Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27207Visninger
AA

15. Havde jeg faktisk tvivlet?

 

14
flakes of fortune

Ashtons synsvinkel

"Jeg vidste bare, at jeg ikke skulle lade dig køre den bil." Michaels stemme lød bebrejdende, men jeg ænsede det knapt.

    Egentlig var det lige før, at jeg slet ikke bemærkede, at hans ord var ment til mig, da mit fokus udelukkende var rettet mod min mobil, som jeg sad med i hænderne. Dog var jeg den eneste anden end ham selv, der befandt sig ude i værkstedet hjemme hos ham, og der var derfor ikke så mange andre, som han kunne snakke til. Alligevel svarede jeg ikke, men bed mig i stedet i læben, mens jeg svarede på den besked, som jeg lige havde modtaget. Jeg var taget hjem til Michael lige efter skole, hvor vi med det samme var gået ud i værkstedet, og jeg havde sat på oven på det bord, hvor han havde alt muligt værktøj liggende. Og selvom jeg ikke længere havde styr på, hvor længe vi havde været herude, havde jeg ikke rykket mig ud af flækken.

    Michael bandede for sig selv, før han frustreret skubbede til bilen, så den vippede en enkelt gang. Først da så jeg op, og han rettede sig op, hvor han før havde stået foroverbøjet, mens han havde prøvet at finde ud af, hvad der var galt med motoren. Selvom han op til flere gange havde bemærket, hvordan det var min skyld, at bilen ikke virkede, så havde jeg ikke taget særlig meget notits af det. Jeg vidste godt, at han bare havde brug for at give nogen skylden, og han ikke reelt mente det.

    "Du må undskylde; jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe dig." Egentlig havde jeg også en lille smule dårlig samvittighed, når det nu engang havde været allerførste gang, at jeg skulle prøve at køre bilen, at den var endt med at gå i stykker.

    Men det havde det selvfølgelig ikke været de første mange gange.

    Michael sukkede opgivende. "Hvad fanden har du lavet med den?" mumlede han eftertænksomt.

    Jeg skulle lige til at åbne munden for at svare, da jeg kunne mærke min mobil vibrere mellem mine fingre, og uden at tænke over det flyttede jeg automatisk opmærksomheden over på den. Jeg havde før i tiden aldrig været typen, der konstant var på min telefon, men lige siden jeg havde mødt Clover, var det, om om jeg ikke kunne slippe den -- medmindre jeg selvfølgelig var sammen med hende. Jeg tyggede på min underlæbe, mens jeg begyndte at formulere et svar på tastaturet.

    Jeg havde ikke set hende ovre på skolen på noget tidspunkt i dag, og selvom jeg helst ville være omkring hende, så gjorde det ikke noget, når det sidste minde, som jeg havde om hende, var hendes læber mod mine. Aldrig havde jeg troet, at noget ville kunne overgå det første kys, som jeg havde haft med Clover, men selvom der ikke længere var alkohol og den samme mystik involveret, så havde det været mindst lige så afhængighedsskabende. Lige siden vi havde skiltes i går aftes, havde jeg kun haft det på hjernen. Og på trods af jeg ikke havde indrømmet det overfor mig selv, så havde det nok også været det, som jeg havde haft på hjernen lige siden første gang. For jeg havde egentlig ikke på noget tidspunkt været i tvivl.

    Der var noget helt specielt mellem Clover og jeg.

    Jeg vidste ikke, hvad det var, der havde ført os sammen, men det havde helt klart ikke været en tilfældighed. Der måtte være en mening med det her, for jeg havde aldrig før mødt en pige, der havde fået mig til at føle sådan her. Jeg havde kun lyst til at tale om hende, men samtidig havde jeg ikke lyst til at afsløre for meget. Det var på en måde så uventet, at det kys skete i går. Selvfølgelig havde jeg godt bemærket, hvordan jeg fandt mig selv reagere på hende nogle gange, og der havde også været op til flere gange, hvor jeg havde haft lyst til at kysse hende den aften i bilen. Men i går havde det været det helt rette tidspunkt; jeg havde ikke engang tænkt over det, før det pludselig var sket. Og derfor havde jeg også svært ved at forholde mig til det.

    "Er det hende pigen, som du nu skriver med igen?" Jeg havde kun lige nået at trykke send, da Michael talte.

    Jeg låste min telefon, før jeg lagde den fra mig på bordet og så på ham. "Clover. Jeg har fortalt dig, at hun hedder Clover."

    Han rullede med øjnene af mig, hvilket oversat til en normal persons sprog ville betyde noget i retning af, at han enten havde glemt det eller var decideret ligeglad. Han pillede lidt ved noget nede i bilens kølerhjelm med den ene hånd, men så alligevel mod mig, som om han bare fumlede med noget i motoren bare for at gøre det -- hvilket også meget vel kunne være.

    "Er det egentlig sådan, at -" Han fugtede sine læber, før han omformulerede til noget mere konkret. "Dater I?"

    Hans spørgsmål fik mig til at synke noget spyt, og jeg måtte koncentrere mig om ikke at gøre noget, der ville virke usædvanligt, og jeg trak derfor på skuldrene. "Altså, det ved jeg ikke." Jeg smilede lidt. "Det er bare sådan stille og roligt."

    Det, som jeg havde med Clover, var alt andet end stille og roligt.

    "Stille og roligt?" Michael grinede, da han gentog mine ord, og jeg nikkede bare. "Bullshit."

    Han mistroiske fnys blev afbrudt ved lyden af noget, der lød som luft, der susede ud fra et sted, som det ikke burde suse ud fra, og Michael var hurtig til at reagere, da det lod til, at det var noget af det, som han havde stået og kludret med nede i motoren. I en hast fik han det til at stoppe, før han helt fjernede hænderne og i stedet tog fat om en viskestykke for at tørre dem.

    Han så igen mod mig efter det lille optrin. "Jeg husker for en uges tid siden, hvor du sagde, at du bare ville lære hende at kende, så du kunne få en afslutning på det, som I havde startet." Han trådte hen for at sætte sig overfor mig på den skammel, som jeg plejede at sidde på. "Spørgsmålet er så, om nu hvor du har lært hende at kende; er du så klar til at afslutte det?"

    Michael løftede det piercede øjenbryn og smilede -- tydelig selvtilfreds over sin smarte måde at fremstille dilemmaet på. Det, som han glemte, var, at jeg også havde sagt, hvordan jeg aldrig havde oplevet noget mere rigtigt, som da jeg første gang havde kysset hende. Og nu, når jeg vidste, at det også havde været sådan anden gang, vidste jeg, hvad mit svar var.

    "Nej." Jeg så ham ind i øjnene, mens jeg talte. "Jeg har ikke lyst til, at det skal slutte."

    Han smed viskestykket fra sig, da han var færdig med det. "There you have it." Det var typisk ham at have et så specifik svar på noget så abstrakt. "Er der så sket noget, udover I har ødelagt min bil og alle de SMS-beskeder frem og tilbage?"

    Jeg overvejede at lade være med at røbe noget, men pludselig var det allerede faldet ud af min mund. "Vi kyssede i går."

    "Virkelig?" Michael kunne ikke skjule sin overraskede grimasse. "Du mener det seriøst det her?"

    Det havde egentlig ikke været særligt svært for mig at regne ud, at Michael lidt havde set alt det med Clover som en joke, fordi det hele havde startet, som det havde, men hvis han bare kendte til en tiendedel af de følelser, som jeg oplevede sammen med hende, så ville han ikke tage så let på det. De føltes så stærke, at man tilsidesatte al form for fornuft. Man kunne ikke andet end bare at springe ud i dem, og på den måde det lige havde føltes at sige, at vi havde kysset, ud i det åbne, vidste jeg, at jeg hellere end gerne sprang ud i dem igen og igen. Jeg længtes allerede efter, hvornår jeg ville kysse hende igen.

    Jeg nikkede langsomt som svar, og han supplerede også med nogle få nik. "Shit." Ordet kom ud i en spekulativ brummen, før han rynkede brynene. "Og hun har det også på samme måde overfor dig? At det virkelig kunne vise sig at være noget?"

    Med et skuldertræk pressede jeg læberne sammen i nogle sekunder. "Jeg ved det ikke. Vi har ikke rigtig talt om det, men jeg kan umuligt være den eneste, der føler den her tiltrækning. Den er bogstaveligt talt umulig at undgå eller overse."

    Michael svarede ikke, men lod i stedet til at forsvinde hen i sine egne spekulationer, hvilket jeg også hurtigt fandt mig selv gøre. Det var faktisk slet ikke noget, som Clover og jeg havde debatteret -- det tætteste, som vi var kommet det, var, da vi havde snakket om det første kys ude i bilen. Her var jeg blevet bekræftet i, at hun rent faktisk havde fundet kysset mindst lige så overrumplende, som jeg havde. Men udover det var det ikke, som om samtaleemnet nogensinde var faldet på, hvad det var, der foregik mellem os. Selv havde jeg fortalt, hvordan jeg blot ønskede et venskab med hende, men sandheden var jo egentlig, at jeg helt fra starten af kun havde opsøgt hende, fordi jeg ville vide, om der var mere end bare det. Venskab.

    Nu vidste jeg, at det var der, men spørgsmålet var, om hun også gjorde det. Hun havde helt sikkert lagt mindst lige så meget op til det kys, der var sket i går, som jeg selv havde, men det var nødvendigvis ikke ensbetydende med, at hun så mere i det end bare det. Alligevel kunne jeg ikke forestille mig, hvordan man efter et kys som det ikke bare kunne overveje chancen for, at der lå mere bag. Selvom vi havde skrevet sammen stort set hele dagen i dag, havde vi på intet tidspunkt kommet ind på gårsdagens hændelser, og på mange måder kunne det godt virke, som om det slet ikke var sket. Men det var det i den grad.

    Og midt i alle disse forstyrrende tanker havde jeg egentlig mest bare lyst til at samle min telefon op og skrive til hende igen. Det hele virkede så meget mere sammenhængende, når hun var der, og det havde jeg egentlig allermest lyst til.

    Michael klappede pludselig sig selv på lårene, og jeg gav et lille hop fra mig, før jeg så på ham. "Nå," konstaterede han, som om han afsluttede på noget, på trods af vi lige havde siddet i stilhed. "spiser du egentlig med herhjemme eller hvordan?"

    Mens han talte havde han rejst sig, og jeg satte også selv mine hænder mod kanten af bordet for langsomt at glide ned fra det. Klokken var efterhånden også ved at være tid til aftensmad, men jeg havde ligesom med alle mulige andre ting fortrængt, at det også var noget, som jeg blev nødt til at tage stilling til i dag. Jeg tøvede lidt, mens vi gik mod udgangen af værkstedet.

    Først, da han skubbede døren op, der førte ind til gangen, der ledte ind til huset, hvor hans forældre var, og jeg blev ramt af duften af mad, der var ved at blive tilberedt, var det som om, at jeg endelig fandt ud af, hvad jeg ville sige.

    "Hvad skal I have at spise?" spurgte jeg ham nysgerrigt.

    Selvom det naturligvis ikke var den afgørende faktor for, om jeg ville spise hos ham eller ej, var det alligevel meget rart at vide sine muligheder. Michael grinede også bare og rystede på hovedet, før han smækkede døren til værkstedet efter os.

Jeg var ikke endt med at spise hos Michael. Ikke, fordi jeg ikke gad at have det, som de skulle spise, men fordi jeg var kommet i tanke om den kæmpe bunke lektier, der lå og ventede på at blive lavet. Heldigvis var det her den sidste uge, inden vi havde juleferie, og så ville der komme et stykke tid, hvor mit liv ikke afhang af, om jeg kunne nå at lave mine lektier.

    Jeg havde været nødt til at stå og vente lidt på bussen, da jeg havde været så smart ikke at tjekke, hvornår den gik, inden jeg var taget fra Michael af. Aftenen var kold, der var efterhånden faldet så meget sne, at det gik mig til lidt over anklerne, hvis jeg trådte ned i det dybeste af det. Bussen havde også været yderligt forsinket grundet snevejret, og jeg var først endt med at være hjemme klokken 19:00. Min mor havde allerede lavet mad og stillet noget til side til mig inde i køleskabet, efter hende, Harry og Lauren havde været færdig med at spise. Hun var faldet i søvn inde på sofaen, da jeg kom hjem, og jeg kunne mærke, at jeg fik en smule dårlig samvittighed ved synet. Måske skulle jeg være kommet hjem noget før og have hjulpet til.

    Tallerkenen med mad, som min mor havde lavet, var det første, som jeg så, da jeg kiggede ind i køleskabet, og jeg tog den hurtigt med mig og ind på mit værelse. Herefter forsøgte jeg så at sætte mig til at lave lektier, mens jeg spiste, men det endte mest med, at jeg bare sad og stirrede ud i luften, mens jeg tyggede. Grunden, til jeg var så ukoncentreret, var nok kun delvist rettet mod det faktum, at erhvervsøkonomi ikke sagde mig særlig meget, når man bare skulle sidde og læse om det, men mere rettet mod det, som havde fået mig til at være så distræt hele dagen. Jeg kunne ikke stoppe med at tænke på hende.

    Jeg var selv lige ved at blive træt af mine egne tanker, men alligevel fik de sneget sig vej tilbage hver gang. Hvis jeg kun måtte bruge ét ord til at beskrive hele december måned, så ville det ord være Clover. Hun var kommet susende ind i mit liv -- uventet og uanmeldt. Og hun havde taget mig med storm. Hun havde på så få dage fået mig til at føle mig mere i live, end jeg havde gjort længe. Jeg havde siddet fast i den samme gamle rutine, som jeg havde kørt i dag ind og dag ud, men nu var det, som om jeg på slet ikke kunne forudsige noget længere. Jeg elskede det. Jeg elskede det rus, som det gav mig.

    Det bankede forsigtigt på min dør, og jeg nåede hverken at rejse mig fra min stol eller sige noget, før den blev åbnet, og min mor stak hovedet ind. "Hej, skat," sagde hun træt, og hun gabte, mens hun fortsatte. "er du kommet hjem?"

    Jeg nikkede, selvom svaret egentlig var i, at jeg sad lige her. "Jep," sagde jeg blot.

    Hun smilede. "Jeg ville bare sige, at jeg går i seng nu." Hun snakkede lavt, og jeg vidste, at i hvert fald Harry måtte sove.

    Det overraskede mig lidt, at klokken allerede var 22:15, da jeg kiggede op på mit ur. Jeg var næsten ikke nået noget som helst med lektierne, og jeg vidste, at jeg kunne se frem til en lang aften. Jeg så tilbage på min mor, da hun rømmede sig.

    "Lauren fortalte mig, at hun havde set dig stå sammen med en pige under Luciaoptaget." Jeg kunne mærke, at jeg spændte op i kroppen, og et eller andet frygtede jeg, hvad hun havde set -- og derved sagt videre. "Er det nogen speciel?"

    Endelig rejste jeg mig fra stolen. "Okay, mor; farvel," skyndte jeg mig at sige, selvom det ikke svarede på hendes spørgsmål.

    Jeg havde på ingen måde lyst til at stå og have den her diskussion med min mor, og på den måde hun fniste lidt på, da jeg gik hen for at lukke døren, vidste jeg, at Lauren nok havde set mere, end hvad godt var. Da jeg nåede min mor, som jeg allerede havde været højere end, da jeg blev 13 år, bakkede hun et skridt, og jeg smilede anstrengt til hende, før jeg lukkede døren.

    Jeg kørte en hånd gennem mit hår, da jeg igen var alene inde på værelset. Det var meget muligt, at jeg havde tilbragt hele dagen med at tænke på Clover, men det sidste, som jeg ville, var at drøfte mit forhold til hende med min mor. Et eller andet sted var der heller ikke så meget at drøfte. Selvom jeg stadig var usikker på mange ting, der omhandlede Clover, så var jeg ikke i tvivl om det allervigtigste. For én ting var jeg sikker på, og det var, at jeg var faldet for Clover.

❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄

Jeg havde ærlig talt ikke regnet med, at der ville være særlig mange, der læste med på den her historie, fordi den omhandler 5 Seconds of Summer, og derfor vil jeg bare sige tak til jer, der rent faktisk har lyst til at læse den. Det er ikke, fordi det er tallene, der betyder noget, men det er bare virkelig, virkelig rart at vide, at alt det, som man har siddet og brugt tid på, ikke er helt forgæves, og der måske bare er nogle få, der nyder at følge med i den her julekalender.

Så rigtig mange gange tak til jer! Det betyder så meget for mig!

Jeg vil rigtig gerne høre fra jer nede i kommentarerne. Har I fulgt med hver dag, eller har I bare læst kapitlerne, når I har haft tid til dem? Hvordan har jeres jul været indtil videre, og hvad har I af planer for juleaften?

Rigtig glædelig jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...