Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27218Visninger
AA

26. Epilog: Rigtig glædelig jul

 

epilog
flakes of fortune

Clovers synsvinkel

Mollys greb var stramt om mine skuldre, da hendes hænder pludselig landede på dem. "Hvad?!"

    Jeg rystede lidt på hovedet, men formåede ikke at stoppe med at smile. Det havde alligevel også siddet kronisk fast på mit ansigt lige siden i går, og jeg regnede ikke med, at det ville forsvinde lige foreløbig. Parker skubbede sin hånd, der var beklædt af en rød vante, hen over sin pande for at rykke på sin matchende røde hue, før hun også trådte et skridt tættere på mig.

    "Er du seriøs?" spurgte hun, selvom det ville være en smule morbidt, hvis jeg ikke var. "Tilgav han dig virkelig?"

    Smilet om mine læber svarede nok bedre, end jeg ville kunne gøre verbalt, og Molly hvinede en enkelt gang, før hun pludselig lagde armene om mig i et kram i stedet for at holde fast i mig. Jeg grinede bare, da jeg kunne mærke Parker deltage i krammet fra min højre side, og jeg rullede med øjnene af mine veninder, selvom deres gestus i grunden var sød nok.

    Det var først gået op for mig, hvor meget jeg egentlig havde forsømt dem i juleferien, da jeg havde set dem i dag. Jeg havde bare været så opslugt af alt det, der var foregået med Ashton, og selvom det hele så ud til at have løst sig nu, så kunne jeg stadig mærke det sidde i kroppen på mig. Eller måske var det bare erindringen om hans kys og hænder mod min hud, som fik det til at sitre overalt på mig. Det hele var pludselig gået så stærkt, at jeg slet ikke havde nået at fatte, hvad der skete.

    Jeg havde været så overbevidst om, at det hele havde været ved at slutte -- han havde selv sagt, at det var den eneste grund, til han var dukket op. At aftenen ville ende med, at jeg faldt i søvn ved hans side. I et øjeblik havde det været, som om der slet ikke havde været noget, der havde ændret sig. Det havde været, som om det faktum, at noget nogensinde kunne havde splittet os ad, var en umulighed. Vi havde passet sammen på den måde, som jeg vidste, at kun vi gjorde. Ashton og jeg.

    Molly fortsatte videre i en talestrøm, da hun slap mig, og vi igen begyndte at gå hen over det snebeklædte fortov. Klokken var lige omkring 14:30, og som vi plejede at gøre hvert år, var vi på vej hen til den store plads nede i byen, hvor det urealistiske store juletræ stod placeret. Det var en tradition, som vi havde her i byen, og Molly, Parker og jeg plejede altid at gå derned en times tid før, at de voksne ville komme, fordi byens børn og unge normalt gik derned noget før. Sådan havde det bare altid været, efter jeg havde spist med min familie og åbnet gaver. Efter jeg var kommet hjem fra Ashton i går, var mine bedsteforældre kommet over og havde overnattet, så vi kunne opleve den magiske julemorgen sammen. Mine forældre havde godt bemærket det betydelige skift i mit humør, men jeg priste mig lykkelig for, at de ikke havde kommenteret på det -- endnu.

    Lige nu befandt jeg mig bare i et glædesstadie, som jeg egentlig ikke helt turde på ville holde. Det hele var bare faldet på plads i helt rette tid, og selvom jeg godt kunne have ønsket mig, at jeg ikke havde været nødsaget til at undvære Ashton så længe, som jeg gjorde, så var jeg glad for, at det var overstået nu. Jeg havde heller slet ikke haft lyst til at gå fra ham, efter vi var vågnet sammen i går, men min mor havde ikke været særlig glad ved, at jeg var blevet væk en helt nat uden at give besked.

    Derfor havde jeg været nødt til at forlade ham, og på trods at jeg gerne ville blive, så var der alligevel noget helt fortryllende ved at komme hjem og mærke julestemningen. Kalenderlyset havde brændt helt ned til det sidste tal, og hele familien var samlet. Caleb havde en skinne af en art om hånden efter sit skateboardstyrt, og han havde fået lokket Claire til at pakke de sidste af hans julegaver ind, fordi han ikke selv kunne. Og på trods af min lillesøsters indpakningsevner ikke var sit allermest ideelle, så var de blevet lige så pæne, som hvis Caleb selv havde prøvet at pakke dem ind uden en brækket lillefinger.

    De mange lys, der hang langs lygtepælene, fangede mit blik, og der gik pludselig langt flere mennesker omkring os, end der havde gjort for bare få minutter siden, da vi efterhånden var ved at være inde i byen. Jeg kendte ikke nogen, der ikke tog herned, og jeg kunne heller ikke se, hvorfor man ikke skulle have lyst til det. Der blev spillet musik fra et live band, når klokken blev omkring 15:30, og alle var i sådan et godt humør, når man gik rundt og mødte folk, som man kendte.

    Min opmærksomhed landede pludselig et sted foran mig, da jeg fik øje på Alyssa, som kom løbende hen mod os, før hun slyngede sig om halsen på Parker, der var hurtig til at gengælde hendes omfavnelse. Jeg smilede lidt, før jeg langsomt standsede, da vi var nået pladsen. Der summede allerede af liv, og selvom Alyssa og Parker kun stod nogle få metre fra mig, kunne jeg ikke høre ordene, som de udvekslede, fordi der var så meget andet snakken, der foregik rundt omkring os.

    Scenen var tom for nu, men der var allerede nogen, der havde stillet sig op foran, så de ville få gode pladser, når musikken ville starte. Juletræet glimtede smukt til venstre for scenen, og jeg kunne ikke stoppe et smil i at trække i mine mundvige igen.

    Jeg ville ikke have det til at være på nogen anden måde end lige præcis det her.

    Igen lod jeg blikket glide over menneskemængden. De fleste var jævnaldrende med mig selv og snakkede enten med deres venner, kærester eller tætte bekendtskaber. Egentlig lod jeg ikke mine øjne hvile det samme sted meget længe af gangen, men idet jeg fangede de brungrønne øjne, som kun kunne tilhøre en eneste person i hele verden, var det, som om jeg ikke kunne drive mig selv til at se videre. Jeg smilede, og jeg kunne også fornemme, at det trak i hans mundvige, da vi begge opdagede, at vi havde øjenkontakt. Han stod lidt længere inde i forsamlingen sammen med en anden fyr, som jeg umiddelbart gik ud fra måtte være Michael. Egentlig havde jeg jo aldrig mødt ham, men noget sagde mig, at det måtte være ham.

    Hurtigt så jeg tilbage på Molly, som snakkede med Parker og Alyssa, der var kommet hen til os igen efter deres kærlige velkomstshilsen. "Piger, jeg smutter lige hurtigt, ikke?" sagde jeg og var allerede et skridt på vej væk. "Vi ses bare senere."

    "Okay." Det var kun Parker, der forvirret nåede at svare, før jeg havde vendt om og var begyndt at gå væk.

    Der var ikke mange skridt hen til Ashton, men alligevel tog det en smule tid at komme derhen, da folk blev ved med enten at stoppe op foran mig eller gå lige ind, hvor jeg skulle til at sætte min fod. Dog nåede jeg ham endelig, da jeg befandt mig mindre end en meter fra ham og kunne mærke hans øjne hvile på mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde forventet, at der ville ske, men da han pludselig trådte frem mod mig for at lægge hånden mod min lænd og placere et kys på mine læber, kunne jeg ikke undgå at blive en smule overrasket. På trods af overraskelsen gengældte jeg kysset, før han trak sig fra mig igen, og jeg kunne mærke, at jeg blev varm over hele kroppen. Jeg havde kun lyst til at læne mig ind til ham igen og holde ham fast, så han ikke kunne slippe væk, når jeg kyssede ham igen. I stedet rømmede jeg mig kort, før jeg så til venstre for mig.

    Michael stod bare med en smule hævede øjenbryn efter at have overværet det lille scenarie, og jeg smilede forsigtigt til ham. "Hej," sagde jeg, før jeg præsenterede mig selv. "Clover." Jeg rakte hånden venligt frem mod ham for at trykke hans.

    Han smilede. "Michael." Hans svar var kort, da han tog min hånd. "Vi snakkede sammen over telefonen."

    "Det gjorde vi," svarede jeg og nikkede lidt, før jeg lod min hånd falde ned langs min side igen.

    På en måde var det underligt pludselig at få ansigt på ham, når vi, som han lige havde nævnt, havde snakket over mobilen, og jeg kun havde hørt hans stemme. Desuden kunne det heller ikke undgå at føles en smule akavet, når han med garanti vidste alt, der var sket mellem Ashton og jeg, og han derudover også lige havde været vidne til det kys, som jeg stadig kunne mærke fik mig til at føle mig helt elektrisk. Jeg skævede mod Ash, da jeg kunne høre ham grine en smule for sig selv.

    Ashtons hånd lå ved bagsiden af min overarm, da han brød ind. "Det er egentlig underligt, at I to først mødes nu."

    "Ja," var Michael hurtig til at istemme, før han rettede sig op og lagde armene over kors og løftede øjenbrynene, hvoraf jeg bemærkede, at det ene af dem var piercet. "man skulle tro, at ens ven ville præsentere en overfor hans kæreste noget før."

    Det var, som om mit hjerte stoppede, og jeg kunne også mærke, hvordan de rolige bevægelser, som Ashton havde aet min arm med, stivnede, idet Michael havde talt færdigt. "Michael -" Mere nåede han ikke at sige, før han blev afbrudt.

    "Og hey, det var også dig, der var med til at ødelægge min bil, da I brændte motoren ned ude i den der skov." Hans emneskift var abrupt, og jeg havde svært ved at følge med i hans distræte talemønster, da han igen vendte opmærksomheden mod mig.

    "Jeg ødelagde ikke -"

    Nu var det min tur til at blive afbrudt. "Ved du hvad?" Michael løftede hånden afværgende, før et smil formede sig over hans læber. "Du behøver ikke engang at tænke på det." Nu så han mod Ashton. "For jeg har fikset bilen nu."

    Ashton så næsten forpustet ud, da jeg drejede hovedet for at se op på ham, og jeg forstod ham godt. At tale med Michael var lidt ligesom at befinde sig midt i en tornado, og jeg var ikke sikker på, om han overhovedet selv lagde mærke til, hvor meget han sprang fra det ene til det andet. Jeg vidste ikke, om det var noget, som Ash var vant til, men jeg kunne i hvert fald selv mærke, at jeg stod en smule målløs tilbage. Specielt efter han lige havde kaldt mig for Ashtons kæreste.

    "Det er godt, Michael," svarede han i et overgivende suk.

    "Fuck, ja, det er godt!" Hans begejstring var ikke til at tage fejl af, og han kørte hånden hen over sine skægstubbe, før han fortsatte med at tale. "Problemet er bare, at jeg nu slet ikke får brug for de reservedele, som jeg bestilte, og det -"

    Denne gang var det Michael, der stoppede med at tale midt i sin sætning, men ikke fordi hverken Ashton eller jeg brød ind. Faktisk så gik der nogle lange sekunder, hvor jeg ikke forstod, hvorfor han pludselig var stoppet med at tale, og hvorfor han lod til bare at stirre på et punkt skråt bag for mig. Det var i hvert fald indtil, at jeg hørte en anden stemme bag mig.

    "Undskyld?"

    Automatisk tog jeg et lille skridt skråt bagud for at se i retning af personen, der var dukket op bag os. Og så var det, som om en følelse af panik, forvirring og ubehag fik det til at plette for øjnene af mig. Jeg kunne ikke gøre andet end at stirre på ham og på den måde han også kiggede tilbage på mig, vidste jeg, at det var min opmærksomhed, som han havde prøvet at få. Jeg kunne se på måden, hvorpå hans adamsæble hævede og sænkede sig en enkelt gang, at han var en smule nervøs, før han flyttede blikket. Først hen på Michael og så hen på Ashton. Dog fokuserede Luke hurtigt sine øjne mod mig igen.

    Han trak vejret tungt indad. "Kan jeg lige hurtigt snakke med dig? Bare et øjeblik?"

    Stilheden, som han blev mødt med, illustrerede klart, at der ikke var nogen af os, der vidste, hvad vi skulle sige. Det føltes på så mange måder så surrealistisk, at Luke Hemmings havde opsøgt mig for at spørge, om vi kunne snakke sammen. Lige nu. Lige her. Instinktivt så jeg tilbage på Ashton, men han lod kun til at være fokuseret på Luke. Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad hans anspændte ansigtsudtryk gemte på, men jeg kunne ikke lide fornemmelsen af at have dem så tæt på hinanden. Det mindede mig alt for meget om det, som jeg bare ønskede ville høre til fortiden. Forsigtigt tog jeg hans hånd, som var faldet fra min arm og ned langs hans side, og gav den et forsigtigt klem, så hans øjne flakkede mod mine. Jeg smilede til ham.

    Jeg sørgede for at holde hans øjne fastlåst i nogle sekunder, før jeg så tilbage på Luke og nikkede tøvende.

    Luke nikkede kort tilbage, før han drejede om på hælene og gik nogle skridt væk. Jeg kunne mærke klumpen i min mave vokse, da jeg slap Ashtons hånd for at følge med ham væk. Det var først nu, at det gik op for mig, hvordan jeg måtte være skyld i den anstrengte stemning, der var mellem Ashton og Luke. Ligegyldigt hvad kunne Ashton nok aldrig se på Luke på samme måde igen -- præcis ligesom jeg heller ikke selv kunne, da vi var nået et stykke væk, og han stoppede op.

    Jeg standsede lidt fra ham, og han gned sine hænder mod hinanden, før han endelig løftede blikket for at se mig i øjnene. "Jeg ville bare hurtigt sige undskyld til dig endnu en gang, fordi jeg kyssede dig der den anden dag. Jeg var virkelig fuld og i et meget følelsesladet sted, og selvom det selvfølgelig ikke retfærdiggør det, så vil jeg bare have dig til at vide, at jeg ikke mente noget med det." Han talte hurtigt, men jeg havde ingen problemer med at følge med. "Jeg havde bare hørt et eller andet dumt rygte om, at du kunne lide mig, og jeg havde brug for at tænke på noget andet, end hvad jeg gjorde der, og så kunne jeg åbenbart kun komme frem til den konklusion, at det eneste rigtige var at kysse dig. Og det er jeg virkelig ked af."

    108 ord. Luke havde lige sagt 108 ord til mig. Jeg fandt stadig mig selv tælle dem. Havde det her været for en måned siden, ville jeg nok være gået fuldstændig i selvsving eller haft problemer med at trække vejret. Mit hjerte bankede da også betydeligt hurtigere, men det var ikke, fordi det var ham, der talte til mig. Det var mere det faktum, at han havde spillet sådan en stor rolle i forhold til alt det, som jeg havde gjort forkert mod Ashton, og det gjorde mig nervøs at være i hans selskab.

    "Det er okay." Jeg rømmede mig, før jeg fortsatte. "Jeg var også et meget følelsesladet sted, og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg glad for, at du kyssede mig." Jeg kunne se, at han rynkede en smule på øjenbrynene, og han havde sat tænderne i underlæben, mens han lyttede til mine ord, som jeg knapt turde at sige. "Fordi jeg har været forelsket i dig. I sådan to år cirka. Og du lagde aldrig mærke til mig, men det er okay, fordi jeg gjorde aldrig noget for at få dig til at bemærke mig."

    En form for adrenalin pumpede i blodet på mig, efter jeg havde sagt det sidste ord, og jeg kunne knapt tro, hvad der lige var sket. Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle stå her og sige sådan til Luke. Aldrig havde jeg troet, at det skulle blive på denne måde. Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle sige dem, fordi jeg prøvede at forklare for ham, at det ikke var sådan længere.

    Luke lod til at tabe underkæben en smule, og der gik lang tid, før han sagde noget. "Jeg -"

    "Du behøver ikke at sige noget." Jeg var hurtig til at skære ham af; jeg behøvede ikke at høre ham sige, at han ikke havde haft nogen anelse, for jeg vidste udmærket godt, at jeg bare havde været en, som han havde billedkunst med. "Jeg er bare glad for, at jeg fandt ud af, at vi ikke hører sammen. Du virker som en rigtig sød fyr, men -" Jeg smilede lidt, før jeg så mig over skulderen og mod Ashton. "jeg har alt, hvad jeg behøver." Jeg så igen tilbage på Luke. "Jeg håber, at du finder ud af det hele."

    Forvirringen lyste tydeligt ud af ham, og han tog sig igen noget tid, før han sagde noget. "Tak."

    Jeg smilede bare kort til ham, før jeg bakkede et skridt væk fra ham. "Glædelig jul."

    Måske virkede min konstatering ude af kontekst, men der var ikke mere tilbage for mig at sige end det; jeg var nu blevet klar over, at jeg ikke behøvede Luke for at gøre mig glad. "I lige måde," svarede han stadigvæk konfus over min afsked.

    Dog tog jeg mig ikke tid til at forklare mig yderligere, selvom han lignede en, der kunne bruge en udredning, men vendte mig i stedet om for at gå tilbage, hvor jeg var kommet fra. På en eller anden måde virkede det, som om der var noget symbolsk over, hvordan jeg lige havde vendt Luke ryggen for i stedet at vende front mod Ashton. Jeg fangede hans brungrønne øjne med det samme. Michael lod til at have forladt ham, for det var kun ham, der stod tilbage, da han rettede sig en smule op, idet jeg nærmede mig. Jeg kunne se, at han spredte læberne, da jeg var tæt nok på ham, til jeg ville kunne høre, hvad han sagde, men før han kunne nå at tale, skyndte jeg at lægge min hånd mod hans nakke og stille mig på tæer for at kysse ham.

    Jeg vidste, at han sikkert havde været på vej til at spørge mig om, hvad Luke havde sagt til mig, men jeg havde egentlig slet ikke lyst til at tale om Luke. Jeg havde kun lyst til at mærke ham kysse mig tilbage og vide, at han var den, som jeg ville have. Derfor kunne jeg ikke lade være med at smile bag kysset, da hans arme lagde sig om mig, og jeg kunne også mærke, at han trak en smule på smilebåndet, da den efterhånden så velkendte fornemmelse af fyrværkeri, som eksploderede inden i mig, opstod ved følelsen af hans læber mod mine. I starten af december havde jeg været så overbevidst om, at det var denne jul, der ville blive julen, hvor mit allerdybeste ønske ville gå i opfyldelse. Og selvom det ikke havde været det ønske, som jeg havde troet til at starte med, men i stedet et som jeg slet ikke havde anet, at jeg havde, så kunne jeg ikke have haft mere ret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...