Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27119Visninger
AA

6. Jeg er nødt til at se ham

 

5
flakes of fortune

Clovers synsvinkel

Selvom vi havde forsøgt at ringe Parker op mindst syv gange, havde den hver gang gået på telefonsvarer, og jeg var snart ved at indse vores nederlag. Molly blev dog stædigt ved, da hun bandede i den anden ende af røret og igen prøvede at ringe til Parker for at tilføje hende til vores gruppesamtale. Det her var virkelig også et dårligt tidspunkt at være fraværende på.

    "Hun tager den stadigvæk ikke," konkluderede hun nu for ottende gang, før hun sukkede tungt.

    Jeg tog den blyant, som jeg sad og tyggede på, ud af munden. "Okay, så må jeg bare fortælle dig det hele nu, og så må hun få det af videre senere." Det var svært for mig at skjule glæden og spændingen i min stemme, selvom jeg gjorde et bravt forsøg.

    Sådan havde jeg faktisk mere eller mindre kæmpet med at holde på mig selv, lige siden det skete. Det, som jeg havde gået og ventet på i så ufatteligt mange dage, timer og minutter. Det, som havde været fuldstændig og akkurat det, som jeg havde forestillet mig, at det ville være. Det, som havde vendt op og ned på hele min tilværelse i sekundet, at det var sket.

    Jeg havde kysset Luke Hemmings -- og det havde været absolut magi.

    Jeg kunne høre Molly hvine i forventning i den anden ende af røret, og jeg kunne mærke, hvordan min mave vendte sig på den mest vidunderlige måde. Min verden havde i det hele taget ikke været den samme de sidste dage, og at jeg først nu fik muligheden for at dele med en anden, hvad der var sket, var nærmest absurd. Hverken Molly eller Parker havde været til at få fat på i går indtil sent om eftermiddagen. Jeg gættede på, at de begge havde sovet rusen ud, da de (ligesom jeg selv) ikke var taget i skole om fredagen. Da jeg så endelig havde fået fat på dem i går, havde jeg været på vej ud af døren med min familie for at besøge min kusine, som havde fødselsdag, og i mine forældres tilstedeværelse havde jeg ikke kunne fortælle dem om alle de ting, som jeg ville. Derfor var det først i dag, at jeg endelig havde mulighed for at give dem alle detaljerne.

    Jeg trak vejret tungt indad, før jeg begyndte. "Det startede bare med, at jeg fik øje på ham, da han var på vej ind ad en dør. Jeg vidste, at jeg blev nødt til at gøre noget der, ellers ville det bare ende sådan, som det altid plejer at ende."

    "Ja, det har vi vist oplevet en enkelt gang eller to før," afbrød Molly mig i et støn.

    Hurtigt tyssede jeg på hende. Selvom det var rigtig nok, at jeg snart ikke selv havde styr på, hvor mange gange jeg havde planlagt at bryde isen med Luke, så var det ikke aktuelt længere. Nu havde vi mere end bare brudt isen, og jeg var overbevist om, at grunden, til det havde taget så lang tid, var, fordi vi havde ventet på det helt rigtige øjeblik.

    "Men altså, så fulgte jeg efter ham ind ad døren, hvor jeg så trådte ind i et rum, der var helt mørkt." Jeg fortsatte min historie, da hun igen tiede stille. "Og så var han der lige pludselig. Og så kyssede vi. Og det var ubeskriveligt, Molly."

    Molly hvinede igen. "Oh, my fucking God, Clover, hvor er det romantisk!"

    Egentlig var jeg ikke typen, der kunne sidde og græde, mens jeg så romantiske komedier, og jeg var i det hele taget mere komfortabel i mere afslappede situationer, men selv jeg kunne ikke lade være med at smile over hele ansigtet, når jeg tænkte tilbage på det. Det havde været så overvældende, og selvom jeg havde været fuld, huskede jeg det hele klart. Jeg huskede hvert eneste sekund af det, og jeg huskede også, hvordan jeg pludselig var blevet ramt af panik, da det var overstået.

    "Men det varede ikke særligt længe, og jeg løb ud af rummet bagefter." Min konstatering virkede nærmest som en tilståelse.

    Jeg kunne også høre, hvordan hendes toneleje ændrede sig. "Hvorfor gjorde du dog det?" spurgte hun uforstående.

    "Jeg gik i panik!" svarede jeg, hvilket sådan set var sandheden. "Jeg har aldrig før snakket med Luke, og hvad hvis han ville fortryde, hvad der lige var sket, hvis jeg åbnede munden og fik sagt noget dumt? Hvad siger man overhovedet?"

    Nu ville jeg have ønsket, at jeg havde blevet der. Jeg ville ønske, at jeg havde overvundet min lamslåede person, når jeg var omkring ham. Hvis jeg havde gjort det, kunne det have været, at jeg havde siddet og snakket med ham nu i stedet for Molly.

    "Vent." Molly holdt nogle sekunder, før hun fortsatte. "Ved han overhovedet, at det var dig?"

    Jeg sank noget spyt, som jeg havde i halsen. "Jeg ved det ikke," svarede jeg ærligt. "men Molly; jeg sværger, at med det kys kunne det være ligegyldigt, hvem det havde været. Der var bare noget, der føltes så reelt og ægte omkring det, at man på ingen måde kunne være i tvivl om det. Jeg tænkte ikke engang over, at det var Luke, som jeg kyssede, mens det skete. Jeg kunne bogstaveligt talt kun tænke på, hvordan jeg aldrig havde troet, at jeg skulle opleve noget, der svarede til det."

    Og det passede virkelig. En forbindelse som den var ikke til at tage fejl af, og selvom det skulle vise sig, at Luke ikke var klar over, at det havde været mig, så var jeg sikker på, at han kun ville føle det samme, når han fandt ud af det.

    "Jeg er så glad på dine vegne, Clove." Jeg kunne næsten høre hende smile. "Tænk, at du havde haft ret hele tiden."

    "Ja, men det var ikke, fordi det på den måde føltes som om, at det var mit crush, som jeg havde haft i over to år, som jeg kyssede. Det var en hel unik fornemmelse." Jeg havde svært ved at sætte ord på det. "Det føltes som... en ny begyndelse."

    Molly gispede, før hun pludselig brød ud i sang. "This could be the start of something new. It feels so right to be -"

    "Gider du ikke godt lade være med at synge High School Musical lige nu?" afbrød jeg hende kontant.

    Hun begyndte at grine, og jeg kunne heller ikke selv lade være med at le. Jeg drejede en halv omgang på min kontorstol, så jeg kunne smække benene op på min seng. Solen stod snart lavt på himmelen og skinnede skarpt ind gennem mit vindue. Der var ingenting, der kunne ødelægge mit humør lige nu, og jeg havde det som om, at jeg befandt mig på en lyserød sky. Det eneste, som havde brudt min drømmende tilstand, var, da jeg i går havde opdaget, at jeg manglede mit armbånd. Jeg var ikke klar over, hvornår jeg havde mistet det, men da jeg stadig ikke havde spurgt nogle af pigerne, om de havde det, havde jeg ikke opgivet håbet. Desuden måtte det jo ellers befinde sig hjemme hos Luke et sted; hvilket jeg kun kunne se som værende godt.

    Mine tanker blev afbrudt, da min mobil pludselig brummede. "Parker prøver at deltage i samtalen," bemærkede Molly.

    Før jeg kunne nå at svare eller gøre noget, havde Molly åbnet vores samtale for hende fra hendes egen telefon, og Parkers stemme lød frisk, da hun bød ind med et hej. "Hvad fanden har du lavet?" spurgte Molly med det samme.

    "Jeg var i bad," skyndte Parker at forsvare sig selv, da hun godt kunne fornemme, at hun ikke var i kridthuset.

    Jeg grinede. "I en halv time?" spurgte jeg hende mistroisk.

    Hun sukkede tungt og lød nærmest trist, da hun svarede. "Prøv at høre; mit hår har brug for en masse conditioner, okay?"

    Eftersom både Molly og jeg kendte til hendes problemer ved at farve sit hår hver anden uge, var vi begge hurtige til at tilgive hende. Dog var det ikke længe, at vi talte om hendes hår, før hun krævede at få en opdatering på, hvad vi havde snakket om; og så fortalte jeg ellers hele historien forfra. Denne gang fortalte Molly den dog halvt sammen med mig, og jeg kunne høre på hende, hvordan hun havde levet sig så meget ind i den, at hun næsten kunne den udenad på nuværende tidspunkt.

    Parker virkede også mindst ligeså opstemt, da vi var nået enden, og jeg kunne ikke selv undgå at mærke deres energi smitte af på mig. Jeg havde allerede været så meget oppe at køre over det, at min mor i går havde spurgt mig om, hvad der var galt, men jeg kunne ikke lægge bånd på mig selv, når jeg nu endelig havde fået nogle at kunne snakke med det om.

    "Nu er problemet kun, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal komme videre herfra." Efter begejstringen havde lagt sig lidt, valgte jeg at adressere mine bekymringer. "Jeg blev der jo ikke til at tale med ham, så nu bliver jeg nødt til at starte samtalen."

    På den måde var jeg ikke kommet Luke meget nærmere; hvis han ikke vidste, at det havde været mig i mørket i torsdags, blev jeg jo nødt til at være den, der opsøgte ham. Og selvom det havde været, hvad jeg havde prøvet at gøre de sidste to år, så havde jeg mere blod på tanden end nogensinde før. Nu havde jeg et formål og noget relevant at snakke med ham om. Selvom jeg aldrig havde tvivlet på Luke og jeg, så havde det kys kun bekræftet min anelser mere, end jeg kunne begribe. Jeg havde, som jeg havde fortalt Molly, ikke tænkt på, at det havde været Luke, der stod foran mig, da det var sket; derfor kunne det umuligt være, fordi jeg havde været forblændet ved tanken, om det var ham, at det havde været så rigtigt. Grunden havde været en oprigtig glød mellem os; noget, som jeg var sikker på, at man kun ville få lov til at prøve at opleve få gange i livet.

    Derfor tøvede jeg heller ikke den mindste lille smule på, hvad der blev nødt til at ske, da Parker pludselig snakkede igen. "Du ved," fortale hun mig langsomt. "jeg ved faktisk godt, hvor Luke og hans venner vil være sig i aften."

    Et sus løb gennem kroppen på mig, og jeg kunne allerede mærke mit hjerte sætte farten op ved tanken om at skulle stå til ansigt med ham i dag. "Vi bliver nødt til at tage derhen." Mit svar kom hurtigt. "Jeg er nødt til at se ham."

Jeg vidste godt, at den lokale bar og grill Murio's var et meget sædvanligt mødested for Luke og hans venner, men at Parker havde overhørt en samtale, om de ville være der i dag, havde rent ud sagt været held. Stedet var på mange måder også indrettet til, at unge skulle komme og hænge ud, og jeg var sikker på, at størstedelen af barens indtægter kom fra skolens elever, som enten tog herhen om eftermiddagen eller brugte noget af weekenden her. Og i dag var tydeligvis ingen undtagelse.

    Denne gang havde jeg ikke været nødsaget til at bruge mine overtalelsesevner på Molly og Parker, da de begge to havde indvilliget til at tage med mig derhen ret hurtigt. Jeg mistænkte dem for gerne at ville have pladser i første række, til når jeg mødte Luke, men det havde jeg det sådan set og fint med. Jeg var bare glad for, at jeg ikke var alene, som vi gik her sammen på vej ned ad den halvfyldte gågade, hvor Murio's lå. Vi havde været her nogle gange sammen, og derfor kunne vi alle vejen, selvom klokken var 19:30, og det var blevet mørkt udenfor. Julelysene over os oplyste dog brostenene, som vi gik på.

    Det var Parker, som skubbede den halvtunge glasdør op, da vi nåede frem til den kompakte bar, og jeg kunne mærke en nervøs følelse skylle igennem mig. Jeg hadede at være nervøs, for det var ikke noget, som jeg var vant til. På den anden side var jeg heller ikke vant til at skulle konfrontere den fyr, som jeg havde været vild med i så lang tid, om det kys, som vi havde delt få dage forinden. I et forsøg på at samle mig trak jeg vejret tungt og gik ind ad døren med Molly bag mig.

    Baren var indrettet således, at idet man trådte ind, kom man ind på et plant gulv, hvor selve baren var foran en. På hver side af baren var der så nogle trapper, som havde 4-5 trin og førte op til et hævet gulv. Og det var som om, at ligegyldigt hvor jeg kiggede hen, var der mennesker overalt. Nu var det selvfølgelig også lørdag aften, så det var klart, at det var en af de mest travle tidspunkter for et sted som dette, men i denne her menneskemængde var det umuligt for mig at finde ham.

    "Skal vi sætte os herover?" Jeg så tilbage på Parker, som pegede mod et bord til venstre for indgangen.

    Uden at hverken Molly eller jeg svarede, gik vi sammen hen til det bord, som hun havde antydet og satte os ved det. Selvom Parker og Molly begyndte at snakke om et eller andet, var min opmærksomhed vendt ud mod de travle omgivelser i baren. Jeg kunne ikke få øje på ham nogle steder, og selvom det gav mig en smule ro i sindet, så var det også kun med til at udsætte mit gøremål her. Det kunne godt være, at jeg var nervøs, men jeg havde aldrig været mere fokuseret end det her.

    Jeg så først på pigerne, da jeg var helt sikker på, at Luke ikke var til at få øje på nogle steder. "Jeg tror, at jeg går op i baren og bestiller noget at drikke. Skal I have noget?" spurgte jeg, da de holdt inde i den dialog, som de havde haft.

    Jeg stod allerede halvt oppe, mens de var i gang med at fortælle mig, hvad de ville have, og idet de var færdige, nikkede jeg kort med hovedet, før jeg drejede om på hælene og satte mod baren. Jeg bemærkede, at det var Make It To Me af Sam Smith, som spillede som baggrundsmusik over radioen, mens jeg bevægede mig gennem støjen af menneskesnak.

    Der var ventetid, da jeg nåede frem til baren, og jeg lænede mig derfor op ad skranken, mens jeg så ud bag baren. På det hævede gulv stod der også placeret runde borde rundt omkring samt en old school jukebox, som jeg ikke var sikker på faktisk virkede. Her var mindst ligeså mange mennesker som på det gulvniveau, som jeg befandt mig på, og særligt omkring det poolbord, der stod gemt en smule væk i hjørnet, var der samlet en folk omkring. Og så var det som om, at jeg pludselig så ham.

    Lige der stod han og tyggede på den side af sin underlæbe, som ikke var piercet, mens han rullede køen til poolbordet i sin ene hånd. Koncentreret havde han øjnene vendt mod spillet foran sig, og jeg havde det som om, at alt luften blev slået ud af mig. Luke så hen på en fyr, der stod ved siden af ham, før han gav køen videre og trak sig en smule væk fra bordet.

    Det var først, da han var gået væk fra gruppen og nu stod alene for at tage fat om en flaske, der stod på et nærtliggende bord, at jeg så mit snit. Selvom tjeneren lige var stoppet op foran mig for at tage imod min bestilling, forlod jeg baren uden et ord for at sætte hen mod trappen, der førte op på det andet gulv og poolbordet. Det var præcis den her målrettethed, som havde resulteret i det, der var sket i torsdags, og jeg vidste, at jeg blev nødt til at bibeholde den, hvis noget skulle ske nu.

    Jeg ignorerede klumpen i halsen og gik i stedet med faste skridt direkte mod poolbordet og Luke. Jeg skulle netop til at åbne munden for at sige noget, da jeg ud af øjenkrogen fangede noget, der glimtede, idet en lampes skær ramte det. Af rent instinkt drejede jeg hovedet for at se hen på hjørnet af poolbordet, hvor jeg med det samme fik øje på en lille, skinnende genstand.

    "Mit armbånd." Ordene forlod mine læber, før jeg havde nået at tænke dem igennem, og jeg kunne ikke gøre andet end at stirre på armbåndet, der lå halvt gemt nedenunder en hånd, som jeg abrupt var standset op foran.

    Idet jeg mærkede, at personen, som hånden tilhørte, drejede sit hoved i en hastig bevægelse og nu havde opmærksomheden rettet fuldstændig mod mig, tvang jeg også mit blik op. Det første, som jeg mødte, var nogle brungrønne øjne, som stirrede direkte tilbage i mine. Jeg genkendte ikke fyren, som stod med mit manglende armbånd i hånden, og som jeg så videre til hans halvlange, krøllede hår og overraskede mine, kunne jeg mærke en underlig form for panik brede sig i min krop.

    Jeg var kun i stand til at hviske, da jeg talte igen. "Hvorfor har du mit armbånd?"

    Hvad betød det her? Hvorfor stod der en fremmede med det armbånd, som jeg havde mistet? Hvorfor så han på mig med et så chokeret blik? Hvorfor følte jeg min puls stige, når jeg kiggede ham ind i øjnene? Hvorfor følte jeg, at det var som om, at han kunne genkende mig på en eller anden måde? Hvorfor panikkede jeg? Kunne det virkelig passe, at det ikke havde været -

    "Jeg bliver nødt til at gå." Med de ord afbrød jeg min egen tankestrøm af spørgsmål og vendte på samme tid rundt for hurtigt at forsvinde, før jeg overhovedet havde givet ham chancen for at svare på, hvad han lavede med mit armbånd i hånden.

❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄

Uha, nu begynder der pludselig at tegne sig et billede af, hvem Clover i virkeligheden kyssede den aften. Hvordan tror I, at hun kommer til at have det med det? Vil hun stadigvæk holde fast i, at det var Luke, som hun kyssede?

Historien begynder først rigtig at tage form nu, og jeg håber som altid, at I kan lide, hvad I læser. Jeg er som sagt selv virkelig glad for og stolt over denne historie, og jeg håber sådan, at der også er nogle andre, som vil kunne lide den. Jeg ville elske, hvis du havde lyst til at smide en kommentar med din mening; det ville gøre mig så glad!

Hvordan har jeres weekend været indtil videre?

Jeg har været på arbejde og er faktisk lige nu til julefrokost, før jeg skal hjem og sove, så jeg kan komme på arbejde igen i morgen tidlig. Gotta love it. Følger I med i nogle af julekalenderne i fjernsynet i år og i så fald hvilke?

Rigtig glædelig jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...