Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27119Visninger
AA

18. Du fylder alle mine tanker

 

17
flakes of fortune

Clovers synsvinkel

På et tidspunkt mens jeg gik mellem de mange grantræer og den friske luft, gik det op for mig, hvor drastisk den her måned havde endt med at udfolde sig. Egentlig havde jeg ikke haft de helt store forventninger til december, men denne julemåned skulle vise sig at blive en omvæltende og uforudsigelig tid i mit liv. For som Ashtons hånd holdt om min i et afslappet og sløset greb, mens han snakkede om hans juletræs præferencer, opdagede jeg, hvor usandsynligt det her øjeblik ville have været, hvis jeg var blevet præsenteret for det den 1. december. Jeg ville sandsynligvis ikke have troet på, at det var sandheden.

    For under en måned siden havde jeg ikke anet, hvem han var, og nu havde jeg næsten tilbragt hver evig eneste dag i hans selskab -- og jeg kunne ærlig talt ikke forestille mig det på nogen anden måde. Jeg kunne ikke forestille mig, hvordan min jul skulle være fyldt med lige så meget glæde og lykke, hvis Ashton aldrig havde endt med at blive en del af den.

    Det eneste, som jeg havde lyst til, var at være omkring ham.

    Der var ingen andre, der kunne få mit mellemgulv til at vende på samme måde som ham. Der var ingen andre, som jeg konstant kunne føre en samtale med, uden den blev kedelig og langtrukken, eller jeg blev træt af at snakke.

    Derfor havde det heller ikke engang været et spørgsmål, om jeg ville med, da han havde skrevet til mig, mens jeg havde siddet og haft matematik, at han om eftermiddagen havde lovet sine søskende at køre dem ud og fælde et juletræ. Jeg var taget hjem til ham, idet jeg havde fri, og efter han havde fortalt mig, at hans mor var på arbejde, men vi godt kunne køre i hendes bil alligevel, gik jeg ud fra, at hun måtte have kørt med offentlig transport eller blevet hentet af en kollega hen til sit arbejde.

    Jeg havde ikke spurgt så meget ind til hans familie; mest fordi jeg ikke ville virke alt for anmasende og nysgerrig, hvis det var noget, som han ikke havde lyst til at snakke om. Det var jo heller ikke, fordi det betød noget. Selvom jeg var vant til både at have en mor og far og en velfungerende familie, så forstod jeg godt, at det ikke var alle, der var lige så heldige.

    Desuden havde jeg heller ikke rigtig mødt deres familie. Det var første gang, at jeg sådan rigtigt så hans søster og bror, da vi alle sad samlet i bilen og var på vej hen til stedet, hvor juletræsfældningen foregik. Ashton havde kørt, og jeg havde siddet på forsædet, hvor Harry og Lauren så havde siddet omme bagi. Harry havde talt med mig, som om han havde kendt mig i lang tid, og jeg kunne ikke andet end at synes, at han var bedårende. Lauren havde mest siddet på sin telefon, men når det havde lykkedes Ashton at få kontakt til hende, havde hun også virket som en meget sød pige. Egentlig var hun kun fire år yngre, end jeg selv var, så selvom hun ikke havde sagt så meget på turen, så troede jeg alligevel, at vi kunne have noget at snakke om.

    Nu hvor vi var kommet frem og havde gået rundt og kigget i noget tid, var det heller ikke, fordi jeg havde haft mulighed for at snakke så meget mere med hende. Hende og Harry var nemlig meget hurtigt forsvundet ud blandt de mange grantræer omkring os i søgen efter det perfekte juletræ, mens jeg havde holdt mig på stien med Ashton. Det var efterhånden blevet mørkt udenfor, og selvom hans hånd var varm i min, var det også langsomt begyndt at blive bare lidt småkoldt.

    "Bare de ikke vælger et, der er alt for gigantisk." Selvom Ashtons kommentar var ude af kontekst til det, som vi lige havde snakket om, vidste jeg godt, hvad han mente. "Sidste år blev vi nødt til at save det kortere op til flere gange."

    Jeg grinede over hans mangel på tillid til hans søskendes dømmekraft. Selv havde vi ikke noget juletræ før den 23. december eller sådan noget, men hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg faktisk også hellere have det op noget før, så man havde længere tid til at gå og betragte det i. Der var bare et eller andet magisk ved at pynte træet og se gaverne under det.

    Jeg så lidt rundt på de mange træer. "Mon ikke, at de finder et godt et."

    Der måtte være sat et højttaleranlæg op rundt omkring, for selvom vi snart var bevæget os langt ind blandt de mange træer, så forsvandt den dæmpede lyd af julemusik ikke. Jeg kunne høre Ashton trække vejret tungt en enkelt gang uden rigtig at svare på min udtalelse, før hans blik rettede sig mod jorden. På en måde mindede omgivelserne mig om vores roadtrip, som var endt med os, der havde siddet i en skov i flere timer. Mindet fik mig automatisk til at smile, og jeg vendte hovedet bort.

    Dog var det ikke hurtigt nok til, at Ashton ikke opdagede mig. "Hvad smiler du for?" smågrinede han, og da jeg ikke svarede standsede han pludselig og tvang derved også mig til at stoppe op. "Clover, jeg så godt det der lille, lumske smil."

    Det lykkedes mig ikke at stoppe med at smile, før jeg så op på ham. "Jeg smiler ikke!"

    Jeg vidste godt, at jeg meget tydeligt modsagde mig selv, men det stoppede mig ikke i at prøve. Ashton rullede med øjnene af mig, før han hev lidt i min hånd, som han stadig havde fat om, og jeg tog et skridt frem mod ham. Mine øjne slap ikke hans, da jeg forsigtigt fjernede min hånd fra hans for i stedet at lægge begge armene om ham, så jeg blev nødt til at hvile hagen mod hans brystkasse for at se op på ham. Selvom mine kærtegn kom lidt ud af det blå, så lod han mig blot omfavne ham.

    "Jeg smiler ikke," mumlede jeg igen, før jeg nænsomt placerede et kys ved hans kæbe.

    Egentlig vidste jeg heller ikke, hvorfor jeg smilede. Nogle gange var det bare som om, at man ikke kunne opbevare al den lykke, som man følte inden i sig selv. På næsten ingen tid havde jeg udviklet alle de her følelser, som kulminerede hver gang jeg var sammen med Ashton, og et eller andet sted blev jeg bare nødt til at finde et form for afløb på det.

    Ashton smilede også, da jeg fangede hans øjne igen. Det var tydeligt, at han var ved at ligge op til at sige noget, da vi pludselig blev afbrudt af en, der rømmede sig. Instinktivt drejede vi begge hovedet til siden, og jeg trak mig lidt fra Ashton.

    Lauren stod med løftede øjenbryn og lagde ikke skjul på, at hun havde set hele optrinnet. "Vi har fundet et træ."

Endnu et gab trak i mine kæber, og jeg løftede hånden for at holde mig for munden. Det var som om, at jo senere hen ad ugen det blev, jo mere træt blev man. Heldigvis skulle vi kun ned på skolen i morgen til juleafslutningen, og så havde vi ellers juleferie. Dog havde min træthed nok også noget at gøre med, at jeg havde gået ude i frisk luft det meste af dagen for så at skulle hjem og lave aftensmad. Normalt plejede jeg altid bare at gå ind på mit værelse og slappe af, når jeg kom hjem fra skole.

    Dog havde det været virkelig hyggeligt at være sammen med Ashton og hans søskende, og derfor havde jeg også gået med til at blive, da vi havde fået juletræet med tilbage. Hans mor ville vist først komme sent hjem i aften, så mens Lauren og Harry lavede de sidste lektier før ferien, var Ashton og jeg gået i gang med at lave mad. Det havde egentlig overrasket mig, hvor rutineret og vant han virkede i et køkken, og selvom jeg ikke selv var fuldstændig på bar bund, når det kom til madlavning, så havde jeg alligevel følt mig lidt overgået. Igen kom jeg til at tænke på, hvad han havde fortalt mig om sin opvækst.

    Middagen var langt mere rolig og civiliseret, end hvis den havde foregået hjemme hos mig selv. Der var slet ikke nogen, der forlod bordet eller væltede deres glas eller noget. Harry virkede til at være meget social, for det lod ikke til, at munden på ham ville stå stille på noget tidspunkt. Det var tydeligt, at Ashton var vant til det, da han for det meste bare ignorerede ham.

    Det var ikke så længe siden, at vi var blevet færdige med at rydde op efter maden, og nu befandt Ashton og jeg os inde i stuen med fjernsynet tændt. Jeg gik ud fra, at Lauren og Harry var gået ind på deres værelser, for der var helt stille omkring os bortset fra lyden fra fjernsynet. Jeg havde lagt mig i hjørnet af sofaen, hvor Ashton sad ved siden af mig. Dog lod det også til, at han nærmest havde lagt sig ned, da han havde hovedet lænet mod sofaryggen og benene strakt ud på gulvet.

    "Jeg er seriøst så udmattet," konstaterede jeg, før jeg endnu en gang gabte.

    Ashton lo kort, og jeg drejede hovedet for at se på ham. Hans hår var en smule uglet, men ellers så han slet ikke lige så nedkørt ud, som jeg følte mig. Han havde armene liggende over kors, og jeg så instinktivt mod hans fingre, da han pillede ved stoffet fra den bluse, som han havde på. Idet han fugtede sine læber, landede min opmærksomhed på hans ansigt igen.

    Jeg havde egentlig forventet, at han ville kommentere på min udtalelse eller noget, men i stedet smilede han bare. "Jeg er så glad for at have mødt dig." Hans stemme lød en smule hæs; sikkert efter ikke at have sagt noget i noget tid.

    På trods af hans ret abrupte emneskift forstod jeg godt, hvor det kom fra; jeg havde det nemlig på præcis samme måde. "Jeg er også glad for at have mødt dig," svarede jeg ham stilfærdigt uden at rykke den mindste smule på mig.

    "Hvis det ikke havde været, fordi vi begge havde været til den fest, så var vi aldrig endt her." Han talte stadig lavmælt, men jeg hørte ham klart. "Og Luke havde endda været lige ved at aflyse, fordi han havde været oppe og skændes med Julia."

    Og her var det, som om at filmen knækkede for mig.

    "Julia?" spurgte jeg, før jeg overhovedet kunne nå at tænke mig om.

    Ashton nikkede lidt, og jeg var sikker på, at mit ansigtsudtryk havde ændret sig drastisk, i takt med min indre ro havde vendt sig. "Ja," svarede han afslappet. "Julia er Lukes kæreste. Eller de er sådan lidt on-and-off hele tiden, så der er vist ikke så mange, der ved det." Ashton grinede kort og kløede sig i øjet. "Jeg ved det kun, fordi Michael er verdens største sladderhank."

    Informationen fik mig til at blive stum. Jeg følte mig ganske enkelt målløs, da jeg langsomt så væk fra ham og rettede mit blik på fjernsynet. Dog var det, der foregik over skærmen, det sidste, som jeg koncentrerede mig om. Luke havde en kæreste. Luke, som jeg havde været så besat af, havde hele tiden haft en anden, som hans hjerte tilhørte til. Hver gang jeg havde tænkt på ham, havde han sikkert tænkt på hende. Hver gang jeg havde forestillet mig vores fremtid sammen, havde han sikkert drømt om, hvornår han kunne få lov til at kysse hende igen. Han havde aldrig nogensinde så meget som skænket mig en tanke. 

    Og idet jeg sank noget spyt, som jeg havde siddende i halsen, mens jeg rettede mig op i sofaen, før jeg så tilbage på Ashton igen, var det som om, at noget gik op for mig. Idet jeg fangede hans brungrønne øjne, og han lagde hovedet en smule på skrå i forvirring, var jeg fuldkommen sikker på en ting. Jeg kunne ikke være mere ligeglad, om Luke havde en kæreste.

    Jeg kunne ikke være mere ligeglad, om Luke længtes efter en anden, eller om hun havde fået lov til at mærke ham holde om sig. For jeg vidste, at lige her ved siden af mig havde jeg det, der var meget bedre. Der var ikke nogen, der kunne overgå det, som jeg følte for Ashton. Der var ikke nogen, som jeg hellere ville have til at sidde her end Ashton. Heller ikke Luke.

    I langsomme bevægelser vendte jeg mig mod ham, og jeg kunne mærke ham følge mig med blikket. Han forholdt sig tavs, da jeg rykkede ham nærmere i sofaen. Hans læber spredte sig dog en smule, da jeg forsigtigt løftede benet for at sætte det på den anden side af ham, så jeg nænsomt kunne placere mig i hans skød. Ashtons øjne var som låst fast på mine, og jeg kunne mærke, at mit hjerte begyndte at slå hårdere i brystet på mig, da jeg lagde mine hænder ved hans skuldre og nakke.

    "Jeg er glad for, at han ikke aflyste," hviskede jeg med hjertet oppe i halsen.

    Det var første gang, at vi nogensinde snakkede om Luke. Kun en gang før havde jeg stødt på ham i Ashtons selskab, men vi havde aldrig snakket om ham, mens vi var alene. Et sted inde i mig dukkede Molly og Parkers ord op. Selvom det føltes som en evighed siden, så huskede jeg klart, hvordan de havde sagt, at jeg ikke skulle holde skjult for Ashton, hvad mine oprindelige intentioner havde været. Hvordan jeg faktisk havde brugt ham til at komme tættere på Luke. Og selvom jeg dengang havde fejet dem af og sagt, at det ikke var vigtigt, så kunne jeg ikke benægte den nagende følelse af skyld indeni mig.

    Måske burde jeg fortælle ham det... men så virkede det alligevel så irrelevant nu. Det var jo ikke tilfældet længere, og så var det vel heller ikke vigtigt at bringe det op? Betød det overhovedet noget, at det hele rent faktisk var startet sådan?

    Mine fingre gled ned langs kraven på den skjorte, som han havde på, og det var, som om alle mine forstyrrende tanker forduftede, idet jeg tog fat om den øverste knap på hans skjorte. Jeg havde egentlig ikke nogen idé om, hvad jeg var i gang med, men Ashton stoppede mig ikke, da hans hænder pludselig fandt vej til mine hofter. Ingen af os sagde stadig noget, da jeg langsomt åbnede den førte knap og noget af hans bryst blev afsløret. Mine øjne flakkede hurtigt mod hans ansigt, før jeg igen så mod hans brystkasse, og mine fingre automatisk fandt vej til den næste knap i hans skjorte, som jeg åbnede.

    Jeg kunne mærke, at han trak vejret tungt, da hans hænder pludselig gled ind under min bluse og i stedet lå mod min nøgne hud på den nedereste del af min ryg. Han føltes varm, og han flyttede langsomt sine hænder op langs mine ribben på hver side, før de landede lige under min BH. Instinktivt bed jeg mig i læben, da jeg åbnede den sidste knap i hans skjorte.

    Uden jeg så meget som tænkte over det, lod jeg mine hænder føle op langs hans blotlagte mave og bryst. Det eneste, der løb gennem mit hoved, var ham, og hvor meget jeg havde lyst til ham. Og på den måde han pressede mig længere ned over ham, kunne jeg regne ud, at han havde det på samme måde. Jeg fangede hans øjne, som pludselig virkede mørkere.

    Jeg fjernede min hånd fra hans bryst, men kun for at lægge den op mod hans hår, som jeg kørte mine fingre igennem. Jeg slap det ikke, da jeg nåede hans nakke, men holdt i stedet fat i nogle enkelte totter. Det så om muligt endnu mere uglet ud end før, men det var langt fra det, som jeg bekymrede mig om. Pludselig var det, som om at en bagfrakommende kraft skubbede mig tættere på ham, og jeg kunne ikke stoppe mig selv, før jeg med ét havde lukket øjnene, lænet mig frem og kysset ham.

    Smagen af ham virkede genkendelig og sendte et rus gennem mig, da jeg kunne mærke ham kysse mig tilbage. Jeg ville aldrig kunne få nok af det massive adrenalinspark, som hans læber mod mine sendte igennem mig. Ashton virkede også ivrig, da han nærmest lænede sig frem i sofaen for at komme mig nærmere, og jeg rykkede mig ikke, da min tunge nænsomt mødte hans. Jeg havde det som om, at det var noget, som jeg bare havde gået og ventet på ville ske, og jeg fandt mig selv fuldstændig forsvinde i momentet. Selvom jeg ikke troede det var muligt, så syntes mine kys med Ashton altid at overgå det forrige.

    Jeg kunne mærke, hvordan mit maveskind, som var blevet afsløret, efter min bluse var trukket en smule op, idet Ashtons hænder løb hen over min hud, ramme hans, som vi sad her. Hvert sted, hvor vores hud rørte hinanden, var det som om, at det slog gnister, og jeg tog mig selv i at trække vejret tungt. Hans fingre borede sig ind ved min ryg, og jeg havde stadig også et tæt greb om hans hår. Et eller andet sted følte jeg mig helt svimmel, men jeg havde ikke lyst til at stoppe. Jeg havde ikke lyst til at afbryde det her enestående øjeblik, som virkede så skrøbeligt og fint; jeg ville langt hellere blive i det forevigt.

❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄

Og det hele bliver ved med at forløbe uden problemer. Nogle af jer har allerede skrevet det, men tror I, at der snart kommer noget ballade imellem dem? I så fald hvad? Hvad tror I generelt, der kommer til at ske?

Nu er der kun en enkelt lille uge til juleaften, og man skal til at have alle julegaverne på plads. Jeg har heldigvis fået købt alle mine, så jeg behøver ikke at stresse over det længere, selvom jeg allerede var stresset i november. Hvem plejer I at købe julegaver til? Og hvem plejer I at få fra? Hvad har I ønsket jer i år, og hvad håber I mest på at få?

Jeg skriver det lige, som jeg har gjort i hver eneste forfatterbesked; det gør mig SÅ GLAD, når I skriver en kommentar til historien, og jeg elsker at sidde og læse dem. Det ville også betyde så meget, hvis I efterlod et like!

Rigtig glædelig jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...