Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27018Visninger
AA

12. En ret uventet afbrydelse

 

11
flakes of fortune

Clovers synsvinkel

Af taktiske årsager havde jeg valgt ikke at fortælle hverken Molly eller Parker om min udflugt med Ashton. Lige nu ville jeg dog ønske, at jeg kunne ringe en af dem op, så jeg ikke skulle sidde med tanken om at tilbringe en hel aften med ham alene. Jeg vidste ikke, hvor den her pludselige anspændelse kom fra, for jeg havde jo allerede prøvet at været sammen med ham en aften, og det havde desuden også været mig, der havde foreslået, at vi tog hen på den her café sammen. Denne her gang var jeg bare ikke på hjemmebane i mit eget hjem, og jeg havde heller ikke muligheden for at flygte, hvis jeg ville.

    Måske var det faktummet, at min plan rent faktisk virkede, der fik mig til at være så meget mere agtsom og spændt. Aldrig før havde jeg udvekslet så meget som et eneste ord med Luke, men kun efter at have kendt Ashton i seks dage, havde han nu sagt 31 ord til mig. Og ja, jeg havde talt hvert af dem. For selvom jeg havde stået og fuldstændig mistet evnen til at formulere en sammenhængende sætning, så var det et kæmpe spring i vores forhold. Nu var jeg ret faktisk sikker på, at han vidste, at jeg eksisterede -- også selvom han havde troet, at mit navn var Chloe, men det havde jeg hurtigt skubbet fra mig.

    Sneen dalede i store flager fra himmelen, når jeg kiggede ud af mit vindue, og jeg bed mig i underlæben. Vi havde aftalt, at Ashton ville komme og hente mig 20:00, og fra mit værelse havde jeg fuldt udsyn til vores indkørsel og kunne derfor se, ligeså snart nogle forlygter ville dreje ind i den. Indtil videre havde jeg dog kun set komplet mørke.

    Jeg havde fortalt mine forældre, at jeg skulle ud i aften, men i stedet for at sige jeg skulle af sted med en fyr, som de aldrig havde mødt, havde jeg bare sagt, at jeg skulle i byen med nogle venner. Også selvom venner egentlig burde være i ental, men det havde jeg bare sprunget let og galant over. For ligesom jeg heller ikke ønskede, at Claire skulle afsløre, at Ashton havde været herhjemme, fordi jeg vidste, at jeg ville blive bombet med spørgsmål, ønskede jeg heller ikke at blive sat i krydsforhør, inden jeg skulle af sted. Og det bundede nok et eller andet sted i, at det hurtigt kunne komme til at lyde som om, at vi skulle på en date eller noget -- hvilket jo ikke var tilfældet, selvom man som udefrastående hurtigt kunne få den opfattelse.

    Instinktivt rettede jeg mig op i min seng, som jeg sad på, da jeg kunne høre lyden af en bil passere udenfor. Kun nåede jeg at se, at den drejede ind i vores indkørsel, før jeg havde rejst mig med min mobil og pung i den ene hånd.

    "Jeg smutter nu!" halvråbte jeg til mine forældre, der sad inde i stuen og så fjernsyn.

    Egentlig nåede jeg ikke rigtig at høre deres respons, før jeg var fortsat ud i gangen og var i færd med at trække min jakke og støvler på. Et kort øjeblik overvejede jeg, om det var nødvendigt at tage vanter på, men kom hurtigt til den konklusion, at vi ikke rigtig skulle være udenfor på noget tidspunkt, og jeg undlod derfor, før jeg trykkede håndtaget til døren ned og gik ud.

    Idet jeg havde fået smækket døren efter mig, fik jeg øje på Ashton, som var steget ud af bilen -- sikkert på vej op for at banke på. I stedet var han standset, da han havde set mig komme, og jeg løftede hånden for at vinke til ham med et grin, mens jeg gik i hans retning. Da jeg kom tæt nok på, kunne jeg se, at han smilede, og hans hår ikke var tildækket af en hue i dag.

    "Jeg var nu ellers på vej hen for at banke på." Hans statement afslørede, at jeg havde haft ret.

    Før jeg kunne nå at svare ham, var han pludselig trådt et skridt frem mod mig for at møde mig i en hilsen i form af et kram. Selvom jeg kunne mærke, at jeg blev slået en smule ud af den ved hans gestus, var jeg hurtigt til at handle, og jeg lagde den ene arm om hans lænd for at gengælde krammet. Duften af ham føltes velkendt i øjeblikket, at jeg følte den, og jeg havde lyst til at lukke øjnene. Jeg havde ikke været så tæt på ham siden den fest, hvor kysset var sket, og jeg havde ærlig talt ikke troet, at det ville føltes så genkendeligt. Dog sørgede jeg for ikke at falde væk i den trance, som jeg før havde oplevet med Ashton, og jeg rettede mig i stedet op. Alligevel kunne jeg ikke undgå at føle mig en smule fortumlet, da jeg rømmede mig.

    "Jeg så bare bilen udenfor, og så tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne komme herud," forklarede jeg ham roligt, mens mine øjne fulgte de snefnug, der langsomt landede i hans hår, før de smeltede og forsvandt til ingenting igen.

    Ashton nikkede med et smil. "Så lad os se at komme ind i bilen," sagde han.

    Det gik først op for mig, at kulden fik ham til at trippe lidt, og jeg kunne ikke lade være med at smile for mig selv. Jeg havde sjældent oplevet nogen, der var så kuldskær som ham, men på en eller anden måde var det... sødt. Dog sagde jeg ikke det, da han åbnede døren til passagerersædet for mig, men i stedet fulgte jeg hans opfordring og satte mig ind i bilen.

    På en eller anden måde var det som om, at al den anspændthed, som jeg havde følt kort forinden, var forduftet lige så snart, at jeg havde set ham. Det var som om, at jeg havde glemt, hvor let det var at være omkring Ashton, og hans nærvær fik mig en eller anden måde til at føle en ro -- bortset fra når jeg pludselig blev ramt af de mærkværdige momenter, som åbenbart bare fulgte med. Jeg glædede mig faktisk ved tanken om at skulle tilbringe mere tid i hans selskab.

    Jeg havde netop klikket min sikkerhedssele i, da døren til førersædet gik op, og Ashton satte sig ind. "Nå, er du så klar til det, som du så fint kaldte vores roadtrip?" grinede han, mens varmede sine hænder ved at gnide dem mod hinanden.

    Jeg lænede mig tilbage i sædet og strammede den hestehale, som jeg havde sat mit hår op i. "Så klar."

    "Fantastisk," svarede han smilende, før han hurtigt spændte sin egen sikkerhedssele og satte nøglen i tændingen.

    Bilen gav nogle tøffende lyde fra sig, før motoren gav en farlig lyd fra sig, og bilen tændte. Nu havde han fortalt, at det var hans vens, og jeg gik ud fra, at det måtte være en ældre model, som vennen havde arvet eller købt billigt, for den var langt fra i sin allerfineste stand. Dog var det ikke noget, der bekymrede mig, og jeg så på Ashton, mens han satte bilen i bakgear.

    "Hvor længe har du egentlig haft kørekort?" spurgte jeg nysgerrigt.

    Han så på mig, da han havde bakket bilen ud af indkørslen, og vi nu kørte fremad, mens vinduesviskerne fejede sneen væk fra ruden. "Stoler du ikke på mine evner?" spurgte han drillende, før han valgte at svare rigtigt. "Siden jeg var 18 år, så tre år."

    Jeg havde først været lidt overrasket, da jeg havde fundet ud af, at han var 21 år, da jeg helt instinktivt havde regnet med, at han måske ville være 19 år eller 18 år, som jeg selv var, men det havde givet mere mening, efter han havde forklaret, hvordan han var gået et år om, efter han var rejst fra Australien til England, samtidig med han allerede var startet et år senere, end man plejede. Derudover havde han så også holdt et år fri, hvor han havde arbejdet, før han var startet i skole igen.

    Jeg betragtede vejen foran os, før jeg så på ham med et drillende blik. "Bliver du sur, hvis jeg siger nej?"

    Ashton måbede, og jeg kunne ikke lade være med at grine. Egentlig stolede jeg mere på hans evner end mine egne, da jeg kun havde haft mit kørekort i nogle få måneder og kun havde prøvet at køre i min mors bil. Alligevel var det sjovt at prikke lidt til ham, og jeg vidste allerede, at han godt var klar over, at jeg kun lavede sjov. Jeg så afventende på hans reaktion.

    Han havde taget et par sorte jeans på, som denne gang var revet over ved begge hans knæ, og en halvstor, bordeaux sweater, som så ud til at være varm og behagelig at have på. Han havde ikke nogen jakke på, men hvis jeg kendte ham bare en lille smule, så havde han nok en liggende omme bagved eller noget. Han holdt kun med den ene hånd nederst på rattet, da han gassede op, efter vi var kommet ud fra det lille kvarter, som jeg boede i, og i stedet var nået ud på en lidt større vej.

    "Nu sidder jeg lidt og overvejer, hvorvidt det virkelig var en god idé at tage dig med på den her tur," gav han igen.

    Denne gang var det min tur til at spille fornærmet, og jeg fnøs af ham, før jeg rakte ud på radioanlægget. "Jeg tror hellere, at jeg må sætte noget musik på, så jeg ikke behøver at lytte på dig," svarede jeg og tændte for radioen.

I et kort øjeblik nåede jeg faktisk at frygte, at jeg ville tisse i bukserne, da Ashton netop var kommet med endnu en kommentar, som jeg ikke kunne stoppe mig selv i at grine højlydt over. Egentlig havde jeg siddet med den frygt i lidt over en halv time nu, hvilket nok bundede i, at jeg ikke rigtig havde den store mulighed for at komme på toilettet og tisse der, hvor vi var.

    For her var vi nemlig. Strandet midt ude i absolut ingenting, da bilen, cirka en time efter vi var taget hjemmefra, pludselig havde sagt nogle underlige lyde, hvor Ashton kun lige havde nået at trække ind til siden, før den var gået ud og ikke havde været til at tænde igen. Derefter havde han brugt omkring endnu en time på at stå og glo ned i bilens kølerhjelm, mens han snakkede med sin ven, der ejede bilen, over telefonen. Selv var jeg blevet siddende inde i bilen, og da han var kommet tilbage igen, havde han hurtigt meddelt, at han ikke kunne finde ud af, hvad der var galt med den, og han havde ringet efter en autotransporter, som skulle komme og hente den -- hvilket han havde fået fortalt ville tage et ubestemt stykke tid.

    Og dette ubestemte stykke tid skulle så vise sig at tage over to timer. Hans ven havde beordret ham til at blive ved bilen, indtil den blev hentet, og selvom Ashton flere gange havde sagt, at jeg bare kunne ringe efter nogen til at hente mig, så jeg ikke skulle sidde og vente herude med ham, havde jeg hver gang afværget ham. Selvom de høje træer, som var det eneste, der var på hver side af vejen, var en smule uhyggelige at kigge ud på, så var jeg faktisk helt oprigtig, når jeg fortalte ham, at det ikke gjorde mig noget at sidde og vente med ham. Bilens radioanlæg virkede stadig, og der var også både lys og varme, så der var egentlig ikke så meget at brokke sig over -- udover det faktum, at jeg virkelig, virkelig skulle tisse.

    "Hvis du virkelig skal tisse så meget, som du påstår, at du skal, så var du for længst gået ud og gjort det nu," smågrinede Ashton ved siden af mig, da samtaleemnet var faldet på det, efter han selv lige havde været ude i sneen for at tisse.

    Smilet forsvandt ikke, da jeg svarede. "Det foregår bare lidt anderledes, når man er en pige, okay?"

    Ashton rullede dramatisk med øjnene af mig. "Er det ikke bare noget med at squatte lidt?" Han kunne ikke selv holde masken, mens han snakkede, og min blære led igen, da jeg grinede. "Come on, Clover, nu må du lige mande dig lidt op."

    Han havde rykket sædet så langt tilbage som muligt, så han ikke var nødsaget til at sidde helt op i rattet, og jeg havde fulgte hans eksempel, mens jeg også havde taget mine sko af, så jeg kunne sætte mine fødder mod bilsædet. Vi havde kun det lille lys i bilens loft til at se hinanden, mens sneen stadig faldt mod forruden, men det var på en eller anden måde kun med til at sætte en stemning. Det var som om, at jeg slet ikke bemærkede, at vi reelt var fanget herude, når jeg sad her med Ashton.

    Jeg vidste ikke, om det var, fordi klokken kun var få minutter i midnat, og vi var begyndt at blive overtrætte, men vi lod begge to til at være i et fnisehumør. Det kunne selvfølgelig også have noget at gøre med, at vi havde tilbragt de sidste timer med konstant at få hinanden til at grine over de dummeste ting; og lige nu handlede det om noget så naturligt som det at tisse.

    "Wow," svarede jeg bare, da jeg havde fået vejret til at kunne tale normalt igen. "det er så meget mere end det, Ash. Man skal samtidig holde balancen, mens man undgår at komme til at tisse på hverken sine fødder eller bukser."

    Dog lod han ikke til at have den store sympati for de problemer, som jeg præsenterede, da han med et nærmest fastgroet smil fortsatte. "Prøv at høre; hvis jeg kan gøre det, selvom jeg nær havde fået frosset min fucking pik af, så kan du også!"

    Jeg vidste ikke, om det var selve hans konstatering, eller det faktum, at det var ham, der sagde den, der fik mig til at slå en hånd for munden, da endnu et højt grin pludselig lød fra mig. Et eller andet sted havde jeg aldrig forestillet mig ham sige sådan noget, men på samme tid elskede jeg også, at han turde være sig selv nok til at sige sådan nogle ting i mit selskab. Jeg kunne også mærke, hvordan jeg havde sænket mine parader betydeligt mere, i takt med jeg lærte ham at kende.

    "Oh, my fucking God," græd jeg nærmest, da jeg havde fået tårer i øjnene af at grine så meget.

    Ashton snakkede videre, som om jeg ikke lige havde haft et så voldsomt grineflip. "Så der er ingen undskyldninger her."

    Det kunne godt være, at aftenen ikke var endt på den måde, som vi oprindeligt havde tiltænkt, men jeg havde alligevel ikke lyst til, at den skulle foregå på nogen anden måde end den her. Da jeg først havde besluttet mig for at begynde at snakke med Ashton, havde jeg troet, at vi kunne blive gode venner, men jeg havde aldrig troet, at han ville kunne få mig til at grine på den her måde. Der var bare et eller andet, der klikkede fuldstændig mellem os, og jeg havde ingen ord for det.

    "Jeg er bare ikke en naturtisser," forsvarede jeg mig selv, selvom jeg ikke regnede med, at han ville godtage det.

    Det eneste, som jeg modtog fra ham var også kun en protesterende lyd, før han pludselig så ud til at blive distraheret af noget andet og derved holdt inde. Jeg undrede mig over, hvad der havde fået ham til at standse midt i det, som han skulle til at sige, da han pludselig lænede sig frem i det tilbagelagte sæde for at række hånden frem mod volumen på radioanlægget.

    Han havde et lumsk blik i øjnene, da han så tilbage på mig. "Hører du, hvad det her er for en sang?"

    Jeg havde egentlig ikke tildelt den lavmælte musik, der hele tiden havde spillet i baggrunden, meget opmærksomhed, men da han pludselig skruede op for lyden, var jeg ikke i tvivl om, hvilken sang det var, og hvorfor han havde valgt at nævne det for mig. Chad Kroegers stemme var ikke til at tage fejl af, og jeg vidste, at det var nummeret Gotta Be Somebody af Nickelback.

    "This time, I wonder what it feels like to find the one in this life. The one we all dream of, but dreams just aren't enough -" Ashton mimede med på sangen, mens han fortsat holdt hånden over det lille hjul, hvor man kunne skrue op for volumen.

    Det var tydeligt, at han huskede den samtale, som vi tidligere havde haft om Nickelback, hvor jeg meget klart havde givet udtryk for, at jeg ikke var fan -- hvilket så havde fået ham til at synes, at det eneste rigtige var at skrue op, når de spillede over radioen. Dog gav jeg ikke op uden kamp, og jeg skubbede hans arm væk med et grin for at komme til at kunne skrue ned for lyden og fortrinvist få slukket helt for den. Det virkede heller ikke til, at Ashton var villig til at lade mig få min vilje, og han udbrød et nej, før han greb fat om mit håndled for at stoppe mig. I et forsøg på at skubbe hans hånd væk, vippede jeg min egen bagud, men hans fingre endte i stedet med at omslutte mine, og jeg så instinktivt i hans retning og mødte hans øjne.

    Det var som om, at ordene fra sangen, der stadigvæk spillede, fik en mere betydningsfuld rolle, end de nogensinde før havde gjort, da jeg fangede hans blik. "The moment when we're meeting will play out like a scene straight off the silver screen."

    Jeg havde godt før bemærket de sære øjeblikke, som jeg stødte på med Ashton, men det var som om, at det her slog alt andet. Det var en overvældende følelse, som skyllede igennem mig og landede tungt ved mit mellemgulv, og jeg kunne ikke se væk fra hans brungrønne øjne. Det var en følelse, der satte gang i adrenalinen, og jeg fik en klump i halsen, i takt med mit hjerte slog hurtigere. Hans hud føltes glødende mod min, og han gav langsomt slip på min hånd efter nogle sekunder.

    Jeg var stadig ikke helt ved mig selv, da jeg endelig kunne løsrive mine øjne for hans og i stedet kigge hen på radioanlægget, hvor jeg rakte ud og skruede ned for lyden. "Du ved, at jeg ikke kan lide det her band," hviskede jeg nærmest.

❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄

Det her er (uden at lyde selvfed) et af mine yndlingskapitler i historien sammen med det, der kommer i morgen, så jeg håber virkelig, at I også kan lide det, og det ikke bare er mig. Tusind tak til jer, der sætter historien på favoritlisten, og selvfølgelig til jer, der allerede læser med. Det betyder så meget, at nogen har lyst til at læse det, som jeg skriver!

Jeg siger det lige igen: det er simpelthen noget af det bedste, når man skriver en historie, når nogle gider at kommentere på det, som man har skrevet, så husk nu at smid en kommentar. Det gør virkelig en stor forskel for mig!

Rigtig glædelig jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...