Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27209Visninger
AA

16. Forvirring og fortrydelse

 

15
flakes of fortune

Clovers synsvinkel

Han sad lige foran mig. Præcis som han plejede at gøre, mens hr. Jacobsen talte om kompositionen af et billede. Han havde lige løftet hånden for at klø sig i nakken, mens han lænede sig tilbage i den ukomfortable stol. Nu lod det til, at han havde foldet hænderne over maven eller placeret dem på bordet foran sig, og han lagde hovedet en smule på skrå, som om han virkelig lyttede efter, hvad vi blev undervist i. Som enhver anden billedkunsttime kunne jeg ikke lade være med at stirre på Luke.

    Denne gang var det bare ikke med den samme boblende følelse af forelskelse. I stedet var den erstattet med en tvetydig og trykkende fornemmelse af forvirring. Forvirring over, hvorfor jeg ikke forsvandt hen i tanker, om hvad Luke og jeg kunne være sammen. Forvirring over, hvorfor Ashton konstant dukkede op i mine tanker, når jeg kiggede på ham.

    Det havde jo været meningen, at Luke skulle blive forelsket i mig. Det var meningen, at jeg kun skulle blive venner med Ashton, så jeg kunne komme tættere på Luke, så han ville indse, hvor perfekte vi var for hinanden. Det var meningen, at jeg ikke skulle kunne stoppe med at tænke på Luke. Det var meningen, at jeg skulle have lyst til at kysse Luke -- ikke Ashton. Alligevel kunne jeg kun tænke på det kys, som vi havde delt i forgårs, når jeg stirrede ind i ryggen på Luke.

    Det kunne ikke passe, at noget, som jeg havde været så sikker omkring, kunne blive opløst så hurtigt. Jeg ville have satset hele min eksistens på, at jeg aldrig ville have nogen anden end Luke, og nu sad jeg her og tvivlede. Det hang ikke sammen. Hvordan kunne det, som jeg havde troet mere på end noget andet, vise sig måske slet ikke at passe? Hvordan kunne jeg have været så sikker på, at jeg aldrig nogensinde kunne have lyst til nogen andre end Luke, når jeg sad her og følte noget andet?

    Fordi ingen kunne have forudset det, som Ashton og jeg havde.

    Det var et bånd, der havde været der, før vi overhovedet havde kendt hinanden. Det var som at prøve at modstå noget, som hver en fibre i kroppen på dig bad dig om at gå hen imod. Det var noget, som jeg, selvom jeg havde prøvet, ikke kunne drage mig selv væk fra. For det havde jeg virkelig prøvet. Og hvad det betød i forhold til det, som jeg troede, at jeg følte for Luke, havde jeg ingen idé om. Jeg kunne vel ikke bare give slip på alt det, som jeg så længe havde gået og troet. Kunne jeg?

    En stædighed dybt inde i mig havde ikke lyst til at indrømme, at jeg havde taget fejl. Men på samme tid havde resten af mig ikke lyst til, at der var noget, der skulle stå i vejen for det, som begyndte at blomstre med Ashton. Derfor var jeg kun henlagt i forvirring, når jeg for for hundredeogsyttende gang valgte at stirre på Luke Hemmings i stedet for at lære billedkunst.

    Jeg kunne også mærke, hvordan Parker flere gange havde skævet til mig med rynkede øjenbryn. Jeg kunne forestille mig, at jeg måtte have siddet og set splittet ud, men jeg kunne ikke koncentrere mig om, hvad hun eller nogen andre tænkte. Først måtte jeg finde ud af, hvad der foregik inde i mit eget hoved. Jeg blev nødt til at være ærlig overfor mig selv. Jeg kunne ikke blive ved med at gå rundt og prøve at overbevise mig selv om noget, der ikke var i overensstemmelse med virkeligheden.

    Det var også langsomt begyndt at gå op for mig, hvordan jeg egentlig næsten ikke havde tænkt over, at jeg faktisk havde snakket med Luke -- eller at han havde snakket med mig. Jo, jeg havde selvfølgelig tænkt tilbage på det en gang eller to, men det var ikke ligesom fra nogle måneder siden, da jeg pludselig havde fået øjenkontakt med ham, og jeg ikke havde kunnet stoppe med at tænke på det i flere uger efter. Det var, som om mit fokus havde været optaget af noget andet. Jeg havde haft så travlt med Ashton, at jeg havde tilsidesat Luke -- ham, som alt det her egentlig var for. Aldrig havde jeg troet, at jeg midt i min plan om at opnå den dreng, som jeg havde været forelsket i, ville ende med, at jeg skulle blive distraheret af en anden.

    Alt, som jeg vidste, var, at når jeg sad her og kiggede på Luke, lettede der ikke den sværm af sommerfugle i min mave, og jeg fik ikke lyst til at grine, mens jeg mærkede hans arme om mig, som jeg gjorde, når jeg så Ashton ind i øjnene. Et eller andet sted virkede det helt forkert at sige, men jeg kunne ikke destomindre benægte, at det var den fuldbyrde sandhed. Der var noget, der havde ændret sig i den tid, som jeg havde lært Ashton at kende, og det havde formået at overskygge min egentlig agenda. Det føltes så uvant, at jeg pludselig ikke følte den samme trang til at jage efter Luke, og jeg tog mig selv i at lede efter et eller andet svar, mens jeg betragtede ham bagfra. Hvordan havde Ashton fået mit begær efter Luke til at virke så overflødigt?

Det føltes som en evighed, siden jeg sidst havde set Ashton. I realiteten var det kun to dage siden, som jeg alligevel havde tilbragt med at skrive med ham, men jeg havde alligevel været hurtigt til at sige ja, da han havde skrevet, om vi skulle mødes. Jeg havde hurtigt vidst, hvad han havde ment, da han havde skrevet, at vi kunne mødes nede ved åen, og selvom det var en smule skummel vej at skulle gå alene, så var jeg nu på vej ned ad den lige omkring klokken 19:30 om aftenen.

    Jeg vidste ikke, hvorfor han ville mødes, men jeg havde på mange måder ikke noget imod at komme ud og gå i den kølige decemberaften. Jeg havde også skyndt mig at blive færdig med aftensmaden, så jeg kunne komme ud af døren noget hurtigere, for skulle jeg være helt ærlig, så glædede jeg mig til at se ham. Jeg glædede mig til at tale med ham igen og i smug få lov til at betragte ham, når han ikke lige så det. Jeg glædede mig, fordi jeg vidste, at den boblende knude, som var placeret et sted i maven på mig, kun ville vokse og til sidst briste i en euforiserende forløsning, når jeg var omkring ham. Kun ham.

    Et koldt vindpust fik hårene til at rejse sig på mine arme, som ellers var dækket af min jakke. Det var egentlig misvisende at kalde det sted, hvor vi havde aftalt at mødes, for åen, for det var nu mere en slags park, hvor man kunne følge en lang grussti, som så til sidst ville ende med at blive brudt af en lille å. Dog var det her i byen alment kendt som ved åen, og da jeg drejede til venstre ind over et lille græsstykke, vidste jeg, at jeg ville være fremme om få blot få sekunder. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg pludselig fik øje på en skikkelse, som stod ved en ensom lygtepæl, der ikke lyste optimalt, fordi den var dækket af sne. Han stod med ryggen til mig, da jeg langsomt nærmede mig, men vendte sig om, idet han hørte mine skridt.

    "Hey," sagde han med et smil, da jeg var tæt nok på til at kunne høre det.

    Han trådte et skridt frem mod mig for at modtage mig i et kram, og jeg nåede ikke at besvare hans hilsen, før hans arme lå om mig. Jeg gengældte hans omfavnelse, som jeg ønskede, at jeg kunne være blevet længere i, da han langsomt trak sig fra mig igen. Jeg så op på ham, hvor jeg i nogle sekunder bare stod og smilede, før jeg endelig tog mig sammen til at sige noget.

    "Hej," sagde jeg stilfærdigt. "det var ellers et køligt sted, som du havde valgt, at vi skulle mødes."

    Ashton grinede kort, og jeg bemærkede, hvordan nogle enkelte krøller havde undsluppet den hue, som han ellers havde trukket ned over håret. "Jeg tænkte, at vi måske kunne gå en tur." Han så lidt ud over landskabet foran os, som i de varmere måneder plejede at være grønt og frodigt, men nu var overdynget af hvid sne. "Bare ærgerligt, at jeg har glemt mine vanter."

    Han løftede den ene hånd demonstrativt, og jeg grinede. "Hvordan kommer en australier som dig så til at klare sig?"

    "Du skal ikke begynde allerede nu," sagde han advarenede og løftede sigende øjenbrynene af mig.

    Jeg bed fat i min underlæbe og klikkede en enkelt gang med tungen for at provokere ham. Han vidste udmærket godt, at han ikke ville kunne stoppe mig i at drille ham, og han rullede også bare opgivende med øjnene af mig, før han gik et skridt bagud. Jeg fulgte hans bevægelser, så jeg til sidste endte med at være ved hans side, som vi gik hen ad stien. Selv havde jeg taget mine lyserøde luffer med, men jeg havde bare stoppet dem ned i min ene lomme, da jeg havde skrevet med Ashton på vej herhen på min mobil, og med touchscreen fungerede det ikke så godt, hvis der var stof i mellem ens finger og skærmen.

    "Men helt seriøst, jeg kommer ikke til at kunne mærke mine fingre i morgen;" mumlede han eftertænksomt og strakte sine fingre for at samle dem til en knyttet næve og igen folde dem ud. "de er allerede fuldstændigt følelsesløse."

    Jeg drejede hovedet for at se på ham, før jeg flyttede blikket til hans hånd. "Virkelig?"

    Før jeg nåede at tænke over, hvad jeg lavede, havde jeg pludselig rakt ud efter hans hånd, som jeg holdt i min egen. Hans hud føltes kold, men ikke nok til det kunne distrahere mig fra den varme, som denne simple fysiske kontakt spredte i hele min krop. Ashton svarede mig heller ikke, da han blot lod mig stå med tommelfingeren mod hans håndflade, mens min hånd omsluttede hans. Jeg rømmede mig, før jeg hurtigt slap hans hånd igen og lod min egen falde ned langs min side igen.

    Kun havde jeg lige nået at fortryde min handling, da jeg pludselig kunne mærke hans hånd samle sig om min igen, da han tog fat om den. Jeg sank og så kort på ham for hurtigt at se væk igen. Jeg kunne ikke undgå at føle mig underligt opmærksom på, at jeg holdt ham i hånden. Det fik alle mine sanser til at slå ud, og jeg kunne mærke, hvordan jeg fik det varmt. Dog var det, som om jeg mærkede en form for beroligning skylle ind over mig, da hans tommelfinger forsigtigt aede min håndryg.

    "Clover, øhm -" Ashton brød stilheden, men holdt inde igen, da han ikke lod til helt præcis at vide, hvad han havde tænkt sig at sige. "Grunden, til jeg egentlig spurgte, om du ville med herud, var, at jeg gerne vil tale med dig."

    Jorden knasede en smule under vores fødder, som vi et langsomt tempo gik hen over den. Der var ingen andre end os her på dette tidspunkt af døgnet, og jeg nød, hvordan det kun var ham og jeg. Selvom han lige havde talt til mig, forholdt jeg mig stille. Jeg havde godt haft på fornemmelsen, at det ikke bare var en eller anden tilfældig gåtur, som han hevet mig med på, men der faktisk var noget, som han gerne ville få klargjort -- og det følte jeg også, at der var nogle ting, der behøvede.

    "Om os." Han tilføjede de to ord efter noget tid, og jeg spredte mine læber en anelse for at trække vejret tungt. "Jeg ved godt, at det hele er gået lidt hurtigt, og jeg vil sådan set bare gerne... fortælle dig, hvordan jeg føler. Omkring det hele."

    Jeg mødte hans øjne, da jeg kunne mærke, at han så ned på mig, og jeg også drejede hovedet for at se på ham. Jeg valgte stadig ikke at sige noget, men ventede i stedet på, at han ville fortsætte. Mit hjerte var på et eller andet tidspunkt begyndt at sætte farten på dens slag betydeligt mere op. Jeg vidste ikke, om det var, fordi hans hånd føltes helt rigtig, når han holdt om min, eller om det var det, som han var i gang med at lægge op til at sige. Idet han trak vejret indad for at forsætte, samtidig med han flyttede på sin hånd, så hans fingre i stedet flettede ind i mine, vidste jeg, at det nok var lidt en blandning af begge dele.

    Han så ned på jorden under os. "Jeg kan ikke forklare, hvad det er, men det har været der, lige siden jeg stødte på dig første gang. Lige siden det første kys har jeg været hypnotiseret af dig. Der er den her underlige forbindelse mellem os... som om du er min soulmate eller sådan noget." Han grinede af sine ord, men jeg vidste præcis, hvad han snakkede om. "Og efter det, der skete i søndags, er jeg kun blevet mere og mere sikker på... at jeg kan godt lide dig, Clover. Sådan en del."

    Diskret bed jeg mig i læben for at undertrykke et begyndende smil. Disse ord havde hele tiden ligget og summet et sted i baggrunden -- lige siden jeg havde mødt ham første gang. De havde bare ventet på at blive udtrykt, og alligevel kunne jeg næsten ikke fatte det, når han sagde dem. På en måde fortrød jeg så bitterligt, hvad mine intentioner med Ashton havde været. Han var ikke bare en undskyldning for at komme tættere på et andet menneske. Han var mere en grund nok i sig selv til, at man ville lære ham at kende. Jeg havde været forblændet og ignorant, men nu var det som om, at jeg endelig åbnede øjnene.

    "Ashton, jeg -"

    Jeg nåede knapt at begynde, før han havde afbrudt mig, og det gik op for mig, at han måske var en smule nervøs. "Du behøver ikke at sige det tilbage; jeg ville bare gerne have dig til at vide, hvor jeg stod," fortalte han mig i et hastigt tempo.

    Denne gang nåede jeg ikke at standse smilet, før det trak i mine mundvige. Langsomt standsede jeg midt på stien, hvilket også fik Ashton til at gøre det, før hans øjne landede på mine. Jeg holdt stadig hans hånd, selvom han stod foran mig, og selvom det virkede en smule malplaceret, havde jeg ikke lyst til at give slip, og derfor trådte jeg et skridt tættere på ham, så han stod mindre end en halv meter fra mig. Jeg kunne se, hvordan hans ånde lavede en lille tåge ud for hans mund, når han trak vejret, og jeg måtte i et øjeblik koncentrere mig om ikke bare at stå og stirre på hans læber, som han så ud til lige at have fugtet.

    "Jeg kan også godt lide dig." Ordene kom kun ud i en hvisken, og det gik først op for mig, hvad jeg havde sagt, og hvor rigtigt det i virkeligheden var, da jeg havde sagt det; jeg kunne lide ham, ligesom han lige havde sagt, at han kunne lide mig.

    En glæde kom pludselig væltende ind over mig. Han kunne lide mig. Han kunne lide mig. Aldrig havde jeg troet, at viden, om at Ashton kunne lide mig mere end bare venner, ville få mig til at føle mig så lykkelig og ekstatisk. Aldrig havde jeg troet, at der ikke var noget i verden, som jeg ønskede mig at høre mere end det. Som han stod her foran mig med sine fortryllende øjne og let adskilte, velformede læber, var der ikke noget eller nogen i verden, som jeg hellere ville høre det komme fra.

    Det tog ham nogle lange sekunder at finde frem til et svar. "Jeg sagde, at du ikke behøvede at sige det tilbage."

    "Men det vil jeg gerne." Jeg talte i med den samme lave stemme, som han gjorde. "For det passer. Jeg forstod heller aldrig, hvorfor eller hvordan det kys var så specielt til at starte med. Men jeg tror, at jeg har fundet svaret nu."

    Selvom jeg ikke sagde mere end det, var det, som om han vidste med det samme, hvad jeg mente. Han var svaret. Der var ingen anden grund, til det kys havde været så fænomenalt, end at det var, fordi det havde været med ham. Det havde det andet kys, som jeg havde delt med ham, bevist med al tydelighed. Det var kun, når det var hans læber, som jeg kunne mærke mod mine, at jeg følte mig så levende. Det føltes som noget, der aldrig var nogen andre, der ville kunne overgå.

    Ashton bakkede pludselig et skridt, og jeg vendte tilbage til virkeligheden igen. Han holdt stadigvæk fat om min hånd, og da han bakkede endnu et, gik det op for mig, at han ville have mig til at gå med. Han standsede igen, da vi var trådt nogle enkelte skridt ud fra stien hen til en bænk, som han satte sig på ryglænet af. Uden at slippe mig med øjnene trak han mig så tæt hen til sig, at jeg pludselig stod mellem hans ben, og han slap min hånd for at lægge begge sine arme om min lænd.

    Instinktivt lagde jeg mine hænder ved hans skuldre og kraveben. Stemningen mellem os havde allerede været intim, men nu når jeg kunne mærke hans krop direkte mod min, blev jeg nødt til at fokusere på ikke at komme til trække vejret alt for hurtigt.

    "Tænk, at jeg skulle sidde ned, før vi var lige høje." Ashtons stilfærdige ord fik mig til at smile.

    "Det er jo ikke min skyld, at du er en abnormt høj australier," hviskede jeg tilbage med drillende undertone.

    Han grinede lidt, men løftede så den ene hånd for at stryge noget af mit hår om bag mit øre, før han lod hånden falde på plads ved den nederste del af min ryg. Jeg bed mig kort i læben, mens jeg betragtede hans kønne træk. En kuldegysning hvirvlede ned langs min rygrad, da jeg pludselig kunne mærke, hvordan hans tommelfinger gled ind under min jakke og bluse og hen over min bare hud. Selvom hans hænder var kolde, var jeg overbevidst om, at det ikke var det, der havde udløst gyset.

    Jeg bemærkede, hvordan han hele tiden holdt blikket på mit ansigt for at sikre sig, at han ikke gjorde noget forkert. Jeg sank, før jeg trak vejret tungt og langsomt flyttede mine hånd, så den landede ved hans hals. I et sekund førte jeg mine fingre hen over hans adamsæble. Jeg havde lyst til at mærke hver eneste lille detalje af ham. Han lod mig også blot udføre denne gestus, mens han samtidig lagde sin hånd fladt mod min ryg, før han langsomt lod den glide hen over min hofte.

    Jeg opdagede først, at jeg havde stirret på hans brystkasse, da jeg fangede hans øjne igen. Det var, som om vi i sekundet, hvor vores øjne mødtes, havde indgået en aftale, for vi lænede os pludselig begge frem for at mødes i et kys.

    Jeg kunne mærke, hvordan hans hånd mod min hofte strammede sig, idet vores læber forenes. Det var tredje gang, at jeg fik lov at mærke denne følelse, og jeg var ikke sikker, men jeg kunne sværge på, at den var endnu mere kraftfuld denne gang -- og det kunne jeg kun finde en undskyldning for. For én ting var jeg sikker på, og det var, at jeg var faldet for Ashton.

❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄

Bum bum, jeg vil ikke skrive så meget andet end glædelig 15. december; jeg håber, at I har en fantastisk dag og ikke mindst en fantastisk jul, og at I får spist en masse juleslik og oplevet en masse juleting og alting jul!

Husk at efterlad mig en julekommentar, fordi jeg er i julehumør, juhuu(l)!

Rigtig glædelig jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...