Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27081Visninger
AA

17. Føltes næsten som hjem

 

16
flakes of fortune

Ashtons synsvinkel

Snefnuggene dalede langsomt fra himmelen, da jeg skubbede hoveddøren til skolen op og trådte ud af den og ud i kulden. Det havde næsten sneet konstant siden den dag med sneboldskampen, og når man så på, hvordan sneen havde lagt sig i et tykt lag henover jorden, var det ikke, fordi jeg havde nogle forhåbninger om, at det ville gå hen og forsvinde lige foreløbig.

    Jeg havde egentlig fået fri fra nogle minutter siden, men med den tid, som det tog at få alt det overtøj på, som jeg behøvede, var jeg først kommet ud af skolen for at cykle hjem nu -- hvilket desuden overhovedet ikke var sikkert i det her vejr. Jeg var allerede faldet på cyklen én gang i dag og havde fået en hudafskrabning ved min kæbe og albue, og jeg var overbevidst om, at det ikke var sidste gang, at noget i den dur ville ske. Sne var kun med til at føre til forfrysninger og skader.

    Derfor var jeg også mere påpasselig, end jeg normalt ville være, da jeg trådte hen over den afryddede asfalt, der førte ud til parkeringspladsen. Det så ud til, at alle andre elever, der havde fået fri samtidig med mig, mere eller mindre var forduftet fra skolens ejendom for lang tid siden. Egentlig gik jeg mest i mine egne tanker, og jeg var derved også en smule forbløffet, da jeg pludselig ud af øjenkrogen opdagede noget, der fangede min interesse. Hendes lyse hår var genkendeligt selv på lang afstand, og på trods af hun stod med ryggen til mig, var jeg ikke i tvivl om, hvem det var -- og jeg havde instinktivt sat kurs mod hende.

    Hun stod henne ved busstopstedet, som meget strategisk var blevet placeret lige ude foran skolen, så man ikke skulle gå så langt, hvis man kom med offentlig transport. Jeg havde helt glemt at tænke over, hvor farligt underlaget under mine fødder var, idet jeg trådte hende nærmere, og det gik også først op for mig, da jeg var nået op til hende, at hun ikke var alene.

    "Hej." Mit ensomme ord fik hende til at se sig over højre skulder, før hun vendte kroppen en smule mod mig.

    I et sekund nåede hun at se forvirret ud, men så var det, som om et bredt smil afbrød den konfuse grimasse, og jeg kunne ikke stoppe den ubeskrivelige sensation, der løb gennem min krop. Det var en underlig kildende, trykkende og adrenalinfyldt fornemmelse, der skød gennem mig ved synet af hende, og jeg glemte fuldstændig, hvordan jeg netop havde observeret, at hun havde stået og snakket med nogen, da jeg lænede mig ned mod hende for at placere et kys ved hendes tinding. Jeg havde konstant lyst til at røre hende eller kysse hende eller bare være omkring hende, og efter de ting, som vi havde snakket om i går, fandt jeg det pludselig nær det umuligt at lade være med at gøre nogle af de ting. Jeg kunne ikke få nok af hende.

    Clover bed sig i læben og slog blikket ned, da hun lod til at blive en smule perpleks. "Øhm -" Hun rømmede sig kortvarigt i et forsøg på at samle sig selv, før hun så op igen. "Ashton, det her er mine veninder; Parker og Molly. Og de er -"

    "Du er Ashton." Selvom jeg lige havde fået navnene på de to piger, som havde stået sammen med Clover, vidste jeg stadig ikke, hvem der var hvem, og derfor så jeg bare på pigen med det korte, blonde hår efter hendes gispende udtalelse.

    Clover rykkede på sig. "meget indiskrete." Hendes mumlen var tydeligvis en afslutning på sætningen, som hun havde startet.

    Uden rigtig at vide hvad jeg skulle gøre, grinede jeg kort, før jeg så mod Clover, som havde presset sine læber sammen. Det stod efterhånden meget klart, at hun havde snakket om mig med sine veninder, hvilket et sted inde i mig gjorde mig glad. Jeg havde i snart to uger ikke gjort andet end at snakke om Clover til Michael, og selvom jeg vidste, at han snart var godt træt af at høre om hende, så kunne jeg kun glæde mig over tanken, om at Clover måske havde gjort det samme.

    Dog kunne jeg ikke undgå at finde det en smule underligt, at veninden sagde mit navn, som om hun havde kendt til mig længe, når det nu var første gang, at jeg mødte hende. "Ja, det er jeg." Jeg brød stilheden. "Rart at møde jer."

    "I lige måde." Nu var det den anden veninde, der snakkede. "Jeg er Parker."

    På den måde kunne jeg hurtigt konkludere, at hende, der havde udbrudt mit navn, måtte være Molly, og jeg nikkede lidt med et smil. Jeg fornemmede, hvordan Parker skævede til Clover, før hun trak vejret indad og så mod mig igen.

    Jeg kunne ikke aflæse hendes blik, og selvom Molly lige havde lydt overrasket og forbløffet, havde Parker et meget mere afslappet og nærmest nonchalant toneleje. "Clover har... fortalt en masse om dig," sagde hun langsomt.

    Igen var det som om, at hendes øjne flakkede mod Clover, og jeg rynkede øjenbrynene en smule. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var, der foregik mellem dem, og på en eller anden måde var det også, som om der lå noget gemt bag de ord, som hun lige havde sagt. Jeg nåede dog ikke at tænke videre over det, før jeg kunne mærke, hvordan Clovers hånd pludselig snoede sig indenom min arm, og jeg så ned på hende, da hun lænede sig en lille smule ind til mig. Hun smilede kort.

    "Nå, men bussen kommer nu, men jeg tror bare, at jeg følges med Ashton hjem, piger," skiftede Clover emne, og hvis jeg ikke hørte helt forkert, lød hun en smule lettet. "så vi ses bare i morgen, ikke?" Hun smilede til begge sine veninder.

    Selv havde jeg slet ikke opdaget det store køretøj, før det pludselig standsede foran os. Jeg forholdt mig tavs, før jeg så hen mod Molly. Det så ud, som om hun rystede en smule på hovedet, før hun vendte sig om mod bussen, hvortil døren lige var åbnet. Jeg havde det, som om der foregik et eller andet underforstået, som jeg ikke vidste, hvad var, men på den anden side var det også allerførste gang, at jeg mødte dem. Jeg vidste jo ikke, hvordan de agerede og opførte sig overfor hinanden, så jeg følte ikke, at det var mit sted at blande mig. Jeg så mod Parker, hvis hårfarve også først havde fået mig til at kigge en ekstra gang.

    Hun smilede til mig, før hun så på Clover. "Vi ses," sagde hun blot, men holdt hendes øjne låst i nogle sekunder.

    Jeg rettede opmærksomheden mod Clover, da døren til bussen smækkede foran os, og den gav et larmende pust fra sig, før den kørte videre. Hun så op på mig i nogle sekunder, før hun smilende gav et grin fra sig og puffede til mig, da jeg blot stod og kiggede på hende med en smule løftede øjenbryn og et udefinerbart smil om læberne. Hun rullede en enkelt gang med øjnene.

    "Du må jo tro, at alle, som jeg omgiver mig med, er totalt sære;" lo hun. "først min bror og nu mine veninder."

    Jeg begyndte at gå, da hun trådte et skridt fremad, og sammen begyndte vi at gå hen mod området, hvor alle cyklerne var. "Nej, nej, de virkede da som nogle rigtig søde piger," svarede jeg og mente rent faktisk, hvad jeg sagde.

    "Det plejer de også at være." Hendes grin fik igen en summende følelse i gang indeni mig, og jeg kunne mærke, at hun strammede grebet om min arm, da hun så op på mig. "Hvad har du lavet med din kæbe?" spurgte hun pludselig.

    I forvirring løftede jeg hånden, og først, da jeg mærkede en smerte skære der, hvor mine fingre ramte, huskede jeg på den hudafskrabning, som jeg havde sikret mig selv i morges. Den var egentlig ikke så synlig, så det overraskede mig lidt, at hun havde opdaget den, og som jeg nænsomt kørte fingrespidserne over den, ville jeg ønske faktisk også ønske, at hun ikke havde.

    En ting var, at det var pinligt at indrømme, at man var faldet på cyklen, men en anden ting var, at jeg næsten med garanti var sikker på, at hun ville komme med en kommentar om, at det havde noget at gøre med, at jeg kom fra Australien og ikke var vant til et vejr som dette. Det lod til, at hun aldrig nogensinde ville stoppe med at synes, at det var ualmindeligt morsomt.

    "Øhm." Min start var tøvende, og jeg så fremad. "Det er ikke vigtigt."

    Jeg vidste godt, at mit svar var svagt, og selvom jeg havde håbet på, at hun bare ville acceptere min løse besvarelse, så kendte jeg hende efterhånden godt nok til at vide, at hun ikke havde tænkt sig at lade ligge den der. Og på den må hun smilende åbnede munden for at sige noget, der ville modsige mig, vidste jeg, at det her nok ville blive en meget lang tur hjem.

"Det her er jo fuldkommen latterligt;" grinede hun for tredje gang, mens hun fortsat sad i skrædderstilling på min seng med min computer i hænderne og scrollede gennem mine sange på iTunes. "hvordan findes der overhovedet så mange sange?"

    Jeg smilede bare og blev liggende med armene bagom hovedet. Clover havde taget plads nede i fodenden af sengen og sad med front mod mig, så jeg egentlig ikke kunne se, hvad hun foretog sig på min computer, som hun havde taget fra noget tid siden. Det havde egentlig bare startet med, at hun ville vise mig en sang, som hun havde hørt i radioen, men da hun havde opdaget mit iTunes-bibliotek, som indeholdt lidt over 7000 sange, var hun blevet så forbløffet, at hun nu havde siddet og sat flere af dem på for at høre dem i tredive sekunder og så skifte. Et eller andet sted var det meget underholdende at se hende sidde og grine over de numre, som jeg havde, og jeg tog mig selv i at betragte hende, som hun havde øjnene mod skærmen.

    Efter jeg havde mødt hendes veninder tidligere i dag, var jeg endt med at trække cyklen hjem, da jeg fulgtes med Clover, siden vi boede i samme retning. Det havde egentlig været en lidt mærkværdig oplevelse at møde dem, men jeg havde valgt ikke at tænke så meget over det. Clover havde fået lokket ud af mig, hvor min hudafskrabning kom fra, og efter hun i lang tid havde gået og grint over det, havde jeg på et tidspunkt endt med at spørge, om hun ville med hjem til mig. Det var slet ikke faldet mig ind, at det faktisk var første gang, at hun ville være hjemme hos mig, da jeg havde spurgt hende.

    Det var ikke, fordi jeg var flov over, hvor jeg boede, men efter jeg havde været hjemme hos hende, vidste jeg, at det på ingen måde var lige så ryddeligt og hjemligt, som hendes hus var. Vi boede bare af mange grunde ikke i det allerdyreste og flotteste hus på hele gaden, og vi havde ikke råd til at indrette det med omkostningsrige møbler og dekorationer.

    Clover virkede dog ikke særlig kritisk eller opmærksom på husets tilstand, da hun bare havde fortsat med at snakke, som intet var anderledes -- og det havde på en eller anden måde givet mig en ro, som jeg ikke vidste, at jeg havde behøvet.

    Harry og Lauren var inde på deres egne værelser, og vi havde faktisk slet ikke set noget til dem, da vi havde befundet os inde på mit værelse, lige siden vi var kommet herhjem. Min mor var stadigvæk ikke kommet hjem endnu, selvom klokken snart var ved at være 18:00, men jeg havde slet ikke nået at tænke over, hvad vi skulle gøre med aftensmad eller noget, da jeg havde været så optaget af Clovers selskab. Det virkede på en måde så surrealistisk, at hun sad lige her på min seng.

    Hun gispede pludselig. "Det her er en god sang!" udbrød hun.

    Remedy med Adele lød ud af computerens ringe højttalere, og hun stillede endelig min computer fra sig i vindueskarmen, der lige netop var bred nok til, at den ikke ville vælte ned. Mine fødder snittede hendes knæ, da hun flyttede blikket mod mig. Jeg fangede hendes øjne, idet de første linjer fra sangen begyndte, og jeg smilede lidt til hende, da hun lagde en hånd over sit hjerte for at symbolisere, hvor meget hun elskede sangen. Drillende løftede jeg min fod for at prikke hende i siden med min tå, og hun hvinede en enkelt gang, før hun hurtigt skubbede den væk igen. Hun sendte mig et ondt blik, da jeg grinede.

    "Du ødelagde totalt mit moment der;" brokkede hun sig, før hun lænede sig fremad i sengen og lagde sig på maven ved siden af mig -- dog vendte hun hovedet bort, så hun stirrede ind i væggen. "jeg var så tæt på at leve mig ind i rollen som Adele."

    Jeg kunne ikke lade være med at grine over hendes forurettede adfærd, og jeg rakte hånden ud for at samle hendes hår, der lå spraglet ud over madrassen under os. Hun sagde ikke noget, da jeg lagde hånden mod hendes nu blottede nakke, men blev bare liggende med armene ned langs sine sider. For blot få dage siden havde jeg knapt turde at røre ved hende, i frygt for hvilke signaler det ville starte i mig, og hvordan jeg ville ende med at reagere på dem. Nu havde jeg en konstant tørst efter at mærke den euforiserende følelse prikke i mine fingrespidser og videre gennem resten af min krop. Der var så hurtigt opstået den her komfort mellem os, hvor det kun virkede naturligt, at vi på en eller anden måde indgik fysisk kontakt. 

    På den anden side havde jeg følt en forbindelse til hende, før jeg overhovedet havde mødt hende og derfor virkede det nærmest som en selvfølge, at jeg havde lyst til at holde hendes hånd eller se hende ind i øjnene. Det var næsten, som om det var at stride imod mine instinkter, hvis jeg prøvede at holde mig fra hende -- og det havde jeg ærlig talt ikke lyst til.

    I nogle sekunder lå vi blot sådan i stilhed, før hun pludselig drejede hovedet, så jeg kunne se hendes ansigt. Hun lå en smule længere nede på min halvandenmandsseng, og jeg bøjede derfor hovedet en smule for at kunne se hende i øjnene.

    "Bliv ved," hviskede hun stilfærdigt.

    Jeg havde slet ikke selv opdaget, at jeg var begyndt at nusse hende i nakken, før hun gjorde mig opmærksom på, at jeg var stoppet. Langsomt lod jeg igen mine fingrespidser glide over nænsomt over hendes hud, hvor mine fingre af og til gled ned under stoffet af hendes bluse. Hun trak vejret tungt en enkelt gang og holdt mit blik fastlåst.

    Min stemme lød en smule hæs, da jeg snakkede. "Det her kommer til at lyde vildt underligt;" sagde jeg stille uden at se væk fra hende på noget tidspunkt. "men jeg tror aldrig, at jeg har følt mig mere hjemme, som jeg gør, når jeg er sammen med dig."

    Hun blinkede, men udviste ellers ingen reaktion på min udtalelse. "Hvad mener du?"

    Jeg vidste ikke, hvad det var, der fik mig til at turde at være så ærlig, men ordene fandt vej til min mund, uden jeg så meget som tænkte over det. "Lige siden jeg har været helt lille, har jeg altid skulle opføre mig ældre, end jeg egentlig var. Uden en far har jeg været nødt til at træde ind i forælderrollen for mine søskende, og det at komme hjem har altid betydet, at jeg skulle udstråle den her selvsikkerhed og kontrol." Jeg bed mig kort i læben, før mit blik flakkede væk fra hende og ud i rummet. "Sammen med dig har jeg alt andet end kontrol. Det er, som om jeg endelig kan tillade mig at være et barn. Og jeg elsker det."

    Jeg havde ikke rigtig talt med hende om, at jeg ikke havde kontakt til min far. Jeg havde godt nævnt en enkelt gang, hvordan min mor havde opdraget os alene, men havde aldrig gået ind til dybere detaljer end det. Dog svarede Clover ikke ved at stille mig en masse spørgsmål om min fraværende far, men rykkede i stedet på sig, så hun til sidst lagde hovedet støttende mod min brystkasse. Forsigtigt løftede hun sin ene hånd for at ligge den fladt mod min mave. Jeg flyttede igen øjnene ned på hende.

    Varmen fra hende fik alle mine sanser i gang, og jeg havde kun lyst til at have hende nærmere. For blot få uger siden havde jeg ligget her alene og tænkt, at jeg aldrig havde fundet en, der kunne få mig til glemme omverdenen og give mig lyst til at smide alt bare for at være sammen med hende -- og jeg havde heller ikke troet, at det var noget, der skulle høre til fremtiden lige foreløbig. Men her var hun. I løbet af denne kolde vintermåned havde jeg for første gang oplevet, hvad det ville sige at være fuldkommen og betingningsløst væk i en anden person. Og i dette øjeblik ville jeg aldrig nogensinde bytte det for noget.

❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄

Jeg elsker #Ashver så meget, og jeg elsker sådan at læse tilbage på de her kapitler, fordi jeg så tydeligt husker at have skrevet dem. Jeg blev lige nødt til at inkorporere Remedy af Adele, fordi jeg er så vild med hendes nye album!

Husk nu at smide en kommentar; det betyder simpelthen så fantastisk meget for mig!

Rigtig glædelig jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...