Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27204Visninger
AA

19. En altafgørende tilståelse

 

18
flakes of fortune

Ashtons synsvinkel

Noget blokerede for mine luftveje, og jeg gispede efter vejret, idet jeg åbnede øjnene. Det var ikke gået op for mig, at jeg havde sat mig op i sengen, før jeg pludselig havde overblik over det mørklagte værelse. Alting så ud, som det plejede, og i takt med det gik op for mig, at jeg bare havde haft en drøm, begyndte min vejrtrækning også at blive mere rolig og regelmæssig.

    Jeg vidste ikke helt præcist, hvad der havde udløst den bratte opvågning, og jeg følte mig også en smule svimmel efter at have sat mig op så hurtigt. Langsomt løftede jeg min ene hånd for at gnide mig i mine søvnige øjne, før jeg kørte noget hår væk, som var faldet ned i panden på mig. Jeg kunne ikke engang huske, om jeg havde haft et mareridt eller noget.

    "Er du okay?"

    Jeg så mig automatisk over skulderen og i retning af, hvor stemmen kom fra. Jeg kunne kun lige fornemme omridset af hende i mørket, men jeg var alligevel ikke i tvivl om, at hun også var vågnet og havde støttet sin vægt mod sin albue.

    Jeg sank noget spyt, før jeg så væk igen. "Jeg har det fint." Min stemme lød stadigvæk præget af søvn.

    Det tog altid lige nogle minutter at vågne op; specielt når man var blevet revet ud fra drømmestadiet på den måde. Dog stod det stadig klart i min erindring, hvordan vi var gået ind på mit værelse i går aftes og faldet i søvn sammen på min seng. Jeg vidste ikke, hvad klokken var nu, men jeg gik ud fra, at det var midt om natten. Clover rykkede lidt på sig bag mig, og selvom jeg ikke kunne se hende, kunne jeg mærke, at hun også havde sat sig op, da hendes hage var lige ud for mit venstre skulderblad, som hun sad skråt bag mig. Hendes ånde kildede forsigtigt mod min bare hud, men jeg sagde ingenting.

    Hendes hånd føltes lille, da jeg kunne mærke, at hun lagde den mod mine ribben, mens hun lænede sig en lille smule ind til mig. "Havde du et mareridt?" spurgte hun, og hendes stilfærdige stemme lød blid og underligt beroligende.

    Mine øjne skævede mod det tøj, som vi begge havde efterladt på jorden. Hun havde lånt en T-shirt af mig til at sove i, og selv var jeg kun iklædt mine underbukser. Dynen var faldet ned, idet jeg havde sat mig op, og lå derfor kun over mine ben, idet hun langsomt lod sin hånd glide hen over den øverste del af min mave. Hendes berøringer fik mig automatisk til at slappe mere af, og jeg nød det brændende spor, som hendes fingre efterlod sig. Jeg løftede hånden og samlede den om hendes.

    "Ja," hviskede jeg efter noget tid, før jeg drejede hovedet igen, hvor jeg denne gang fangede hendes øjne med det samme, da hendes hoved var lige ud for mit. "og så virker det ikke ægte at vågne op til en virkelighed som denne her."

    Jeg fornemmede, hvordan et forsigtigt smil trak i hendes mundvige. Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle vågne og vide, at det her var min virkelighed; jeg havde alt, som jeg nogensinde kunne have stræbet efter, og hun sad lige her sammen med mig. Tanken virkede så surrealistisk og uopnåelig, og jeg havde svært ved ikke også at smile tilbage til hende.

    Jeg rynkede lidt på brynene, før jeg lagde hovedet på skrå. "Er det her virkelighed?"

    Mit spørgsmål var mest ment i ironi, men det afspejlede faktisk også en undren, som jeg ikke kunne lade være med at have. Kunne det virkelig være virkeligheden det her? Kunne det virkelig passe, at jeg endelig havde fundet en, som jeg konstant fandt mig selv have lyst til at være omkring? Kunne det virkelig passe, at der slet ikke var nogle torne i den her rosenbusk?

    Hun grinede lavt af mit spørgsmål, før hun bøjede hovedet og placerede et ensomt kys på min skulder. Hendes øjne slap ikke mine. Vinden rev larmende i træerne udenfor, og jeg var næsten ikke i tvivl om, at sneen stadigvæk dalede fra himmelen. Normalt hvis jeg ikke dækkede mig til om vinternætterne, plejede jeg altid at fryse helt vildt, men med Clover ved siden af mig kunne jeg ikke andet end at have det fuldkommen tilpas i mine omgivelser. Hendes krop holdt mig varm, og jeg ønskede som altid kun at mærke den yderligere. Derfor slap jeg også lidt modvilligt hendes hånd, da hun trak den til sig.

    Langsomt lagde hun sig ned i sengen igen, og jeg fulgte hendes eksempel. Jeg lå på ryggen, men mit blik var hele tiden rettet mod hende. Jeg kunne mærke hendes hånd række ud efter mig igen under dynen, og jeg rykkede hende instinktivt nærmere.

    Hendes pande landede mod min brystkasse, idet jeg vendte mig mod hende, og jeg lukkede øjnene. "Det er i hvert fald den eneste virkelighed, som jeg vil være i." Hendes ord blev mumlet mod min hud, men jeg hørte dem klarere end noget andet.

Den store forsamlingssal kunne knapt bære alle de mennesker, der befandt sig i den, hvilket nok havde noget at gøre med, at det ret sjældent var hele skolen, der ville være her på samme tid. Både rent fysisk var der flere, der blev nødt til at tage trapper og andre alternative siddesteder i brug, men også rent akustisk ville man nok også få hovedpine af at være her i meget lang tid ad gangen. Alle havde deres egen samtale og til sammen resulterede det i en massiv, larmende støjbunke.

    Det afholdt dog ikke Michael fra at bidrage til omtalte støjniveau. "Jeg har lige fået en mail, og der står, at jeg først efter jul kan få de reservedele, som jeg mangler." Hans stemme lød irriteret og hans bevægelser aggressive, da han låste telefonen.

    I takt med vi sammen havde fulgtes og sat os ude i siden af den store forsamlingssal, havde han hele tiden haft øjnene rettet mod sin mobil i hænderne, og vi havde faktisk ikke rigtig udvekslet nogle ord, selvom vi havde gået lige ved siden af hinanden. Jeg havde været væk i mine tanker og Michael i det, der viste sig at være en mail, der omhandlede ny reservedele til hans bil.

    Clover og jeg havde fulgtes hen til skolen i morges. Alt andet ville selvfølgelig også være underligt, når nu vi havde tilbragt natten sammen. Hun havde lånt endnu en bluse af mig, som hun havde taget på i skole, og selvom den egentlig var beregnet til nogen lidt større (og af det andet køn naturligvis), så havde hun set absolut bedårende ud i den. Hun havde haft en aftale om at mødes med sine veninder, så jeg havde skrevet til Michael, om han var på skolen, da Clover og jeg havde skiltes, idet vi var ankommet. Heldigvis var i dag åbenbart en af de dage, hvor han besluttede sig for, at han godt kunne sætte tid af til skolen -- også selvom vi bogstaveligt talt var her for at få ferie. Måske var det i grunden derfor, at han gad at tilbringe tid her.

    "Træls," mumlede jeg, selvom jeg kun havde hørt halvt efter.

    Jeg kunne mærke Michaels blik på mig, men jeg stirrede blot ud over menneskemængden. "Ja, det er fanme træls." Hans konstatering blev efterfulgt af nogle sekunder i stilhed, før han stønnede. "Dude, hvor er du overhovedet henne?"

    Først nu fik jeg endelig taget mig sammen til at kigge på ham. Han havde løftet øjenbrynene og så afventende på mig. Jeg vidste ikke, hvor fraværende jeg måtte have set ud, men noget sagde mig, at jeg måtte have lignet en, der mentalt var alle andre steder end i den her forsamlingssal -- hvilket måske også var rigtig nok, hvis jeg skulle gå hen og være helt ærlig.

    Det havde egentlig været ret spontant, at Clover var blevet og overnattet hjemme hos mig, men alligevel var det som om, at det var den bedste søvn, som jeg havde haft meget længe. Og det var på trods af det uvelkomne mareridt, der havde vækket mig midt om natten. Det var ikke, fordi det var noget, som jeg oplevede ofte, men jeg havde godt prøvet det et par gange før. Dog plejede jeg at kunne huske bare noget af det, men den her gang havde jeg ingen hukommelse om, hvad det kunne have omhandlet. Det havde mest af alt virket som en advarelse. Et tegn på varsel eller noget. Jeg rystede tanken af mig.

    "Undskyld," sagde jeg og rømmede mig. "hvilke dele var det, som du manglede?"

    Michael blev blot ved med at se på mig i nogle sekunder, før han lagde op til at svare. Selvom jeg lige havde givet udtryk for, at jeg hørte efter, så kunne jeg ikke undgå at fordele min opmærksomhed på andre ting end hans bilsnak. Som altid var det ikke, fordi jeg ikke hørte efter, men jeg lyttede måske ikke lige så omhyggeligt, som jeg kunne have gjort, idet jeg lod blikket glide ud over forsamlingen. Jeg havde ikke set Clover siden en halv times tid siden, hvor vi var gået hver sin vej, og selvom det ikke var så lang tid siden, så fandt jeg alligevel mig selv lede efter hende, som mine øjne løb blandt de mange mennesker.

    Det hele var blevet så virkeligt på ufatteligt få dage. Selvom jeg fra allerførste berøring havde vidst, at der var noget, der foregik mellem os, så havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet, at vi skulle ende her. Hun var bogstaveligt talt blevet hele omdrejningspunktet inde i mit hoved, og på trods af det i sig selv var lidt skræmmende, så kunne jeg ikke andet end at tage imod det med åbne arme. Hun havde mere eller mindre opslugt hele min eksistens, og jeg kunne ikke forklare det med andet, end jeg var fuldkommen og betingningsløst forelsket i hende. Jeg kunne hverken gøre noget til eller fra for at ændre på det. Og selvom det næsten virkede forkert at sige det, så troede jeg på det, når hun sagde, at hun havde det på samme måde.

    Det var de sidste par dage gået op for mig, hvordan jeg nærmest havde været fanget i den evige cyklus, der var mit liv. Jeg var så vant til at bevæge mig i de samme mønstre og egentlig ikke leve mit liv, som jeg burde gøre det. Jeg havde altid brugt den samme undskyldning med, at jeg engang i fremtiden ville gøre noget ved det og rent faktisk tage ansvar for mit eget liv. Men jeg gjorde det aldrig. Nu virkede det som om, at det havde ramt mig som et slag i hovedet. Clover havde været den hvirvelvind, som jeg havde haft brug for. Hun havde vækket mig af den trance, som jeg var havde gået og befundet mig i og rent faktisk fået mig til at føle mig... levende. Jeg følte endelig, at jeg kunne mærke mig selv, når hun var omkring mig.

    Jeg vidste ikke, hvor længe jeg havde siddet med blikket rettet mod de mange mennesker, men pludselig var det, som om jeg fik øje på hende. Dog var hun ikke siddende som resten af skolens elever, mens vi ventede på, at rektor ville træde op på scenen og snakke i mikrofonen. I stedet stod hun nede ved udgangen af forsamlingssalen, og selvom hun stod langt væk, bemærkede jeg med det samme hendes bekymrede grimasse. Jeg kunne mærke, hvordan jeg rynkede mine egne bryn.

    Min opmærksomhed var nu fuldstændig rettet mod hende, og jeg hørte ikke længere, hvad Michael var i gang med at forklare mig. Det var umuligt for mig at høre, hvad hun sagde, men da jeg fik øje på de to piger, som jeg genkendte som hendes veninder, Parker og Molly, som stod overfor hende, gik det op for mig, at hun havde en samtale -- og ikke en der så ud til at være særlig behagelig. Kun i nogle få sekunder havde jeg nået at betragte dem, før Clover pludselig rystede på hovedet og drejede om på hælene. Hendes veninder fulgte med, idet hun skubbede døren til udgangen op og forlod forsamlingssalen.

    Der gik ikke mange sekunder, før jeg selv var på benene, og Michael stoppede brat med at tale, idet jeg havde rejst mig op. "Øhm -" Jeg så ned på ham, men så hen på døren igen. "Jeg bliver lige nødt til at gå et øjeblik, okay?"

    "Hvad?" Jeg tog mig ikke af hans forvirrede respons, før jeg begyndte at arbejde mig forbi menneskerne, der sad omkring mig, så jeg kunne komme væk og mod udgangen. "Ash? Ashton!" Michaels stemme virkede kun som baggrundsstøj.

    Jeg var egentlig ikke i tvivl om, at han var mere end utilfreds med, at jeg efterlod ham alene her; specielt når jeg ret så uhøfligt var gået, lige midt i han var ved at fortælle mig noget. Det var heller ikke, fordi jeg vidste, at jeg nok ikke havde noget at gøre i en diskussion, som Clover havde med sine veninder, men jeg kunne ikke ryste det ansigtsudtryk, som hun havde haft, af mig. Hun havde set vred ud, men mest af alt såret og ked ud af det, og jeg kunne ikke lide tanken om, at nogen fik hende til at have det sådan. Måske var det ikke noget, der vedrørte mig, men jeg blev ikke destomindre nødt til at vide, hvad det var.

    Larmen fra salen gjorde, at man stort set ikke kunne høre, da jeg åbnede den tunge dør, der førte ud til gangen med de mange skabe, men jeg fangede med det samme lyden af stemmer, da jeg trådte ud. "Kan I helt seriøst ikke blande jer udenom?"

    Jeg genkendte Clovers stemme, men jeg kunne ikke se hende. Jeg gik ud fra, at de måtte stå omme på den anden side af det hjørne, som jeg var gemt bag, da døren forsigtigt lukkede bag mig. Jeg blev stående stille, da en anden stemme talte.

    "Nej." Jeg kunne ikke høre, om det var Parker eller Molly, der talte. "Vi sagde det her fra starten af, Clover."

    Clover sukkede frusteret, og jeg tog et tøvende skridt frem. "Det er ikke vigtigt, okay?"

    "Ikke vigtigt?" Denne gang kunne jeg høre, at det var Parker, der fnøs. "Du har fucking udnyttet ham til at komme tættere på Luke, og det, at du ikke engang tør at indrømme det for ham efter alt det, som I har været igennem, er så langt ude."

    Jeg var kun lige nået så langt frem, at jeg kunne skimte de tre skikkelser om hjørnet, før jeg frøs i bevægelsen. Mit hjerte faldt til et sted i min mave, og jeg kunne mærke, hvordan jeg blev helt kold, selvom mine håndflader var svedige. Jeg forstod ikke, hvad der skete. Jeg forstod ikke, hvad de ord, som jeg lige havde hørt, betød. Alligevel ramte de mig så hårdt, at jeg fuldstændig mistede evnen til at tænke rationelt. Hvad snakkede de om? Hvorfor snakkede de om Luke? Hvad var det her?

    Der gik noget tid, før det gik op for mig, at der blev talt igen. "Fordi det ikke er vigtigt!" Clover lød arrig og defensiv. "Det har ikke nogen betydning. Jeg er fuldstændig færdig med ham." Hendes ord var klare. "Jeg ved, hvem jeg vil have."

    Nu ramte realiteten mig endelig.

    Clover havde udnyttet mig. Hun havde løjet for mig... omkring alting. Hun ville have Luke. Hun havde hele tiden ville have Luke. Og det havde hun prøvet at gøre med mig som kontakt til ham. Havde hun været smart, havde hun nok valgt en anden, hvor hun rent faktisk ville få noget ud af den plan. Såsom Michael. Eller Calum. Jeg havde været en brik i hendes spil for at opnå en anden fyr. Jeg betød ikke noget for hende. Jeg var faldet for hendes manipulation og løgne. Al den tid, som vi havde haft sammen Alle de kys, som vi havde delt. Alle de ord, som vi havde fortalt hinanden. Bullshit. Fucking bullshit.

    Og nu lod det til, at hun var færdig med mig. Nu havde hun vredet alt ud af mig, som hun om muligt kunne opnå, og jeg kunne så bare sidde tilbage og vente på at blive frasorteret. Fuck, hvor havde jeg været dum. Idiotisk. Sådan noget her skete jo ikke i virkeligheden. Selvfølgelig gjorde det ikke det. Hvordan skulle det her nogensinde have været rigtigt?

    "Derfor fortjener han alligevel at kende til sandheden." Det var Molly, der svarede.

    De havde endnu ikke opdaget mig, selvom jeg efterhånden i noget tid havde stået og stirret på dem. Clover stod med ryggen til mig, og hvis jeg var stilfærdig nok, kunne jeg vende mig om og forlade, uden nogen overhovedet ville opdage mig.

    Dog var det ikke, hvad jeg valgte at gøre, da ordene pludselig forlod min mund. "Det synes jeg egentlig også."

    I et ryk vendte de alle tre sig mod mig, men jeg havde blikket fæstnet mod Clover, da hendes øjne ramte mine. Kun i en brøkdel af et sekund nåede hun at se forvirret ud, før forfærdelse og noget andet, som jeg ikke kunne tyde, lagde sig over hendes øjne. Jeg bemærkede godt, at hun skulle til at sige noget, men før hun kunne, bakkede jeg et skridt, før jeg vendte om og skubbede døren op for at forlade hende alene. Måske havde jeg allerede fået mere end nok sandhed af vide.

❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄

Så skete det. Ashton fandt ud af, at alt ikke var helt, som han havde troet, og Clover blev afsløret.

Jeg har ikke rigtig hørt fra jer i de sidste kapitler, og selvom jeg er taknemmelig for, at I bare gider at læse med, så vil jeg virkelig også gerne høre jeres tanker. Hvad har I syntes om tempoet i historien? For hurtigt? For langsomt?

Jeg har virkelig elsket at publicere et kapitel hver eneste dag, og det betyder så meget at se det, som jeg har arbejdet så hårdt på så længe, endelig blive offentligt, så det ikke bare er mig, der sidder og læser det. Så jeg vil så gerne høre fra jer og vide, hvad I synes om det hele, og hvad I tror, at der vil komme til at ske fremadrettet.

Rigtig glædelig jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...