Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27080Visninger
AA

5. Nattens uforudsigelighed

 

4
flakes of fortune

Ashtons synsvinkel

Jorden drejede sig under mig med 180 kilometer i timen, og jeg kunne for hvert sekund, som der gik, mærke, hvordan kvalmen arbejdede sig længere og længere op. Der var ikke andet end komplet mørke omkring mig, selvom jeg havde det som om, at jeg oplevede alting på en gang. Musik, snakken, mennesker. Det hele flød sammen i en masse af støj, og det var umuligt for mig at skelne det ene fra det andet. Det var i hvert fald lige indtil, at jeg pludselig mærkede hendes læber ramme mine.

    Med et spjæt slog jeg øjnene op, idet min alarm satte af. Panisk famlede jeg efter min telefon, som med dens invasive ringen fik det til at dunke hårdere for mine tindinger, end det allerede gjorde. Det tog mig betydeligt længere tid at få den slukket, end det normalt plejede at gøre, og jeg havde det som om, at jeg stadigvæk kunne høre den, efter den var stoppet.

   Utilfreds stønnede jeg og tog hænderne op for at gnide mig i øjnene, som på ingen måde havde fået nok søvn. Min krop var i det hele taget ikke klar til andet end bare at ligge her i min seng. Selvom mine drømmende tanker havde været forvirrende og usammenhængende, så føltes det alligevel voldsomt at blive revet ud af dem på den måde. Derfor tog det mig også nogle minutter at sunde mig, før jeg fjernede hænderne fra mine øjne og i stedet åbnede dem op for virkeligheden omkring mig.

    Kvalmen sad stadigvæk helt oppe i halsen på mig, da jeg i langsomme bevægelser arbejdede mig op og sidde. På mit lille ur, der hang på væggen overfor mig, kunne jeg også hurtigt konkludere, at jeg kun havde fået fem timers søvn. Som mit blik bevægede sig videre, gik det også op for mig, at jeg åbenbart havde haft så travlt med at komme i seng i nat, at jeg kun havde nået at tage min jakke og bluse af og derved sad med mine sorte jeans på og bar overkrop -- derudover sad jeg også ovenpå min dyne i stedet for at ligge nedenunder den. Det her kunne meget simpelt ikke ende med at blive andet end en meget lang dag.

    Jeg kunne kun huske i små bidder, hvordan jeg var kommet hjem, og selvom jeg burde se at komme op for ikke at komme for sent i skole, så blev jeg siddende i min seng i et forsøg på at genskabe min ikke-eksisterende hukommelse.

    Det havde været noget af en fest; så meget kunne jeg i hvert fald huske. Det var længe siden, at jeg havde været så fuld, og det var længe siden, at jeg havde haft det så sjovt. Michael var allerede klokken halv et blevet så beruset, at han var nået til et punkt, hvor man skulle være Michael selv for at forstå, hvad han sagde. Selvom jeg også havde været fuld på det tidspunkt, så skulle man virkelig gøre en indsats for at følge med ham -- og den indsats havde jeg så også gjort. Jeg havde ikke tal på, hvor mange shots jeg havde hældt ned, og hvor mange gange jeg var blevet rakt endnu en ny øl, som jeg havde bundet.

    Hvilket så var det, som jeg mærkede konsekvenserne nu.

    Alligevel var det som om, at jeg fandt kræfterne til at tilsidesætte smerterne fra min forgiftede krop, som mine erindringer begyndte at vende tilbage. Det var som om, at jeg pludselig glemte alt andet, idet jeg var i stand til at stykke de manglende dele af natten sammen. Det var som om, at det øjeblik, hvor jeg huskede på hende, kunne jeg hverken mærke kvalmen eller min dundrende hovedpine. Det eneste, som jeg kunne mærke, var den ubeskrivelige følelse, der havde summet i ethvert atom af mig, da jeg i mørket havde følt hendes nærvær og berøringer. Og jeg havde absolut ingen idé om, hvem hun var.

    Jeg havde til at starte med kun bevæget mig ud i det rum, fordi jeg troede, at badeværelset havde ligget derude. Da jeg efter at have brugt nogle sekunder på at finde rundt i mørket havde opdaget, at jeg havde taget fejl, var jeg gået tilbage mod døren, da hun pludselig havde stødt ind i mig. Jeg havde grebet fat i, hvad der viste sig at være, hendes arm, og hvad der videre skete derfra, havde jeg faktisk ikke det helt store overblik over. Det hele var lige pludselig gået så stærkt.

    Hvordan noget så impulsivt og uforudsigeligt havde kunnet føles så underligt rigtigt, forstod jeg ikke. Jeg havde ingen idé om, hvad hendes navn var, eller hvordan hun så ud, men i de få sekunder, som vi havde stået i det rum sammen, havde det også været fuldkommen og aldeles ligegyldigt. Alt andet end det kys, som vi havde delt, havde været komplet overflødigt.

    Jeg havde ærlig talt aldrig prøvet noget lignende. Hvordan man kunne opleve noget så ægte med en fuldstændig fremmed, var svært for mig overhovedet at prøve at forstå. Normalt ville jeg heller aldrig have gjort noget, der bare mindede om, hvad der var sket i går. Jeg vidste ikke, hvad der havde drevet mig ud i det, og selvom jeg aldrig havde haft den største tiltro til skæbnen, så kunne jeg ikke finde nogen anden forklaring end det. Tanken om det overskyggede alt andet, og i det kaos, som mine tanker var lige nu, var jeg kun sikker på én eneste ting; jeg blev nødt til at finde ud af, hvem hun var.

    Og lige nu havde jeg faktisk kun én ledetråd.

    I takt med jeg kom i tanke om det, stak jeg hånden ned i bukselommen på de jeans, som jeg stadig sad med på. Jeg nåede kun at frygte, at jeg havde tabt det, da jeg endelig fik fat på den lille kæde, som jeg søgte, og kunne fiske det op af lommen. Først nu bemærkede jeg, at armbåndet var af guld, og jeg holdt det udstrakt mellem mine fingre for at studere det nærmere.

    Efter de få sekunder, som kysset havde varet, havde hun pludselig trådt et skridt væk fra mig. Jeg havde ikke nået at sige noget, før hun pludselig var vendt om og forsvundet ud af døren, som ledte ud til festen. Set i bakspejlet ville jeg have ønsket, at jeg havde skyndt mig efter hende, så jeg havde kunnet se, hvem det var, men på det tidspunkt havde jeg kun været i stand til at stå stille og prøve at fordøje, hvad der lige var hændt. Da jeg endelig var kommet til mig selv, var jeg også trådt frem for at åbne døren, og i det lys, der kom fra stuen, havde jeg fået øje på det lille armbånd, som lå på jorden.

    Der var selvfølgelig en chance for, at armbåndet slet ikke tilhørte hende, men jeg havde alligevel samlet det op. Nu var det mit eneste håb for at finde ud af, hvem den mystiske pige var; hvordan jeg så ville gøre det, måtte jeg finde ud af.

    Idet jeg flyttede blikket fra armbåndet og i stedet så op mit ur på væggen igen, var det som om, at kvalmen og realiteten, af jeg skulle være i skole om mindre end femten minutter, kom væltende tilbage. Jeg havde i et øjeblik følt mig så vågen og i live, men nu var det som om, at mine øjenlåg begyndte at blive tunge igen, og jeg vidste, at jeg blev nødt til at komme i gang, hvis ikke jeg skulle falde i søvn. Derfor stoppede jeg armbåndet tilbage ned i mine jeans, før jeg rejste mig op.

    Jeg endte med at beholde gårsdagens jeans og tage en ren bluse på og noget deodorant, før jeg satte ud mod badeværelset for at børste tænder. Jeg kunne ikke tvinge noget mad i mig lige nu, da jeg var næsten 100 % sikker på, at det ville ende med, at jeg brækkede mig ud over køkkengulvet; hvilket jeg sådan set hellere undlod. I stedet smed jeg noget med ned i min rygsæk.

    Derfor tog det mig ikke lang tid, før jeg var på vej ud af døren for at cykle i skole. Selvom kulden kun syntes at blive mere bitter og ulidelig for hver dag, der gik, så var det som om, at den samtidig i dag var med til at give mig en (meget nødvendig) opvågning. Den klarede mit hoved bare en smule, og som jeg trådte i pedalerne, var den også med til at få min beslutsomhed til at vokse. Den var med til at bekræfte, hvad jeg allerede var sikker på. Og det var, at på den ene eller anden måde blev jeg nødt til at lære den pige, som havde givet mig den her magiske, underlige, fantastiske følelse, at kende.

Dagen havde været dobbelt så slem, som jeg havde frygtet den til at være i morges. Under de første to timer havde jeg konstant siddet med kampen om ikke at falde i søvn hen over mit bord, mens jeg samtidig også prøvede at undgå at kaste op. Jeg burde nok bare være taget hjem igen, for jeg var alligevel ikke særlig meget værd her, men jeg var alligevel blevet.

    I det første frikvarter var jeg så gået ud på toilettet og havde endt med at brække mig ned i kummen; hvilket faktisk havde fået mig til at få det overraskende bedre. Heldigvis havde jeg haft noget mundskyl liggende i mit skab, og jeg havde for en gang skyld prist mig lykkelig over, at jeg altid efterlod de underligste ting i det skab. Dog var det hurtigt gået op for mig, da jeg var taget til næste time, at selvom jeg havde kastet op, var jeg stadig ikke kureret for min træthed eller min hovedpine.

    Den eneste grund, til jeg nu var på vej til endnu en time, var, at det var den sidste på dagen, og jeg ligeså godt kunne tage den med, når jeg havde kunnet overleve indtil nu. Desuden var det også engelsk, hvor vi havde hr. Fenderson, som ikke kunne være mere ligeglad, om man lavede alt andet end engelsk i hans timer. Han snakkede alligevel kun med de tre elever, som hele tiden rakte hånden op, og så kunne resten af klassen sidde og sove for hans skyld; hvilket i dag var meget fordelagtigt for mig.

    Støjen i klasselokalet var mere end mit stakkels hoved kunne klare, og jeg fik en trang til bare at stoppe op i døren og læne mig op ad dørkarmen. I stedet tvang jeg mine fødder fremad, hvor jeg automatisk søgte mod de bagerste pladser i lokalet.

    Det var først, da jeg hørte hans stemme, at jeg fik øje på Luke. "Hey, Ash," hilste han og løftede sin ene hånd.

    "Hey," svarede jeg hæst, og jeg rømmede mig kort, før jeg tog plads på stolen ved siden af ham.

    Jeg havde altid haft engelsk med Luke, men det var faktisk sjældent, at jeg sad sammen med ham. Der plejede som altid at sidde nogle andre sammen med ham, men efter festen i går så det ikke ud til, at der var så mange, der var mødt op i dag. Rent faktisk undrede jeg mig også lidt over, hvorfor Luke var her; jeg troede sådan set, at jeg var den eneste, der ville være kommet.

    "Du ser slidt ud." Hans konstatering var fulgt af et grin, og jeg kunne ikke andet end at tage mig til hovedet.

    Selv så han faktisk ikke ud som om, at han var særligt mærket efter natten. Han var en smule rød omkring øjnene, men ellers så han ud til at være i højt humør og på ingen måde ligeså udmattet, som jeg selv var. Dog, da mine øjne så videre hen på den anden side af ham, og jeg fik øje på Calum, som sad lænet op af sin skoletaske med et par solbriller på, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ikke var den eneste, der havde det lidt stramt. Jeg så tilbage på Luke, før jeg fugtede mine læber, som føltes tørre.

    "Hvad laver han?" spurgte jeg, da han ikke så ud til at rykke det mindste på sig, selvom timen var ved at starte.

    Luke så sig over skulderen og smilede lidt. "Sover, tror jeg," svarede han uanfægtet og så tilbage på mig.

    Jeg smilede lidt. Med hans tunge vejrtrækning og let åbne mund var jeg sikker på, at Luke havde ret. Jeg havde kun snakket med Calum et par gange før, men jeg havde oplevet ham som værende venlig og imødekommende. Michael havde fortalt mig, at Calum og Luke havde været bedste venner siden folkeskolen, selvom Calum ikke havde gået i samme klasse som dem.

    "Det kunne jeg sgu også. Jeg har seriøst så mange tømmermænd," tilstod jeg. "men det var virkelig en fed fest."

    Han nikkede kort og smilede, mens han lænede sig tilbage i sædet. "Ja, det synes jeg også." Selvom han snakkede om sin egen fest, var det ikke, fordi det lød som om, at han pralede. "Nu er der bare vildt meget oprydning og rengøring."

    Jeg løftede øjenbrynene og kunne ikke lade være med at glæde mig over, at det ikke var mig, der skulle hjem og rydde op. Det eneste, som jeg skulle, når jeg kom hjem, var at smide mig i min seng og sove til minimum næste morgen. Heldigvis var det lørdag i morgen, og jeg havde ikke de helt store planer for weekenden, så jeg havde tid til at komme mig ovenpå al den alkohol, som jeg havde indtaget i går -- og måske også på alt det, der var sket i går. Selvom mine tømmermænd spillede en stor rolle i, hvordan jeg havde det i dag, så var det som om, at hun havde efterladt noget indeni mig, som fik mig til at have det anderledes, end jeg plejede. Det var en følelse af noget, som jeg ikke rigtig syntes at kunne ryste af mig.

    "Luke." Min mund begyndte at tale, før min hjerne nåede at være med, og jeg rakte instinktivt ned i min bukselomme, hvor jeg vidste, at jeg havde gemt det lille guld armbånd. "Kender du tilfældigvis den, som ejer det her armbånd?"

    Selvom mit emneskift havde været ret abrupt, så Luke bare ned på det armbånd, som jeg nu havde i hånden, før han tog det fra mig. I nogle lange sekunder drejede han det i hænderne. Jeg var nu ret sikker på, at Luke langt fra kendte alle til festen i går godt nok til at vide, om de ejede et sådan armbånd, men jeg håbede alligevel, at der måske ville ringe en klokke, når han så det.

    Han spidsede læberne en enkelt gang, før han rystede på hovedet og så på mig. "Beklager." Med et skuldertræk rakte han mig armbåndet tilbage, og hans ansigt ændrede sig til et smil. "Leder du efter din Askepot eller hvad?" grinede han roligt.

    Ironien i hans kommentar fik mig til at udstøde en lyd, der nok bedst kunne sammenlignes med et grin. På mange måder var det faktisk lige præcis det, som jeg gjorde -- også selvom jeg på ingen måde kunne vide, om det ville være det samme, som det havde været den nat, når jeg fandt hende. Hvem ved, om jeg bare havde taget fuldstændig fejl af hele situationen, og alt ville være anderledes, hvis jeg så hende nu. Der var bare noget, der fortalte mig, at jeg umuligt kunne være forkert med det her.

    "Det kan man godt sige." Mit svar kom et stykke tid, efter han havde spurgt, og jeg lagde mine arme mod bordet for at læne mig fremad på det, mens jeg så på ham. "Der var bare den her pige, som jeg ikke ved, hvem er. Og vi kyssede."

    Egentlig var jeg ikke helt sikker på, hvorfor jeg valgte at fortælle Luke det, men da han løftede øjenbrynene i en overrasket grimasse, vidste jeg, at det var for sent at trække tilbage igen nu. "Du kyssede en pige, som du ikke aner, hvem er?"

    Jeg skulle netop til at åbne munden for halvt at forsvare mig selv og halvt indrømme, at det var præcis, hvad der var sket, da hr. Fendersons stemme pludselig hævede sig. "Jeg ved godt, at det er fredag og sådan, men kan I ikke prøve at høre efter?"

    På et eller andet tidspunkt måtte timen være gået i gang, og jeg havde ærlig talt slet ikke bemærket det. Lydniveauet i klassen sænkede sig, efter han havde afsluttet hans ord, og folk begyndte langsomt at lade være med at tale, som om der ikke foregik undervisning. Hr. Fenderson fortsatte med at snakke, om hvad end han forsøgte at lære os, og selvom der ikke gik mere end tre minutter, før støjen i klassen kom tilbage, sagde han ikke noget til det. Selv påskønnede jeg hans afbrydelse, for det betød, at samtalen mellem Luke og jeg døde ud, og vi derfor ikke længere snakkede om gårsdagens hændelser, da han i stedet var begyndt at tage noter. Hvad, der var knapt så godt ved, at min samtale med Luke var overstået, var, at han havde været en blindgyde i forhold til at finde ud af, hvem hun var, og nu vidste jeg ikke rigtig, hvad det næste skridt i min søgen var.

❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄

Andet kapitel fra Ashtons synsvinkel og fjerde kapitel i historien som helhed. Det viser sig altså, at det slet ikke var Luke, som Clover kyssede, men i stedet Ashton -- og det viser sig også, at han havde syntes, at det var mindst et lige så fantastisk kys som hende, selvom han ikke aner, hvem hun er. Havde I allerede set den komme?

Jeg vil så meget gerne høre fra jer nede i kommentarerne, også selvom I måske ikke har så meget at skrive; bare så jeg ved, at I er der, og hvad jeres tanker er. Selvom det her som sagt er nogle kapitler, der er skrevet for noget tid siden, så er det første gang, at jeg deler dem, og derfor er jeg så spændt på at høre, hvad I synes. Så hvad synes I?

Kan I lide Clover? Ashton? Michael? Parker? Molly? Luke?

Jeg har haft en lidt smånederen dag, som startede med, at jeg ikke fik Adele-billetter og endte med, at jeg flækkede skærmen på min computer, så det ville simpelthen gøre mig så glad, hvis der var nogle, der gad at smide en kommentar til mig. Jeg holder selv så meget af den her historie, og jeg håber virkelig, at I også kan lide den!

I morgen er det weekend både i virkeligheden og i historien, og selvom jeg skal arbejde hele weekenden, så håber jeg, at I nyder jeres fridage. For mig er der ikke noget bedre end søndage med familien i juletiden!

Rigtig glædelig jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...