Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27223Visninger
AA

13. Fuldstændig fejlfri fiasko

 

12
flakes of fortune

Ashtons synsvinkel

"Du ved, at jeg ikke kan lide det her band." Selvom hendes ord var så lave, at de var tæt på det uhørlige, opfangede jeg dem alligevel, og jeg sank en enkelt gang, før jeg endelig tog min hånd til mig, som stadig hang i luften.

    Jeg kunne stadig mærke, hvordan hele min krop var på overarbejde, selvom jeg ihærdigt forsøgte at koncentrere mig om at trække vejret normalt. Med ét var det som om, at jeg havde mistet evnen til at tænke i rationelle baner, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Derfor forholdt jeg mig også tavs, mens hun skruede ned for lyden, så musikken igen kun spillede som en baggrundsstøj i bilen. Clover satte sig tilbage i sædet igen, og først da hun lænede sit hoved mod nakkestøtten, og jeg kunne mærke, at hun så på mig, flyttede jeg blikket til hende igen. Hun trak ærmerne på sin jakke længere ned over sine hænder.

    Hendes ansigt var kun illumineret af det ringe lys i bilen, og alligevel formåede hun at se lige så smuk ud, som hun plejede at gøre. "Jeg synes allerede, at jeg lider nok med at skulle tisse så meget; jeg behøver ikke også lytte til deres musik."

    Og med det var det som om, at vi faldt direkte tilbage i den drillesyge stemning, der før havde været.

    "De laver godt musik!" Selvom vi allerede havde haft den her diskussion før, var jeg ikke langsom til at forsvare dem igen.

    Clover smilede, og jeg vidste, at vi begge havde valgt at se igennem fingre med det, der lige var hændt. Jeg kunne stadig mærke det sidde i hver fibre af min krop, og selvom jeg havde lyst til at snakke om, hvad det var, så vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle formulere det. Desuden havde jeg ikke noget imod det her legesyge humør, som vi begge lod til at være i.

    Hun stønnede uenigt. "Kun, hvis man har virkelig dårlig smag," svarede hun og løftede udfordrende øjenbrynene.

    Et eller andet sted var jeg næsten overbevidst om, at hun kun valgte at sige de her ting for at prikke til mig og få en reaktion, og på trods af det var ment til at skulle være provokerende, fandt jeg det underholdende. "Hvad ved du overhovedet om det?"

    "Hey!" udbrød hun, mens et smil trak ufrivilligt i hendes mundvige. "Jeg ved meget om musik!"

    Jeg grinede over hendes forurettede mine, før jeg rettede mig op i sædet. Det var egentlig underligt, hvordan atmosfæren mellem os så hurtigt kunne skifte, men jeg kunne ikke andet end at nyde hendes selskab. I grunden var det jo en kæmpe fiasko det her; vi var ikke engang nået frem til det sted, som vi havde planlagt, men var i stedet endt med at være strandet midt ude i en skov i flere timer. Idet jeg så mod instrumentbrættet foran mig for helt præcis at se, hvor lang tid vi havde siddet her, så jeg, at klokken var 00:03, og det faktisk ikke var fredag længere, men i stedet lørdag. Jeg så igen tilbage på Clover.

    "Glædelig halvvejsjul." Mit emneskift egentlig ret abrupt, men jeg fortsatte. "Det er den 12. december i dag."

    Hendes øjne flyttede sig fra mig, og hun så i stedet hen på instrumentbrættet for at kigge på datoen, ligesom jeg selv lige havde gjort. "Glædelig halvvejsjul," svarede hun med et grin og så kort på mig, før hun slog blikket ned på sine hænder.

    Jeg rømmede mig. "Hvordan føles det så at være fanget midt ude i ingenmandsland halvvejs gennem julen?"

    Hun fugtede sine læber og så lidt rundt i bilen, som om hun skulle tænke over sit svar. "Det er egentlig okay," svarede hun langsomt og nikkede. "bortset fra jeg ironisk nok udover at skulle tisse også begynder at blive lidt tørstig."

    "Jeg har en vandflaske liggende i handskerummet, hvis du ikke har noget imod at dele mundvand med mig," grinede jeg, før jeg instinktivt slog ud med hånden i retning af handskerummet foran hende, selvom hun nok godt kunne regne ud, hvor det var.

    Jeg vidste ikke, hvad der havde forårsaget det blik, som hun pludselig sendte mig, efter jeg havde talt færdigt. Dog hvilede hendes øjne på mig i nogle sekunder, før hun bed sig i læben og så væk for i stedet at kigge mod mod handskerummet, som hun rakte frem mod for at åbne. Der gik noget tid, mens hun fik fat på vandflasken, før hun svarede.

    Hendes stemme lød en smule tøvende. "Det har vi jo på en måde allerede gjort."

    Det ramte mig i øjeblikket, hvor jeg fandt ud af, hvad hun mente, og jeg spredte automatisk læberne for at sige noget. Dog vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige, og endte derfor blot med at sidde med munden åben. Hvordan jeg ikke selv var blevet erindret om kysset ved den udtalelse, havde jeg ingen idé om, men det var ikke det, der fik mig til at føle mig mundlam. Det var første gang, at hun rent faktisk havde adresseret det. Og på en eller anden måde var det med til at bekræfte, at det faktisk var sket -- ikke, at jeg på noget tidspunkt havde været i tvivl, men vi havde bare aldrig nævnt det, når vi var sammen.

    Jeg fik endelig taget mig sammen, da hun havde skruet låget af flasken og havde sat den for munden. "Det er også rigtigt."

    Hun svarede mig ikke, da hun igen fjernede flasken og satte låget på den, før hun lagde den på plads. Det var som om, at det ikke var meningen, at emnet skulle dø ud der, men der var heller ikke nogen af os, der vidste, hvordan vi skulle gribe det an.

    Derfor overraskede jeg mig selv, da jeg talte. "Kommer vi egentlig nogensinde til at snakke om, hvad det kys gik ud på?"

    Clover bed sig i læben og så ikke op på mig, da hun trak på skuldrene. "Jeg ved det ikke," svarede hun stilfærdigt.

    Jeg kunne mærke, hvordan jeg begyndte at blive en smule påvirket over det, som vi snakkede om. Det havde været det kys, der havde startet med at have ført os sammen, og det virkede næsten forbudt at bringe det op -- som om det bare var en lille, intern hemmelighed, som vi havde sammen, som selv vi ikke engang snakkede om. Den kom kun frem i form af de gange, hvor jeg fandt mig selv forsvinde ind i hendes øjne og erindringen om hendes læber... og det var som om, at de erindringer begyndte at komme mere og mere. I takt med vores aften i bilen var skredet frem, havde det været som om, at jeg konstant ønskede at komme hende nærmere. Det var som om, at hun blev smukkere for hvert eneste sekund, der gik.

    Hun trak vejret tungt, men så så op og fortsatte, hvor hun var sluppet. "Jeg ved det ikke... for jeg ved stadigvæk ikke, hvad det var." Jeg forholdt mig tavs, da hun endelig så op på mig. "Det var... ubeskriveligt. Det var noget, som jeg aldrig havde -"

    Jeg kunne høre mine egne hjerteslag for mine ører, da jeg afsluttede hendes sætning. "troet kunne ske."

    Clover nikkede forsigtigt, mens hun pressede sine læber sammen. Igen var det, som om stemningen havde vendt og føltes nu mere intens end før. Jeg havde haft det sjovt og hygget mig med hende hele tiden, men lige nu føltes det, som var det et afgørende moment. Noget, som hele den her aften havde ledt op til, selvom jeg ikke bevidst havde siddet med en forventning om det. Jeg var kun blevet bekræftet, i løbet af den tid jeg havde tilbragt med hende, i, at vi blev nødt til at have den her samtale. For som timerne var gået, var jeg kun blevet mere sikker på, at jeg blev nødt til at vide, hvor det ville føre hen.

    Det var i det hele taget grundlaget for, at jeg havde opsøgt hende i kantinen. Fordi der var noget indeni mig, der havde fortalt mig, at jeg blev nødt til det. At det kys kun havde været en begyndelse på noget, der ville blive meget større.

    "Ashton, det -" Hendes stemme var dalet i styrke. "Det var en af de mest fantastiske ting, som jeg nogensinde har prøvet."

    "Også mig," svarede jeg hende, før det overhovedet gik op for mig, at jeg gjorde.

    Hendes ærlighed kom egentlig en smule bag på mig, men det føltes som en kæmpe byrde blev løftet fra mine skuldre; nu var det endelig ude i det åbne. Vi havde begge følt det. Selvom ingen af os havde haft nogen idé om, hvem den anden var, da vi stod der i mørket, havde det, som vi havde oplevet, været det samme. Det havde været den her overrumplende følelse af noget, som ikke kunne beskrives som andet end magi -- og tanken, om at det var pigen, som jeg havde oplevet denne følelse med, der sad her ved siden af mig og fortalte mig, at hun også havde følt den, var næsten lige så overvældende.

    Det, at denne pige så skulle vise sig at være Clover, var bedre, end jeg havde turde at regne med. Det var sjældent, at jeg før havde mødt en pige, der var så selvsikker og sjov og som samtidig gav mig lige præcis det modspil, som jeg havde behov for. Hun var impulsiv og spontan, og selvom hun prøvede at gemme det bag hurtige og kvikke kommentarer, så så jeg godt, hvor følsomt og blidt et menneske hun var. Hun var den eneste, der havde kunnet starte en ild i mig på den her måde.

    Clover rev mig ud af mine tanker om hende. "Nu ved jeg godt, at det her måske er et lidt dårligt tidspunkt;" sagde hun langsomt og trak vejret indad. "men jeg tror, at det er tid." Hun holdt blikket på mig. "Jeg bliver nødt til at gå ud og tisse."

    I nogle sekunder kiggede jeg bare på hende, før jeg ikke kunne lade være med at smile. "Det var også på tide."

    Jeg kunne ikke undgå at finde hendes pludselige skift i emne morsom; det var endnu en ting, som jeg fandt bedårende ved hende. Hendes oprigtighed. Hun pakkede ikke tingene ind og sagde det bare, som det var. Hun rullede med øjnene af min kommentar, før hun drejede hovedet og så ud af vinduet ved siden af hende. Der var fuldkommen mørkt udenfor, og man behøvede ikke at gå særlig langt væk fra bilen, før man ville være forsvundet ind i skoven, der omringede os.

    Hun så tilbage på mig. "Jeg tør ikke gå alene derud," konkluderede hun kortfattet.

    "Vil du have mig til at gå med dig derud og se på dig tisse?" grinede jeg og løftede øjenbrynene.

    Clover sendte mig et surt blik, før hun rystede på hovedet. "Nej, jeg vil ikke have, at du ser på mig tisse." Hun løftede brynene og talte med en stemme, der antydede, at det, som hun ville have mig til at gøre, var det mest logiske i hele verden. "Jeg vil have, at du går med mig derud og kigger væk, mens jeg tisser, som en rigtig gentleman ville gøre," smilede hun.

    Jeg kiggede på hende i nogle sekunder, og da hun så ud til at mene det, trak jeg bare på skuldrene med et smil. "Fint."

    Jeg vendte mig mod min dør, før jeg tog fat om håndtaget og åbnede den. Jeg kunne også høre, hvordan hendes dør klikkede op, og luften føltes frisk og kold, da jeg trådte ud i den. Selvom min dør åbnede ud til vejen, havde der ikke kørt en eneste bil her, siden vi var standset, og jeg havde derfor ikke travlt med at smække døren og gå om på den anden side, hvor Clover stod. Der var ikke noget lys herude til at vise vej, og jeg kunne heller ikke se hende i natten på samme måde som inde i bilen.

    "Skal vi?" spurgte jeg, selvom mine tænder allerede var begyndt at klapre, da jeg nåede hende.

    Clover førte an, da hun tog et skridt ud i sneen, der adskilte vejen og skoven. Jeg var hurtig til at følge efter hende, og jeg bemærkede, hvordan der var en lille tåge ud for min mund, hver gang jeg trak vejret, da jeg nåede op på siden af hende.

    Jeg stak hænderne i mine bukselommer. "Jeg vidste, at du ville knække på et tidspunkt," mumlede jeg smilende.

    Clover fnøs af mig, før hun gik et skridt tættere på mig for at skubbe til min arm med hænderne. "Hold kæft."

    Et øjeblik vaklede jeg i sneen, men nåede at genoprette balancen, før jeg ville falde. "Hey, du skal ikke skubbe til mig!" skyndte jeg mig at sige, før jeg lænede mig ind til hende og gav igen ved at skubbe til hendes skulder med min egen.

    Og på den måde fortsatte vi videre ud blandt de mange træer, mens vi skiftevis puffede drillende til hinanden. Op til flere gange prøvede hun protesterende at få mig til at stoppe, men da hun selv var lige så god til med det samme at give igen, havde jeg ikke tænkt mig at lade hende vinde bare sådan lige. Først da hun standsede, holdt jeg inde og stoppede op foran hende.

    "Okay, nu skal du så vende dig om," forklarede hun og nikkede i den retning, som jeg skulle vende.

    Uden et ord vendte jeg mig om med en hovedrysten, så jeg i stedet stod med ryggen til hende. Man kunne kun lige skelne de mange træstammer fra hinanden, og vinden rev larmende i trækronerne, mens jeg ventede. Det var som om, at der blev helt stille, nu når jeg ikke snakkede med Clover længere, og hvis jeg ikke havde vidst bedre, ville jeg tro, at jeg stod alene i den dunkle skov. Tålmodigt ventede jeg på, at hun ville blive færdig, og jeg trak vejret tungt en enkelt gang.

    Egentlig var det som om, at der havde lagt sig en ro indeni mig, men med ét blev den pludselig brutalt afbrudt ved, at jeg kunne mærke nogen gribe fat om mig bagfra, og jeg i forskrækkelse gav et spjæt fra mig. "Bøh!"

    Idet jeg vendte mig om og så Clovers grinende ansigt, vidste jeg med det samme, at det havde været hendes plan at skræmme mig hele tiden. Hun havde ikke hevet mig med herud for at skulle tisse, og det havde hun heller aldrig tænkt dig.

    "Det der -" begyndte jeg, selvom hun så ud til at være travlt optaget med at grine. "Det der kommer du til at fortryde!"

    Hun nåede kun lige at give et skrig fra sig og løbe et skridt, før jeg var efter hende og fangede hende ved at ligge en arm om livet på hende. Jeg havde førhen oplevet, hvor kilden hun var, og det var også med den erfaring i hovedet, at jeg instinktivt gav mig til at kilde hende, mens hun desperat prøvede at vride sig fri af mit greb i et grin. Selv kunne jeg heller ikke lade være med at grine over, hvordan vi lige pludselig stod her midt ude i en skov, efter hun lige havde lavet en prank på mig.

    Clover bakkede et skridt, og jeg fulgte hende uden på noget tidspunkt at stoppe med at kilde hende. "Ash, please!" gispede hun leende, mens hun bakkede nogle flere skridt tilbage, hvilket til sidste endte med, at hun stod med ryggen på en træstamme.

    Det faktum, at hun lige havde trængt sig selv op i et hjørne, gjorde det kun så meget lettere for mig at komme til at kilde hende, når hun ikke havde nogle steder at flygte hende. Det gik ikke op for mig, hvor tæt jeg faktisk var endt med at stå op ad hende, før hun pludselig lagde sine hænder mod mine overarme og derved tvang mine hænder ud på hver side af hende, hvor de landede på træets bark bag hende. Jeg var endt med at stå med et ben mellem hendes og med hele min krop lænet så tæt ind til hendes, at jeg kunne mærke varmen fra hende, og hvordan hendes brystkasse løftede sig, når hun forpustet trak vejret.

    Jeg stod stille, mens jeg selv også prøvede at få vejret. Der var pludselig ingen af os, der hverken grinede eller sagde noget, og da jeg så frem på hendes ansigt, der var få centimetre fra mit eget, fangede jeg hurtigt hendes øjne. Det var som om, at alt omkring mig forsvandt, og jeg glemte, hvor vi var, og hvad tid det var. Denne gang var det ikke, fordi jeg blev overvældet af følelser fra fortiden, at jeg følte mig som fastfrosset, men fordi jeg blev overvældet med de følelser, som jeg følte lige nu.

    Pludselig kunne jeg mærke, hvordan hendes ene hånd flyttede sig fra min overarm og i stedet gled langsomt hen ad mit bryst. Hun slap ikke mine øjne, da hendes fingre rørte min nøgne hud ved halsudskæringen, og hun nænsomt placerede sin hånd ved min nakke. Jeg kunne mærke, hvordan hendes fingre adstadigt gled mellem mine hår lige over nakken, og jeg fik kuldegysninger ned langs min rygrad. Hendes ånde føltes varm mod min mund, og hendes næse snittede flygtigt min.

    "De er her."

    Først forstod jeg ikke, hvad hun mente, men da jeg med ét også kunne høre lyden af et stort køretøj bag os, vidste jeg, at det var autotransporteren, der var kommet for at hente bilen. Jeg trak vejret tungt en enkelt gang, før jeg skubbede mig selv ud fra hende og så mig over skulderen og mod vejen. I nogle sekunder betragtede jeg bare den vældige maskine, der var stoppet ved bilen, før jeg så tilbage på hende, og vi begge rettede os op og sammen begyndte at gå tilbage til bilen for at komme hjem.

❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄

Så er vi halvvejs i historien! Jeg synes, at det er gået helt sindssygt hurtigt!

Det her var som sagt også et af mine yndlingskapitler, og jeg håber sådan, at det også var noget, der fangede jer. Med det sagt er der stadig masser af spændende ting tilbage i historien, og selvom den begynder at forme sig nu, så mangler vi jo stadig den anden halvdel af den. Tusind tak for alle jeres søde kommentarer; bliv endelig ved med at skrive!

Hvad skal I lave her i weekenden?

Rigtig glædelig jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...