Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27018Visninger
AA

7. Chokerende opdagelse

 

6
flakes of fortune

Ashtons synsvinkel

Normalt hadede jeg at køre med offentlig transport. Det føltes altid som om, at det tog så meget længere tid, end det ellers ville gøre, og man havde heller aldrig nogen, som man kunne snakke med. Medmindre man selvfølgelig rejste sammen. Dog var det ikke tilfældet for mig i dag, da jeg med mine høretelefoner på ørene og med blikket vendt ud ad ruden, sad alene her i bussen på vej hen til Michael. Alligevel var der noget ved bare at sidde i mine egne tanker, som føltes befriende -- hvilket nok var grundet i, at jeg virkelig havde behov for at finde en eller anden form for orden i dem. Lige nu var de et stort kaos.

    Jeg havde ikke troet, at jeg ville have blevet så mundlam og handlesvag, når jeg endelig fandt ud af, hvem hun havde været. Dog havde jeg heller ikke troet, at det ville ske ved, at hun lige pludselig stod foran mig, når jeg allermindst ventede det.

    Det havde været lidt i sidste øjeblik, at jeg overhovedet var taget med på Murio's i går, da Michael pludselig havde ringet til mig om aftenen og spurgt, om jeg ville med. Jeg gik ud fra, at han havde snakket med Luke, da det mest var de mennesker, som han hang ud med, som havde været dernede. Først havde jeg været betænkelig ved idéen, da jeg ærlig talt stadig havde haft det lidt dårligt efter i torsdags, men jeg var endt med at sige ja, og jeg var fulgtes med Michael derhen cirka klokken 18:30.

    Egentlig havde jeg slet ikke planlagt at tage armbåndet med, men da jeg halvvejs derover havde været i gang med at fortælle Michael om det og kysset, var det gået op for mig, at jeg havde lagt det i min jakkelomme. Efter at have vist det til Michael, og han heller ikke kunne identificere ejeren af det, havde han foreslået, at jeg spurgte nogle af de andre, når vi kom frem. Selvom jeg ikke havde lyst til at dele mine oplevelser med alle mulige, som jeg i grunden slet ikke kendte, så havde jeg stadig gået med til hans idé. Måske ville jeg bare undlade detaljerne om, at det højst sandsynligt tilhørte en pige, som jeg var opsat på at finde, efter vi havde delt et kys, som jeg af en eller anden grund bare ikke kunne slå ud af hovedet på mig selv igen.

    Jeg kiggede ned på min mobil, da sangen, som jeg havde hørt, var slut, og den havde skiftet til en anden, som jeg nu var i gang med at låse min telefon op for at finde en erstatning på. Hvis det skulle være rigtigt, kunne jeg tilbringe timer på at sidde og høre musik; det var ligesom et sted, hvor jeg kunne undslippe til. Havde det ikke været, fordi jeg altid enten var i skole eller havde travlt med at underholde Harry og Lauren, når min mor havde andre ting at se til, så havde jeg nok også gjort det.

    Regnen begyndte at dryppe mod vinduerne i bussen, og jeg håbede, at det ville nå at stoppe igen, til når jeg skulle af og gå de få metre, der var hen til Michaels hus. Jeg havde slet ikke fået talt ordentligt med ham om, hvad fanden der egentlig var sket i går på baren, selvom jeg var sikker på, at han havde mere end bare en enkelt kommentar til det. Der havde bare været for mange folk omkring os til at kunne finde hoved og hale i det; der var også flere, der havde spurgt mig, hvad det havde gået ud på, og det var gået op for mig, hvor mærkværdigt det måtte have set ud for en, der ikke kendte til historien.

    Faktisk så var det mærkværdigt for selv mig, som kendte historien bedre end nogen anden. Jeg havde dårligt nok nået at tage ind, hvem det var, der stod foran mig, før hun havde været væk igen. Jeg havde kun nået at registere, at hun havde været en del lavere end mig, havde mørkeblond hår og var absolut smuk. Jeg havde stadig ingen idé om, hvad hendes navn var.

    Hvorfor hun havde haft så travlt med at komme væk igen, vidste jeg ikke, men der var noget, der sagde mig, at selvom hun var den, der var gået hen til mig, så var det ikke det, som hun oprindeligt var kommet efter. Hun havde virket mindst ligeså forbløffet og paf, som jeg højst sandsynligt selv havde gjordt -- og sikkert stadig gjorde. Det var på en eller anden måde overrumplende endelig at se hende, som jeg kun havde følt i mørket, også selvom jeg ikke havde haft nogle forventninger til, hvordan hun ville se ud. Derfor var det også, at jeg havde taget mig selv i at tænke, at hun havde haft så travlt med at komme væk, fordi hun havde været skuffet over, hvordan jeg så ud. Det var ikke, fordi jeg var særlig selvbevidst om mit udseende, men jeg kunne selvfølgelig ikke vide, om hun havde forestillet sig, at jeg ville have set helt anderledes ud eller noget.

    Jeg så op, da jeg begyndte at genkende de huse og omgivelser, som bussen kørte forbi, og jeg lænede mig ind over det tomme sæde ved siden af mig for at trykke på knappen, der fik bussen til at stoppe ved næste stoppested.

    Heldigvis boede jeg ikke længere væk fra Michael, end at man skulle køre fire stop med bussen, og så boede han næsten lige ved siden af, hvor man stod af. Jeg stak begge mine hænder sammen med mobilen i jakkelommerne på min jakke, efter jeg havde rejst mig, og sørgede for at have hovedet vendt nedad, da jeg trådte det første skridt ud af bussen og ud i regnvejret.

    Mine tanker faldt igen på episoden i baren i går, mens mine ben automatisk gik den sædvanlige vej mod Michaels hjem. Hun havde ikke engang nået at få armbåndet med, og jeg havde det derfor stadig liggende derhjemme. Jeg havde sørget for at tage det op af min jakke lige, da jeg kom hjem, og derfor lå det nu ensomt på mit bord ved siden af min seng. Jeg havde ligget og kigget på det i flere minutter i går, før jeg var faldet i søvn, mens jeg havde forsøgt at finde ud af det hele -- hvilket tydeligvis ikke havde lykkedes mig endnu. Alt det her var bare kommet så hurtigt og så uventet, og jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til det hele. Et eller andet sted havde jeg den her store trang til at lære hende at kende. Bare vide, hvem hun var, og hvad der havde fået det kys mellem os til at være så exceptionelt, når vi ikke engang vidste hinandens navn.

    Jeg småløb det sidste stykke op ad indkørslen til Michaels hus, da regndråberne begyndte at strømme hårdere fra himmelen, før jeg skyndte mig at banke på hoveddøren. "Hej, Ashton." Jeg så op, da døren åbnede, og en kvinde stod i den.

    "Hej, Karen," hilste jeg på Michaels mor, som jeg havde mødt en del gange før, og hun smilede venligt til mig.

    Hun trådte til siden. "Se at komme indenfor; det er jo et værre vejr." Hurtigt fulgte jeg op på hendes opfordring, og jeg trådte ind over dørtærsklen for at komme i ly for regnen. "Michael er ude i værkstedet med bilen; du kan bare beholde skoene på."

    "Tak," svarede jeg med et smil, og hun lukkede døren bag mig, før hun forsvandt ind i huset igen.

    Selvom hun lige havde sagt, at jeg kunne beholde skoene på, valgte jeg alligevel at sætte den ene fod mod min hæl for at skubbe dem af. Mine sorte støvler var bare af den korte tur nået at blive ret våde, og jeg ville helst undgå at efterlade mærker på deres gulv indenfor. Derfor holdt jeg mine sko i hånden og gik i stedet ind i huset på strømper. Jeg havde været her et utal af gange, og derfor var jeg heller ikke tvivl, om hvor jeg skulle hen, da jeg gik ind gennem stuen for at komme ud til værkstedet ude bagved. Der var ikke gået lang tid, fra jeg havde kendt Michael, til jeg faktisk sådan set havde følt mig hjemme her.

    "Hey, Daryl," sagde jeg hurtigt, mens jeg passerede hans far, der sad i sofaen.

    Jeg nåede kun lige at fange, hvordan han løftede hånden som en hilsende gestus, før jeg gik videre ud i gangen og til sidst åbnede døren, der førte ud til værkstedet. Selvom værkstedet var indendørs, var det ikke isoleret på samme måde som resten af huset, så idet jeg trådte derud, kunne jeg med det samme høre regnen falde mod loftet over mig. Jeg smed mine støvler fra mig på betongulvet, før jeg trådte ned i dem en af gangen. Jeg plejede aldrig rigtig at snøre dem ordentligt, da jeg ikke gad besværet med at få dem på og af, hvis jeg hele tiden skulle binde dem op for alligevel bare at skulle lukke dem igen.

    "Hvor er du?" spurgte jeg ud i det store rum, da jeg efter at have ladet mine øjne rundt ikke kunne se Michael nogle steder.

    Lyden af noget metal, der ramte mod det hårde gulv, gav en skarp genlyd fra sig. "Heromme."

    Jeg fulgte retningen af, hvor hans stemme kom fra, hvilket jeg antog var omme bag den mørkeblå Fiat, der stod parkeret i den ene ende af værkstedet. Ligesom jeg havde forventet, stod han med kølerhjelmen åbnet og havde et eller andet form for værktøj i hånden. Selvom han havde handsker på, havde han stadigvæk formået at få olie op og ned ad begge arme.

    "Det her lort virker ikke," mumlede han irriteret, idet jeg kom til syne for ham.

    Jeg slog kort blikket ned på det, som han stod med, men kom hurtigt til den konklusion, at jeg alligevel ikke ville kunne udlede noget nyttigt ved at kigge på det. "Jeg troede, at den næsten var færdig?" sagde jeg, da jeg huskede hans ord i onsdags.

    Med et kort blik rundt i værkstedet kunne jeg se, at han nok havde været i gang i noget tid. Han tilbragte i det hele taget mange timer herude, og selvom jeg var her nu, var det ikke usædvanligt, at han bare fortsatte med at arbejde. Vi havde alligevel tilbragt en del tid sammen ude i det her rum, og selvom jeg ikke foretog mig det store, så havde jeg ikke noget imod det.

    I dag så det dog ud til, at han ikke havde lavet andet end at være herude. Der var endnu mere rodet, end der plejede at være, og Michael lød også mere opgivende, end han normalt ville gøre. Jeg så rundt på de mange bildele, der lå rundt omkring, før mit blik landede på en kalender, der hang på væggen. Det var i dag søndag den 6. december, men kalenderen var stadig slået op på februar måned -- hvilket jeg antog, havde noget at gøre med, at det var Scarlett Johansson, som var på billedet til februar.

    "Ja," sukkede han. "jeg mangler også bare at løse det her sidste problem, men det var sværere, end jeg troede."

    I stedet for at svare gav jeg blot et betænksomt hm fra mig, før jeg trak en skammel ud, som stod under et bord. Jeg satte mig på den, så jeg kunne læne min ene arm op ad bordet, og så jeg sad skråt bagved Michael, som igen havde stukket hele hovedet ind i kølerhjelmen for at pille ved noget allerbagerst. Jeg sad i stilhed i nogle sekunder, da han gav et lavmælt støn fra sig.

    For første gang så han tilbage på mig, da han trak hovedet ud af bilen igen og rettede sig op. "Hvad var det egentlig lige, at det der optrin med armbåndet gik ud på i går?" skiftede han emne, og jeg trak vejret tungt en enkelt gang.

    "Jeg ved det ikke." Egentlig havde jeg været forberedt på, at Michael ville bringe det op, men jeg havde stadig ingen svar. "Jeg kender hende jo ikke. Jeg har ingen anelse om, hvem hun er -- udover fra de få sekunder jeg så hende i går. Jeg er stadig forvirret over, hvordan alt det her overhovedet startede og nu endnu mere forvirret, over hvorfor hun gik så hurtigt."

    "Måske var hun utilfreds med, hvad hun så," grinede Michael kort.

    Jeg rullede med øjnene af ham og rystede på hovedet, selvom den mulighed jo egentlig også havde strejfet mig. "Tak, ven," svarede jeg bare; det kunne selvfølgelig også være, at det var derfor, men noget fik mig alligevel til at tvivle.

    Michael rømmede sig. "Men altså, en pige, som bare lige pludselig vælger at kysse en fremmede i mørket, må da på en eller anden måde også være lidt... speciel." Han satte sig mod fronten af bilen, mens han begyndte at hive handskerne af, så han kunne tørre sine hænder. "Jeg mener bare, at selvom man er fuld, så er det alligevel en ret dristig ting sådan bare at gøre."

    Endnu en gang rystede jeg på hovedet af ham. "Det var ikke den måde." Jeg fandt mig selv lede efter ordene. "Det var ikke bare, fordi hun lige pludselig kyssede mig. Jeg havde det på samme måde. Det føltes ligesom to magneter på en eller anden måde, og selvom vi ikke havde set hinanden, var det som om, at der ikke rigtig var nogen tvivl, om hvad der ville ske."

    Jeg vidste godt, at jeg lød skør, og Michael så skam også blot tilbage på mig med et løftet øjenbryn, mens han fjernede olien fra sine hænder i et viskestykke. "Det lyder meget poetisk, men hvordan finder man helt præcis ud af, at sådan noget skal ske?"

    "Jeg ved det ikke." Igen kunne jeg ikke svare på de spørgsmål, som han stillede. "Jeg ved kun, at jeg aldrig har oplevet noget mere rigtigt i hele mit liv, og at jeg bliver nødt til at vide, hvad hendes navn er, og hvem hun er."

     Det var som om, at det gik op for mig, idet jeg sagde ordene. Det kunne godt være, at jeg vidste, hvordan hun så ud nu, men jeg blev også nødt til at vide, hvem hun var. Måske havde det, som vi havde haft sammen, kun været en flygtig følelse i øjeblikket, og det var heller ikke, fordi jeg forventede den helt store kærlighed at blomstre, i sekundet jeg så hende. Jeg ville bare vide, hvor den forbindelse mellem os, som jeg havde mærket, kom fra. For selvom det skulle vise sig, at det kys kun havde været en engangsforestilling, så kunne jeg stadig ikke benægte, at der var den her gnist mellem os.

    Michael trak på skuldrene, før han smed viskestykket fra sig. "Hun var da også meget pæn."

    "Det handler ikke om det, Michael." Jeg kunne ikke lade være med at grine af hans tilgang til emnet, da det var ligeud typisk af ham at se på det sådan. "Jeg vil bare gerne snakke med hende -- bare for at få en form for afslutning på det her."

    Han vendte sig om for at lukke kølerhjelmen på bilen, da han talte igen. "Altså, hun må jo gå på skolen, da det kun var folk derfra, der var med til Lukes fest," konkluderede han, før han gik hen til døren i bilen, der førte ind til førersædet.

    Jeg nikkede langsomt af hans ord. Det kunne godt være, at sidste gang jeg så hende, havde hun ikke kunnet komme hurtigt nok væk fra mig, men jeg var sikker på, hvad jeg var nødt til at gøre. Hvis jeg nogensinde skulle få svar på, om kysset kun havde været et tilfælde, eller om der faktisk lå mere bag, blev jeg nødt til at finde hende. Mest fordi jeg ikke kunne klare hele tiden at skulle gå og tænke over noget, som jeg aldrig ville få forløst. Jeg kunne ikke stoppe med at tænke på hende.

    Derfor var jeg heller ikke i tvivl om, at jeg var nødt til at opsøge hende i skolen i morgen.

    Et voldsomt brøl rev mig ud af mine tanker, og jeg så hen mod Michael, som havde sat sig ind i bilen. Hans ansigt var en stor måben, og det gik op for mig, at det var bilens motor, som jeg lige havde hørt, da bilen havde tændt og nu stod i tomgang.

    "Den kører!" udbrød han begejstret, før han dyttede en enkelt gang i rattet. "Den fucking kører!"

❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄

Det her var måske lidt af det, som man ville kalde et fyldekapitel, men jeg ville bare gerne give et indblik i Ashton og Michaels venskab, og det, håber jeg, er lykkedes bare nogenlunde. I morgen kan jeg vist godt afsløre, at det "første" møde mellem Clover og Ashton kommer til at ske, så husk på også at læse med i morgen!

Der er en del mennesker, der har sat historien som favorit i dag, og jeg vil bare sige mange tak, fordi I gider læse med, og jeg håber sådan, at I kan lide den. Der er ikke noget bedre, end når jeg hører fra jer nede i kommentarerne, så jeg vil opfordre jer til at smide bare en lille kommentar om et eller andet. På forhånd tak!

Hvordan har jeres anden adventssøndag været? Følger I med i håndbold?

Rigtig glædelig jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...