Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27207Visninger
AA

3. Forfrosne fingre og fest

 

2
flakes of fortune

Ashtons synsvinkel

Jeg kunne ikke mærke mine fingre. Og det var ikke på den der måde, at man sådan syntes, at man ikke rigtig kunne føle dem. Jeg havde mistet al form for førlighed og fornemmelse i mine fingre, da jeg prøvede at få låsen til mit skab op. Koden var ellers meget simpel. 4857. Fire uskyldige cifre, som jeg skulle dreje ind. Dog virkede det umuligt at få min tommelfinger til at skrue på de små hjul, hvorpå tallene stod, og jeg undrede mig over, hvordan det allerede kunne være så satans koldt udenfor.

    Vi var kun 32 timer inde i december måned, som jeg stod her den 2. december klokken 08:00, og alligevel føltes det som om, at vi var nået vinterens højdepunkt. Dog viste den manglende sne udenfor, at det var vi langt fra, men jeg kunne godt stille mig tilfreds med, at det ikke blev koldere end det her, så jeg ikke skulle gå rundt med stivfrosne fingre længere end nødvendigt.

    Det var nok i sådanne situationer, at jeg ikke kunne skjule, at jeg var fra Australien.

    Endelig lykkedes det mig at få de rigtige tal frem på låsen, og jeg åbnede det aflange, grå skab, som stod identisk blandt alle de andre skabe på gangen. Det første, som jeg fik øje på i den bombe af rod, der var mit skab, var mine sorte vanter, som jeg havde glemt, da jeg tog hjem fra skole i går. Hvordan jeg kunne have glemt dem til hjemturen, som var mindst ligeså ulidelig kold, som turen herhen, var mig en gåde, men jeg priste mig lykkelig for, at jeg havde dem nu, når jeg skulle cykle hjem igen.

    Hurtigt kørte jeg en hånd gennem mit hår, som var faldet ned i øjnene på mig under kampen med låsen, før jeg begyndte at lede efter de bøger, som jeg vidste, at jeg skulle bruge i løbet af dagen... hvilket var en hel del lettere sagt end gjort.

    Nu havde jeg selvfølgelig aldrig påstået, at jeg var det allermest ryddelige menneske, men når man så mit skab, kunne man hurtigt komme til at tro, at jeg led af samlermani. Alt fra slikpapir til et par gummisko til tomme deodoranter lå spredt i det smalle skab og gjorde det mere eller mindre umuligt at finde de ting, som jeg skulle bruge. Som for eksempel min fysikbog.

    "Hey, Ash."

    Jeg behøvede ikke at se op for at vide, hvem der snakkede til mig, og derfor fjernede jeg heller ikke opmærksomheden fra min søgen, da jeg svarede. "Hej, Michael, har du muligvis set eller kommet til at tage min fysikbog efter i går?"

    Hans svar var kort, og det gik op for mig, at han måtte tygge på et eller andet, da hans stemme lød mumlende. "Nope."

    Med et suk rettede jeg mig op og hvilede hænderne (som var ved at genvinde deres følelse) mod kanten af skabet. "Så har jeg mistet den," konkluderede jeg og så på Michael, som stod lænet med skulderen mod skabet ved siden af og spiste en banan.

    I stedet for at svare mig trak han bare på skulderen. Jeg tror aldrig, at jeg havde mødt nogen, der var så ligeglad med skole, som Michael var. Han var her cirka hver anden dag og mødte altid op uforberedt og uden nogle bøger. På en eller anden måde havde jeg det faktisk præcis som ham, men der var bare noget i mig, der ikke kunne få mig selv til at ditche skolen på samme måde, som han gjorde. Det lå bare i min natur at være pligtopfyldende -- hvilket nok havde noget at gøre med, at jeg selv havde været ansvarlig for ret meget af mit liv fra en ung alder. Jeg var vant til at gøre, hvad jeg skulle, selvom jeg måske ikke nød hvert et sekund af det. På den anden side var der så mange andre ting, som jeg hellere ville gøre med min tid og med mit liv.

    Det var jo heller ikke, fordi jeg ikke kunne lide at tage ud og have det sjovt, men nogle gange kunne jeg godt tænke mig, at der var mere til det hele end bare at gå i skole og gøre, hvad samfundet forventer af en. Ligesom Michael, der egentlig lidt gjorde, hvad der passede ham. For det meste tog han kun i skole, hvis han kedede sig og ville være sammen med sine venner.

    "Du ved," skiftede Michael pludselig emne, efter han havde slugt en bid af bananen. "jeg er næsten færdig med Fiat'en, så der går ikke længe, før vi kan komme ud og køre igen." Han vippede med brynene, og et stort smil bredte sig over hans ansigt.

    Jeg kunne heller ikke lade være med at smile. "Nice!" grinede jeg. "Kan jeg så få lov til at prøve at køre den her gang?"

    Da Michael havde fået kørekort, havde hans far foræret ham hans gamle Fiat, og så var der ikke gået mere end et par måneder, før den var gået i stykker. Dog havde Michael besluttet sig for selv at reparere den, og det havde så endt med, at hver gang han havde fikset den, ville den bryde sammen igen kort tid efter, og han ville endnu en gang forsøge at få den til køre.

    Det her var syvende gang. Men han mistede aldrig håbet, og derfor gjorde jeg heller ikke.

    Michael og jeg var forskellige på rigtig mange punkter, og det var egentlig lidt underligt, hvordan vi overhovedet var endt med at blive venner. Han var enebarn, og selvom hans forældre var rigtig søde, så var han derfor en anelse forkælet på nogle punkter. Jeg ville for eksempel aldrig nogensinde få en bil gratis af min mor -- og det ville jeg heller aldrig forvente af hende. Hun havde nok i at arbejde tre forskellige jobs på skift, siden hendes løn var den eneste indtægt, som min familie havde lige for tiden. Jeg var for nylig blevet fyret fra mit job hos en elektronikbutik, men jeg var i gang med at finde noget nyt.

    Han trak lidt på det. "Nu får vi at se, ikke?" grinede han, og jeg rystede overbærende på hovedet af ham.

    Det faktum, at bilen gik i stykker så ofte, havde nok også noget med Michaels utroligt hasaderede kørsel at gøre. Dog lod jeg det blot ligge og smed de bøger, som jeg kunne finde, ned i min taske og smækkede skabslågen. Nu var det jo hans bil.

    Idet vi sammen gik mod fysiklokalet, hvor vi begge skulle modtage undervisning om under ti minutter, fortsatte han da også med at snakke om bilen, og hvordan han havde tænkt sig at ordne det, der ikke duede på den. Selv havde jeg ikke så meget forstand på biler, når det kom til andet end at skulle køre dem, og derfor lod jeg ham egentlig bare snakke.

    Det var jeg også vant til derhjemme, når Lauren eller Harry insisterede på at fortælle mig om et eller andet, der ikke havde den store substans eller var direkte kedsommeligt at lytte på. Jeg hørte sagtens, hvad de sagde og kunne også give et kort resume af det bagefter, men spurgte man mig en halv time senere, ville jeg ikke ane, hvad de havde sagt. Ikke, at Michael havde samme formidlingsniveau som en henholdsvis 11- og 14-årig, men af og til kunne det godt trække i langdrag.

    "Hey! Venner!"

    Nærmest synkront sænkede Michael og jeg farten og så os begge over skulderen i retning af, hvor der blev råbt. Michael stoppede med at tale, og det tog mig et sekund længere at få øje på personen, der kom løbende mod os, end det gjorde ham.

    Han trådte et skridt frem for at række hånden ud til ham. "Hvad så, Luke?" hilste han.

    Luke tog imod hans håndtryk, før han vendte sig mod mig og også rakte sin hånd frem mod mig. "Mikey, Ashton," sagde han en smule forpustet efter at have løbet for at nå op til os, mens jeg også trykkede hans hånd som en hilsen.

    Det undrede mig ærlig talt lidt, at der ikke var en sværm af mennesker omkring Luke; der var ikke engang en eneste person. Han plejede altid at være omringet af folk, så det var underligt at se ham alene. Ikke, fordi jeg så så meget til Luke. Jeg snakkede mest med ham, fordi han og Michael havde gået i folkeskole sammen og snakkede en del. Det var heller ikke, fordi jeg ikke kunne lide ham; han var en rar nok fyr, og jeg stødte da også på ham af og til, men for at sige det ligeud, så var han al for populær til sådan rigtigt at være min ven. Det var ikke, fordi han ikke havde tid eller ikke gad at være min ven, men når man havde så mange venner som Luke, så kom ens forhold til ham hurtigt til at virke overfladisk og en smule påtaget.

    Men i grunden var Luke reel nok, og jeg forstod faktisk godt, hvorfor så mange ville hænge ud med ham.

    "I har godt hørt om i morgen, ikke?" spurgte han og så skiftevis på Michael og jeg.

    I stedet for at svare så jeg hen på Michael, som rynkede lidt på øjenbrynene. "Næ?" svarede han langsomt.

    Luke rømmede sig. "Okay, det blev også først besluttet sådan rigtigt i går, men mine forældre er udenbys, så der er fest hjemme hos mig i morgen." Ud af øjenkrogen kunne jeg se Michael smile. "Og jeg regner selvfølgelig med, at I to er der."

    Det var et meget godt eksempel på, hvordan Luke hurtigt kunne få en til at føle, at man var en af hans allertætteste venner. Det faktum, at han nærmest allerede antog, at vi ville komme, var noget, som man plejede at gøre overfor sine bedste venner, og selvom han valgte at sige det til Michael og jeg, så var jeg sikker på, at der var mindst femten andre, som han ville anse som værende bedre venner end i hvert fald mig. Dog fortalte hans øjne mig, at han oprigtigt regnede med, at vi ville være der.

   Og for at være helt ærlig så kunne jeg også godt bruge en fest lige nu. Lige for tiden havde der været ret mange lektier og andre ting at se til, og jeg kunne godt bruge bare en midlertidig pause fra det -- også selvom det var en torsdag, og jeg skulle op i skole dagen efter. Så vidste jeg i hvert fald, at jeg højst sandsynligt ikke skulle regne med at se Michael på fredag.

    "Selvfølgelig, dude!" istemte Michael, præcis ligesom jeg havde forventet, at han ville.

    På den anden side nikkede jeg også selv istemmende. "Min lever begyndte også sådan at savne noget alkohol."

    Luke grinede kort af min kommentar. "Det er jo lige præcis det." Han rettede sig lidt op, før han lagde op til at sige noget mere. "I kan bare komme hen ad aftenen, når I vil, og I er selvfølgelig velkomne til at invitere nogle flere, hvis det er."

    "Hvor mange kommer der lige?" Michaels spørgsmål lød forundret og kom nærmest lige efter, at han havde afsluttet.

    Egentlig forstod jeg godt hans forvirring, for det lød på Luke som om, at det ikke havde den store betydning, om vi lige tog ti ekstra mennesker med til en privatfest hjemme hos ham selv. På den anden side havde jeg en enkelt gang set hans hus udefra, og der så det ud til at være pænt stort, så det kunne godt være, at der var plads til, at det kunne rumme en del.

    Lukes henkastede skuldertræk bekræftede mine tanker; det var vist ret ligegyldigt, hvor mange og hvem der kom.

    Skolens højlydte klokke afbrød vores samtale, og det store ur for enden af gangen viste, at det ringede ind til time, og vi burde sidde i fysiklokalet nu. "Jamen, så ses vi bare i morgen, ikke?" Luke begyndte at gå baglæns, mens han sagde ordene.

    Michael lavede en thumbs up til ham. "Vi ses!" sagde han, før vi igen vendte om for at gå mod klasselokalet.

Mine øjne var ved at falde i næsten hvert andet minut, men jeg blev stædigt ved, indtil jeg havde gennemført denne her bane. Jeg var efterhånden så træt, at jeg ikke engang kunne huske, hvilket videospil jeg spillede længere, men det var alligevel meget vigtigt for mig at gennemføre. Mine tommelfingre bevægede sig også i helt maniske bevægelser over controlleren.

   Efter jeg havde fået fri fra skole klokken 15:00, var jeg taget ned for at handle ind til aftensmad, hvorefter jeg var cyklet hjem. Lauren havde fulgtes med Harry hjem fra skole, så de var der begge to, da jeg trådte ind ad hoveddøren. Min mor skulle arbejde sent i dag, selvom hun også havde arbejdet hele dagen, så jeg havde lovet hende at hjælpe Harry med lektierne, ligeså snart jeg kom hjem; ellers ville han bare prøve springe over. Jeg kunne selv huske, da jeg var 11 år, og jeg gemte min lektiebog under madrassen i min seng, så jeg kunne sige, at jeg havde glemt den, og min mor derfor ikke kunne tjekke mine lektier.

    Nu havde de sådan noget smart noget, der hed ElevIntra, som man kunne kigge på.

    Da jeg havde hjulpet Harry med lektierne, var jeg begyndt at lave aftensmad, som vi havde spist bagefter. Lauren havde som altid været lidt smågnaven, men man kunne vel ikke forvente så meget andet af en nyudklækket teenager med alle hormonerne i behold. Efter vi havde været færdige med at spise, vaskede jeg op og lagde så noget tøj på plads, som havde hængt til tørre. Derefter var jeg gået i gang med mine egne lektier, som havde taget en del længere tid, end jeg havde kunnet overskue, og jeg havde derfor droppet det resterende, da jeg havde siddet lidt over halvanden time med det. Så havde jeg sørget for, at Harry gik i seng, så han ikke først sov klokken to i nat, og jeg havde endelig kunne tage et bad, hvor det varme vand nu gjorde mig døsig.

    Alligevel havde jeg besluttet mig for at sætte mig til at spille, og selvom klokken var 23:42 nu, og jeg virkelig trængte til at sove, så tvang jeg mig selv til at holde mig vågen. Dage som disse blev jeg bare nødt til at få inkorporeret et eller andet, som jeg fandt glæde ved. Jeg hadede tanken, om at have brugt en hel dag i mit liv på at lave noget, som jeg egentlig ikke brød mig om. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg bare kunne sidde og høre musik dagen lang. Og ikke lave en skid andet.

    Sådan var hverdagen bare ikke for de fleste, og det havde jeg egentlig også accepteret.

    I det mindste var der Lukes fest i morgen. For mig handlede fester ikke så meget om at komme ud og score og drikke en masse øl, som det handlede om at kunne give lidt slip på det hele. Man behøvede ikke at bekymre sig om så meget, når man drak, og det gav mig et frirum til bare at være mig selv og ikke tænke på alle de andre ting, der skete i mit liv. Men jeg ville nok alligevel lyve, hvis jeg sagde, at det så ikke også var en fordel, hvis man så endelig skulle finde en sød pige.

    Det var ikke, fordi jeg scorede til enhver fest, som jeg var til. Jeg var ikke ligesom Luke, som bare skulle smile lidt til en pige, og så var den ellers hjemme. Jeg havde haft noget med nogle piger i min tid, men det havde aldrig endt med at blive mere alvorligt, end at det holdt nogle uger. Jeg havde bare aldrig fundet en, som virkelig havde slået pusten ud af mig.

    Idet der pludselig lød et brag fra skærmen, og jeg med et spjæt tabte controlleren, så den røg ned på gulvet, gik det op for mig, at jeg var faldet lidt hen, og min karakter i spillet var blevet dræbt, mens jeg havde været fraværende. Endelig var det som om, at jeg indså mit nederlag, og jeg gabte en enkelt gang, før jeg slukkede for skærmen og lagde controlleren fra mig.

    Jeg kunne høre, hvordan blæsten rev i træerne udenfor, da der var blevet stille i rummet, og jeg kunne kun frygte for, hvor koldt det ville blive at cykle i skole i morgen. Dog var det kolde vejr også med til at symbolisere, hvordan julen nærmede sig for hver dag, der gik. Julen var som for så mange andre et af de tidspunkter på året, som jeg så allermest frem til. Der var bare et eller andet særligt i luften. Det var som om, at det hele emmede af... håb. Men jeg foretrak nu alligevel sommer.

❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄

Så kom det første kapitel fra Ashtons synsvinkel, og jeg håber, at I kan lide det. Som I kan læse, så lever han et lidt anderledes liv, end Clover gør. Jeg håber i hvert fald, at I har fået en idé om, hvordan deres hverdage hver især ser ud. Jeg ved ikke, om de første to kapitler her har været lidt tunge, men det er altid svært at komme i gang med en historie, og der er så mange ting, som læseren skal præsenteres for. Der kommer selvfølgelig meget mere drama i fremtiden!

Jeg er så glad for at se, at der er nogle, der har gidet at sætte historien på deres favoritliste, og jeg håber sådan, at historien lever op til jeres forventninger, hvis I har haft nogle. I må hellere end gerne smide en kommentar om, hvad I synes, eller hvad I tror, der kommer til at ske, eller om lige præcis og hvad som helst, som I har lyst til.

Rigtig glædelig jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...