Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27223Visninger
AA

23. For godt til at være sandt

 

22
flakes of fortune

Ashtons synsvinkel

Uden rigtig at bemærke det foldede jeg det lille stykke slikpapir, som jeg havde fundet i min jakkelomme, da jeg havde stukket hånden ned i den. Mine lommer var lidt ligesom mit skab henne på skolen; et stort, kaotisk rod. Jeg havde altid alverdens ting liggende, og lige nu var det altså et sølle slikpapir, som jeg rullede mellem min pege- og langfinger, der var udsat, mens jeg koncentrerede mig om, hvor jeg skulle hen. Michael havde sagt, at vi skulle mødes ved hjørnet, hvor Starbucks lå, og fordi der lå omkring en million Starbucks overalt i verden, var jeg en smule i tvivl om, hvilken en han havde ment.

    Egentlig vidste jeg heller ikke, hvorfor han overhovedet ville mødes der. Han havde ringet til mig fra en halv times tid siden og havde næsten lydt nødstedt og stresset, før han pludselig bare havde lagt på igen. Han havde kun nået at sige, at han skulle snakke med mig, og det var vigtigt, hvorefter han havde fortalt, hvor vi skulle mødes. Jeg havde kun nået at spørge, hvorfor vi ikke bare kunne mødes hos ham eller hjemme hos mig, før han havde sagt, at jeg skulle skynde mig og lagt på.

    Og så var jeg ellers taget hjemmefra, selvom mine søskende havde insisteret på, at jeg skulle blive hjemme, så vi kunne julehygge, så havde jeg bare sagt til Lauren, at hun skulle ringe til mig, hvis der skete noget, og så ellers forsvundet ud af døren. Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvad der kunne være så vigtigt, at Michael nødkaldte mig på den måde.

    Det var stadig så satans koldt udenfor, og selvom det ikke havde sneet de sidste par dage, så lå sneen stadig fint over jorden og truede med at få mig til at vælte når som helst. Min hudafskrabning, som jeg havde fået for nogle dage siden, var kun lige ved at gå væk, og jeg ledte faktisk ikke efter at få en ny. Jeg ledte i det hele taget ikke efter, at livet skulle give mig mere modgang lige for tiden. Jeg vidste godt, at der var mange, der havde det meget værre end mig, og jeg virkelig bare burde tage mig sammen og komme over alt det her, men det virkede umuligt. Jeg kunne ikke få mig selv til at komme videre.

    I et forsøg på at ryste mine tilbagevendende tanker af mig rømmede jeg mig og så hen ad fortovet foran mig. Klokken var cirka 16:00, så det var ikke helt dunkelt nok udenfor til, at lygtepælene ville tænde, men det lå klart i luften, hvordan mørket lå og ulmede og ville overtage sollyset om en lille times tid. Der var ikke så mange mennesker ude i dag, og dem, der var, var nok i gang med at købe de sidste julegaver. Jeg tildelte dem egentlig heller ikke så meget opmærksomhed, da jeg kort så mig over vejen, før jeg krydsede den. Jeg kunne se Starbucks-ikonet, og jeg manglede sådan set kun at komme over vejen og rundt om hjørnet, før jeg var der, hvor Michael havde beordret mig. Jeg luntede det sidste stykke, da en bil kom kørende mod mig.

    Idet jeg nåede det andet fortov, trak jeg endelig hænderne op af lommen, før jeg kørte noget af mit hår tilbage. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde forventet at se, da jeg rundede hjørnet, men i sekundet hvor jeg gjorde det, kunne jeg ikke stoppe mig selv i at standse brat op og stirre på det, som mine øjne mødte. Hun lod til at få øje på mig samtidigt med, at jeg gjorde hende.

    "Ashton -" Clovers stemme lød svag og lille, men jeg skar hende hurtigt af.

    "Jeg kan ikke -" Jeg rynkede brynene, før jeg omformulerede. "Det var meningen, at jeg skulle mødes med en anden her."

    Egentlig var min konstatering et forsøg på at afværge hende for at sige, at jeg ikke havde tid til at snakke med hende lige nu, men hun rystede på hovedet. "Jeg ringede til Michael. Jeg bad ham om at få dig til at mødes og snakke med mig."

    Det var, som om måden, hvorpå vinden tog hendes hår, som hun havde siddende løst, så det nænsomt omkransede hendes ansigt, distraherede mig fra det, som hun egentlig sagde. På trods af jeg ikke havde regnet med at se hende her, blev jeg næsten betaget af at se hende. Hun var virkelig smuk, og selvom jeg ikke havde lyst til at se hende, kunne jeg stadig ikke benægte det. Hendes øjne var stadig lige så fængslende, og jeg kunne stadig ikke gøre noget som helst andet end at blive væk i dem.

    "Hvordan? Hvorfor har du hans nummer?" Forvirringen kom, idet virkeligheden skyllede tilbage ind over mig.

    Mit instinkt fortalte mig, at jeg burde se at komme væk herfra. Ligesom når jeg ignorerede alle hendes opkald og beskeder. Jeg vidste ikke, om det virkelig var det, som jeg ville, men jeg kunne ikke andet end at føle, at jeg ikke burde stå her sammen med hende. Jeg var stadigvæk så rasende og ked af det, og jeg havde ikke lyst til, at det skulle tage over mig. Jeg havde ikke lyst til, at hun skulle se, hvor dybt hun faktisk havde såret mig. Jeg følte mig som en idiot, og jeg bed tænderne tæt sammen.

    Hendes ånde stod som en lille tåge ud for hendes mund, og jeg kunne se, at hun trak vejret hurtigt. "Det er en lang historie. Og jeg vil gerne have, at du skal høre den hele. Jeg vil gerne fortælle dig sandheden, Ashton," sagde hun langsomt.

    Selvom jeg ikke havde stået her sammen med hende i meget længere end et par minutter, kunne jeg allerede mærke, hvordan min krop var på overarbejde. Der var så mange ting, som jeg følte, at jeg havde at sige til hende, og så var der alligevel ingenting, som jeg kunne få ud. Jeg begyndte at forstå, hvordan Michael var involveret i det her. Han havde godt sagt, at han syntes, at jeg skulle tale med hende, men jeg havde aldrig troet, at han ville gå så langt med det. Et eller andet sted forbandede jeg, at jeg stolede på Michael, og det mindede mig om, hvorfor jeg nogle gange ikke forstod, hvorfor vi var venner.

    "Jeg troede, at jeg var meget tydelig sidst." Det var, som om ordene forlod min mund, før jeg nåede at tænke over det.

    Clover sank en enkelt gang, og jeg kunne se, at hun også prøvede at holde sammen på sig selv, præcis som jeg også selv gjorde. "Jeg vil bare have, at du lytter til, hvad jeg har at sige. Intet andet. Jeg vil bare have, at du ved det hele."

    Jeg rystede lidt på hovedet. Jeg havde ikke lyst til at vide det hele. Jeg havde ikke lyst til at vide, hvordan hun egentlig aldrig rigtig havde følt det samme, som jeg havde overfor hende, og hvordan jeg havde været en komplet tumpe ved at tro, at det nogensinde havde kunnet være sådan. Selvfølgelig havde det været for godt til at være sandt. Selvfølgelig.

    Vinden tog igen fat i hendes hår og fik det til at danse i luften i nogle sekunder, før det faldt på hendes skulder igen. Jeg fangede hendes øjne, og hvis jeg ikke tog meget fejl, så hun nærmest bange ud. Som om hun heller ikke havde lyst til at fortælle sandheden, ligesom jeg ikke havde lyst til at høre den. Alligevel trak hun vejret tungt indad, før hun begyndte at tale.

    "Jeg har været forelsket i Luke i over to år." Der var et eller andet ved hendes første udtalelse, som ramte mig lige i maven, og jeg følte mig ikke klar på at høre resten, da hun fortsatte. "Jeg havde aldrig snakket med ham. Jeg kendte ham ikke. Alligevel ville jeg gøre alt for at få chancen for at komme ind på ham. Så meget, at jeg ikke var i tvivl om, at jeg blev nødt til at finde en måde at komme med til hans fest på, da jeg hørte, at han holdt en. Jeg ville have den fest til at være vendepunktet i vores forhold. Jeg ville have det til at være festen, hvor han ville indse, at vi var perfekte for hinanden -- koste hvad det vil."

    Jeg bemærkede først, at jeg havde knyttet mine næver, da jeg kunne mærke mine negle bore sig ind i mine håndflader. Det var tydeligt at se på hende, at hun ikke var komfortabel ved at fortælle historien, og jeg var langt fra komfortabel ved at høre den. Jeg kunne bare ikke finde min stemme til at bryde ind. Selvom jeg så inderligt ville ønske, at jeg ikke behøvede at stå og lytte til det her, så vidste jeg, at det ikke destomindre var en nødvendighed. Jeg blev nødt til at kende til sandheden.

    Hun sank igen. "Det var den aften, hvor vi kyssede. Jeg troede, at jeg havde set Luke gå ind i det rum, hvor du var, og jeg fulgte efter ham derind. Jeg troede, at det var ham, som jeg kunne mærke i mørket. Jeg troede, at det -"

    "Hvad?" Det havde ikke været min mening at afbryde hende, men der var noget ved hendes bekendelse, der slog mig mere ud af den, end jeg var i forvejen, og jeg mærkede vreden vokse. "Den aften, hvor vi kyssede... troede du, at jeg var Luke?"

    Hun slog blikket væk, og selvom hun ikke sagde noget, vidste jeg godt, hvad svaret var. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det ikke ramte mig, men jeg kunne ikke benægte den kvalmende fornemmelse, som jeg fik. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde forventet, men der var bare noget ved det, at hun faktisk havde satset på, at jeg var en anden den aften, hvor det kys, som skulle ende med at vende op og ned på hele min tilværelse, skete. Jeg havde ikke vidst, hvem hun var, og jeg havde måske ønsket, at hun heller ikke havde vidst, hvem jeg var -- bare så den oplevelse heller ikke skulle vise sig at være fuldkommen fejlagtig.

    Det kunne jeg så godt smide langt væk nu.

    "Ja." Det var kun en hvisken, da hun endelig svarede, og hun så oprørt ud, da hun kiggede tilbage på mig. "Men så fandt jeg ud, at det var dig gennem armbåndet, og jeg ville ikke indrømme overfor mig selv, hvor fucking fantastisk det kys havde været, fordi jeg stadig var så ophængt på Luke. Og så var det, at jeg formede en plan inde i mit hoved. Jeg troede, at hvis jeg begyndte at hænge ud med dig, ville Luke ligge mærke til mig. Jeg troede, at hvis vi blev venner, kunne jeg komme til Luke."

    Det gjorde mere ondt at høre det direkte fra hende selv, end jeg havde troet. På trods af jeg efterhånden godt havde forstået, hvad der var gået til, så føltes det på en måde endnu værre, når jeg fik det bekræftet. Jeg kunne ikke finde noget i mig selv til at gøre andet end bare at ryste på hovedet. Hun trak vejret en smule besværet, og jeg vidste ikke, om det var en reaktion på det, som hun sagde, eller om det var udtrykket i mit ansigt, der udløste det. Jeg vidste ikke engang, hvordan jeg så ud, men hvis jeg skulle dømme ud fra, hvordan jeg havde det indeni, så måtte det vel være en blandning af forfærdelse og uforståelighed.

    Clover pressede kort sin læber sammen, før hun fortsatte. "Men så lærte jeg dig at kende. Jeg prøvede at benægte det, men jeg kunne ikke komme udenom det, som jeg følte. Jeg prøvede at holde fast i, at jeg ville have Luke, men lærte på samme tid, hvordan det virkelig føltes at være forelsket i en. Jeg lærte, at det var dig, som jeg havde ledt efter i så lang tid."

    Jeg kunne ikke lade være med at føle, at hun løj; jeg kunne bare ikke tro på hende. "Jeg behøver ikke at stå og lytte på det her," sagde jeg så lavt, at jeg knapt selv hørte det, før jeg abrupt vendte mig om og begyndte at gå væk fra hende.

    Mit hoved kogte, og jeg havde brug for at komme væk. Jeg kunne ikke sluge alle de informationer, som jeg fik, og det gjorde mig ør at få dem af vide. Dog nåede jeg ikke langt, før jeg pludselig kunne mærke noget samle sig om mit håndled.

    "Nej, vent!" Clovers hånd føltes brændende mod min hud, og jeg vendte mig mod hende.

    Noget fik pludselig alle de følelser, der var inde i mig, til at vælte op ved overfladen, og jeg vidste ikke, om det var følelsen af igen at mærke hende røre ved mig, der gjorde det. "Jeg har ikke lyst til at høre det her!" råbte jeg, mens jeg trak min hånd til mig. "Mens jeg var fuldstændig og betingningsløst fokuseret på dig, havde du gang i en anden bag min ryg. Jeg kan ikke vide, hvad der er sandt og falsk længere. Jeg kan ikke vide, om du nogensinde har ment noget af det, som du har sagt til mig."

    "Selvfølgelig har jeg det, Ashton!" Mit hævede toneleje smittede af på hende. "Det kan godt være, at jeg har haft skjulte intentioner, men jeg har aldrig nogensinde løjet om, hvad jeg følte for dig. Jeg mente det, da jeg sagde, at jeg godt kunne lide dig. Jeg mente det, da jeg sagde, at jeg var glad for at have mødt dig. Jeg mente det, da vi kyssede under det Luciaoptog."

    Synet af tårerne, der samlede sig i hendes øjenkroge, fik den samme ubehag til at samle sig i min mave, som da jeg havde set dem for et par dage siden. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg reagerede så voldsomt på det, men der var bare noget over tanken, om at hun græd, som næsten fik det til at gøre fysisk ondt på mig. Jeg kunne bare ikke lide det. Og derfor blev jeg også nødt til at komme væk. Jeg havde ikke lyst til at befinde mig i den her situation længere. Jeg kunne ikke lytte på det her mere.

    Clovers stemme rystede en smule, da hun igen talte. "Og Luke kyssede mig i går."

    Med denne nyhed havde jeg det endnu en gang som om, at jeg blev slået helt ud af kurs, og jeg mærkede en ny klump af raseri forme sig inde i mig. Dog var den denne gang rettet mod noget andet. Jeg burde ikke føle det, når jeg så inderligt prøvede at overbevise mig selv om, at jeg var færdig med det her, men jeg kunne ikke lade være. Jalousi. Jeg følte mig jaloux, idet ordene hang i luften, og jeg fik en trang til at styrte væk fra hende og finde Luke. Lige nu. Jeg anede ikke, hvad jeg havde tænkt mig at gøre med ham, men jeg blev nødt til at gøre noget. Vreden fik mig til nærmest at føle mig overophedet.

    "Han var meget fuld, og han kyssede mig." Hun gentog ordene, selvom de stadig rungede for mine ører. "Og selvom jeg ikke var i tvivl, så var jeg glad for, at det skete. For det beviste kun, at der aldrig vil være nogen eller noget, der kan måle sig med det, som vi havde." I nogle sekunder tøvede hun, før hun fortsatte. "Det er, som om du er min soulmate eller sådan noget."

     Det tog mig ikke længe at genkende den sidste sætning, og jeg havde det, som om jeg et kort øjeblik blev sendt tilbage til det øjeblik, hvor jeg havde sagt det præcis samme til hende. Dog tog det mig ikke længe at blive revet tilbage til realiteten, som den var nu -- og den var en helt del anderledes, end den havde været på daværende tidspunkt. Igen kunne jeg mærke mig selv ryste på hovedet, i takt med jeg prøvede at forstå, hvad hun fortalte mig. Luke og hende havde kysset. De havde kysset, mens hun prøvede at stå her og overbevise mig om, at hun var færdig med ham. Hvordan var det at være færdig med ham?

    Jeg blev nødt til at bakke et lille skridt og se væk. "Jeg kan ikke det her længere." Det kom kun ud i en hvisken.

    "Ashton." Mit navn forlod også kun hendes mund meget lavmælt, og jeg så instinktivt tilbage på hende.

    Og jeg ville ønske, at jeg ikke havde kigget tilbage. En enkelt tåre havde banet sig vej ned langs hendes kind og hang nu ved hendes hage lige under hendes bævrende underlæbe. Jeg kunne mærke følelsen af skyld ramme mig hårdere end noget tidligere tidspunkt, og selvom jeg vidste, at jeg ikke burde føle den, og jeg ikke burde gøre det her, kunne jeg ikke standse mig selv, før jeg pludselig havde trådt et skridt frem igen og lagt armene om hende i et tæt greb. Mit hjerte bankede vildt i brystet på mig, og jeg fattede stadig ikke, hvad jeg havde gang i, da jeg kunne mærke hendes næve knytte sig om min jakke.

    "Lad være med at græde," mumlede jeg mod hendes hår.

    Hun hikstede en enkelt gang efter vejret. "Undskyld. Undskyld, Ashton; jeg er så ked af alt, der er sket."

    Hendes ansigt var gemt ved min brystkasse, og hendes stemme var derfor ikke særlig tydelig, da hun talte. Mit hoved var tåget, og jeg kunne ikke finde orden i noget, der foregik i det. Jeg havde bare lyst til at blive stående sådan her med hende og håbe på, at det hele ville løse sig. Jeg havde bare lyst til, at jeg ikke fik lyst til at ødelægge et eller andet, når jeg tænkte på, at hun ville have valgt Luke fremfor mig. Lige nu var det eneste, som jeg så, et billede af hende sammen med Luke. Og selvom jeg heller end gerne ville kunne vende det om og gå tilbage til det, som vi var, så kunne jeg ikke finde det i mig selv.

    "Det er jeg også," svarede jeg efter noget tid, og jeg slap langsomt mit greb om hende, hvor jeg først lagde hænderne mod hendes arme for til sidst at slippe hende helt, da jeg fangede hendes øjne. "men det ændrer ikke på noget."

❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄

Så er det sgu i overmorgen, at det er juleaften! Jeg glæder mig vildt meget; jeg tror aldrig, at jeg kommer til at synes, at julen er kedelig, for jeg glæder mig lige så meget den dag i dag, som jeg gjorde, da jeg var otte år gammel.

Glæder I jer også, eller er det bare mig?

Og hvad synes I om det nye kapitel? Tror I, at det hele når at løse sig, inden julekalenderen er ovre?

Husk at smide en kommentar med, hvad du tror, og hvad dit yndlingsøjeblik i denne historie har været. Mit har som sagt været kapitel 11 og kapitel 12, fordi jeg elskede at skrive netop disse to kapitler. I det hele taget har det bare været en super fed movella at skrive, og det er nok den, som jeg har skrevet hurtigst ud af alle mine historier!

Rigtig glædelig jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...