Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27051Visninger
AA

21. Du ved, at jeg hader dem

 

20
flakes of fortune

Ashtons synsvinkel

Mobilen brummede mod mit lår, og jeg behøvede ikke engang at tage den op af min bukselomme for at vide, hvem der ringede til mig. Alligevel stak jeg hånden ned for at samle den vibrerende genstand op, men kun for at holde slukknappen inde i nogle sekunder, så telefonen efter noget tid gik ud. Hun havde prøvet at ringe og skrive til mig, lige siden jeg havde gået fra hende i går, og hvis jeg skulle være helt ærlig, så havde jeg ikke nogen som helst interesse i at snakke med hende.

    Det var i hvert fald det, som jeg fortalte mig selv.

    Jeg var i en konstant kamp med mig selv om at forsøge at fortrænge alle de spørgsmål, som jeg havde. Efter i går havde jeg tydeligt fået bekræftet, at jeg alligevel ikke havde lyst til at høre svarene på dem. Selvom jeg godt havde hørt hende, da hun havde stået på gangen med hendes veninder, så var det noget andet, når det kom direkte fra hende selv. Når hun kiggede mig i øjnene og fortalte mig, at det rent faktisk var rigtigt, at hun slet ikke havde følt det samme, som jeg havde, da vi havde mødtes.

    Jeg kunne ikke undgå at føle mig så dum. Naiv. Jeg havde troet så meget på det her drømmescenarie om, at vi på helt magisk vis havde fundet hinanden, og der aldrig var noget, der ville ændre på det eventyrlignende møde, som vi havde haft. Nu, hvor jeg havde fundet ud af, at det hele mere eller mindre var en mislykket plan fra hendes side, kunne jeg kun sidde tilbage som en idiot, fordi jeg havde stolet på hendes ord. Det hele havde været baseret på en stor løgn. En løgn, der ændrede alt.

    "Bliver hun ved med at ringe?" Michaels stemme var lav, da han talte, og det gik op for mig, at jeg stadig sad og stirrede på telefonen i min hånd, selvom jeg havde slukket for den forlængst, og jeg drejede hovedet for at se på ham.

    Jeg smilede lidt og stak den i lommen igen. "Ja, det -" Jeg rømmede mig kort. "Whatever."

    Jeg havde kun kort fortalt om, hvad der var sket, efter jeg var kommet hjem til ham tidligere i dag, og han havde ikke stillet yderligere spørgsmål, fordi han vidste, at jeg ikke gad at snakke om det. Det var ikke noget, som jeg havde sagt til ham, men vi kendte efterhånden hinanden så godt, at vi godt vidste, hvornår man skulle bringe noget på banen, og hvornår man ikke skulle, og derfor var han også bare begyndt at snakke om en ny tatovering, som han overvejede at få lavet.

    Vi var for en gangs skyld ikke ude i værkstedet, men havde i stedet sat os ind i stuen, hvor hans far havde siddet med os i noget tid, før han var gået ud til Michaels mor, der lavede noget et andet sted i huset. For at være helt ærlig, så havde jeg nok været lidt distræt under hele mit besøg, og derfor havde jeg heller ikke rigtig lagt mærke til, at der havde lagt sig en stilhed imellem Michael og jeg, før han havde brudt den fra få minutter siden. Jeg prøvede ellers så ihærdigt ikke at tænke på hende.

    "Jeg kan ikke fatte, at hun gjorde det mod dig," mumlede han efter lidt tid, og jeg bed mig i læben.

    Jeg vidste godt, at det var hans måde at forsøge at åbne samtalen på, men jeg vidste ikke, om jeg var klar til at have den. Om jeg overhovedet havde lyst til at have den. Et eller andet sted havde jeg bare lyst til fuldstændig at fortrænge hele den her december og bare agere, som var den aldrig hændt. Bare lade som om, at jeg ikke lige havde fået revet mit hjerte ud af en, som det viste sig, at jeg slet ikke kendte. Jeg kendte hende jo slet ikke. Hun var slet ikke den, som jeg gik og troede, at hun var.

    Og derfor fortjente hun heller ikke, at jeg brugte så meget tid og energi på at gå og tænke over hende. Jeg kunne bare ikke finde ud af, hvordan jeg skulle sortere hende fra inde i mit hoved, når alt, som jeg foretog mig, alligevel endte med at være rettet mod hende. Hvordan kunne jeg være så opsat på en, som slet ikke eksisterede som hende, som jeg havde lært at kende?

    Jeg så hen mod adventskransen, som havde alle fire lys tændt henne i vindueskarmen. "Og jeg kan ikke fatte, hvis hun virkelig gerne ville have Luke, at hun så valgte mig som mellemmand, når hun kunne have fundet så mange, der var bedre."

    "Men hvorfor ville hun overhovedet have Luke? Hun kendte ham da slet ikke?" Jeg kunne mærke, at han rettede sig op.

    Jeg trak bare på skuldrene. "Jeg har ikke rigtig talt med hende om det," mumlede jeg bare uden at se i hans retning.

    "Måske du skulle prøve at snakke med hende så?" sagde han en smule tøvende, og jeg så endelig tilbage på ham.

    Egentlig vidste jeg godt, at han havde ret. Der var stadig så mange ting ved det her, der var uopklaret for mig, og selvom jeg ikke var sikker på, om jeg havde lyst til at vide svarene, så blev jeg ikke destomindre nødt til det. Jeg kunne ikke blive ved med at dvæle ved det her, og hvis jeg skulle kunne komme videre, blev jeg nødt til at finde en eller anden form for afslutning.

    Jeg kunne ikke lade være med at blive sendt tilbage til før, at jeg overhovedet kendte Clover, da disse ord løb gennem hovedet på mig. Jeg havde sagt, at jeg bare gerne ville have lært hende at kende og så afslutte det derefter. Set i bakspejlet havde det nok været det smarteste at gøre, men jeg havde været så draget af det, som hun fik mig til at føle, når jeg var omkring hende. Havde jeg bare vidst, at det alt sammen havde været et led i hendes plan. Jeg vidste, at jeg blev nødt til at vide, hvad der havde været reelt, og hvad der ikke havde, og på trods af hun i går fortalte mig, at hun var færdig med Luke nu, så var der stadig noget indeni mig, der ikke var klar til at give efter. Selv hvis det passede, så var min tillid forsvundet ud i ingenting, og jeg var ikke sikker på, at jeg ville kunne genvinde den igen. Derfor var jeg heller ikke sikker på, om en samtale med hende omkring alt det her overhovedet ville gøre nogen gavn. Om jeg overhovedet ville kunne stole på det, som hun fortalte mig.

    Jeg rystede lidt på hovedet og trak vejret tungt. "Jeg ved ikke," svarede jeg forbeholdent.

    "Det må du også selvom. Det, som hun gjorde, var virkelig fucked up, og jeg forstår godt, at du ikke har lyst til at være omkring hende igen." Jeg kunne mærke, at han holdt blikket på mig, mens han talte. "Det er bare for dit eget bedste. Hvis du skal kunne lade alt det her gå og fortsætte med dit liv, bliver du ligesom også nødt til at vide, hvad der skete, ikke?"

    Det overraskede mig lidt, hvordan han satte ord på lige præcis de tanker, som jeg selv havde haft, og jeg løftede øjenbrynene, før jeg så tilbage på ham. Det lå ikke til Michael af natur at være særligt støttende og hjælpsom, men han kunne virkelig godt være der for en, når man havde brug for det, og det mindede mig om, hvorfor vi overhovedet var venner.

    Alligevel var der noget ved idéen om at skulle snakke med Clover igen, der fik mig til at tøve. Jeg havde kunnet mærke, hvordan et hav af følelser var opstået inde i mig bare ved synet af hende, og jeg havde virkelig været nødt til at lægge bånd på mig selv for ikke at blive fuldkommen rasende. Jeg vidste, at det var mine sårede følelser, som den stærke reaktion kom fra, og jeg var ikke sikker på, at jeg var i stand til at kunne tæmme dem, hvis jeg pludselig skulle konfrontere hende. Jeg havde ikke lyst til at råbe ad hende og diskutere, og selvom jeg var mere end vred på hende, så havde jeg alligevel ikke kunne lade være med at føle et snert af skyldfølelse, da jeg havde set tårerne samle sig i hendes øjne. Men det her var ikke min skyld.

    Det hele kunne vel også være ligemeget. Det var ovre; præcis ligesom jeg havde sagt til hende. Var der så overhovedet nogen grund til at blive ved med at grave i det? Var det letteste ikke bare at lade det hele være nu og komme videre?

    "Jeg ved bare ikke, om jeg kan;" svarede jeg ham endelig. "jeg ved ikke, om jeg overhovedet har noget tilbage at sige."

    Det hele var et stort rod. Jeg kunne ikke finde rundt i noget som helst af det. Mest af alt havde jeg bare lyst til at smide det hele væk, men alligevel var der noget indeni mig, der blev ved med at minde mig om alt det, som vi havde. Men det havde jo været en løgn. En løgn, der havde føltes så realistisk og ægte, at jeg havde svært ved at tro på, at det overhovedet kunne være usandt. Men det havde den; det havde hun selv bekræftet for mig i går. Jeg blev nødt til at tage mig sammen.

    Der var ikke nogen grund til at beholde en så negativ faktor i mit liv, og der var alligevel ikke noget, der på magisk vis kunne fikse alt det her igen. Jeg kunne bare ikke undgå at undre mig over, hvorfor det havde været mig, der var blevet draget ind i det her. Luke havde så mange andre venner, som han var tættere på, og som hun ville kunne få langt mere ud af. Havde hun overhovedet vidst, at det var mig den aften med festen, hvor vi kyssede? Var hun intentionelt gået efter mig?

    Hun havde godt nok set overrasket ud, da jeg havde stået med armbåndet nede på Murio's, men jeg vidste jo ikke, om det bare var spil for galleriet, eller om det rent faktisk havde været oprigtigt. Der var ikke noget af det, som jeg havde oplevet i forbindelse med Clover, som jeg vidste, om var opstillet og falsk eller rigtigt og reelt. Derfor havde jeg som udgangspunkt bare antaget, at alt, som hun nogensinde havde gjort og sagt til mig, ikke passede. Men hvem havde hun så troet, at hun havde kysset til den fest? Det havde tydeligvis været et strategisk træk fra hendes side at gøre det, men hvem troede hun, at det var?

    Michael rykkede pludselig på sig i sofaen igen og tvang mit blik hen mod ham. Han havde rettet sig op fra den stilling, som vi begge ellers havde siddet i, hvilket var en tilbagelænet position med et mere eller mindre tomt blik i øjnene.

    "Prøv at høre; jeg kan bare se, at det er noget, der virkelig nager dig, og jeg ved ærlig talt ikke, hvordan jeg skal hjælpe dig, eller hvordan nogen anden skal gøre det for den skyld. Du kan kun hjælpe dig selv ved at tackle den her situation lige på og hårdt." Han stirrede mig ind i øjnene, og det gjorde mig egentlig en smule utryg, når det var Michael. "Du bliver nødt til at konfrontere hende. Jeg ved, at du er vred, selvom du prøver ikke at være det, og det bliver hun også nødt til at vide. Hun bliver nødt til at vide det, så du ikke skal gå og bære på det hele selv. Hun bliver nødt til at vide, hvor meget hun fuckede up."

    Jeg sank, før jeg svarede. "Jeg kan bare ikke få mig selv til at tage telefonen, når hun ringer."

    "Jeg er også ligeglad med, hvordan du gør det. Du bliver bare nødt til at komme af med den byrde, som du bærer på lige nu. Du kunne også prøve at vende den om og gøre noget lignende mod hende, så hun kunne se, hvordan det føltes," sagde han og vippede en enkelt gang med brynene over sine egne ord, som om det lige var årets bedste idé, som han var kommet op med.

    Jeg stønnede overbærende af ham, men kunne alligevel ikke lade være med at smile. "Det er nok det værste råd, som jeg længe har hørt nogen give," mumlede jeg blot, da både han og jeg vidste, at det aldrig nogensinde ville komme til at ske.

    Jeg fornemmede Michael smile ud af øjenkrogen, og jeg mistænkte ham for, at det havde været hans mission at få mig til at smile, da han lænede sig tilbage i sofaen og så mod fjernsynet igen. "Det er den eneste slags råd, som jeg kan give."

Instinktivt bed jeg fat i min underlæbe, da jeg satte fingeren mod slukknappen på min telefon og holdt den nede. Normalt plejede jeg aldrig at have min telefon slukket, og derfor var det også helt underligt, at jeg slet ikke havde brugt den hele dagen. Dog ville jeg langt hellere gå en dag uden mobil end konstant at skulle blive påmindet om Clover, når hendes navn dukkede op på skærmen. Mine egne tanker gjorde alligevel et godt nok job uden hendes opkald til at hjælpe til.

    Først da skærmen lyste op, fjernede jeg trykket fra knappen og ventede på, at mobilen tændte op. Egentlig havde jeg også kun tændt den nu, fordi min mor og Lauren åbenbart skulle høre højlydt julemusik, mens de pyntede juletræet, som havde stået helt nøgent i vores stue i tre dage nu, fordi min mor ikke havde haft tid til at pynte det, og Lauren kun ville gøre det med hende. Selv havde jeg bare sat mig henne i vores sofa i stuen og taget høretelefoner på, selvom jeg ikke havde fundet noget musik endnu til at overdøve Last Christmas, der spillede for i hvert fald 117. gang. Jeg var egentlig ikke rigtig i julehumør.

    Min telefon vibrerede en enkelt gang, da den tændte, og så væltede det ellers ind med ubesvarede opkald og SMS-beskeder. Dog lod det sidste opkald til at være foretaget omkring klokken 16:00, hvor klokken nu var omkring 20:00. Jeg var taget fra Michael omkring klokken 18:30, så hun måtte nok have indset, at jeg havde slukket min telefon, mens jeg var derovre, og derfor stoppet med at ringe. Jeg tøvede lidt, før jeg flyttede fingeren over skærmen og trykkede ind på mine beskeder.

    Jeg havde slet ikke overblik over, hvor mange gange hun havde skrevet til mig, og jeg havde sådan set heller ikke lyst til at læse, hvad hun havde skrevet. Kun den nyeste besked, som også lod til at være sendt klokken 16:00, kunne jeg ikke undgå at fange med blikket. Jeg burde nok bare være klikket væk fra den, men mine øjne var allerede i gang med at læse.

    Jeg skal nok lade være med at prøve at kontakte dig mere nu. Jeg vil bare gerne have dig til at vide, hvor ked af det jeg er over alle de ting, som jeg har gjort, og jeg vil gerne have dig til at lytte til den her sang og vide, at jeg mener hvert et eneste af de ord, der er i den. Og det er selvom, at du ved, at jeg hader dem.

    Min finger svævede i nogle sekunder over det link, som hun havde tilføjet nederst i beskeden. Jeg nåede ikke engang at tænke over, at jeg ikke burde give efter, før jeg allerede have klikket på det, og min mobil førte mig videre til det, som hun havde linket til. Min iTunes-applikation åbnede, og jeg kunne med det samme genkende sangen, da de første få toner af den begyndte. Derudover bekræftede sangtitlen på min skærm mig også. Det var I'd Come For You med Nickelback.

    "Just one more moment, that's all that's needed. Like wounded soldiers in need of healing. Time to be honest; this time I'm pleading. Please, don't dwell on it, 'cause I didn't mean it." Jeg kunne allerede hvert enkelte ord i forvejen, men det var som om, at de fik en hel ny og anden betydning, når jeg lyttede til dem denne her gang. "I can't believe I said I'd lay our love on the ground, but it doesn't matter, 'cause I've made it up; forgive me now. Everyday I spent away my soul's inside out."

    Sangen fortsatte, men mit hoved bevægede sig et andet sted hen. Der var et eller andet sted i mig, hvor lyden af den her sang næsten fik mig til at forstå mere, end jeg havde gjort de sidste par dage. Musik havde altid for mig været med til at sætte ord på de ting, som jeg ikke selv kunne, og det, at hun valgte at sende den her sang til mig, hjalp mig på en måde også at begribe, hvad hun prøvede at sige til mig. Jeg ville virkelig gerne tro på ordene i sangen. Jeg ville virkelig gerne tro på, at det hele nok skulle blive okay igen, hvis vi bare fik redet trådene ud og snakket om det hele. Men det var bare som om, at hver gang tanken, om at skulle se hendes ansigt igen strejfede mig, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan jeg ville have overgivet mig fuldkommen og hundrede procent til hende uden så meget som at se mig tilbage... og det ville hun ikke.

❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄

Jeg vil næsten sige, at det er en nødvendighed, at man lige sætter et minut eller to af til at lytte til den sang, som jeg har brugt i det her kapitel. Jeg synes bare, at den passede så godt til lige det her kapitel, når man tænker på de diskussioner, som de før har haft om Nickelback. Håber, at I også kan se sammenhængen med den!

Nu begynder det efterhånden virkelig at føltes som jul. Der er kun fire dage til juleaften, og jeg skal ud og købe juletræ i morgen og pynte det op, og jeg glæder mig så meget. Kan I også mærke, at det er jul, eller er det bare mig?

Tusind tak til jer, der gider at smide en kommentar; det gør virkelig min dag bedre!

Rigtig glædelig jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...