Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27112Visninger
AA

2. Ny måned, gamle vaner

 

1
flakes of fortune

Clovers synsvinkel

Mit håndled var efterhånden ved at gå i krampe, men jeg ænsede det knapt. Jeg måtte have brugt min hånd som støtte for mit hoved i mindst en halv time nu, og selvom den nærmest dirrede efter en pause, kunne jeg ikke foretage mig andet end at stirre frem på den tomme stol foran mig. Det kvadratiske skrivebord, der stod indrettet foran den, lå ligeså øde, og i det elevfyldte klasselokale illustrerede dette lille scenarie klart, hvordan der var noget, der manglede. Hvordan han manglede.

    "Du ved godt, at han ikke vil trylle frem på magisk vis, bare fordi du stirrer på hans plads, ikke?"

    Forskrækket drejede jeg mit hoved i retning af den hviskende stemme. Instinktivt sendte jeg Parker et farligt blik, der med garanti var ment til at skulle få hende til at holde kæft. I stedet fik det hende bare til at grine, og jeg skyndte mig at kigge rundt i rummet for at se, om nogle skulle have hørt hendes ord. Heldigvis lod ingen til at se fnisende i min retning.

    Med et enkelt fnys så jeg ned på blokken på mit bord. "Luk røven," mumlede jeg surt.

    Egentlig kunne det vel også være ligegyldigt, om der havde været nogen, der havde hørt hende. Alle vidste, at jeg var besat af Luke. Hvordan man ikke kunne være besat af ham, var mig en gåde. Han var alle former og eksempler på absolut perfektion.

    Det var noget, der havde stået klart for mig, lige siden jeg havde set ham første gang, og igennem mine iagttagelser af ham senere hen, var det også kun blevet bekræftet. Hans udstråling, hans stemme, hans personlighed. Alle på skolen kunne lide ham, for selvom han var populær, så var han ikke den der klassiske for-sej-til-det-her-sted-type, som man så ofte så på film og i TV-serier. Han var rar mod alle, loyal overfor sine venner og sagde imod, hvis han oplevede nogen blive behandlet uretfærdigt. Han var sjov, altid glad og hjælpsom... men det absolut vigtigste over alt andet; han var fucking lækker.

    Han havde optrådt i utallige (hvis ikke samtlige) af mine fantasier og dagdrømme, og et eller andet sted kunne jeg slet ikke se, hvordan vi ikke skulle ende op sammen. Jeg havde forestillet mig, hvordan det en dag skulle gå op for ham, at jeg var den, som han havde manglet hele hans liv -- ligesom jeg vidste, at han også var den sidste brik til at samle mit puslespil.

    Vi var det perfekte match. Jeg vidste det bare.

    Alligevel virkede han så uopnåelig. Selvom jeg var sikker på, at det kun var et spørgsmål om tid, før Luke og jeg ville finde hinanden, så var det som om, at noget stoppede mig, hver eneste gang jeg forsøgte at tage det første skridt. Min hals snørede sig sammen, det dunkede for mine ører, eller jeg havde det som om, at jeg kunne besvime, hvornår det skulle være.

    Og hver gang jeg næsten havde fået taget mig sammen til at sige hej til ham, var han pludselig på vej væk igen.

    Jeg var ikke mig selv, når han var omkring mig. Jeg havde aldrig haft de store problemer med selvtillid, og jeg var vant til at tage tingene i egen hånd. Min (u)tålmodighed havde altid fået mig til at være handlekraftig, for jeg var ikke typen, der bare sad og ventede på, at der ville ske noget. Bortset fra, når det omhandlede Luke. Jeg havde ventet på Luke i over to år nu.

    Jeg hørte godt Parkers stilfærdige psst, da hun prøvede at komme i kontakt med mig, men jeg holdt blot mine øjne låst fast på blokkens linjerede papir. Jeg kunne godt lide at spille fornærmet en gang imellem, når det kom til Parker, selvom jeg for længst var kommet mig over hendes kommentar fra kort før. Et mere aggressivt psst lød nu, og jeg kunne ud af øjenkrogen fornemme, hvordan hun lagde sig halvt ned i stolen, så hun kunne lange sin fod ud efter mig og sparke mig over skinnebenet.

    "Av, for helvede, din psykopat!" hvæsede jeg af hende og skyndte mig at trække benet til mig.

    Parker rullede med øjnene af mig. "Har du en blyant?" hviskede hun, som om intet usædvanligt netop var hændt.

    Jeg fjernede ikke mine skulende øjne fra hende, da jeg rakte ud efter en ekstra blyant, som jeg vidste, at jeg havde et sted i min rygsæk, der stod lænet op ad et af bordbenene på skrivebordet, der hørte til min plads. Selvom mit blik på ingen måde var ment som venligt, så havde Parker ikke nogen problemer med afslappet at kigge mig tilbage i øjnene. På den anden side var vi begge også vant til, at vi snakkede sådan her til hinanden. Det var jo heller ikke, fordi jeg var rigtigt sur på Parker, men sådan havde dynamikken altid været mellem os, og hun var ærlig talt en af de mennesker omkring mig, som jeg allerbedst kunne lide.

    Hun smilede sødt og svang en tot af det lange, lyseblå hår over skulderen, da jeg rakte blyanten til hende. Parker havde altid været meget eksperimentel med hensyn til sit udseende, og hendes sidste påfund havde været at farve sit hår blåt, efter hun havde set nogle billeder af Kylie Jenner på Tumblr. Dog var hendes farve endt med at blive lidt mere ovre i en pastelfarvet, udvasket blå, og der var begyndt at komme sorte udgroninger ved hendes hovedbund fra hendes naturlige hårfarve. Dog indrammede det hendes meget skarpe ansigtstræk, lysebrune øjne og fregner over næsen på en sammenhængende måde.

    Og nu lød det som om, at jeg analyserede et maleri eller noget -- hvilket måske var meget godt, taget i betragtning af vi havde billedkunst. Hvad, der var knapt så godt, var, at jeg ikke rigtig havde fulgt med i timen, og jeg faktisk ikke havde nogen idé, om hvad vi lavede lige nu, og hvad Parker egentlig skulle bruge den blyant til, som jeg lige havde givet hende.

    Billedkunsttimerne plejede altid at forsvinde hurtigere, end jeg kunne nå at registrere. Og det var der kun én grund til.

    Automatisk, som mine tanker landede på ham igen, så jeg på hans tomme stol foran mig. Luke. Det var det eneste fag, som jeg havde med ham, og da vi havde fået tildelt vores pladser det første år, havde jeg fundet mit navneskilt lige præcis bag den stol, som skulle ende med at tilhøre Luke. Det kunne umuligt på nogen måde være en tilfældighed. Det var universet, der prøvede at fortælle os noget. Det var universet, der prøvede at rykke os tættere sammen. Bogstaveligt talt.

    Og derfor var hans fravær også så ulideligt åbenlyst, når der var erstattet med luft, hvor jeg plejede at stirre ind i nakken på ham. Men selv når han ikke var her, formåede han at få billedkunsttimen til at foregå i løbet af en vejrtrækning. Jeg kunne ikke tænke på andet end ham, når jeg vidste, at han sad så få centimeter fra mig -- eller plejede at gøre det. Essensen af ham forblev.

    "Frk. Odewyn?"

    Langsomt drejede jeg hovedet for at se mig over venstre skulder. Trevor Jacobsen (bedre kendt som hr. billedkunstslærer) stod med armene bag ryggen og løftede øjenbryn, mens hans bebrejdende øjne hvilede tungt på mig. Jeg smilede sødt.

    Mit forsøg på at være bedårende prellede fuldstændig af på ham. "Hvad foretager du dig helt præcist?"

    Dagdrømmer om Luke Hemmings. Det ville være den umiddelbare sandhed, og havde det ikke været, fordi hele klassen lyttede med, og det var min lærer, som jeg snakkede med, så havde jeg nok også bare sagt netop det. I stedet smilede jeg igen.

    "Samler inspiration." Mit svar kom selvsikkert og overbevisende, og jeg nikkede istemmende til mine egne ord.

    Hr. Jacobsen trak vejret tungt. "Til at skrive noter af fra tavlen?" mumlede han ud gennem fuldskægget.

    Jeg kunne høre nogle fnis rundt omkring, og jeg pressede mine læber sammen, da det gik op for mig, at jeg havde dummet mig. Det generede mig ikke, at folk grinede. Jeg havde let ved bare at børste det af og ikke dvæle ved noget, som jeg alligevel ikke havde gavn af at dvæle ved. Dog var det eneste, som jeg kunne tænke på, at det var godt, at Luke ikke havde hørt det.

    "Kom i gang." Hr. Jacobsens sidste kommentar var tør, før han fortsatte tilbage til katederet. 

Jeg lyttede kun halvt med på den samtale, som Parker og Molly havde, mens jeg skødesløst scrollede gennem min tidslinje på Facebook på computeren. Det var det, der var fordelen ved telefonopkald med flere end to mennesker involveret; man behøvede ikke altid at være 100 % til stede i dialogen, hvis man havde gang i noget andet eller ikke lige følte for at deltage.

    Det var også blevet et mere eller mindre fast ritual for os at ringe hinanden op nogle timer efter, at vi var kommet hjem fra skole, selvom vi havde tilbragt stort set hele dagen sammen alligevel. Vi kunne alligevel finde alle mulige ting at snakke om, som vi ikke havde nået at få dækket i løbet af skoledagen. Egentlig havde jeg også kun frikvartererne til at snakke med Molly, da vi havde været så uheldige ikke at have nogle af de samme fag samtidigt. Parker og Molly havde til gengæld både historie og matematik sammen, og selvom de ikke havde kendt hinanden, da de startede, så var de hurtigt blevet venner.

    Jeg havde kendt Molly, lige siden jeg var syv år gammel, fordi vi havde gået til svømning sammen dengang. Vores venskab havde så holdt helt indtil dagen i dag, og det ville virke helt underligt, hvis vi pludselig ikke snakkede mere. Da jeg så blev veninder med Parker i gymnasiet, begyndte de to automatisk også at snakke sammen, fordi de vidste, at de begge kendte mig.

    Med et lydløst suk slog jeg blikket væk fra computeren og så i stedet ud af det store vindue, der var til venstre for min seng. Selvom klokken ikke var mere end 18:20, så var det bælgravende mørkt, og man kunne kun lige fornemme omridset af regndråber, der faldt fra himlen. Det var typisk december i England. Selv når det var juletid, og det var meningen, at det skulle sne, så regnede det stadigvæk. Men nu var det trods alt stadig kun den første, så hvis man måske gav det bare lidt mere tid.

    Her var det så, at min utålmodighed trådte i karakter igen.

    Jeg vendte blikket tilbage på computeren, som stod placeret mod sengetæppet på sengen, som jeg så fint havde ligget mig på maven på, så jeg kunne glo ind i computerskærmen, mens min telefon lå ved siden af, så jeg kunne lytte til Molly og Parker.

    Jeg var godt på vej til at døse hen i den trance, som jeg havde været i før, da et stilfærdigt bump og lyden af Mollys stemme krævede min opmærksomhed. "Hvad var det?" spurgte hun, og selv gennem telefonen kunne jeg høre, at hun tyggede chips.

    Instinktivt så jeg mig over skulderen og mod døren ind til mit værelse, eftersom jeg havde lokaliseret den afbrydende lyd til at komme derovre fra. "Clove, der er mad!" lød min storebrors stemme halvråbende på den anden side af døren.

    Med et suk greb jeg om telefonen og støttede med albuerne mod sengen. "Det var Caleb." Først nu besvarede jeg Mollys spørgsmål om, hvad (eller rettere sagt hvem) der havde forårsaget den mystiske lyd. "Skal spise, så bliver nødt til at smutte."

    Jeg ventede ikke på, at de fik sagt farvel eller noget, før jeg lagde røret på og smækkede min computer sammen. Det ville sikkert ende med, at vi skrev i vores gruppechat hele aftenen, så der var ikke rigtig grund til den helt store afsked.

    Hurtigt kom jeg på benene og fik åbnet døren, så jeg kunne løbe nedenunder og spise med min familie. Dog nåede jeg ikke at træde ud af værelset, før jeg blev stoppet af et skateboard, der lå lige ude foran min dør. Som alle Calebs skateboards var det utrolig hærget og slidt, og jeg noterede mig mentalt, at det måtte have været det, som han havde skubbet ind i min dør, da han havde forstyrret min samtale med Parker og Molly. Jeg satte blot en fod mod det og skubbede det væk, før jeg fortsatte ud.

    Jeg var vant til, at Caleb rodede ualmindeligt meget, og derfor var det af og til med en ambivalent følelse, når han kom og besøgte. I det mindste skulle jeg ikke bo sammen med ham hver dag, da han var flyttet sammen med sin eks-kæreste allerede, da han var 19 år. Nu var de ikke sammen længere, men Caleb var heldigvis blevet væk. Ej, han var cool nok. Nogle gange.

    De fleste af mine venner syntes i hvert fald, at han var mere end cool, hvilket nok havde noget med hans skating at gøre -- og hans ret hårde ydre. Lige siden han var 16 år, havde han nok fået en tatovering hver anden måned, hvilket resulterede i, at han nu havde begge arme, hænder, brystkasse og hals dækket i farverige, tilfældige tatoveringer. Mine forældre havde efter de første tre gange, hvor han havde fået en bag deres ryg, opgivet at få ham til at stoppe, og nu kunne jeg slet ikke forestille mig, hvordan han ville se ud uden. Hvordan han nogensinde havde fået råd til alle de tatoveringer, havde jeg for længst stoppet med at bekymre mig om, og jeg havde bare accepteret, at det var sådan, at han nu engang udtrykte sig. Det var jo heller ikke, fordi han ikke var min bror lige så meget af den grund; han var stadig ligeså morsom og glad, som jeg altid havde husket ham.

    Trappen knirkede under mine fødder, da jeg bevægede mig ned ad den, og jeg kunne høre lyden af min families snakken øge for hver skridt, som jeg tog. På en eller anden måde virkede billedet også mere komplet med Caleb, da jeg nåede ned og så hele min familie sidde samlet om spisebordet. Det var typisk, at de ikke havde ventet på mig, før de var begyndt at spise.

    Jeg satte mig på min plads mellem far og Claire, hvilket så var overfor mor og Caleb. Vi havde altid siddet sådan og gjorde det stadig, selvom det nok var mere logisk, at Claire rykkede til Calebs plads i stedet for bordenden, når han ikke var her.

    "Hvor er det hyggeligt, at vi sådan alle er samlet her i julen!" smilede min mor og så rundt på os alle.

    Claire virkede ikke særlig berørt af hendes udtalelse, da hun brutalt skiftede emne. "Kalenderlyset!"

    Og så løb hun ellers væk fra bordet for at finde noget til at tænde lyset med, og jeg kunne ikke lade være med at grine over, hvordan vi aldrig kunne sætte os ned og spise, uden der var bare en snert af kaos. Nu var Claire selvfølgelig også kun otte år, så det var naturligvis vigtigt for hende, at julen forløb uden problemer -- og et utændt kalenderlys skulle ikke blive det første.

    Mens jeg begyndte at øse min mad op på tallerkenen, hjalp min mor Claire med at tænde lyset, så et-tallet i løbet af nogle timer ville brænde ned og til sidst forsvinde helt. Caleb og far begyndte at snakke om en skateboardkonkurrence, som min bror havde meldt sig til næste år, og jeg kunne mærke, at det her var den helt rigtige begyndelse på en ny måned. Selvom vi var så forskellige i min familie, så elskede jeg, hvor stærkt vores bånd var, og hvordan vi alligevel alle sammen forstod hinanden. Det var fuldstændig lige meget, at mine forældres blide og moderate tilgang til livet på ingen måde hang sammen med min storebrors provokative og udtryksfulde livsstil, som igen stod i kontrast til min lillesøsters ungdommelige vildskab.

    Og så var der mig.

    Jeg vidste ikke helt, hvilken kategori jeg skulle sætte mig selv i, men det var sådan set også ligegyldigt. Sammen med min familie og mine venner vidste jeg, hvem jeg var, og hvad jeg ville her i livet. Det kunne godt være, at jeg af og til gik og håbede på, at noget kunne være anderledes, men overordnet set var der faktisk kun én eneste ting, som jeg manglede. Kun én ting, som ville gøre mit liv komplet, hvis jeg opnåede det. Ham. Han var det eneste, som jeg gik og drømte om, at jeg kunne kalde min. Og jeg havde på fornemmelsen, at den her jul ville jeg få lige præcis, hvad jeg ønskede mig.

❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄

Så er første kapitel af min julekalender ude! I forstår slet ikke, hvor meget jeg har glædet mig!

Jeg håber virkelig, at der er nogen, der har lyst til at læse med og måske vil smide en lille kommentar til mig om det første kapitel. Jeg vil skifte mellem synsvinklerne hver dag, så alle de ulige dage er det Clover, og alle de lige dage er det Ashton. Så i morgen kan I glæde jer til at høre lidt om, hvordan det er at gå rundt og være Ashton.

Det skal lige hurtigt siges, at jeg godt ved, at drengene er fra Australien, men jeg har alligevel valgt at placere historien i England, da jeg personligt ikke kan klare tanken om en jul, der foregår om sommeren med sol og varme. For mig vil jul altid blive forbundet med koldt vejr og sne, så jeg håber, at I er enige eller bare forstår min beslutning.

Med det sagt vil jeg sige tusind tak, fordi du har gidet at læse første kapitel, og jeg håber, at du vil vende tilbage!

Rigtig glædelig jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...