Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27218Visninger
AA

24. Ikke en jul som forventet

 

23
flakes of fortune

Clovers synsvinkel

Det var den 23. december i dag. Julen var lige om hjørnet. Jeg burde glæde mig til at have hele min familie samlet for at spise sammen og åbne gaver. Jeg burde ikke tænke på andet end freden, der altid lagde sig i forbindelse med højtider som disse. Jeg burde være fordybet i netop dette moment, hvor sneen dalede udenfor, som var vi midt i en klassisk julefilm.

    I stedet stirrede jeg bare ned i bordpladen, mens jeg i langsomme bevægelser vendte gaflen, som jeg havde i min ene hånd. Claire sad som sædvanlig ved bordenden og var ved at synge en julesang, som hun havde lært i skolen, og min mor snakkede i telefon med Caleb, som havde brækket sin lillefinger, fordi han havde prøvet at stå på skateboard på isen. Det hele virkede egentlig meget normalt og sædvanligt, men alligevel føltes denne jul ikke som nogen anden. For jeg kunne ikke glæde mig til at tilbringe mindeværdige øjeblikke med min familie. Jeg kunne ikke finde nogen fred inde i mig selv.

    Jeg kunne kun tænke på, at det virkelig var overstået nu. Det, som, jeg havde troet, havde været mit julemirakel, var slut. Jeg kunne mærke det. Han havde virkelig ment det. Han havde ikke sagt det for at være trodsig, eller fordi han var forblændet af vrede. Han havde sagt det, fordi det virkelig var det, som han følte. Der var ikke noget, der havde ændret sig.

    Det var de ord, som han havde efterladt mig med, og jeg kunne stadig høre dem for mit indre. Selvom han før havde sagt, at det var ovre mellem os, så var det, som om at jeg først fattede nu, at han virkelig mente det. Der var intet, som jeg kunne gøre for at ændre hans mening. Jeg havde fortalt ham alt, der var at fortælle nu. Jeg havde fortalt ham hver detalje af, hvordan det hele var gået til, og jeg havde fortalt ham, hvor meget jeg fortrød det. Jeg havde fortalt ham, at jeg ikke længere var i tvivl, og jeg heller aldrig ville blive det igen. Og stadig havde han ladet mig stå alene tilbage med mine tanker midt på fortovet.

    Der var kun nået at spire et lille håb. Jeg havde kun nået at ønske, at han måske kunne prøve at tilgive mig, da han havde krammet mig. Jeg havde troet, at han måske kunne forstå, hvor meget jeg i sandhed holdt af ham. Og hvor meget jeg håbede, at han også holdt af mig. Jeg vidste, at han havde fortalt mig ting, som han ikke plejede at fortælle nogen, og jeg følte også, at jeg på mange måder havde overgivet så meget af mig selv til ham. Jeg havde været så klar på, at det var ham, som jeg ville tildele al min kærlighed. Jeg havde været klar på alt, udover at det hele pludselig skulle falde til jorden og smadres.

    Aldrig før havde jeg prøvet at falde for nogen så hårdt og hurtigt, som jeg havde med Ashton. For blot en måned siden ville jeg nok have bildt mig selv ind, at det var følelser som disse, som jeg havde følt for Luke, men det havde blot været en ubetydelig betagelse. Forblændelse. Fascination. Idéen om Luke og jeg havde været så fastgroet inde i mig. Men nu vidste jeg, at det var Ashton, som min kærlighed tilhørte. Det var ham, som jeg ville drille med, at han ikke kunne tåle kulde. Det var ham, som jeg ville være fanget med i en bil midt i intetheden i flere timer. Det var ham, som jeg ville have mig til at føle mig lysvågen, når jeg sekunder inden havde følt, at jeg var ved at falde i søvn. Det var ham, som jeg var forelsket i.

    "Øjeblik, Caleb." Jeg rettede automatisk blikket mod min mor, da hun afbrød sin samtale med min storebror for at sænke telefonen og kigge på mig med bekymrede mor-øjne. "Hvorfor spiser du ikke noget, skat? Er du dårlig?"

    Jeg smilede en smule anstrengt, da jeg ikke havde evnerne til at præstere bedre. "Jeg er bare ikke så sulten."

    Jeg vidste godt, at jeg havde opført mig underligt de sidste dage, og at mine forældre var ved at opfange det. Jeg havde praktisk talt boet oppe på mit værelse, og selvom jeg plejede at tilbringe meget tid der, så vidste jeg godt, at de kunne fornemme, at der foregik noget usædvanligt. Alligevel prøvede jeg bare at feje det hele fint og pænt ind under gulvtæppet.

    Claire afbrød pludselig sin egen sang, men ikke for at tie stille meget længe. "Hvor er ham der Ashton egentlig?"

    Hurtigt rettede jeg mine øjne mod hende i et forbløffet og advarende blik. Jeg vidste ikke, hvad der havde drevet hende til at spørge om lige præcis det; specielt ikke, når hun ikke havde så meget som nævnt ham tidligere. De eneste gange, hvor hun havde mødt ham, var, da han første gang var hjemme hos mig, og da vi var til Luciaoptoget. Og der havde hun ikke engang mødt ham. Et eller andet sted mistænkte jeg Caleb for at have en finger med i spillet. Det kunne sagtens ligne ham at få Claire til at spørge om sådan noget for ham, men timingen med hendes spørgsmål virkede nærmest uhyggeligt perfekt.

    "Claire!" sagde jeg hurtigt, før mit blik flakkede mod begge mine forældre, som uforstående så tilbage på mig, og jeg skyndte mig at rejse mig fra bordet og tog min tallerken med mig om. "Tak for mad. Jeg går op på mit værelse."

    Jeg kunne mærke min puls stige, da jeg fik stillet min tallerken fra mig ved køkkenbordet og satte mod trappen for at fortsætte op af den. Det sidste, som jeg ville, var at have en samtale om Ashton med mine forældre. Bare det ensomme øjeblik, som jeg lige var flygtet fra, havde nærmest sat hele min krop i panik. Jeg skyndte mig at lukke døren og sætte mig på sengen, da jeg nåede mit værelse. Rummet var henlagt i mørke, da jeg ikke havde tændt noget lys, og klokken var et sted mellem 18:00 og 19:00, og der derfor ikke slap noget sollys ind gennem min rude. Jeg forsøgte at få styr på min hektiske vejrtrækning.

    Det var de mindste ting, der skulle til, før alle tankerne kom væltende tilbage ind i mit hoved. Alene det, at jeg havde hørt nogen sige hans navn højt, fik noget udefinerbart til at samle sig inde i mig. Jeg brød mig ikke om, hvordan det føltes. På mange måder havde alt det, som jeg havde oplevet med Ashton, kun føltes som et enkelt åndedrag. Det hele var foregået så hurtigt, og jeg kunne kun sidde tilbage med længslen efter det, der havde været. Jeg var fuldkommen hjælpeløs; der var ikke mere, som jeg kunne gøre. Der var ikke mere tilbage, som jeg kunne sige til ham for at få ham til at skifte mening. Var der?

    Instinktivt skævede jeg mod min mobil, som jeg havde efterladt på min seng. Selvom jeg havde haft lyst til at ringe til ham, lige efter jeg var kommet hjem i går, havde jeg ikke rørt det lille objekt. Jeg vidste, at han alligevel ikke havde tænkt sig at svare, ligesom han heller ikke havde svaret de første mange gange, som jeg havde prøvede at ringe til ham. Det var også derfor, at jeg havde spurgt Luke efter Michaels nummer, så jeg kunne prøve at overtale ham til at overtale Ashton til at snakke med mig. Selvom jeg aldrig havde snakket med Michael før, var han faktisk hurtigt med på idéen, og det var derfor kun hans fortjeneste, at jeg havde set Ashton i går. Tøvende rakte jeg ud efter mobilen. Den føltes kold mod min hånd, da den i lang tid blot havde ligget helt uberørt herinde. Jeg betragtede den blot i mine hænder, mens jeg overvejede mine muligheder.

    Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige til ham. Jeg vidste kun, at det her ville være min sidste chance. Hvis jeg nogensinde skulle gøre mig nogle forhåbninger om at høre fra ham igen, så afhang det af det her. Jeg sank noget spyt, mens jeg koncentrerede mig om at låse min telefon op og finde ham inde under mine kontakter. Hvis han svarede på det her opkald, var der måske stadig noget. Noget, der var villig til at vende inde i ham. Noget, der måske ville kunne fikse, hvad der var ødelagt.

    Min finger rystede en smule, da jeg trykkede på hans nummer, og jeg ventede et sekund, før jeg satte den op til øret. Den første lange biptone lød, og jeg kunne mærke mit hjerte falde til et sted i min mave. Han havde ikke tænkt sig at tage den. Lyden af et ubesvaret opkald lød alt for genkendelig i de lange, monotone lyde, der kom fra min mobil. Han ville ikke tage den.

    På trods af jeg godt havde indset, at mit opkald var forgæves, blev jeg alligevel ved med at holde telefonen op mod øret, i håbet om tonerne ville blive erstattet med lyden af hans stemme. Jeg ville gøre alt for at høre hans stemme lige nu.

    Og derfor kunne jeg ikke lade være med at tro, at jeg hørte syner, da røret pludselig blev taget i den anden ende. Jeg sagde ingenting, og selvom der også var tavst i hans ende, så var jeg ikke i tvivl om, at han var der. Længe sad jeg med hjertet helt oppe i halsen. Jeg manglede ord. Jeg manglede de magiske ord, som skulle få det hele til at blive godt igen. 

    "Vi bliver nødt til at mødes." Min stemme lød ikke så stærk, som jeg havde håbet på, og jeg blev nødt til at bide ned i min læbe, før jeg fandt modet til at fortsætte med at snakke. "Det kan godt være, at du er færdig med det her, men det er jeg ikke."

    Jeg kunne høre ham trække vejret tungt, og jeg måtte kæmpe med at holde sammen på mig selv, mens jeg ventede på, at han ville sige bare et eller andet. "Hvorfor skal jeg blive ved med det her? Hvorfor kan jeg ikke bare lade alt det gå?"

    Jeg kunne ikke svare på hans spørgsmål. Jeg kunne ikke fortælle ham, hvorfor han skulle blive ved med at give mig chancen for at snakke med ham... men jeg håbede ikke destomindre, at det var det, som han ville. Det kunne godt være, at det var så sent som i går, at jeg havde prøvet at overtale ham til tilgive mig, men jeg vidste, at hvis det nogensinde skulle lykkedes, så blev jeg også nødt til at mødes med ham i dag. Dog var jeg snart ikke sikker på, om det overhovedet ville lykkedes. Jeg blev bare nødt til at holde fast i det spinkle håb om, at jeg måske kunne få lov til at mærke hans arme omkring mig igen.

    "Ashton," begyndte jeg og lukkede øjnene i et kort sekund. "jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage og ændre på, hvad der skete. Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det hele godt igen. Men i stedet bliver jeg bare nødt til at bede dig om at forsøge at stole på mig, når jeg siger, hvor meget jeg fortryder det." Jeg pressede mine læber sammen. "Og selvom jeg har sagt alt, som jeg kunne, så vil jeg bare gerne se dig en sidste gang for at fortælle dig det ansigt til ansigt en gang til."

    Han sukkede tungt, og jeg kunne mærke, at han var på vej til at afværge mig. "Clover -"

    "Bare en sidste gang," afbrød jeg ham, før han kunne nå at sige mere.

    Igen var der i lang tid stille i den anden ende af røret, og jeg kunne mærke mit håb dale for hvert sekund, der gik. Jeg kunne mærke, at han tænkte over, hvad han skulle svare mig, og selvom jeg ikke turde tro på det, så håbede jeg, at det ville falde ud til min fordel. Jeg kunne bare ikke lade ham gå, uden jeg vidste, at jeg havde gjort absolut alt, der stod i min magt til at gøre det godt igen -- og det var, selvom han flere gange meget udtrykkeligt havde sagt, at der ikke var noget at komme efter.

    "Mød mig ved åen klokken 23:00." Og med det lagde han røret på, og jeg sad tilbage i stilheden.

Vinden fik det til at føltes koldere, end det egentlig var, og jeg tog armene om mig selv. Sidste gang jeg havde befundet mig her, havde det også været med Ashton, men dengang havde det været under nogle andre forudsætninger. Dengang havde det ikke været min sidste chance for at redde det, som vi havde haft. Dengang havde vi mødtes her for at fortælle hinanden, at vi måske følte mere for hinanden end bare venskab -- denne her gang var jeg her for at bevise, at jeg havde ment det.

    Jeg havde været her på det præcise klokkeslæt, som han havde sagt. Jeg vidste ikke, hvor længe jeg havde stået her, men tvivlen, om han overhovedet havde tænkt sig at møde op, var langsomt begyndt at krybe ind over mig. Måske havde han bare sagt, at han ville være her for at skære mig af. Måske var han allerede sikker på, at han slet ikke havde nogen interesse i at se mig igen. Måske havde han slet ikke været så vild med mig, som jeg havde været med ham. Måske var han kun glad for, at han havde fundet en undskyldning for ikke at være sammen med mig længere. Måske var det mig, der var blevet ført bag lyset.

    Jeg vidste ikke, hvor idéen kom fra, men pludselig var det, som om jeg ikke kunne finde nogen anden sandhed end den. Det kunne godt være, at jeg var en smule letpåvirkelig og følelsesladet lige nu, men med ét var det, som om jeg var sikker på, at det var sådan, at det stod til. Og jeg kunne ikke tænke på noget andet, der gjorde mere ondt end det. At alt det, som jeg havde troet, havde været en løgn. At det aldrig nogensinde havde passet eller været så virkeligt, som jeg havde følt, at det var.

    Og så var det, som om det gik op for mig, at det måtte være sådan, at Ashton havde det. At jeg havde løjet for ham. At jeg havde justeret på virkeligheden. Et eller andet sted forstod jeg godt, at han ikke ville møde op. Jeg havde aldrig troet, at en så lille og uskyldig plan ville få så store konsekvenser. Men jeg kunne selvfølgelig have sagt mig selv, at når det var andre menneskers liv og følelser, som man legede med, som var det dukker, ville det ikke kunne undgå at ramme en selv til sidst.

    Forskrækket vendte jeg mig om ved lyden af fodtrin i sneen. Det var nærmest utroligt, at jeg ikke havde hørt dem noget før, men jeg måtte have været så fordybet i mine tanker, om han ikke ville dukke op, til fuldstændig at overhøre, at han rent faktisk gjorde det. Han var stoppet lidt over en meter fra mig og havde et utydeligt blik i øjnene. Hans øjenbryn var let rynkede, og hans blik var rettet mod mig, som han stod der i mørket. Jeg havde lyst til bare at gå hen og omfavne ham. Jeg savnede at mærke hans læber, og jeg savnede, at jeg ikke kunne kigge på ham uden at få lyst til at græde eller mærke et stik i mit bryst.

    Aldrig før havde jeg fundet en, der kunne sætte alt i gang inde i mig på samme måde, som han kunne, og jeg var ikke sikker på, at jeg nogensinde ville kunne finde en, der ville kunne gøre det igen. Det var ham. Det var kun ham.

    Jeg havde bidt tænderne sammen, før jeg endelig trak vejret for at tale. "Jeg -"

    "Stop." Hans stemme forskrækkede mig en smule, da han afbrød mig. "Jeg tror, at det er min tur til at tale nu."

    Det lod til, at hans ord havde den ønskede effekt, for jeg følte mig pludselig mere målløs, end jeg allerede havde gjort. Jeg havde det stadig, som om hans øjne gemte på noget, som jeg ikke vidste, hvad var, og selvom jeg frygtede, hvad han havde tænkt sig at sige, så afbrød jeg ham ikke, da han slog blikket ned på sine fødder, før han begyndte at tale.

    "For at være helt ærlig, så kom jeg kun her for at sætte en ende på det her. For fuldkommen at afslutte det." Han løftede hovedet, og hans øjne landede igen på mine. "Jeg tror ikke, at du forstår, hvor fucking dum jeg har følt mig. Jeg troede, at det allerførste kys, som vi havde, havde været et eller andet magisk tegn. Noget, der ikke kunne beskrives med rationalitet. Jeg troede, at jeg endelig havde fundet en, der kunne få mig til at glemme den hverdag, som jeg så længe havde siddet fast i."

    Kvalmen havde arbejdet sig frem hurtigere, end jeg havde regnet med, og jeg følte mig en smule svimmel. Det stod egentlig meget klart for mig, hvilken drejning det her var ved at tage, og jeg kunne ikke lide, hvad udfaldet af det ville være.

    Han trådte et lille skridt frem mod mig, da han fortsatte. "At så finde ud af, at det hele kun havde været en mislykket plan, hvor jeg bare havde været en brik i et større spil, sårede mig." Jeg havde det, som om han stirrede mig ind i øjnene, men jeg kunne ikke se væk. "Det sårede mig mere, end jeg har lyst til at indrømme over for mig selv eller nogen andre. Det var en fucked up ting at gøre. Og det, at du gjorde det uden så meget som at blinke med øjnene, er kun endnu mere fucked up."

    Pludselig var det, som om jeg forstod blikket i hans øjne, og jeg forstod, hvad han prøvede at sige. Han så væk og rystede på hovedet, og jeg havde pludselig lyst til at løbe. Jeg havde ikke lyst til at høre ham sige, hvordan han aldrig kunne forestille sig en verden, hvor han og jeg var sammen på den måde, som vi var før. Jeg havde ikke lyst til at høre, at det virkelig var ovre.

❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄

Glædelig lillejuleaften! Håber, at I har haft en rigtig god dag og får en lige så god aften!

Nu er vi snart ved at kunne se en ende på den her lille julefortælling, og jeg håber, at den har været med til at gøre jeres jul en lille smule bedre. Jeg har i hvert fald tænkt mig at læse tilbage på den næste år, så jeg kan mindes den.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg lidt overrasket over, at der alligevel var en del mennesker, der havde lyst til at læse med, da jeg ret længe ikke har skrevet så meget herinde, samtidig med det ikke var en One Direction fan fiction, som jeg plejer at skrive. Men tusind mange gange tak, fordi I har fulgt med! Det betyder rigtig meget!

Jeg publicerer juleaftenskapitlet klokken 12 i morgen, så I kan nå at læse det, inden det bliver aften.

Rigtig glædelig jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...