Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27213Visninger
AA

8. Noget var det i hvert fald

 

7
flakes of fortune

Clovers synsvinkel

Havde det ikke været Luke? Havde det virkelig ikke været Luke?

    Det var den samme sætning, som blev ved med at gentage sig inde i mit hoved. Jeg kunne ikke få det til at give mening, for jeg var sikker på, hvad jeg havde set. Jeg havde set Luke gå ind ad den dør. Jeg havde mærket Luke, da vi fandt hinanden i mørket. Det var Luke, som jeg havde delt det ubeskriveligt enestående kys med. Det var det. Var det ikke?

    Jeg havde det som om, at mit hoved kunne eksplodere, hvert øjeblik det skulle være, og støjen på gangen hjalp ikke synderligt på min belastede tilværelse. Det var lige ringet til spisefrikvarter, og alle andre elever på skolen var derfor på vej i samme retning, som jeg selv var -- mod kantinen. Jeg havde hverken haft time med Parker eller Molly, så jeg gik alene, da Xenia, som jeg ellers plejede at snakke med i religionstimerne, hvilket jeg lige havde haft, havde fundet nogle af sine venner, som hun var gået med. På den anden side havde jeg nok heller ikke været så spændende at snakke med i dag, da jeg for det meste bare havde siddet og stirret ud i luften foran mig, mens jeg prøvede at overbevise mig selv om, at havde været Luke.

    Inderst inde vidste jeg godt, at det ikke passede, men det stoppede mig stadig ikke i at forsøge.

    Det argument, som jeg mest havde brugt for mig selv, var, at det bare kunne være, at ham fyren havde fundet mit armbånd til festen, uden jeg overhovedet havde snakket med ham. Mit andet mest benyttede argument havde været, at jeg slet ikke kendte ham, og han heller ikke kendte mig, så hvorfor skulle han bare være gået med til, at jeg pludselig havde kysset ham?

    Begge ting havde min rationalitet dog flere gange slået ned. Med det målløse udtryk, som han havde haft i øjnene, kunne det umuligt passe, at han ikke også forbandt mit armbånd med en bestemt begivenhed. Han havde lignet en, som havde fået svar på et spørgsmål, som han havde været fuldstændig uvidende om. Desuden huskede jeg også, at jeg havde haft mit armbånd på mig, lige op til at kysset var sket, og derfor kunne det godt passe, at jeg havde tabt det, mens vi havde stået sammen.

    Derudover kunne det vel være ligegyldigt, om han havde vidst, hvem jeg var. Havde det faktisk været Luke, som jeg havde kysset, ville han jo heller ikke have vidst, at det var mig -- og som det viste sig, havde jeg heller ikke haft nogen idé.

    Derfor forstod jeg heller ikke, hvordan det kys havde været så hypnotiserende, som det havde været. Jeg havde været så sikker på, at det ikke var, fordi jeg vidste, at det var Luke, som jeg kyssede, at jeg havde haft det sådan. Egentlig var jeg stadig sikker på, at det ikke var derfor... men det måtte det vel næsten være. Kunne det virkelig passe, at man kunne opleve så stærk og kraftig en følelse med en, som man slet ikke kendte? Havde han også følt den, eller var det bare mig?

    Jeg sukkede, da køen i kantinen allerede var blevet op til flere minutter lang, og jeg ønskede, at jeg havde haft en madpakke eller noget med i dag. I stedet blev jeg nødt til at stille mig bagerst i køen blandt et utal af snakkende mennesker, hvis jeg skulle gøre mig nogle håb om at få frokost. Egentlig var jeg slet ikke særlig sulten, men jeg blev alligevel stående.

    Kunne det virkelig passe, at det ikke havde været Luke?

    Spørgsmålet dukkede op i mine tanker få sekunder efter, at jeg havde sluppet det. Selvom jeg ikke havde lyst til at tro det, blev jeg nødt til at se kendsgerningerne i øjnene. Selvom jeg så inderligt håbede og ønskede, at det havde været Luke, så havde det ikke været ham. Det havde været en fyr, som jeg ikke engang vidste, hvad hed. Og på trods af det ikke havde været Luke, men en komplet fremmede var det som om, at jeg stadigvæk ikke formåede at kunne glemme det. Kysset.

    Hvad havde fået det til at være så eminent? Hvad var det med den her fyr, som havde fået hele min krop til at føle, at den var sat til ild? Hvordan havde jeg været så draget til en, som jeg aldrig havde mødt? Hvordan kunne sådan noget overhovedet ske?

    "Hej."

    Jeg kunne bogstaveligt talt mærke, hvordan mit hjerte skippede et slag, og jeg så hurtigt til min side, hvor jeg havde hørt stemmen komme fra. Og så var det som om, at mit hjerte ikke bare sprang et slag over, men stod stille i flere sekunder.

    Jeg kunne med det samme genkende hans brungrønne øjne, og selvom han ikke så ligeså perpleks ud denne gang, var jeg på intet tidspunkt i tvivl, om hvem det var. Det var ham. Fyren. Og jeg fandt mig selv mundlam for en af de eneste gange i mit liv. Jeg kunne ikke støvsuge min hjerne efter et eneste ord, og derfor endte jeg bare med at stirre forskrækket på ham.

    Han trak vejret indad, før han talte igen. "Mit navn er Ashton," præsenterede han sig, før han rakte hånden frem mod mig.

    Ashton. Navnet fik en underlig fornemmelse til at løbe igennem mig, og jeg var sikker på, at det var reaktionen af at kende navnet på den fyr, som jeg rent faktisk havde stået i mørket sammen med. Det var af rent instinkt, at jeg lod mine øjne studere enhver detalje i hans ansigt, og jeg vidste, at det tog alt for lang tid for mig at svare ham. Det var bare som om, at jeg var i en form for paralyseret tilstand. Det faktum, at han stod her foran mig, var kun med til at bekræfte for mig, at det helt absolut ikke havde været Luke, som jeg havde kysset. Det havde været Ashton. Ashton, som jeg kun lige havde mødt rigtigt nu.

    Endelig kom jeg bare lidt til mig selv. "Clover," svarede jeg, før jeg løftede min hånd for at tage hans.

    Hans hud føltes varm mod min, og jeg havde det som om, at jeg blev kastet tilbage til sekundet, hvor hans læber lå mod mine, og hvor mit inderste ønske havde været at mærke ham mere. Nu slap jeg ham kort efter at have trykket hans hånd.

    Ashton rømmede sig en enkelt gang og holdt blikket rettet på mig. "Jeg tror ikke, at vi har haft muligheden for at mødes ordentligt." Jeg bemærkede med det samme hans accent efter at have hørt ham sige mere end tre ord, men jeg var ikke i stand til at lokalisere, hvor den helt præcis kom fra. "Og jeg nåede heller aldrig at aflevere det her tilbage til dig."

    Mine øjne landede automatisk på hans venstre hånd, da han pludselig løftede den for at holde mit armbånd frem mod mig. Igen kunne jeg mærke en fremmed følelse sprede sig indeni mig, og jeg sank en enkelt gang, før jeg så ham tilbage i øjnene.

    "Tak," sagde jeg, før jeg forsigtigt rakte ud for at tage det ud af hans hånd.

    Det føltes som en slags forløsning, da jeg endelig stod med armbåndet i hænderne. Selvom jeg havde været distraheret af alt det, der var foregået omkring mig, havde jeg virkelig savnet det armbånd, og jeg var glad for at have det tilbage i god behold. Dog kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan Ashton havde haft det med sig de sidste par dage.

    Køen rykkede frem, som flere mennesker fik deres mad, og jeg rykkede derved et skridt med frem. Jeg kunne mærke, hvordan Ashton fulgte mig ved siden af mig, og da jeg vendte blikket mod ham igen, lagde han op til at sige noget mere.

    "Jeg nåede i det hele taget ikke rigtig at snakke med dig i lørdags, før du var væk igen," sagde han langsomt.

    Hans konstatering fik mig et eller andet sted til at få det dårligt, og jeg priste mig lykkelig for nogenlunde at have genvundet min taleevne. "Ja, det må du undskylde." Mit blik flakkede væk fra ham. "Jeg blev bare en smule... overrasket."

    Jeg havde ikke lyst til at fortælle ham sandheden. Jeg kunne ikke få mig selv til det. Selvom jeg ikke kendte ham, havde jeg ikke lyst til at fortælle, hvordan jeg egentlig hele tiden havde troet, at han var en helt anden, som det faktisk havde været meningen, at jeg ville kysse den aften. Det var jo ikke, fordi han ikke var attraktiv. Han var faktisk ret betagende med sine smilehuller og sit karakteristiske smil. Desuden virkede han umiddelbart som en rigtig rar person; han var bare ikke Luke.

    "Det ved jeg; det gjorde jeg også selv." Han stod så tæt på mig i køen, at jeg kunne mærke varmen fra ham, men jeg kunne ikke få mig selv til at se op på ham. "Men jeg vil gerne lære dig at kende, Clover. Efter den fest har jeg -"

    "Det må du for resten undskylde; jeg var meget fuld, og jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg havde gang i, da det skete." Jeg vidste, at han havde været ved at bringe kysset op, og af en eller anden grund følte jeg mig nødsaget til at undskylde for det.

    Dog var han hurtig til at afværge mig. "Du skal ikke undskylde;" svarede han hurtigt, før hans stemme sænkede sig en anelse. "vi ved begge to, at det kys var ud over det ordinære. Jeg ved ikke hvorfor, men det var meningen, at det skulle ske."

    Noget over hans ord fik mig til at dreje hovedet for at se på ham. Idet mine øjne landede på hans, var det som om, at der opstod en form for kontakt mellem os. Noget underforstået, som jeg ikke ville kunne formulere, hvis man bad mig om det. Det var noget, som jeg aldrig havde prøvet med nogle andre før, og jeg blev nødt til at koncentrere mig om at trække vejret. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg havde det sådan med Ashton, men det, at han lige havde fortalt mig, at han havde haft det på samme måde, fik hårene til at rejse sig på mine arme. Det, der skete mellem os, var ud over min forståelse, og jeg så væk.

    "Jeg -" Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. "Jeg ved det, men -"

    Køen rykkede igen, og vi fulgte begge med, da han afbrød mig. "Jeg kan ikke fortælle dig, hvad det var... men noget var det i hvert fald." Mit hjerte slog hårdere i brystet på mig. "Og jeg beder dig ikke om andet end at kende dig."

    Jeg vidste ikke, hvor konflikten indeni mig kom fra. Måske var det tanken, om jeg i så lang tid havde set mig selv sammen med Luke, der fik mig til at tage afstand fra Ashton. Det var jo ikke engang, fordi det var noget stort og romantisk, som han tilbød mig. Det var jo blot et venskab -- og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke også var nysgerrig efter at finde ud af, hvem han var. Jeg vidste, at jeg hørte sammen med Luke, men hvordan forhindrede det mig i at komme til at kende Ashton?

    Jeg skulle netop til at åbne munden for at sige noget, da en tanke pludselig strejfede mig. Da jeg havde set Ashton på Murio's i lørdags havde han stået sammen med Lukes venner -- og Luke. Et eller andet sted indeni mig var det som om, at en idé spirrede. Hvis Ashton var venner med Luke, og jeg begyndte at snakke med ham nu, var der måske en chance for, at jeg kunne komme tættere på Luke. Selvom det ville betyde, at jeg brugte Ashton for at komme i kontakt med en anden, så var det ikke, fordi det kun var derfor, at jeg tilbragte tid på ham. Jeg ville helt reelt gerne se, hvilken fyr han var, og hvis det betød, at jeg muligvis samtidig kunne komme til at falde i snak med Luke, kunne jeg ikke rigtig se ulempen ved det.

    Endelig var det som om, at jeg kunne se op på ham, og jeg smilede kort. "Har du sin mobil på dig?" spurgte jeg.

    Ashton så i et kort øjeblik forvirret ud, men rettede sig så op for at stikke hånden ned i lommen på de sorte jeans, som han havde på. Jeg bemærkede, hvordan der var revet hul i dem ved det ene knæ, men skyndte mig hurtigt at koncentere mig om den telefon, som han nu rakte frem mod mig. Jeg tog imod den for at trykke cifrene til mit telefonnummer ind på den.

    Jeg så op, da jeg var færdig. "Nu har du mit nummer," konstaterede jeg, før jeg holdt mobilen frem mod ham igen.

    Han nikkede lidt af mine ord, mens han igen tog sin mobil. Jeg holdt blikket på ham, da han løftede hånden for i en hurtig bevægelse at trække noget af hans hår tilbage, der var faldet ned i hans ansigt. Hans øjne mødte mine, da han lod hånden falde igen, og jeg bed ufrivilligt mine tænder en smule sammen. Indtil videre havde december måned været noget af en omvæltning, og for syv dage siden havde jeg ærlig talt ikke troet, at jeg ville stå i den situation, som jeg stod i nu. På den anden side var det selvfølgelig også svært at forudse, at man til en fest ville kysse en fyr, som man troede var sit to års lange crush, men så til sidst endte med at vise sig at være en, som jeg slet ikke kendte, som jeg så nu lige havde givet mit telefonnummer til.

    Ashton fugtede sin læber, og mine øjnene fulgte dem automatisk. For bare fire dage siden havde de læber ligget mod mine, og jeg havde oplevet det kys, som fuldstændig havde slået benene væk under mig. Det var stadig svært for mig at begribe, og når jeg stod her sammen med ham, føltes det næsten som om, at det kun havde været en drøm. Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen, hvordan jeg slet ikke havde kendt til hans eksistens før fra et par dage siden, og alligevel var der ikke nogen tvivl om, at vi begge havde mærket noget magisk ske i det rum. Hvordan var det overhovedet gået til?

    Først da han rømmede sig, hørte jeg, hvad han sagde. "Så vil jeg skrive til dig," lovede han, og jeg nikkede.

    "Okay," svarede jeg uden rigtig at være i stand til at sige andet.

    Det var som om, at jeg igen var forsvundet hen i mine egne tanker, og jeg havde mistet min ellers meget fremtrædende talegave. Derfor smilede jeg også bare og løftede hånden som afsked, da han med et lavmælt farvel trådte et baglæns skridt ud af køen. Jeg slap ham først med blikket, da han havde vendt rundt og var forsvundet ud blandt menneskemængden, og jeg tog mig selv i at puste ud, da jeg igen vendte opmærksomheden mod køen foran mig. Heldigvis stod der nu kun en enkelt person før mig, og jeg fik derfor hurtigt fat på den sandwich, som jeg ville købe, før jeg forlod køen og gik ned mod de mange borde.

    Det var egentlig et held, at jeg fik øje på Parker og Molly, da jeg ellers havde gået mere eller mindre distræt i mine egne tanker. Dog lod det til, at de havde holdt øje med mig noget tid, da Parker talte, før jeg overhovedet havde nået at sætte mig.

    "Var det ikke ham der fra Murio's, som du lige stod og talte med?" gispede hun nærmest.

    Jeg nikkede og så skiftevis på Molly og hende, før jeg svarede. "Ashton. Han hedder Ashton."

    "Og -" Molly stoppede sig selv midt i sin sætning, selvom jeg allerede godt vidste, hvad hun ville sige.

    Derfor nikkede jeg også bare langsomt igen og sank en enkelt gang. "Og det var ham, som jeg kyssede til den fest." Jeg holdt blikket på hende i nogle sekunder, før jeg fortsatte med at sige det, som jeg endnu ikke havde sagt højt. "Ikke Luke."

    Selvom jeg godt havde fortalt dem begge helt præcis, hvad der var sket, da jeg havde mødt ham første gang på Murio's, og de sikkert også havde haft deres egne overvejelser, så de begge oprigtigt chokerede ud, da de så på mig. Jeg vidste ikke længere, om jeg var selv var chokeret over det faktum, at det ikke havde været Luke, eller over, at jeg lige havde mødt ham, som det rent faktisk havde været. Derfor forholdt jeg mig også blot tavs, indtil Parker brød stilheden.

    "Hvad så nu?" spurgte hun, som om jeg allerede havde en plan -- hvilket jeg jo også havde.

    Jeg smilede bare lidt og trak på skulderen. "Nu har jeg givet ham mit telefonnummer," svarede jeg henkastet og begyndte at åbne min sandwich op fra filmen, som den var pakket ind i, selvom de begge stirrede på mig søgende efter svar.

❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄

Så fik Clover og Ashton endelig ført deres allerførste samtale, og som det ser ud, bliver det højst sandsynligt ikke den sidste. Kan I lide, hvordan kemien og rytmen er i mellem dem? Og hvad synes I om dem to sammen?

Jeg er selv så vild med dem, og jeg shipper #Ashver helt vildt. Okay, det er måske et lidt kikset navn, men det var det første, der faldt mig ind. I er velkomne til at finde på noget, der er bedre, hvis I har lyst. Jeg vil (som jeg har sagt så mange gange) virkelig genre høre fra jer. Det er virkelig kommentarerne og feedbacken, der gør, at man har lyst til at fortsætte med en historie, og derfor kan det også virke lidt demotiverende, hvis der slet ikke er nogen, der har lyst til at skrive noget. Jeg elsker at få bare en lille smule respons på det, som jeg har siddet og arbejdet på!

På forhånd tak og god læselyst!

Rigtig glædelig jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...