Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27204Visninger
AA

10. Bare en sær forbindelse

 

9
flakes of fortune

Clovers synsvinkel

Jeg havde det underligt. En ukendt følelse sad på en usædvanlig måde i min krop, og selvom jeg prøvede, kunne jeg ikke ryste den af mig. Jeg følte mig ved siden af mig selv, men alligevel fuldstændig intakt. Og sådan havde jeg haft det siden i går.

    "Hvad synes du, Clover?" Parker havde munden fuld af mad, da hun pludselig stillede mig et spørgsmål.

    Idet jeg vendte tilbage til virkeligheden omkring mig, kunne jeg med ét også mærke, hvordan støjen i kantinen ramte mig som et slag i ryggen. Vi havde vel haft spisefrikvarter i ti minutter nu, og på trods af Molly og Parker havde haft en samtale kørende lige siden der, havde jeg stadigvæk ikke nået at opfange, hvad den handlede om. Jeg havde i det hele taget været utrolig meget væk i mine egne tanker hele dagen, og jeg kunne ikke undgå at undre mig over, hvorfor jeg var så fjern.

    Dog forsøgte jeg ikke at skjule, at jeg ikke havde hørt efter. "Om hvad?" spurgte jeg og så kort mod Molly.

    Hun havde noget pastasalat med hjemmefra, hvor hun sad med en enkelt pastaskrue på gaflen, som hun havde i hånden, mens hun tyggede den forgående bid færdigt. Jeg så mod Parker, som ikke havde noget mad fremme, men i stedet sin telefon.

    "Hvad synes du om, at jeg farver mit hår sølv?" gentog hun sig. "Der er så mange billeder på Pinterest af det."

    Molly brød ind, før jeg kunne nå at svare. "Har du ikke lige farvet det blåt og klaget over, hvor skadet det var?"

    Ud fra den udtalelse fremgik det meget tydeligt, hvad hendes holdning til idéen var, og hvordan Parker tydeligvis havde spurgt mig i håb om at få noget støtte. I stedet lod hun til fuldstændig at have glemt, at hun havde spurgt om min mening, da hun var i gang med at forsvare sig overfor Molly, som igen modargumenterede. Selv dvælede jeg ikke længe ved det.

    Mit hoved var et helt andet sted. Efter jeg havde været sammen med Ashton i går aftes, var det egentlig kommet lidt bag på mig, hvor godt vi kom ud af det med hinanden. I grunden havde jeg sådan set kun begyndt at snakke med ham på grund af Luke; og hvor hårdt det end lød, så var det sandheden. Det var heller ikke, fordi jeg havde droppet tanken om at komme tættere på Luke gennem Ashton, men efter i går havde det virkelig overrasket mig, hvor meget jeg nød hans selskab. Jeg vidste ikke, hvad det var, men jeg kunne ikke benægte den kemi, som jeg følte imellem os -- men det var selvfølgelig kun venskabeligt. Jeg vidste, hvor mit hjerte lå, og selvom Ashton syntes at fylde mine tanker, så havde jeg langt fra glemt Luke.

    Det var jo faktisk også det, som havde fået mig til at invitere ham over i går. Tidligere på dagen havde jeg haft billedkunst, som jeg plejede om tirsdagen, og selvom jeg blot havde siddet på min plads bag Luke og stirret på ham, som jeg plejede, så var der en beslutsomhed, der havde vokset indeni mig. Jeg var overbevidst om, at min vej til Luke var gennem Ashton, og hvis jeg kunne lære ham at kende hen ad vejen og måske få en god ven, kunne det vel ikke gøre nogen skade på nogen.

    Alligevel svarede det mig ikke på, hvorfor jeg sad tilbage med den her mærkværdige fornemmelse. Måske var det de her sære øjeblikke, som jeg af og til oplevede, når jeg var i nærheden af ham. Jeg vidste ikke, hvad det var, men uden varsel var det bare som om, at der kom de her momenter, hvor mit hjerte begyndte at banke som besat, og min hjerne blev fuldkommen blank. Det var ligesom et udkast af den aften, hvor vi havde kysset. Et lille udklip, som hver gang sendte mig tilbage.

    Hvorfor jeg skulle opleve det med Ashton, kunne jeg ikke svare på, men jeg gættede på, at det måske bundede i, at vi bare havde en eller anden form for mystisk forbindelse. Det var som om, at jeg kendte ham uden overhovedet at gøre det.

    Jeg var også sikker på, at det var den forbindelse, der var skyld i, at kysset havde været så fantastisk dengang. Dog var jeg ikke destomindre ligeså sikker på, at det heller ikke betød mere end det. Ashton kunne som sagt sikkert blive en rigtig god ven, men jeg var opsat på det, som jeg havde stræbet efter i to år. Jeg var overbevidst om, at Luke var den fyr, som det var meningen, at jeg skulle være sammen med. Det havde jeg sagt til mig selv så længe, og det ville jeg blive ved med.

    "Men Clover, helt seriøst, hvad tror du?" spurgte Parker mig, og jeg gik ud fra, at deres lille diskussion var overstået.

    Igen nåede jeg dog ikke at sige noget, før jeg blev afbrudt. Denne gang var det bare ikke af Molly, men af min mobiltelefon der vibrerede mod bordet, som jeg havde lagt den på. Instinktivt vendte jeg øjnene mod den, og jeg skulle lige til at skynde mig at samle den op, da jeg så, at det var en besked fra Ashton, da jeg hørte Molly gispe højlydt ved siden af mig.

    "Skriver du med ham Ashton-fyren?!" udbrød hun, så jeg var sikker på, at det kunne høres i den anden ende af kantinen.

    Hurtigt tyssede jeg på hende, men da Parker også valgte at byde ind, vidste jeg, at jeg godt kunne glemme alt om at være bare en smule diskret. "What?" Hun lød nærmest forarget, før hun greb ud efter min mobil. "Lad mig se!"

    Hun havde kun lige nået at få fat på den, da jeg i en refleks rev den ud af hænderne på hende igen. Jeg anede ikke, hvad han havde skrevet til mig, men af en eller anden grund havde jeg ikke lyst til, at det ville blive siddet og læst højt af Parker.

    "Ja, jeg skriver med ham," tilstod jeg stilfærdigt og stoppede telefonen ned i lommen. "men det er ingenting."

    "Hvorfor må hun så ikke læse beskeden?" var Molly hurtig til at give igen, mens hun løftede brynene.

    Det var både på godt og på ondt, at man havde nogle veninder, der var så investeret i ens liv. Jeg elskede, at de bekymrede sig om mig, og det var også dejligt, når jeg gerne ville have nogen at snakke om Luke til, men i sådanne situationer (når man måske gerne ville holde noget for sig selv), kunne det godt blive lidt problematisk. Men jeg kunne selvfølgelig heller ikke forvente andet fra dem, når jeg plejede at udpensle hver eneste detalje af mit liv til dem. Jeg sukkede tungt og så på dem.

    "Fordi det er privat." Det lød forkert, og Parker fnøs en enkelt gang af mig. "Men jeg kan fortælle jer det hele."

    Molly, som helt var stoppet med at spise af sin pastasalat, så afventende på mig. "Og det må du meget gerne."

    Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle begynde. "Altså, jeg gav ham jo mit nummer i forgårs. Og så sendte han mig en besked i går, og så skrev vi bare sådan lidt frem og tilbage i noget tid." Jeg sank kort. "Og så var han hjemme hos mig."

    "Hvad?!" Nu var det dem begge to, der talte i munden på hinanden på samme tid.

    Jeg trak på skuldrene og så ned i bordpladen. Jeg vidste ikke, hvad jeg mere skulle sige herfra. Hvis man ikke kendte mig, kunne det hurtigt komme til at se ud som om, at jeg ville score Ashton, men eftersom både Molly og Parker kendte mig en smule for godt, vidste de, at det nok ikke var mit motiv. Og jeg håbede lidt, at de ikke fandt ud af, hvad mit motiv faktisk var.

    "Vent." Der var gået få sekunder, før Parker med ét rettede sig op i stolen. "Gør du det her, fordi han er venner med Luke?"

    Det lod ikke til, at Molly behøvede yderligere overtalelse, før hun troede på Parker. "Det er forkert, Clover."

    Jeg vidste godt, at de ligesom jeg selv havde set, at han var i samme vennegruppe som Luke, da vi så dem på Murio's, men jeg havde ikke troet, at de ville regne den ud så hurtigt. På den anden side havde jeg stort set ikke foretaget mig andet end at snakke om Luke, så det var måske ikke så underligt, at de prøvede at kæde det sammen med ham som noget af det første. Dog kunne jeg godt have håbet, at jeg ikke havde været så gennemsigtig, da jeg nu havde to par bebrejdende øjne rettet mod mig.

    "Det er ikke på den måde." Jeg vidste ikke helt, hvor jeg ville hen med det, da det rent faktisk var lige præcis på den måde. "Jeg vil faktisk gerne lære ham at kende, og hvis det i sidste ende skulle føre mig til Luke, gør det vel ikke noget, vel?"

    Parker så ikke den mindste smule forstående ud. "Jo, det gør noget." Hendes tonefald var ikke til at tage fejl af, og hun havde lagt sin mobil fra sig på bordet. "Du udnytter ham jo, Clover. Ligegyldigt hvad er det aldrig i orden."

    "Desuden," opfulgte Molly. "så ved du jo heller ikke, hvad hans intentioner og forventninger er."

    Her havde jeg endelig noget solidt, som jeg følte, at jeg kunne afværge dem med. "Jo, han har fortalt mig, at han bare gerne vil lære mig at kende, og det er også bare det, som jeg gerne vil -- som en ven," fortalte jeg lidt for hurtigt.

    Det var ikke svært at læse i deres ansigter, hvor uenige de var med mig, men det fik mig ikke til at skifte mening. Ashton behøvede jo ikke engang at vide, at jeg forsøgte at komme til Luke ved at blive venner med ham, og derved ville han aldrig kunne blive såret eller skuffet over det. Jeg kunne jo helt oprigtigt også godt lide at tilbringe tid med ham, og han fik mig til at grine; vi kunne virkelig blive gode venner, og bare fordi Molly og Parker ikke forstod det, var det ikke forkert.

    "Så det er slet ikke underligt mellem jer, når I mødtes ved at have det fantastiske kys, som du ikke kunne stoppe med at tale om?" spurgte Parker efter noget betænkningstid. "Det gør slet ikke, at det er et eller andet mellem jer?"

    Jeg rystede på hovedet. "Nej." Jeg havde det som om, at det ikke var den fuldkomne sandhed, og jeg trak derfor vejret tungt, før jeg uddybede. "Altså, der er de her øjeblikke, hvor jeg har det som om, at jeg forsvinder et eller andet sted hen. Det er som om, at jeg bliver væk i sekundet, som jeg befinder mig i med ham. Men når det så er væk igen, er der ikke noget."

    "Det lyder ikke som en helt venskabelig ting for mig," mumlede Molly henkastet.

    "Jeg ved ikke, hvad det er, men én ting ved jeg;" svarede jeg hurtigt, før jeg med et alvorligt blik så på begge mine veninder. "jeg har været forelsket i Luke i over to år. Og det har jeg ikke bare sådan lige tænkt mig at give slip på, okay?"

    Molly gav ikke op så let. "Og det er også fint nok, men har du tænkt på, om Ashton måske følte noget for dig?"

    "Det gør han ikke." Jeg lød utrolig stædig, men jeg ville ikke bøje mig her. "Han kender mig knapt. Vi er nærmest stadigvæk fremmede for hinanden, og selvom vi har en eller anden sær forbindelse, så betyder det jo ikke, at han kender mig."

    Det var ikke, fordi jeg ikke kunne se det fra deres synsvinkel. De ville selvfølgelig ikke have, at jeg rodede mig ud i noget, som jeg ikke kunne komme ud af igen, men jeg havde styr på det her. Hvis det endelig skulle være, at Ashton følte noget for mig, var det jo ikke, fordi jeg ville lede ham hen eller noget -- derudover var det slet ikke sådan, at vores forhold var lige nu. Det kunne godt være, at mine veninder ikke troede på min forestilling om et venskab, men det fik mig ikke til at vige.

    Med en opgivende hovedrysten sukkede Parker. "Det må du også selvom. Bare pas på, ikke?"

    Jeg rullede med øjnene og smilede til hende. "Selvfølgelig. Alt er under kontrol." Mit løfte var ment til at få dem til at stole på mig og afslutte diskussionen, og jeg skiftede derfor emne. "Og jeg synes, at du vil være smuk med sølvfarvet hår, Parker."

Middagen forløb som sædvanlig i alt andet end ro og mag. Min far havde netop spildt kanel ud over hele gulvet, da han havde rakt ud efter det for at putte det på sin risengrød, og Claire var fra få sekunder styrtet fra bordet for at stille sig foran vinduet og se ud på sneen, der kun lige var begyndt at dale fra himmelen. Kalenderlyset havde brændt ni-tallet halvvejs ned, og jeg kunne ikke andet end at føle mig hjemme. Jeg ville nok aldrig vide, hvordan det var at have en rolig aften med familiehygge, der ikke inkluderede, at noget gik i stykker, eller der var en, der pludselig skulle noget andet -- og det var jeg også helt tilfreds med.

    Det var Claire, der havde bestemt, hvad vi skulle have at spise i aften, og siden hun ikke syntes at kunne tænke på andet end jul i hele december måned, havde hun selvfølgelig valgt, at vi skulle have risengrød. Selvom det ikke var min livret, gjorde det mig ikke noget -- også selvom det nu så ud til, at hun ikke engang selv havde tid til at spise det længere.

    Der var nu egentlig også et eller andet særligt ved, når den første sne faldt. Det var som om, at man virkelig følte, at det var jul, når alt udenfor var hvidt. Og selvom jeg elskede julen, så var det som om, at jeg havde været en smule ophængt her for tiden. Min mor havde pyntet lidt op rundt omkring i huset, og det var faktisk først nu, at jeg havde haft tid til virkelig at bemærke, hvad hun havde gjort. På mange måder føltes det bare som om, at de første ni dage var fløjet af sted.

    Claire havde ikke nævnt overfor mine forældre, at Ashton havde været herovre i går, og jeg var et eller andet sted glad for, at de ikke vidste det. Jeg vidste, at det kun ville medfølge et ton af spørgsmål, som jeg ikke ville vide, hvordan jeg skulle svare på. Det hele var egentlig gået meget stærkt med hensyn til Ashton -- det var ikke andet end fem dage siden, at jeg stadig havde siddet i troen om, at det var Luke, som jeg havde kysset. Jeg havde slet ikke kendt til hans navn, og alligevel sad jeg her nu og havde svært ved at koncentrere mig om andet. Hver gang jeg prøvede at tænke på noget andet, endte jeg her igen.

    Min mor talte, selvom min far stadigvæk var i gang med at tørre kanelet op, og Claire endnu ikke var vendt tilbage til bordet endnu. "Nu har I alle sammen husket at have søndag fri, ikke?" spurgte hun, og selvom hun talte ud i rummet, følte jeg at hendes øjne var rettet sigende mod mig. "Claire skal jo gå med i byens Luciaoptog, og I har lovet at være der."

    "Jeg skal nok være der," lovede jeg, selvom jeg faktisk havde glemt alt om det.

    Min mor smilede til mig. "Godt." Hendes stemme lød bestemt, før hun begyndte at tale om noget nyt, og jeg vidste, at jeg umuligt kunne misse det nu; ellers kunne jeg mærke, at jeg virkelig ville få hendes vrede at føle.

    Jeg hørte ikke rigtig efter, hvor samtalen nu ledte hen, og jeg fandt mig selv svæve hen i mine egne tanker igen -- hvilket så ud til at være et tema for dagen i dag. Selvom jeg havde skrevet med Ashton stort set hele dagen, vidste jeg ikke, hvornår jeg ville se ham igen -- og om jeg overhovedet skulle se ham igen. Hele den plan, som jeg havde med ham, afhang selvfølgelig af, at vi ville hænge noget mere ud, og ud fra hvordan vi havde skrevet sammen i dag, var jeg faktisk ikke i tvivl om, at der ville blive en anden gang. Den kemi, som jeg havde fornemmet mellem os, fandtes helt klart også i den form, at vi syntes at have en masse at tale om. Selvom det for det meste var ligegyldige ting, som vi skrev om, så kedede jeg mig på intet tidspunkt.

    "Clover, hvorfor spiser du ingenting?" Denne gang var det min far, som endelig så ud til at have styr på sig selv og kanelen igen, som forstyrrede mig, og jeg så på ham, før jeg så ned i min skål med risengrød, som stadig væk uberørt.

    Uden at svare ham stak jeg skeen, som jeg hele tiden havde holdt i hånden, ned i risengrøden, hvor jeg tog en mundfuld. Jeg smilede til ham med munden fuld, og han rystede grinende på hovedet af mig. Og grunden, til jeg valgte denne form for besvarelse i stedet for en verbal en, bundede nok i, at jeg ikke rigtig selv, vidste, hvad jeg skulle svare. For svaret ville nok være noget i retning af, at jeg hele dagen ikke havde kunnet stoppe med at tænke på Ashton, og lige nu var ingen undtagelse.

❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄

Alrightyo, så blev det Clovers synsvinkel igen. Hvilken en foretrækker I egentlig at høre fra?

Jeg ved godt, at risengrød er en dansk ting, men det er bare noget, som jeg forbinder med julen, så håber ikke, at det gør så meget, selvom historien jo egentlig foregår i England. Tusind tak til jer, der gider at skrive en kommentar; jeg elsker sådan at læse, hvad I synes, så bliv endelig gerne ved med det! Smid også gerne et like, hvis du lyster!

Rigtig glædelig jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...