Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27207Visninger
AA

4. En brøkdel af et mirakel

 

3
flakes of fortune

Clovers synsvinkel

"Jeg mener det. Vi bliver meget simpelt nødt til at tage derhen." Alvoren i min stemme var ikke til at tage fejl af, og derfor forstod jeg heller ikke, hvorfor den eneste respons, som jeg modtog, kom fra Molly i form af et par løftede øjenbryn.

    Hvordan jeg først havde fundet ud af, at der var fest hjemme hos Luke Hemmings så sent på dagen, hvor selve festen fandt sted, var allerede ret skandaløst, men at der så heller ikke var stemning for, at vi skulle tage med, var direkte chokerende. 

    Vi var lige nået hjem til Parker, efter vi havde fået fri fra skole, og hun havde kun smidt sig på sin seng sammen med Molly, mens jeg havde taget plads henne på hendes gennemsigtige stol ved skrivebordet, før hun havde brudt nyheden. Ganske nonchalant havde hun trukket sin telefon frem, mens hun fortalte, hvordan hendes kæreste Alyssa var blevet inviteret til en fest hos Luke i aften. Det kunne godt være, at det kun var ti minutter siden, at det skete, men med den adrenalin, der pumpede i mig, føltes det som mindst tyve. Jeg kunne simpelthen ikke lade denne her chance forbipassere for øjnene af mig.

    Da jeg bare blev ved med at stirre på hende, sukkede Molly tungt. "Clove, vi er jo ikke engang inviteret."

    "Og hvad så?" Mit svar kom prompte, og jeg havde allerede forberedt min forsvarstale. "Der kommer sikkert helt vildt mange, og Alyssa blev jo heller ikke inviteret af Luke selv, så han er nok ligeglad med, om der kommer bare lidt flere."

    Jeg så hen på Parker for at aflæse hendes holdning til situationen, men hun havde stadig øjnene rettet mod den oplyste skærm på sin iPhone. Da hun mere eller mindre havde meldt sig selv ud af debatten, så jeg igen tilbage mod Molly. Hendes lyse hår var sat op i en sjusket hestehale, som kun lige gik hende til skuldrene, og hun havde ikke taget noget make-up på i dag. Hun havde travlt med at sætte en pude i ryggen for at ligge mere komfortabelt ved siden af Parker på hendes dobbeltseng.

    Nogle gange kunne jeg godt misunde hendes meget naturlige udseende. Det var ikke, fordi jeg selv gik med vildt meget make-up, men det var sjældent, at jeg trådte udenfor en dør, uden jeg som minimum havde noget mascara på. Molly brugte som oftest meget jordbaserede farver, såsom brun mascara og eyeliner, så det ikke var ligeså iøjefaldende på hendes lyse hud og hår. Dog havde hun mange dag slet ikke valgt at tage noget på, og hun ville stadig se ligeså smuk ud.

    Parker sænkede endelig telefonen for at byde ind i samtalen. "Clover, du bliver seriøst snart nødt til at komme dig over Luke. Du kan ikke blive ved med at plotte alle de her mulige scenarier, som alligevel ikke bliver til noget, når det så endelig er."

    "Det bliver til noget." Jeg var fuldstændig sikker i min sag. "I aften er aftenen. Jeg ved det."

    Det var ikke nogen hemmelighed, hvad grunden, til jeg var så opsat på at komme med til den fest i aften, var, og både Parker og Molly vidste det også godt. Grunden var Luke. Hvis der bare var den mindste smule chance for, at jeg kunne komme til at snakke med ham, så greb jeg den. Det kunne godt være, at jeg førhen havde været passiv i forhold til Luke, men nu måtte jeg tage sagen i egen hånd. Jeg blev nødt til at udvise den beslutsomhed og stædighed, som jeg plejede at have.

    "Du ved godt, at du sender kvinder sådan flere årtier tilbage, ikke?" Det var Parker, der talte fra sin afslappede position fra sengen igen. "Du behøver ikke nogen mand for at gøre dit liv fuldendt. Du er en stærk, smuk og uafhængig kvinde."

    Molly lo ved siden af hende. "Ja, det kan du sgu da sagtens sige."

    Både Parker og jeg kunne heller ikke lade være med at grine af hendes udtalelse. Parker var lesbisk og var i øjeblikket i et forhold med en anden pige, så det var selvfølgelig let nok for hende at afværge mænds betydning. Det var jo heller ikke, fordi jeg behøvede en mand for at gøre mig lykkelig. Jeg vidste bare, hvad det var, som jeg ville have, og det var Luke.

    Derfor valgte jeg heller ikke at svare på hendes kommentar om kvindestyrkelse og prøvede i stedet at tage en lidt anden tilgangsvinkel til emnet. "Siden hvornår vil I to heller ikke med til en fest?" spurgte jeg. "Kom nu, det bliver sjovt!"

    Jeg vidste, at de ikke havde nogle andre planer for i aften, for vi havde oprindeligt aftalt en Netflix-aften sammen, hvilket også var grunden, til vi allerede var samlet hjemme hos Parker. Jeg så håbefuldt på dem, da de begge så ud til at tænke sig om.

    "Fint, så," sukkede Parker overgivende, og med Mollys barmhjertige hovedrysten kunne jeg også se, at hun var med på den.

    Med et tilfreds smil lænede jeg mig tilbage i stolen i et forsøg på ikke at udbryde i jubel. Det var helt perfekt. Jeg vidste ikke, hvor den her fornemmelse indeni mig kom fra, men der var noget, som sagde mig, at der ville ske et eller andet stort i aften -- og jeg kunne kun forestille mig, at det ville indebære Luke. Man sagde vel også, at julen var miraklernes tid.

Det var med en blanding af nervøsitet, spænding og fuldskab, at jeg sammen med Molly, Parker og Alyssa gik langs et fortov, der kun var belyst af lygtepælene langs vejkanten. Jeg gik forrest med Parker og Alyssa lige bag mig, som helt klart var de mest fulde af os alle, og så med Molly, der gik nogle betydelige skridt bag os andre, fordi hun var i gang med at tage selfies.

    Egentlig var der ikke rigtig nogen grund til, at jeg var den, der førte trop, da det var Parkers telefon, som Lukes adresse var kodet ind på, og vi derfor gik efter hendes (eller mobilens) instruktioner. Jeg havde bare ikke gidet at gå bag hende og Alyssa, som mere eller mindre slængrede sig ustabilt hen over jorden. Efter jeg havde overtalt pigerne til at tage med til festen, var Alyssa også kommet hjem til Parker, så vi kunne følges derhen sammen, og vi havde så ellers fået resten af eftermiddagen til at gå med at drikke og gøre os klar. Det faktum, at Parker og Alyssa nu havde haft grineflip over GPS-stemmen i Parkers telefon i omkring femten minutter, viste også meget tydeligt, hvordan alkoholens virkning nu havde indtruffet.

    Det var heller ikke, fordi jeg ikke selv kunne mærke det, men på trods af mit lidt tågede syn, var mine tanker meget klare. Jeg havde en mission i aften, og selvom jeg ikke rigtig vidste, hvad den gik ud på, så havde jeg ikke tænkt mig at lade noget overskygge den. Jeg blev nødt til at være fokuseret, hvis det ikke skulle ende, som det altid plejede at gøre med Luke.

    "Drej til venstre om 50 metre," lød mobilens monotone stemme, og Parker og Alyssa var igen ved at kollapse af grin.

    Selvom jeg lige havde besluttet mig for at være samlet, kunne jeg heller ikke lade være med at grine lidt. Dog var det nok mest af Parker og Alyssa, som de gik der arm i arm og nærmest væltede fra side til side. Alyssa havde nok spildt halvdelen af den vandflaske med rom og cola, som hun gik med i hånden, bare på de få minutter vi havde været udenfor.

    Jeg så til højre for mig, da Molly kom luntende op på siden af mig og sendte mig et bredt smil. Selvom hun ikke havde haft noget make-up på, da vi var taget hjem til Parker, havde hun lånt noget af hendes, så hun nu havde lidt lipgloss og mascara på. Selv havde jeg også lånt noget til at friske min egen make-up op med. Derudover havde jeg også lånt en hvid crop top med blonder, som havde en dyb rygudskæring. Dertil havde jeg mine egne sorte, højtaljede bukser på og mine sorte Nike-sko.

    Lige inden vi var taget af sted, var jeg også kommet i tanke om det lille guldarmbånd, som jeg vidste, at jeg havde liggende i min rygsæk. Det var en tynd, simpel kæde, hvor en lille ring bandt den sammen i midten. Det var en gave, som jeg havde fået af min mormor i julegave fra to år siden. Nu, hvor hun ikke var her længere, var det en ting, som jeg elskede og passede på mere end noget andet, og derfor var jeg også lykkelig for, at jeg havde husket det, så jeg kunne have det på i aften.

    Parker rømmede sig kort for ikke at grine, mens hun talte. "Jeg tror, at vi er der nu, venner."

    Vi var lige drejet ned ad den vej, som mobilen havde ledt os ned af, og jeg så på de huse, der lå på begge sider af os. Jeg kunne huske på den adresse, som Alyssa havde haft med, at han boede i nummer 9. Den adresse ville jeg nok sent glemme. Hurtigt så jeg på de forskellige huse langs gaden, før mit blik endelig landede på et kæmpe, gråt hus, der lå på højre side.

    "Holy shit," grinede Molly, som var stoppet op ved siden af mig. "er det virkelig her?"

    Parker nikkede langsomt. "Det siger den her i hvert fald," svarede hun og viftede med sin iPhone.

    Ude foran huset stod der nogle enkelte mennesker, som enten havde en cigaret i hånden eller var sammen med nogen, der havde det. Man kunne fornemme lyden af musik komme fra huset, og jeg var egentlig ikke i tvivl om, at det måtte være her.

    Et underligt sus løb gennem min krop ved tanken, om jeg befandt mig lige ude foran Lukes hus. Og han var inde i det. Og jeg var på vej derind. Aldrig før havde jeg været så tæt ham på den her måde. Det kunne godt være, at jeg sad lige bag ham i billedkunststimerne, men det her føltes anderledes; det her var rent faktisk hjemme hos ham, hvor han befandt sig hver dag.

    "Sidder mit hår fint nok?" spurgte Alyssa, idet vi begyndte at gå mod det store hus.

    Jeg så mig over skulderen for at kigge på hendes skulderlange, mørkebrune hår, som hun kørte sine fingre i gennem for at tæmme. Jeg hørte ikke rigtig, hvad Parker svarede hende, før jeg igen koncentrerede mig om at gå fremad igen. Molly gik nu et skridt foran mig, da jeg havde ladet hende indtage førerpositionen. Pludselig var det som om, at jeg blev underligt opmærksom på, hvordan mit hjerte bankede i mit bryst, og hvordan spyttet samlede sig i svælget på mig.

    Der var nogle fyre, der var gået ind, lige før vi var kommet, og derfor stod hoveddøren allerede åben, da vi nåede op til den. Det første, som man fik øje på, var en masse mennesker, der enten var på vej hen til et andet sted i huset eller stod med en eller anden form for drink i hånden og snakkede. Der var kun få lamper, der lyste dæmpet ude i entréen, og resten af huset så også mere eller mindre ud til at være mørklagt. Musikken var høj, og stemningen i huset var endnu mere eksplosiv.

    Det var svært at få et overblik over, hvordan huset var indrettet, og selvom jeg næsten havde lyst til at røre eller tage hver eneste ting, som jeg så, fordi jeg vidste, at der var en god chance for, at Luke også havde rørt det, så holdt jeg hænderne for mig selv, mens vi bevægede os fremad gennem en bred gang. Umiddelbart var det for mig at se et meget rummeligt og moderne hus. Jeg havde kun lige nået at opfange, at der lå et køkken i det første rum til venstre i gangen, før gangen mundede ud i en stor stue, hvor det så ud til, at festen hovedsagligt fandt sted. Idet jeg lod blikket glide over mine nye omgivelser, hvor nogle af møblerne var skubbet ud til væggen, så der var plads til et dansegulv, var det også som om, at jeg langsomt begyndte at tage det hele ind. Alligevel var det som om, at jeg blev ved med at søge efter et eller andet. I den ene ende af rummet dansede folk til musikken, der bragede over højttalerne, hvor der var gang i et spil beer pong i den anden ende.

    Det var først, da jeg fik øje på ham, at det gik op for mig, at jeg ikke havde scannet rummet for at se, hvad der skete omkring mig. Jeg havde kigget efter ham. Og der var han. Afslappet stod han lænet op af en utændt pejs med sin bedste ven Calum ved sin side. Jeg kunne ikke gøre andet end at stirre på ham, selvom jeg på ingen måde kunne høre, hvad han sagde, og hvad det var, som han lige havde grint af. Synet af ham var nok til at bekræfte mig i, at det at komme her havde været helt rigtigt.

    "Clover!" Forskrækket så jeg på Molly, da hun pludselig greb fat om min arm. "Vi skal have noget mere alkohol."

Selvom Parker var ved at råbe noget til mig gennem musikken, var min opmærksomhed alle andre steder end på hende -- i hvert fald det der var tilbage af den. Jeg vidste ikke, hvad klokken var, men siden festen kun lige havde ramt sit højdepunkt med det antal af mennesker, der var her, kunne den umuligt være over midnat. Selv kunne jeg mærke, at hvis jeg bare skulle overveje at kunne gå hjem i nat, så blev jeg snart nødt til at stoppe med at drikke. Måske var det faktisk allerede for sent.

    På trods af Parker og Molly havde været forbeholdne med hensyn til at tage med, så var jeg sikker på, at de nu var glade for at have gjort det. Vi havde ikke været her længe, før vi havde stødt på en lille gruppe mennesker på to piger og tre fyre, som de havde historie sammen med, og dem havde vi så ellers hængt ud sammen med resten af aftenen. De var faktisk også ret sjove, og jeg havde nydt at være i deres selskab. Dog havde det stadigvæk ikke distraheret mig fra mit formål med aftenen.

    Jeg havde flere gange fået øje på Luke, som timerne var gået, men jeg havde endnu ikke haft chancen for at gå op og snakke til ham. Det var som om, at han bevægede sig konstant, og de sekunder, som jeg skulle bruge på at finde ud af, hvad jeg skulle sige til ham, var nok til, at han forsvandt igen. Men jeg havde ikke givet op endnu. Det her skulle ske i aften.

    Og det var netop, som jeg havde tænkt denne tanke, at jeg pludselig fik øje på hans mørkegrønne flannel-skjorte i mængden. Instinktivt rettede jeg mig op og trådte et lille skridt bagud. Hurtigt så jeg tilbage på den lille cirkel af mennesker, som vi stod samlet i her i hjørnet af stuen, før mit blik endelig landede på Parker, som stadig var i gang med at sige noget til mig.

    "Undskyld," afbrød jeg hende kortfattet. "jeg skal lige noget."

    Og med de ord vendte jeg mig om og stillede den Somersby fra mig, som jeg havde været i gang at drikke, for at manøvre mig frem gennem stuen. Da jeg så i retning af, hvor jeg havde set ham, nåede jeg kun lige at fornemme, hvordan han forsvandt ind bag en dør i den anden ende af rummet. Det var nu eller aldrig. Hvis jeg nogensinde ville gøre mig håb om at realisere det, som jeg forestillede mig, at Luke og jeg havde sammen, så var det nu, at jeg skulle slå til. Jeg kunne ikke vente på ham mere.

    Idet jeg trådte ud på dansegulvet for at følge den vej, som han var gået, var der en pige, der tabte et plastikglas med en rød væske i lige foran fødderne på mig. Jeg blev nødt til at stoppe op, mens pigen undskyldte og forsøgte at samle glasset op igen, selvom det vel kunne være lige meget nu. Jeg skyndte mig bare at smile og nikke til hende, før jeg igen så op og mod døren.

    I hastige skridt fik jeg banet mig forbi de andre dansende kroppe, som ved konstant at banke ind i mig eller stoppe op foran mig, forsinkede min målrettede gang. Dog lykkedes det mig til sidst at komme igennem, så jeg endelig kunne stoppe op foran den hvide dør, som jeg havde set Luke gå ind ad. Jeg ignorerede, hvordan det sortnede for mine øjne og koncentrerede mig i stedet om ikke at trække i land. Jeg kunne ikke tøve, og derfor skyndte jeg mig at trykke håndtaget ned, så døren gik op. 

    Rummet, som jeg var trådt ind i, var henlagt i komplet mørke, og det var som om, at der blev væsentligt mere stille, da døren lukkede. Det eneste, som jeg syntes at kunne høre lige nu, var min egen vejrtrækning og mit bankende hjerte. Jeg var ikke sikker på, hvilket rum jeg befandt mig i, men jeg ville umiddelbart skyde på, at det var en eller anden form for gang eller bryggers. Det var egentlig også det sidste, som jeg tænkte på. Jeg skulle finde Luke. Jeg følte mig nærmest svimmel, mens jeg gik et tøvende skridt frem i mørket. Det var umuligt at se, og jeg rakte hånden frem for at sikre mig, at jeg ikke gik ind i noget.

    I stedet var det som om, at der gik et voldsomt stød gennem min hånd, ud til min arm og videre gennem hele min krop, da mine fingre pludselig ramte noget varmt, og hvad, der føltes som en hånd, lukkede sig om min arm lige over min albue.

    Jeg kunne ikke sige noget, om jeg så end ville, og jeg kunne mærke, hvordan min hånd lagde sig fladt mod, hvad der måtte være, en brystkasse. Selvom jeg før kun havde hørt min egen, kunne jeg nu mærke en anden vejrtrækning mod min pande. Det kunne kun være ham. Det var som om, at den hektiske og festlige atmosfære var forsvundet, og jeg kunne kun fokusere på det her moment. I lang tid var det som om, at vi stod forstenet sådan her, før min hånd langsomt gled op langs hans bryst og til sidst landede ved hans nakke. Før jeg fattede, hvad der skete, havde jeg stillet mig på tæer og trykket mine læber mod hans.

    Det hele ramte mig lidt som et slag i hovedet. Kysset blev med det samme gengældt, og jeg havde det som om, at jeg med ét blev fuldkommen ædru. En følelse, som jeg aldrig havde oplevet den før, opstod som en eksplosion et sted indeni mig, og jeg tog mig selv i at gispe en enkelt gang under hans læber. Den her eufori var ikke forskyldt af alkohol. Den var forskyldt af fornemmelsen af hans bløde læber mod mine og hans hænder, der nu havde fundet sted på hver side af min talje.

    Det var alt, som jeg overhovedet kunne have drømt mig. Det var endnu mere, end jeg kunne have drømt mig. Det var en overvældelse af noget udefinerbart, som jeg aldrig før havde erfaret. Det føltes så uvirkeligt virkeligt. Det føltes som noget, som jeg aldrig nogensinde havde lyst til at stoppe med at gøre -- og derfor sluttede det også alt for hurtigt.

❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄

Endnu et kapitel og et begivenhedsrigt et af slagsen!

Det her kapitel var en lille smule længere end de to første, men jeg forsøger at ramme cirka 3000 ord, når jeg skriver, så kapitlernes længde nogenlunde bliver inden for 2700-3300 ord og derved ikke er alt for forskellige i længden. 

Jeg vil hellere end gerne høre fra jer nede i kommentarerne. Hvad synes I om historien indtil videre? Hvad synes I om det, der skete i dette kapitel? Hvordan har jeres jul været indtil videre? Hvordan fejrer I jul?

Rigtig glædelig jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...