michael, der var vendt tilbage, men da jeg instinktivt så mig over skulderen for at se, hvem der havde kastet snebolden på mig, var det ikke ham, som jeg så.

    Clover havde et stort smil om læberne, da hun kom gående hen mod mig, mens hun børstede sneen af sine lysegrå vanter. "Den så du ikke lige komme, hva'?" grinede hun sejerisk og vippede med øjenbrynene i en overlegen grimasse.

    Jeg betragtede hende i nogle sekunder, før jeg også grinede. Udover sine vanter havde hun også et pandebånd om de lyse lokker, som omkransede hendes ansigt. Lige fra jeg havde set hende første gang, havde jeg ikke kunne benægte, hvor køn hun var, og i dag var heller ingen undtagelse. Hendes blide træk fik hende til at se uskyldig og genert ud, men lige så snart man hørte hende tale, vidste man, at det var hun ikke. Hun var ilter på en måde, der fik hende til at virke interessant.

    "Nej;" erkendte jeg, da hun standsede foran mig, og jeg så ned på hende. "hvem havde troet, at du var så snu?"

    Egentlig var det kun få gange før, at vi havde snakket sammen, men alligevel var det som om, at det bare flød ubesværet mellem os. Nu havde vi selvfølgelig også tilbragt de to sidste dage med nærmest at skrive ubrudt sammen, men det var jo altid noget andet, når man stod ansigt til ansigt -- og så alligevel overhovedet ikke, når det kom til Clover.

    Hun fjernede en vildfaren tot fra sit ansigt, som vinden havde taget. "Jeg er lidt af en ninja." Hendes svar lød henkastet, og hun trak også bare på skuldrene, før hun talte igen. "Jeg kan se, at dine røde kinder er tilbage; er det sådan en australsk ting?"

    Jeg rullede med øjnene af hende. "Du ville ikke kunne holde en dag i varmen i Australien, så kom tilbage engang, når du har prøvet det, og så kan vi snakke," drillede jeg hende udfordrende, mens et smil trak i min ene mundvig.

    Lige siden jeg havde fortalt hende, at jeg var fra Australien, havde det været hendes mission at komme på ting, som jeg enten gjorde anderledes eller ikke kunne finde ud af, og så give det faktum, at jeg var australier, skylden for det. Hun havde indtil videre set ud til at more sig med det, og jeg havde ærlig talt heller ikke kunne lade være med at synes, at det var en lille smule sjovt. De fleste gange havde jeg da også givet igen ved at nævne ulemperne ved at komme fra England.

    "Jeg ville faktisk elske at komme til Australien;" sagde hun og lød denne gang mere seriøs, selvom hun lige havde lavet sjov. "hvorfor rejste du og din familie overhovedet derfra?" Hun lagde hovedet en smule på skrå efter at have stillet spørgsmålet.

    Jeg rømmede mig kort og rystede lidt på hovedet. "Lang historie." Det var ikke, fordi jeg ikke ville fortælle hende det, men sandheden var, at jeg heller ikke helt selv var sikker på, hvad der var sket, og hvorfor vi havde flyttet halvvejs over kloden. "Det var i forbindelse med, at min mor skulle til at opdrage mig og mine søskende alene, og så ja... endte vi her."

    Det gik først op for mig, at jeg ikke havde fortalt hende, at jeg ikke havde kontakt med min far, da jeg så hendes overraskede mine, som hun prøvede at undertrykke. Nu var det selvfølgelig heller ikke det allerførste samtaleemne, som man lagde ud med, men det var heller ikke, fordi det var nogen hemmelighed. Derfor skyndte jeg mig også bare at smile til hende.

    "Men Australien er virkelig også et fedt sted;" fortalte jeg i stedet for at lette lidt på stemningen igen. "der findes faktisk den her café/restaurant, der ligger et stykke væk herfra, som altid minder mig om Australien, og hvor jeg kommer fra."

    Jeg var ikke helt sikker på, hvorfor jeg valgte at informere hende om lige præcis det; det havde bare været mere eller mindre det første, der havde poppet op i mit hoved, som jeg så havde valgt også at dele. Min familie og jeg havde ofte været de, hvis vi skulle fejre en fødselsdag eller noget i den dur, og det var faktisk et virkelig godt sted. Dog havde jeg ikke regnet med, at Clover ville se tilbage på mig med løftede øjenbryn i en grimasse, der mest lignede, at hun havde fået en god idé. 

    "Vi burde da totalt tage derhen!" smilede hun, og hendes øjne slap ikke mine. "Det ville være så sjovt!"

    Jeg kunne ikke lade være med at grine af hende entusiasme, før jeg stak hænderne ned i lommerne på min jakke, da de på trods af vanterne begyndte at fryse. "Altså, det tager lidt over en time at køre derhen, og det ligger midt ude i ingenting."

     "Så er det bare en roadtrip," brød hun ind og nikkede bekræftende af sine egne ord.

     Jeg trak vejret dybt ind og så væk for at lade som om, at jeg virkelig havde store betænkeligheder ved det. "Så det, som du siger, er," begyndte jeg, før jeg endelig så tilbage på hende. "at jeg skal være fanget i en bil med dig i over en time?"

    Clover måbede, som om hun blev meget fornærmet, og jeg vidste, at mine drillerier var gået lige igennem. "Hey, du kan godt lide mig!" forsvarede hun sig selv, før hun løftede hånden for at knytte den og slå mig mod overarmen.

    Selvom jeg vidste, at hendes ord ikke var ment som mere, end at jeg ikke foragtede hende på samme måde, som jeg lige havde givet udtryk for, kunne jeg ikke stoppe den svulmende følelse fra at vokse fra mit mellemgulv og ud gennem min krop. Hun var også hurtigt til at trække hånden til sig igen og i stedet tage fat om den med sin anden hånd, mens hun slog blikket væk. Det var som om, at jeg et øjeblik ikke kunne høre råbene fra sneboldskampen bag mig, og kulden var forsvundet og erstattet med en glødende varme. Hurtigt var jeg dog vendt tilbage til virkeligheden, og jeg rømmede mig.

    "Jeg skal bare finde en måde, som vi kan komme derhen på," sagde jeg, efter der havde ligget nogle sekunders stilhed i mellem os, og hun så endnu en gang op på mig. "men jeg tror måske godt, at jeg kan få lov til at låne min vens bil."

    Det at låne Michaels Fiat var helt sikkert lettere sagt end gjort, men jeg håbede, at han et eller andet sted ville have noget medfølelse for mig. Efter han havde fået den til at virke i søndags, havde han været ude og køre i den hver dag, og den var faktisk ikke gået i stykker igen -- ikke endnu i hvert fald. Men måske var det her virkelig gangen, hvor det var lykkedes ham at reparere den fuldstændig. Det havde han under alle omstændigheder overbevidst sig selv om.

    Clover nikkede med et smil og så også ud til at være kommet sig over den ting, der lige havde udfoldet sig -- hvilket man måske også snart burde være vant til, når det så ud til at ske, hver eneste gang vi var i nærheden af hinanden. "Fedt;" smilede hun og rettede sig op. "hvornår tager vi så af sted på den tur, som jeg forventer at blive min store australske oplevelse?"

    Jeg trak på skuldrene. "Altså, det er jo fredag i morgen, og jeg har ikke rigtig nogle planer."

    "Heller ikke mig." Vinden tog igen i hendes hår, da hun svarede mig, og fik det til at flagre dansende i luften, hvilket kun fik mig til at lytte halvt med, da hun fortsatte med at snakke. "Så tænker jeg, at vi måske kan mødes hen ad eftermiddagen og så -"

    Først da hun abrupt standsede midt i den sætning, som hun var ved at konstruere, koncentrerede jeg mig om, hvad hun var i gang med at sige -- hvilket lige nu var ingenting. I stedet stod hun stumt med munden en smule åben og så ud til stirre på et punkt bag mig. Jeg rynkede på øjenbrynene, før jeg så mig over skulderen for at følge, hvor hendes øjne var landet.

    "Hey!" Lukes hilsen lod til at være rettet mod mig, da jeg fik øjenkontakt med ham, som han kom gående hen mod os.

    Jeg smilede og rakte min hånd frem mod ham, da han var tæt nok på. "Hej, Luke," hilste jeg.

    Jeg vidste ikke, hvad der havde drevet ham til at komme herover, for det var ikke, fordi vi var dem, der snakkede allermest sammen, men det var heller ikke helt unormalt, at vi ville falde i snak, hvis vi stødte på hinanden. Dog forholdt jeg mig tavs, mens han trykkede min hånd og stoppede op ved siden af mig. Luke holdt kort blikket på mig, før han så mod Clover.

    "Jeg ser, at du fandt armbåndspigen." Han grinede kort og lod sin hånd glide nogle enkelte gang hen over sine skægstubbe, før hans hånd faldt ned langs hans side igen. "Kender jeg egentlig ikke dig? Har vi ikke et eller andet fag sammen?"

    Instinktivt så jeg mod Clover, da Luke snakkede til hende. I noget tid så det ud til, at hun bare stod forstenet og stirrede på ham, før en minimal lyd forlod hendes læber. Jeg var egentlig ikke sikker på, om lyden i sidste ende skulle have endt med at blive til et konkret ord, men jeg nåede heller aldrig at finde ud af det, da Luke fortsatte, før hun nåede at svare.

    "Billedkunst!" Han lød begejstret over at kunne huske faget. "Vi har billedkunst sammen. Chloe, er det ikke?"

    Jeg bemærkede med det samme, at han havde fat i et forkert navn, og jeg rettede ham -- igen før Clover kunne nå at sige noget som helst. "Hun hedder Clover," fortalte jeg, hvilket fik Luke til at se flygtigt i min retning.

    "Åh," mumlede han eftertænksomt og så på hende igen. "det må du undskylde. Mit navn er Luke."

    Han rakte hånden frem mod hende for at give den. Det overraskede mig egentlig ikke, at Luke ikke kunne huske navnet på hende. Der var alligevel mange navne, som han skulle huske, og hvis han kun havde hørt hendes i en forbipasserende samtale eller lignende, var der en stor garanti for, at det ikke ville sætte sig fast -- men det stoppede ham selvfølgelig ikke i at prøve. Jeg ville til gengæld nok ikke kunne glemme hendes navn, da det lod til, at jeg havde haft det på hjernen den sidste uge.

    For første gang siden Luke var kommet, åbnede Clover munden for rent faktisk også at sige noget. "Hej," svarede hun stilfærdigt og tog hans hånd i et kort håndtryk, før hun slap den igen og rettede blikket mod hendes fødder.

    Luke smilede til hende, før han vendte opmærksomheden mod mig igen. "Men, Ash, jeg var egentlig bare kommet over for at høre, om du havde den tekst, som vi skal læse i engelsk?" spurgte han og uddybede så. "Jeg kan ikke finde den nogle steder længere, og da jeg spurgte Calum, vidste han slet ikke, at vi havde nogen tekst, og så tænkte jeg, om du havde den?"

     Jeg nåede kun lige at nikke som svar, før skoleklokken ringede og signalerede at frikvarteret var overstået. "Jeg har den. Jeg kan bare sende den til dig," svarede jeg hurtigt, mens Luke allerede så ud til at være på vej væk.

    "Tak for det, dude!" sagde han og bakkede et skridt. "Vi ses, ikke?"

    Og med de ord vendte han om og fulgte med strømmen af mennesker, der var på vej hen til hoveddøren for at komme ind på skolen igen. Det var ikke særlig længe, at jeg fulgte ham med blikket, før jeg så tilbage på Clover, som stadig stod foran mig.

    Jeg smilede, da jeg fik øjenkontakt med hende. "Så i morgen aften bliver det?" spurgte jeg.

    Selvom jeg konkluderede på noget, som vi egentlig havde snakket om for lidt tid siden, syntes hun hurtigt at opfange, hvad jeg snakkede om og nikkede derfor. "I morgen aften bliver det," svarede hun og lød med ét normal igen.

    Jeg vidste ikke hvorfor, men det virkede som om, at Lukes afbrydelse på en eller anden måde havde slået hende ud af den. Dog dvælede jeg heller ikke så længe ved det, da vi begge nok blev nødt til at se at komme af sted, hvis vi ikke skulle komme for sent til time. Derfor tog vi også afsked ved, at jeg sagde så ses vi i morgen, og hun svarede med et jep. Derefter havde jeg vendt opmærksomhed mod den store menneskemængde og havde på en eller anden mirakuløs måde fået øje på Michael -- og måske var den ikke så mirakuløs alligevel, når man tog i betragtning, at han gik flere metre bag alle andre og havde langt fra travlt med at komme ind og få undervisning. I halvt gang og halvt lunte-tempo kom jeg op på siden af ham.

    "Du skulle virkelig at have været med derude!" Hans stemme lød begejstret, men på den måde begge hans ben flere steder var blevet gennemblødt af smeltet sne, var jeg sikker på, at det var en god ting, at jeg var blevet langt væk.

    Jeg grinede kort. "Jeg har bedre ting at bruge min tid på," smålo jeg af ham.

    Michael så på mig, mens vi bevægede os op mod døren sammen. "Ja, jeg så godt, at du stod og snakkede med den mystiske pige." Han smilede over sine egne morsomheder og skubbede sigende til mig med skulderen mod min.

    "Vi talte bare, Michael," svarede jeg roligt, selvom han lagde op til, at det havde været meget mere.

    Alligevel var det nok heller ikke den helt fulde sandhed. Vi havde selvfølgelig kun snakket, men vi havde samtidig snakket om at mødes i morgen. Den detalje undlod jeg dog at fortælle Michael, som alligevel syntes at have mere end nok brændstof til drille mig -- hvilket han lige for tiden elskede at gøre, når det omhandlede Clover. Jeg lod ham sådan set også bare gøre det for 1) jeg havde faktisk ikke noget imod det, som han sagde, og 2) jeg ville alligevel aldrig få ham til at stoppe.

    Han holdt døren åben, da vi nåede op til den, og jeg gik ind foran ham, mens han snakkede. "Ja, ja, men vi ved jo alle sammen, hvad helt almindelig snakken kan føre til." Jeg var ikke sikker på, at han selv vidste, hvad han mente.

    Derfor lod jeg det også bare passere. "Det er fint." Mit hoved var egentlig allerede også et andet sted, og jeg så mig over skulderen for at se på ham, så jeg kunne stille ham et spørgsmål. "Kan jeg for resten låne din bil i morgen?"

❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄

De første ti dage af december er allerede gået, og jeg synes, at de er gået helt vildt stærkt! Jeg er ikke klar til, at julen er overstået; jeg har glædet mig hele året til, at den ville komme. Nu er der selvfølgelig også nogle dage endnu, men det, at datoen nu er to-cifret, får det til at virke som om, at vi er alt for langt inde i december, haha!

Men altså, det sner i historien, men ikke i virkeligheden; det var som om, at vi i november fik al den sne, som vi skulle have. Husk nu at lægge en kommentar eller smide et like! Og tusind mange tak, fordi du læser med!

Rigtig glædelig jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...