Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27052Visninger
AA

14. Levende lys og stjerner

 

13
flakes of fortune

Clovers synsvinkel

Calebs fodspor efterladte dybe huller i sneen, hvor han havde gået, og mine egne fødder fyldte dem kun lidt over halvt op, når jeg prøvede at sætte mine egne sko ned i dem. Man kunne stadig ane tatoveringerne op langs hans hals og hænder, selvom han ligesom jeg selv og resten af min familie var pakket godt ind i overtøj, så vi ikke ville komme til at fryse hen ad aften. Selvom klokken ikke var mere end 17:00, var det allerede mørkt udenfor. Sneen var for en stund stoppet med at falde fra himmelen, men det gjorde det ikke mindre koldt, og jeg stak mine hænder ned i mine jakkelommer, selvom jeg allerede havde vanter på.

    På trods af min mors påmindelse tidligere på ugen, havde jeg igen glemt, da jeg vågnede i morges, at det var i dag, at byens årlige Luciaoptog blev afholdt, og jeg havde lovet at være der, når Claire skulle gå. Dog gjorde det mig ikke noget. Jeg havde alligevel, siden jeg var kommet hjem lørdag nat, næsten ikke forladt mit værelse på noget som helst tidspunkt.

    Jeg havde i det hele taget følt mig lidt ude af balance med resten af omverden, efter jeg havde været på den tur på Ashton. På ingen måde havde jeg troet, at han ville kunne få mig til at grine på den måde, som han gjorde, og få mig til at føle, at det eneste sted, som jeg burde være i det sekund, var i den bil sammen med ham. Timerne var som fløjet af sted i hans selskab. Jeg havde aldrig før mødt en, som jeg følte, at jeg kendte så godt og som kendte mig så godt, så kort tid efter jeg havde mødt dem. Der var bare et eller andet specielt over Ashton, der gjorde, at det ikke kunne føles andet end rigtigt sammen med ham.

    Og det var også lige præcis de samme grunde, der fik en uvelkommen følelse indeni mig til at vokse.

    Op til flere gange under opholdet i bilen havde det været, som om noget havde trængt sig på indeni mig. Noget, der gav mig lysten til at stirre ind i hans øjne og mærke hans hud tæt mod min. Noget, der fik mig til at glemme alt andet end det, at han befandt sig lige foran mig. Noget, der stred fuldkommen imod det, som jeg oprindeligt var blevet venner med Ashton for. 

    Jeg havde ikke tænkt på Luke en eneste gang, mens jeg havde siddet der sammen med Ashton. Han havde slet ikke krydset mine tanker på noget tidspunkt, og det bekymrede mig et eller andet sted. Jeg gjorde jo kun alt det her for Luke, ikke? Det var, fordi Ashton var min vej til Luke, at jeg snakkede med ham, ikke? Det var Luke, som jeg ville have, ikke?

    "Clover?" Irritationen i min storebrors stemme fortalte mig, at det ikke var første gang, at han sagde mit navn.

    Hurtigt rettede jeg mine øjne mod ham. "Hvad?" svarede jeg lige så irriteret tilbage.

    Jeg havde ikke engang selv bemærket, hvordan vi var stoppet op, og min mor og Claire var forsvundet, så jeg kun stod her sammen med Caleb og min far. Der var allerede en masse mennesker linet op, og jeg gættede på, at min mor var i færd med at følge Claire hen til de andre børn, der også skulle være en del af optoget. Lyden af menneskesnak summede på en behagelig måde i luften, og jeg flyttede kortvarigt blikket rundt for at få et bedre overblik over, hvor mange der var.

    "Vil du have noget at drikke?" spurgte min far mig, og det gik op for mig, at det faktisk var ham, der havde prøvet at komme i kontakt med mig, og Caleb kun var trådt ind, fordi det ikke havde lykkedes min far at komme igennem til mig.

    Jeg rystede på hovedet. "Nej, tak," svarede jeg og smilede kort.

    Han nikkede af mit svar, før han efterlod Caleb og jeg alene for at gå hen til en af de boder, der stod rundt omkring, hvor man kunne købe både drikkevarer og mad, hvis man havde lyst. Jeg vidste, at Caleb plejede at arbejde på den her tid af dagen, men han måtte have taget fri for at komme herhen og se Claire gå. Han trak ned i den kasket, som han havde siddende omvendt på hovedet, og jeg fjernede blikket fra ham, i takt med mine tanker forsvandt et andet sted hen igen.

    Hele min mission med Ashton var at lære Luke at kende. Det havde jeg sagt til mig selv fra starten af, og det var også det, som jeg ønskede at holde fast i. Dog kunne jeg ikke benægte, hvordan det, som jeg før bare havde defineret som kemi mellem Ash og jeg, havde føltes så meget stærkere i går, end hvad jeg huskede. Flere gange havde jeg forsøgt at afbryde og distrahere fra øjeblikke, som jeg egentlig mest af alt havde lyst til blive i meget længere. Hver gang havde de dog fundet deres vej tilbage, og jeg var ikke sikker på, om jeg i sidste ende havde lyst til at prøve at standse dem længere. Der var den her del af mig, der bare havde lyst til at overgive sig, til hvad end det skulle vise sig at være, at det her med Ashton var -- men lige så snart det skete, var der en anden del af mig, der mindede mig om Luke. Ham, som jeg havde været så vild med så ufatteligt længe.

    Hvad var det med Ashton, der syntes fuldstændig at få mig til at glemme det?

    "Hej." Jeg overvejede, om jeg hørte syner, men da jeg i et ryk flyttede hovedet, var det virkelig ham, der stod foran mig.

    Ashton. Som havde han hørt mine tanker, stod han pludselig lidt over en meter fra mig med et forsigtigt smil. I et øjeblik følte jeg mig helt lam, og alt, som jeg kunne gøre, var at prøve at tage hans tilstedeværelse ind, mens jeg lod øjnene glide over ham. Perpleks over, hvad han overhovedet lavede her, åbnede jeg munden for at sige noget, men min bror kom mig i forkøbet.

    Caleb trådte et lille skridt hen mod mig. "Hvem er du?" spurgte han kortfattet.

    Stadig forvirret over, hvad der foregik, så jeg tilbage mod Caleb, som havde rynket brynene en smule. Han slap ikke blikket fra Ashton, og jeg vidste udmærket godt, hvad han lavede. Den overbeskyttende storebror. Selvom Caleb var en meget afslappet fyr, når man lærte ham at kende, så elskede han at skræmme folk med hans intimiderende udseende, og han havde hurtigt set ud til at gribe chancen her. Derfor var jeg hurtig til at træde ind, før Ashton overhovedet kunne nå at svare.

    "Ashton. Det er Ashton." Jeg svarede min bror hurtigt, før jeg flyttede mine øjne mod Ash, som også så ud til at være en smule forundret over, hvad der skete, og jeg smilede forsikrende til ham. "Og det her er Caleb; min storebror."

    "Ja," var Caleb hurtig til at fortsætte, før han rettede sig lidt op. "og hvordan er det helt præcis, at du kender min søster?"

    Jeg slog øjnene op, idet jeg hørte hans ord, før jeg sendte ham et farligt blik, som han alligevel slet ikke så. Jeg var sikker på, at han kun gjorde det her for at ydmyge mig, og selvom hans ansigt lå i alvorlige folder, vidste jeg, at det kun var en del af den rolle, som han spillede. Indeni var han sikkert ved at dø af grin over, hvor flov han vidste, at jeg måtte føle mig.

    "Øh -" Ashton nåede knapt at tale, før jeg igen brød ind.

    "Du ved, Caleb; Ashton og jeg skulle faktisk lige herover og snakke i et øjeblik, og jeg kan se, at mor kommer tilbage nu, så gider du ikke lige sige til hende, at vi bare ses senere?" Jeg trådte frem og tog fat om Ashtons arm som et tegn på, at han skulle følge med mig og langt, langt væk fra Caleb, hvis svar jeg ikke ventede på, da jeg talte igen. "Okay, tak for det, ses!"

    Kun nåede jeg lige at opfange det smørrede grin, der lagde sig over Calebs ansigt, før jeg var på vej væk med Ashton. Jeg vidste ikke, hvor langt væk vi var nået fra min familie, men jeg standsede først, da jeg kiggede mig over skulderen og ikke kunne se dem længere. Endelig slap jeg mit tag om hans arm, og mine øjne mødte hans, som allerede lå på mig.

    Jeg trak vejret tungt. "Det må du virkelig undskylde," grinede jeg og kørte en hånd gennem mit hår.

    Ashton smilede. "Han virker sådan lidt -" sagde han, men pressede læberne sammen, da han ikke kunne finde det rigtige ord.

    "Som en kæmpe nar; jeg ved det godt." Jeg grinede, men rystede på hovedet. "Han prøvede bare at gøre mig ukomfortabel. Det havde slet ikke noget med dig at gøre. Normalt er han ikke sådan, men han syntes åbenbart selv, at han er ekstrem sjov."

    Han så væk fra mig for at kigge i retning af, hvor vi var kommet fra. "De tatoveringer så ikke ud til at være for sjov."

    "Seriøst," begyndte jeg grinende, mens jeg løftede øjenbrynene. "da vi var mindre, slog jeg ham altid i brydekamp, selvom han er seks år ældre end mig, og jeg er sikker på, at jeg stadig kunne gøre det i dag. Han er fuldstændig harmløs."

    Jeg bed mig i læben, da jeg kunne se et smil trække i hans mundvige, selvom han stadigvæk kiggede væk fra mig. Selvom det havde været så pludseligt, at han havde været der, var det, som om jeg allerede var faldet tilbage i den jargon, som vi også havde haft om fredagen og lørdag nat. Det var lige før, at jeg helt havde glemt, at jeg ikke anede, hvorfor han var her.

    Jeg lagde hovedet på skrå, da jeg skiftede emne. "Hvad laver du egentlig her?" spurgte jeg nysgerrigt.

    Endelig så han tilbage på mig. "Lauren, min søster, er en del af optoget. Hvad med dig? Er Claire også med?"

    Jeg nikkede som svar til hans spørgsmål. Det føltes næsten helt underligt, at jeg faktisk kunne se hver detalje af hans ansigt i gadelygternes lys, da sidste gang jeg havde set ham, havde det været umuligt at skelne det ene fra det andet. Jeg bemærkede de begyndende skægstubbe ved hans hage og kæbe, og hans læber, som han lige havde fugtet ved at lade tungen glide over dem. Noget af hans hår hang i vildfarne krøller ned over hans pande, og det var, som om blikket i hans øjne gemte på noget, når jeg fangede det. Jeg smilede uden rigtig at vide hvorfor, og jeg trak en tot af mit hår om bag øret, da vinden tog det.

    "Hvor er resten af din familie så henne?" spurgte jeg og så lidt rundt på menneskemylderet. 

    Ashton rømmede sig. "Min mor kunne ikke nå det... og Harry er hjemme hos en ven," fortalte han langsomt.

    Jeg regnede hurtigt ud, at Harry måtte være den lillebror, som han tidligere havde nævnt for mig, men det var ikke den del, der fangede min opmærksomhed. Min mor havde krydset den her dag af i kalenderen flere måneder før, og jeg vidste, at hun aldrig nogensinde ville lade sig selv gå glip af det. Nu kendte jeg ikke så meget til Ashtons familie, men jeg vidste, at hans mor havde været alene med ham og hans søskende i mange år, og jeg kunne kun forestille mig, at det medførte en masse arbejde, når man skulle forsørge tre børn. At Ashton så havde taget tid ud for at være her for sin søster, fik en varm følelse til at brede sig et sted indeni mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare og endte derfor bare med at kigge ned.

    "Men altså, du behøver jo selvfølgelig ikke at stå her sammen med mig." Hans ord lød forhastede, som om han ikke ville have mig til at tro, at jeg var forpligtet til noget. "Du kan bare gå tilbage og være sammen med din familie."

    Jeg nåede slet ikke at overveje hans ord, før jeg rystede lidt på hovedet og så tilbage op på ham. "Det er okay;" forsikrede jeg ham om, og jeg smilede lidt, da jeg fortsatte. "jeg kan alligevel ikke rigtig lide dem," sagde jeg i sjov.

    Ashton grinede, og hans øjne fangede mine. "Men du kan godt lide mig?" spurgte han.

    Ufrivilligt kunne jeg mærke et smil tvinge sig hen over mine læber, og jeg skyndte mig at se væk fra ham igen. Jeg vidste, at jeg havde sagt noget nogenlunde lignende den dag, hvor der havde været sneboldskamp henne på skolen, men denne her gang havde det en anden virkning på mig. Det var næsten, som om jeg gik en smule i panik, mens jeg samtidig havde lyst til at fnise. Det var en uvant reaktion fra min side, og jeg vidste pludselig ikke, hvordan jeg skulle reagere eller agere.

    Derfor følte jeg mig et eller andet sted velsignet, da jeg kunne høre, hvordan der med ét blev tysset blandt menneskerne omkring os, og alle vendte opmærksomheden det samme sted hen. Instinktivt drejede jeg også om på hælene, så jeg stod et lille skridt foran Ashton med ryggen til ham, så jeg kunne se i retning af, hvor der om lidt ville gå optoget af børn klædt i hvidt.

    I det fjerne kunne jeg høre lyden af den velkendte Luciasang, da den blev sunget i kor. Atmosfæren omkring os havde vendt hurtigere, end jeg havde kunne nå at registrere, og jeg havde det, som var jeg fortryllet. Der var blevet fuldkommen stille bortset fra lyden af den rolige sang og vinden, der peb. Jeg kunne mærke, hvordan det satte sig i kroppen på mig, og jeg så op mod himmelen, der så komplet sort ud. Dog var den dekoreret af et utal af små stjerner, der fik natten til at virke så gådefuld. Jeg formåede først at løsrive mit blik fra dem, da jeg fik øje på de første lys fra optoget, der foregik få metre fra mig.

    Synet af den varme, som de levende lys sendte, fik mig nærmest til at føle mig åndeløs, men det var først, da jeg mærkede en hånd lægge sig nænsomt mod min underarm, at jeg fandt mig selv holde vejret. Jeg var allerede så betaget af det her moment, og følelsen af at mærke Ashton stå lige bag ved mig fik mig til at tvivle på, om det overhovedet var virkelighed.

    Jeg fik en trang til at læne mig bagud og bare lukke øjnene. Bare mærke ham tæt ved mig og ikke sige en lyd. Bare nyde, at han var lige her sammen med mig. Luciaoptoget virkede kun som baggrundsstøj nu, og han var det eneste, som jeg kunne koncentrere mig om. Hans ånde, som jeg kunne mærke i min nakke. Hans hånd, der langsomt fandt sin vej til min.

    I en tøvende bevægelse kunne jeg mærke min krop langsomt vende sig om. Han stod tættere på mig, end jeg egentlig havde været forberedt på, og jeg stirrede ind i hans øjne, som jeg havde det, som om jeg blev væk i. Hans hånd flyttede sig fra min, og han kiggede ned på den, da han forsigtigt placerede den ved min side i stedet. Mit hjerte bankede vildt i brystet på mig, og selvom vi bare stod i stilhed, følte jeg, at vi snakkede bedre sammen, end vi nogensinde havde gjort før. Det kunne godt være, at stjernerne på nattehimlen funklede smukt, men alligevel overskyggede han alt. Ashton var det eneste, der fyldte hver eneste lille del af mig, og hvis jeg nogensinde havde troet, at der ikke var noget mellem os, så vidste jeg nu, at jeg tog fejl.

    Med et tungt suk i et forsøg på at kontrollere min vejrtrækning lukkede jeg øjnene. Det gav næsten et gib i mig, da jeg pludselig kunne mærke fornemmelsen af hans læber, der snittede mine, og jeg følte mig svimmel. Jeg kunne have svoret på, at jeg mistede balancen, men da hans læber endelig landede mod mine i et kys, vidste jeg, at det havde jeg ikke. Jeg gengældte kysset, som havde jeg ventet på det, og jeg vidste godt, at et eller andet sted dybt inde, så havde jeg også lige præcis det.

    Kysset var kort, men jeg følte mig mere end forpustet, da jeg trak mig væk for at åbne øjnene og møde hans. Der var en vildskab over hans blik, som jeg var sikker på, at man også kunne finde i mine. Og som havde det været aftalt, flyttede jeg i en hast min hånd op til hans nakke for igen at lukke mine øjne og møde hans læber i et om muligt mere hungrende kys end før. Jeg kunne mærke hans hånd stramme sit greb om mig, og jeg pressede mig instinktivt tættere ind til ham, da jeg åbnede min mund en anelse mod hans. Jeg kunne mærke Ashtons lavmælte støn mod mine læber og videre ud gennem hele min krop, før hans tunge gled hen langs min underlæbe. Alt, som jeg bestod af, var rettet mod det her moment, og jeg kunne mærke det, ligegyldigt hvor jeg fokuserede på. Det opslugte mig på en måde, der gjorde mig ør. Jeg kunne bogstaveligt talt mærke den følelse, som jeg havde længtes efter, siden jeg sidst havde mærket hans kys, strømme igennem mig. Den følelse, som kun han kunne give mig. Det kunne godt være, at det var første gang, at jeg kyssede Ashton, hvor jeg rent faktisk vidste, at det var ham, men det ændrede ikke på, at det føltes mindst lige så uforståeligt og eventyrligt som første gang -- hvis ikke endnu bedre.

❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄

Så skete det "første" kys mellem Ashton og Clover, hvor de rent faktisk vidste, hvem hinanden var. Da jeg som sagt har skrevet det her for noget tid siden, så bringer det på en måde minder op, når jeg læser det igen i dag, og det er på en måde sjovt at se tilbage på det, som man har skrevet. Jeg håber i hvert fald virkelig, at I kan lide kapitlet!

Skriv gerne en kommentar til mig! Hvad tror I, der kommer til at ske i de resterende kapitler?

Rigtig glædelig jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...