Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27257Visninger
AA

9. En ambivalent akavethed

 

8
flakes of fortune

Ashtons synsvinkel

Det var som om, at min telefon blev mere og mere synlig i mit synsfelt for hvert sekund, der gik. Selvom jeg virkelig prøvede at koncentrere mig om de lektier, som jeg sad med ved mit skrivebord, var det som om, at jeg konstant hørte den vibrere eller give en lyd fra sig. Det var jo ikke engang, fordi jeg sad og ventede på en besked eller et opkald eller noget, men jeg havde op til flere gange haft lyst til at gribe ud efter den uskyldige, lille genstand for at skrive en SMS til Clover.

    Clover. Det havde både været lidt underligt, men også rart endelig at få et navn på den pige, som jeg i så mange dage havde gået og tænkt på. Jeg var egentlig blevet utroligt nervøs, da jeg havde fået øje på hende iblandt alle menneskerne i kantinen, men jeg havde alligevel ikke tøvet, før jeg var gået op til hende. Da jeg så endelig havde fået sagt det første ord til hende, var det som om, at min nervøsitet var forduftet. Det var som om, at jeg ved synet af hende kun kunne huske på den følelse, som hendes kys havde været skyld i -- og derefter havde jeg følt mig beslutsom ved tanken om at komme hende nærmere.

    Det var jo ikke, fordi jeg var vild med hende. Jeg kendte hende ikke engang. Jeg var bare fascineret ved tanken om det, som vi havde oplevet sammen, hvilket jeg også kunne se på hende, at hun var. Jeg havde ikke været alene om den følelse; det vidste jeg bare. Alligevel var jeg ikke sikker på, om jeg skulle skrive til hende nu eller vente noget længere med det.

    Igen så jeg op fra min oldtidskundskabsbog og hen på min mobil. Der var ikke gået mere end en dag, siden hun havde givet mig sit nummer. Min nysgerrighed gjorde mig bare utålmodig, og selvom jeg nu havde fået sat et ansigt på hende, virkede hun stadig som et mysterium for mig. Det var også med de tanker, at jeg endelig gav efter og samlede min telefon op.

    Hej, det er Ashton. Tænkte, at du gerne ville have mit nummer, nu når jeg har dit.

    Jeg gav det egentlig ikke så meget tanke, før jeg pludselig havde sendt beskeden. Jeg holdt blikket på min telefon i et stykke tid, mens jeg betragtede, hvordan beskeden blev markeret som modtaget. Ligesom før mødet med hende i går var det pludselig som om, at jeg kunne mærke mine nerver samle sig indeni mig, og jeg så væk fra telefonen og prøvede i stedet at komme videre med mine lektier igen. Dog gik der ikke særlig lang tid, før jeg pludselig hørte lyden af en besked, der tikkede ind.

    Og du kunne ikke have skrevet på et bedre tidspunkt; ved du, hvordan man regner med differentialregning?

    Jeg kunne ikke lade være med at smile for mig selv, da jeg læste beskeden. Hun måtte sidde og være i gang med sine lektier, ligesom jeg selv var, og eftersom det så ud til, at hun havde nogle problemer med matematik, havde hun valgt at svare mig ved at spørge om hjælp. Et eller andet sted kunne jeg ikke rigtig stykke den her selvtillid sammen med den pige, som jeg havde snakket med i kantinen i går, og det beviste kun overfor mig, at jeg slet ikke havde nogle anelse om, hvem hun var.

    Alligevel var jeg glad for, at hun valgte at snakke om noget helt tilfældigt som matematik, for selvom det på mange måder var helt ude af kontekst, var det med til at lette stemningen. Jeg tvivlede på, at jeg nogensinde ville kunne se på Clover med fuldstændigt objektive øjne, efter hvad der var sket, men derfor var det stadig rart at kunne være mere afslappet omkring hende.

    Desværre. Sidder selv og prøver at forstå de filosofiske overvejelser udtænkt af Sokrates...

    Mine fingre gled i vante bevægelser over tastaturet, og det overraskede mig egentlig, hvor hurtigt det føltes naturligt at skrive med hende. Efter episoden i kantinen havde jeg frygtet, at vi aldrig ville kunne komme til at have en normal samtale, og selvom det her bare var over SMS, så var det alligevel en eller anden form for start. Nu havde hun nok heller ikke været forberedt på, at jeg ville komme hen til hende i går, og jeg havde også kunne mærke, hvordan jeg havde været en smule berørt.

    Hendes svar fik mobilen til at lyse op kort tid efter, og jeg løftede den for at læse, hvad hun havde skrevet. Jeg vidste ikke præcis, hvor længe vi skrev frem og tilbage, men jeg fik i hvert fald ikke lavet særlig meget oldtidskundskab. Hvis det skulle være helt rigtigt, så endte det bare med, at jeg sad med min bog åben, mens jeg konstant havde øjnene rettet mod skærmen på min mobil. Jeg vidste ikke, hvad det var, der gjorde hende så fængslende, men jeg havde det som om, at hver gang jeg havde opdaget en lille, ny ting omkring hende, ville jeg vide mere. Nu havde de beskeder, som vi havde udvekslet, dog ikke handlet om så meget andet, end hvilke fag vi hver især tog på højniveau, og hvorfor de samfundsfaglige fag var så meget bedre end de sproglige -- det havde selvfølgelig været min holdning, som hun så havde argumenteret imod.

    Det gik først op for mig, at klokken var 18:00, da min mor havde banket på min dør for at fortælle mig, at maden var klar. Hun havde fået fri allerede klokken 15:00 i dag, og derfor havde hun sagt, at jeg ikke behøvede at hjælpe med maden, når jeg nu havde lektier. Hurtigt råbte jeg et tak, før jeg vendte opmærksomheden tilbage på den besked, som Clover lige havde sendt mig, om at hun nu havde droppet sine samfundsfagslektier i protest mod min holdning om, at samfundsfag var spændende.

    Det lyder alligevel også til, at du har nok i dine matematiklektier til at kunne holde hele aftenen, haha!

    Jeg kunne høre Harry tale højlydt ude fra køkkenet, mens den klirrende lyden af tallerkner og bestik mod hinanden larmede. Jeg nåede kun lige at skubbe stolen ud, som jeg sad på, for at rejse mig, da endnu en ny besked kom ind.

    Det har jeg ikke tid til; er alene hjemme med min lillesøster, så skal passe hende.

    Beskeden fik mig til at hænge ind over mit skrivebord, selvom jeg lige havde rejst mig for at forlade det, og jeg læste hurtigt ordene i den. Hun havde en lillesøster. Egentlig var denne information ikke så vigtig, men jeg følte alligevel, at det var rart at vide det. Måske bundede det i, at jeg så længe ikke havde kendt noget til hende, at jeg derfor værdsatte hver detalje, som jeg kunne få. Jeg kunne ikke lad være med at sammenligne det faktum, at hun havde en lillesøster, med min egen bror. Nu vidste jeg naturligvis ikke, hvor gammel hendes søster var, men jeg vidste, hvad det ville sige at være en storesøskende.

    Og præcis som jeg tænkte på ham, kunne jeg igen høre Harry snakke alt for højt ude ved min mor og søster. Jeg undlod at svare hende, men rettede mig i stedet endnu en gang op for at gå mod døren og spise med min familie. Dog nåede jeg igen ikke meget langt, før min mobil brummede bag mig, og jeg vendte mig om for at læse den nyeste besked, som hun havde sendt.

    Du kunne jo komme over og hjælpe mig med at passe hende, hvis du ville?

Havde man spurgt mig for to dage siden, havde jeg på ingen måde troet, at jeg ville befinde mig her, hvor jeg gjorde. På vej ned ad den vej, hvor Clover boede. Hende, som jeg så sent som i går havde fundet ud af, hvad hed. Dog beviste den adresse, som hun kort tid forinden havde sendt til mig, at det var jeg, og jeg ville stå foran hendes hus om mindre end et halvt minut.

    Faktisk skulle jeg til at standse cyklen nu, hvis jeg ikke skulle køre lige forbi det.

    Jeg lod instinktivt øjnene løbe over bygningen foran mig, mens jeg sænkede cyklens fart ved at bruge håndbremsen. Ud fra hendes adresse havde jeg kunne se, at vi rent faktisk ikke boede så langt væk fra hinanden, og da det kun støvregnede en smule, havde jeg bare trukket en hue på, før jeg havde taget cyklen. Jeg hoppede af, før jeg trak den ind ad indkørslen.

    Det kunne godt være, at jeg havde syntes, at det var var koldt i sidste uge, men temperaturen her til aften slog det med garanti. Der kunne umuligt gå lang tid, før sneen snart ville begynde at falde -- og hvis den ikke gjorde, var jeg bekymret for, hvor koldt det skulle nå at blive, før den kom. Jeg skyndte mig derfor også at stille cyklen fra mig, så jeg ikke skulle stå midt i kulden alt for længe. Dog var det som om, at selvom jeg glædede mig til at være alle andre steder end udenfor, så følte jeg mig en smule forbeholden ved tanken om at gå hen og banke på hendes dør. Jeg vidste godt, at jeg selv havde sagt ja til at komme herover, og det var heller ikke, fordi jeg fortrød. Nu havde jeg så mange gange udtrykt, at jeg gerne ville lære hende bedre at kende, og det her var den perfekte mulighed; alligevel føltes det en anelse nervepirrende at træde frem og banke på.

    Derfor opdagede jeg også hurtigt, at jeg stod og holdt vejret efter at have gjort det. Jeg skyndte mig at puste den luft ud, som jeg havde holdt, og sank noget spyt, som jeg havde i halsen, mens jeg slog blikket ned på dørmåtten under døren foran mig.

    Først, da jeg hørte døren blive åbnet, så jeg op igen. Jeg smilede, idet mine øjne mødte hendes, og hun smilede tilbage igen. Hendes mørkeblonde hår lå ned over hendes skuldre, og jeg bemærkede, at hun havde en højhalset, hvid sweater på.

    "Hej," hilste hun, og jeg så tilbage på hendes øjne. "kom indenfor."

    Jeg fulgte hendes opfordring og trådte et skridt frem, mens jeg løftede hånden for at hive huen af. "Hej;" sagde jeg også, før jeg rømmede mig hurtigt. "beklager, hvis jeg ligner en, der lige har løbet et maraton, men det er virkelig koldt udenfor."

    Clover lo. "Du har ret røde kinder," svarede hun, mens hun bakkede et skridt, så jeg havde plads til at tage mit overtøj af.

    Jeg måtte i et øjeblik kæmpe mod trangen til at løfte hånden for at mærke på mine kinder. Jeg var egentlig ikke i tvivl, om hun havde ret, og jeg rystede derfor bare grinende på hovedet. Efter at have skrevet med hende over mobilen og snakket med hende nu, havde jeg hurtigt fået indtrykket af, at hun sjældent var typen, der ikke vidste, hvad hun skulle sige og gøre.

    "Claire sidder inde i stuen og ser julekalender i fjernsynet." Jeg havde kun lige nået at trække min jakke af, da hun skiftede emne, og jeg regnede hurtigt ud, at hun måtte tale om sin lillesøster. "Vi kan bare sætte os derind."

    Jeg nikkede, før jeg trådte ind i huset med hende, efter jeg var kommet af med min jakke. Jeg kunne allerede nu konkludere, at hendes hus var større, end mit eget var, og der var langt mere plads. Det var ikke, fordi det var større end så mange andre huse, som jeg havde været i, men der skulle alligevel ikke så forfærdelig meget til at overgå der, hvor jeg boede.

    "Hvor er dine forældre henne?" spurgte jeg efter at have kigget mig lidt rundt.

    Clover drejede hovedet over skulderen for at svare mig, da hun gik nogle skridt foran mig. "De skulle til en julefrokost, som så nok bedre kan betegnes som en fest eller noget. De kommer i hvert fald først sent hjem," fortalte hun mig.

    Jeg fugtede kort mine læber og nikkede endnu en gang, selvom det nok mest var for mig selv. Jeg lod igen blikket glide rundt på omgivelserne omkring mig, da vi trådte ind i et nyt rum, som jeg kun kunne identificere som stuen. Der gik heller ikke længe, før jeg fik øje på en pige med langt, lyst hår, som sad ovre i sofaen med øjnene klistret mod TV-skærmen.

    "Min lillesøster." Jeg så automatisk mod Clover, da hun præsenterede sin søster, og hun havde allerede øjnene mod mig.

    Jeg fulgte hende kort med blikket, da hun tog plads i den anden ende af sofaen af sin søster ved at læne sig op af armlænet og sætte fødderne op. Dog drejede jeg igen hovedet for at se på Claire, der stadigvæk ikke havde set væk fra fjernsynet.

    "Hej, Claire," hilste jeg venligt. "jeg hedder Ashton."

    Der gik noget tid, før det så ud til, at Claire reagerede, og da hun gjorde, var det kun for at se i mit retning i nogle få sekunder, før hun hurtigt så væk igen uden at svare. Clover gav en lyd fra sig, før hun rystede en smule på hovedet.

    "Hun er lidt genert," forklarede hun undskyldende, men jeg skyndte mig bare at smile.

    Jeg gik frem for at sætte mig ved siden af Clover i sofaen med en lille meters afstand. "Det er okay;" forsikrede jeg hende om og så mod Claire, før jeg vendte opmærksomheden mod hende igen. "jeg har selv en lillebror, så jeg ved, hvordan det er."

    Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Har du?" spurgte hun og trak sine ben en smule til sig.

    Eftersom hun sad med fødderne oppe i sofaen og havde rettet dem mod mig, kunne jeg ikke undgå at bemærke, at hun havde Hello Kitty sokker på. "Ja," svarede jeg hende. "jeg har en lillebror på 11 år og en lillesøster på 14 år."

    "Claire er otte år," sagde hun, før hun nikkede sigende med hovedet mod hende. "og så har jeg også en bror på 24 år."

    Jeg nikkede lidt af hendes ord, og hun så ud til at tygge på indersiden af sin underlæbe, mens hun slog blikket ned. Hele situationen kunne på en eller anden måde ikke undgås at føle en lille smule akavet -- og så var det alligevel som om, at vi kun ventede på, at en bobbel skulle springe. Det var ikke, fordi hun ikke var let at snakke med, men det var bare som om, at vi begge holdt tilbage på en eller anden måde. Og det bundede nok netop i, at vi begge allerede havde følt, hvordan det var, når der ikke var nogle hæmninger imellem os. Jeg vidste i hvert fald selv, at selvom jeg hungrede efter at vide mere om hende, så var det som om, at jeg lagde et bånd på mig selv. Det var svært at forklare, hvad det helt præcis var.

    Rulleteksterne begyndte at køre over fjernsynet, mens en julesang lød som baggrundsmusik, og jeg kunne høre Clover rømme sig ved siden af mig. "Claire, hvorfor henter du ikke dine tøjbamser ovenpå, så du kan vise dem til Ashton?"

    Claire svarede hende ikke, men sprang i stedet op fra sofaen for at forsvinde ud af stuen. Det var egentlig ret tydeligt, hvordan det havde været en måde at få Claire til at forlade rummet, og da jeg så mod Clover, rullede hun også grinende med øjnene. Selv kunne jeg heller ikke lade være med at smile lidt over hendes ret effektive afledningsmanøvre.

    Clovers blik landede på mig. "Kan du godt lide rockbands?" spurgte hun efter nogle sekunder.

    Jeg nåede kun at overveje, hvad der fik hende til at spørge, da jeg huskede, at jeg indenunder min trøje havde taget en T-shirt på med bandet Green Day. "Ja," svarede jeg, før jeg uddybede. "Green Day, The Rolling Stones, Iron Maiden, Nickelback -"

    "Nickelback?" Hendes stemme lød mistroisk, da hun afbrød mig, og hun løftede øjenbrynene.

    En smule forvirret svarede jeg hende. "Ja?"

    På trods af min vildledte mine fortsatte hun blot i den mistroende tone. "Det mener du ikke, vel?"

    Egentlig kendte jeg godt de negative rygter, der florerede om bandet, men jeg havde altid kunne lide deres musik, og derfor var jeg også hurtig til at forsvare mig. "Jeg har aldrig forstået, hvorfor Nickelback er så dårlige, som alle går og siger. De er -"

    "Uoriginale." Endnu en gang afbrød hun mig. "Alle deres sange lyder som om, at det er et cover af en anden sang."

    Selvom hun var uenig med mig, kunne jeg ikke lade være med at grine af hendes stædighed, og et eller andet sted var jeg egentlig ret imponeret over hendes viden omkring bandet. "Så du kan ikke engang lide How You Remind Me?"

    Hun smilede også, selvom hun lød alvorlig. "How You Remind Me er den værste af dem alle sammen!"

    Jeg måbede dramatisk over hendes ord, som om det virkelig var noget, der ramte mig hårdt, og hun fniste. På et eller andet tidspunkt var det som om, at den anspændthed, der havde ligget i luften, var forduftet, og jeg havde det som om, at jeg ikke behøvede at tænke over, hvordan jeg skulle agere i hendes selskab. Jeg vidste ikke, hvordan det hele havde vendt rundt så hurtigt, men jeg kunne kun sammenligne det med den følelse, som jeg også havde haft, lige før kysset havde sket til den fest. Det føltes bare så naturligt og ubesværet og så rigtigt. Som om det altid havde været sådan her.

    Jeg fnøs. "I det mindste vil jeg hellere kunne lide Nickelback, end jeg ville have de der sokker på," drillede jeg hende, før jeg rakte hånden ud og prikkede hende nedenunder den ene fod, som var iklædt den lyserøde Hello Kitty sok.

    Clover hvinede pludselig, før hun hurtigt trak begge ben tæt op til sig og så på mig. "Du må ikke røre mine fødder!" Hun lød nærmest desperat, mens hun lagde en beskyttende hånd hen over dem. "Jeg er meget kilden, okay?"

    I en opportunistisk grimasse løftede jeg mine øjenbryn. Hun bad jo næsten selv om det. Selvom hun lige havde bedt mig om at lade være, greb jeg fat om hendes ene fod, og før jeg overhovedet havde nået at give mig til at kilde hende, forsøgte hun allerede at sparke sig fri af mit greb. Dog var jeg stærkere end hende, og det var ikke svært for mig at holde hendes fod nede.

    "Stop!" gispede hun ud gennem sine ufrivillige grin. "Stop, seriøst, stop! Ashton!"

    Hendes greb om min hånd var ikke særlig hårdt, da hun tog fat om den, men den fik mig alligevel til at stoppe med det samme og i stedet se hende ind i øjnene. I min kamp om at kilde hende, var hendes ene ben endt halvt indenunder min krop, og jeg lå en smule nede i sofaen. I ét sekund var det som om, at stemningen havde vendt, og jeg følte mig forpustet. Det var som om, at der var noget, der rykkede på sig et sted indeni mig, og på den måde hun kiggede tilbage på mig, vidste jeg, at hun også følte det. Det var som om, at idet hun havde taget min hånd, havde jeg følt det stød, som jeg også havde følt første gang, at vi rørte hinanden. Det slog mig fuldstændig ud af den, og hun så mindst ligeså perpleks ud, når jeg kiggede hende i øjnene.

    Det var i hvert fald lige indtil, at hun pludselig så væk, og jeg også fik øje på Claire, der var standset lige ved siden af os med en bamse i hver hånd, mens hun tålmodigt ventede på, at hun kunne få lov til at fremvise dem.

❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄

Så blev det den 8. december, og der kom igen i dag et nyt kapitel. Nu er vi virkelig ved at komme ind i historien, og jeg glæder mig sådan til at dele resten. Husk nu at smid en kommentar; det behøver som sagt ikke være det helt store, men det betyder alligevel så meget, når der er nogle, der gider. Så tusind tak, hvis du tager dig tid til det!

Det skal lige siges, at jeg selv er stor Nickelback-fan, så det er ikke, fordi jeg hater på bandet eller noget. Jeg forstår heller ikke, hvorfor de får så meget negativ kritik, som de gør. Så jeg er med Ashton på den her!

Rigtig glædelig jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...