Flakes of Fortune

Clover har altid været forelsket i Luke. Og med altid menes der siden den dag i august fra to år siden, hvor hun var ved at tage en tår af sin vandflaske og pludselig så hans blå øjne, brede smil og læbepiercing træde ind gennem døren til klasselokalet. Ligeså åndeløs, som hun blev den dag, efter hun fik vandet galt i halsen, har hun også været, hver gang hun har fået øje på ham siden. Derfor tøver hun ikke, da hun en dag hører om en fest hos Luke, og muligheden for at snakke med ham øjner sig. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne fest skulle blive festen, hvor hun fik brudt isen, havde hun på ingen måde regnet med det, som aften endte med at udfolde sig til. Hun havde nemlig på ingen måde regnet med, at Lukes læber ville ende mod hendes og være skyld i, at en euforiserende følelse summede i alle hendes led. Og hun havde på ingen måde regnet med, at dette omvæltende kys skulle ende med at vise sig slet ikke at være fra Luke.

76Likes
81Kommentarer
27112Visninger
AA

25. At møde den rette person

 

24
flakes of fortune

Ashtons synsvinkel

Det var nu. Det var nu, at jeg skulle gøre det klart en gang for alle, at hvad Clover og jeg nogensinde havde haft sammen var et overstået kapitel. Det var nu, at jeg havde planlagt, at jeg skulle sige det, så der ikke længere ville herske nogen tvivl. Det var det, som jeg overhovedet var kommet herhen for -- også selvom det havde taget mig betydeligt længere tid, end jeg troede.

    Længe havde jeg stået derhjemme foran hoveddøren og ikke turde gå ud af den. Jeg vidste godt, at når jeg først nåede herned, så var der ikke nogen vej tilbage, og jeg kunne ikke vende om. Så blev jeg nødt til at fortælle hende, at det var slut.

    Hun havde stadigvæk ikke sagt noget, ligesom jeg havde bedt hende om, men et eller andet sted ville jeg ønske, at hun afbrød mig. Bare så jeg havde en undskyldning for ikke at gøre det, som jeg vidste, at jeg var på vej til at gøre. Adstadigt drejede jeg mit hoved for endelig at se tilbage på hende igen. Hun havde ikke rykket sig ud af sin position foran mig, og hendes ansigt så stadig lige så oprevet ud som før. Jeg havde svært ved at kigge på hende uden at mærke det stikke inden i mig.

    Jeg åbnede munden, men ordene, der forlod den, var ikke nogen, som jeg havde planlagt at sige, da jeg fortsatte, hvor jeg havde sluppet. "Og hvad, der er endnu mere fucked up, er, at selvom du har fået mig til at føle mig mere værdiløs og misbrugt, end jeg nogensinde har oplevet før, så er der stadigvæk noget inde i mig, der er villig til at tilgive dig."

    Hendes læber spredte sig en smule fra hinanden, da hun gav et lydløst gisp fra sig. Selv kunne jeg også mærke, at jeg måtte koncentrere mig om at trække vejret ordentligt, og jeg bemærkede, at der dannede sig en tåge ud for min mund, da min ånde ramte den kolde vintervind. Jeg anede ikke, hvor jeg var på vej hen med det her, som jeg var ved at sige. Det var bare, som om når jeg kiggede hende ind i øjnene, kunne jeg ikke få mig selv til at gennemføre det, som jeg var kommet her for. Måske var det dumdristigt af mig, men jeg kunne ikke gøre andet end at tale direkte fra hjertet, når jeg så hende stå her foran mig.

    "For der er heller aldrig nogen, der har fået mig til at føle mig så levende og lykkelig, som du har. Hvis ikke det, som vi har, er ægte kærlighed, så ved jeg snart ikke, hvad det er længere." Det gik op for mig, at min stemme rystede en smule.

     Clover trådte pludselig frem mod mig, og hendes ord lød grådkvalte, da hun talte. "Jeg er så ked af det. Jeg ved nu, hvor forkert det er at bruge andre til at få noget, som kun gavner en selv. Jeg ved, hvor forkert det er at tro, at noget, der foregår oppe i ens hoved, vil være det samme i virkeligheden, bare fordi man altid har gået og tænkt sådan." Hun rynkede en smule på øjenbrynene, mens slap ikke mine øjne. "Og jeg ved, at man ikke kan ignorere det, når den rette person står foran en."

    Hun stod ikke meget langt fra mig nu, og selvom jeg havde tilbragt de seneste dage på at holde mig væk fra hende, kunne jeg ikke lade være med at føle den magnetiske virkning, som hun havde på mig. Jeg kunne ikke undgå at føle mig draget til hende, præcis ligesom første gang vi havde kysset til den fest. Det virkede som en evighed siden. Bare sidste gang, at jeg fik lov til at mærke hendes læber mod mine, føltes som en evighed siden. Selvom jeg vidste alt, hvad der var foregået bag min ryg, så kunne jeg stadigvæk ikke benægte, at det var hende, som fik mit hjerte til at banke, og mine sanser til at slå ud. På trods af alt var det stadig hende, som jeg var forelsket i... og jeg kunne ikke finde det i mig selv til at smide alt det væk.

    "Hvis jeg kunne vende tilbage og ændre det hele, så ville jeg gøre det. Hvis jeg kunne, så ville jeg aldrig have ladet nogen anden end dig være en mulighed." Hun tiede nogle sekunder, men rykkede ikke det mindste på sig. "Jeg elsker dig, Ashton."

    Et overvældende sus løb gennem kroppen på mig, og jeg havde det, som om jeg fik et skub i ryggen, da jeg pludselig trådte frem mod hende og lukkede den resterende plads mellem os ved at lægge en hånd ved hendes kind og trykke mine læber mod hendes. Jeg kunne mærke, hvordan hun greb fat om hver af mine sider, og en overvindende trang til at sukke tungt og længselsfuldt af at mærke hende kysse mig igen væltede ind over mig. Det var ikke, fordi jeg havde glemt, hvordan det var at kysse hende, for det var en følelse, som man sent glemte, men den her eufori, der væltede ind over mig, kunne ikke sammenlignes med noget andet. Der var ikke noget andet, som jeg havde lyst til, end at mærke hende kysse mig tilbage.

    Det var med til fuldstændig at overskygge alt den sorg og forræderi, som jeg havde følt de sidste dage. Faktisk føltes alt andet, end præcis det her moment komplet irrelevant, og jeg lagde min hånd mod hendes nakke for at have tommelfingeren mod hendes kæbe, da jeg trak mig en smule fra hende og gispede efter vejret. Jeg havde stadig ikke åbnet øjnene, men jeg kunne også mærke hende trække vejret i hurtige træk mod min mund, og jeg havde kun lyst til at kysse hende igen.

    "Jeg elsker også dig," hviskede jeg efter noget tid, og det gik pludselig op for mig, at det gjorde jeg.

    Jeg elskede hende. På trods af alt, som vi havde været igennem, så var der ingen andre end hende, der kunne få mig til at have det sådan her. Før jeg mødte hende havde jeg kun været tilfreds i min tilværelse og egentlig aldrig mere end det. Det var ikke at leve. At leve var den eksplosive følelse, som jeg kunne mærke, når jeg kyssede hende. Det var den magiske sensation, som jeg havde opdaget i starten af december og nu havde tilbragt resten af måneden med at bibeholde. Jeg kunne ikke miste den. Jeg kunne ikke miste hende. Jeg kunne ikke andet end at stole på hende og prøve at fortrænge, hvordan vi var kommet skævt fra start. Jeg blev nødt til at være lige nu og her -- og jeg ville ikke have det til at være andre steder end her med hende.

    Jeg kunne fornemme, hvordan hun smilede, da hun talte. "Du har ingen idé om, hvor glad jeg er for at høre det."

    Igen kunne jeg mærke presset af hendes læber mod mine, og jeg var hurtig til at gengælde kysset. Måske havde jeg vidst, at det sekund jeg tillod mig selv virkelig at mærke efter, hvordan jeg havde det, ville jeg ikke kunne gøre andet end at overgive mig til hende, hvilket muligvis grundede i, at jeg havde forsøgt at holde så meget afstand til hende. Og selvom det her måske kunne ses som et nederlag, så var der intet ved at mærke hendes bløde løber og dufte hendes søde duft, som virkede forkert. Jeg kunne ikke tro på, at det her kunne være forkert. Hun var den, som jeg havde lyst til at tilbringe al min tid med.

    Der gik noget tid for mig, før jeg bemærkede sneen, der var begyndt at dale fra himmelen. Først da et snefnug landede i nakken på mig og smeltede, blev jeg opmærksom på det kolde nedbør, og jeg kunne mærke Clover trække sig til sig, før hun vendte ansigtet mod himmelen. Jeg fulgte hendes eksempel og smilede. Det har var vel vinterens version af at kysse i regnen.

    Jeg så tilbage ned på hende, mens hun stadig havde hovedet rettet opad. "Kom med," sagde jeg.

    Hendes øjne nåede kun lige at fange mine, før jeg havde taget fat om hendes hånd og gået et skridt bagud for at få hende til at følge med. Jeg kunne meget bedre lide at se hende sådan, og jeg kunne også selv mærke, hvordan det nærmest sitrede i mine fingrespidser. På en eller anden mærkelig måde var det bare, som om vi hang sammen. Jeg hadede at se hende græde, selvom jeg havde været vred og såret. Jeg havde kun lyst til at se hende smile og grine -- præcis som vi plejede at gøre sammen.

    Vejen hjem til mig var ikke lang herfra, og jeg kunne mærke hendes hånd brænde i min hele vejen. Jeg vidste ikke, om det var, fordi jeg ikke havde været omkring i hende i så mange dage, men jeg havde flere gange lyst til bare stoppe op og være hende nær. Holde om hende. Se hende ind i øjnene. Kysse hende. Jeg var bogstaveligt talt besat af hende. Selvom jeg helt oprigtig havde været sekunder fra at sætte en ende på alt, der involverede Clover, så havde udelukkende synet af hende fået mig til at stoppe. Jeg havde ikke lyst til at tænke. Jeg havde bare lyst til at være opslugt af det her øjeblik sammen med hende.

    Derfor skyndte jeg mig også at låse hoveddøren op, da vi endelig var nået til mit hjem. Huset var henlagt i mørke, da vi endelig kom ind i det, og jeg gik ud fra, at min familie måtte være gået i seng. Jeg anede egentlig heller ikke, hvad klokken var blevet efterhånden. Den var højst sandsynligt over midnat, men jeg følte mig lysvågen, idet jeg vendte mig mod hende.

    Selvom der var mørkt, fangede jeg hurtigt hendes øjne. At se hende stå her midt i min gang havde nok været det sidste, som jeg havde troet, at denne aften ville ende med og alligevel tøvede jeg ikke, da jeg rakte ud efter hende for at igen at kysse hende. Der var en form for nostalgi over hvert kys, og samtidig var det, som om hvert enkelt af dem var med til at hele mig. De var med til at udviske al form for tvivl, som jeg havde haft. Det var umuligt, at det her kunne være skuespil. Det var umuligt, at det, som jeg mærkede inde i mig selv, var falskt. Det var umuligt, at jeg nogensinde ville kunne undvære hende.

    Hendes fingre fandt lynlåsen i min jakke, og jeg hjalp med at krænge den af, da hun havde lynet den ned, og jeg efterlod den bare på gulvet, mens jeg også hjalp hende af med hendes. Kun når vi blev nødt til at trække vejret, blev vores kys afbrudt, men jeg var aldrig længere væk fra hende, end jeg hele tiden kunne mærke hendes hud brænde et eller andet sted mod min.

    Igen fandt jeg hendes hånd, og hendes fingre flettede sig ind i mine, mens jeg fortsatte ind i huset. Jeg havde ikke noget begreb om, hvor meget larm vi lavede, mens vi bevægede sig gennem de forskellige rum for at komme ind på mit værelse. Jeg var kun opslugt af tanken, om hun var her sammen med mig. På en måde var det svært at fatte, at hun overhovedet var ægte.

    Døren ind til mit værelse blev hurtigt lukket, idet vi var nået rummet, og jeg lagde instinktivt mine hænder mod hendes hofter, da jeg kunne mærke hende tage et skridt frem mod mig. Det var tydeligt, hvordan vi begge var fanget i momentet, og jeg tog mig selv i at lade et tungt støn undslippe mine læber, da hun lod hænderne løbe op langs min brystkasse, mens vi fortsatte nogle skridt ind i værelset. Jeg kunne mærke, da jeg stødte med hælene mod sengen, men i stedet for selv at sætte mig ned på den, drejede jeg en halv gang, så det i stedet var Clover, der landede på den. Instinktivt fulgte jeg med hende ned, da hun stadig havde fat i mig. Jeg kunne mærke mit hjerte banke vildt i brystet på mig, og jeg var forpustet, da jeg så på hende.

    Jeg hang få centimeter over hende, da hun havde lagt sig på ryggen ned i sengen, og jeg kunne mærke hendes ben, der lå mellem mine, og hendes mave, som snittede min, da jeg holdt min vægt over hende. Hendes berøring virkede en smule ustabil og usikker, da hun løftede den ene hånd for at køre den igennem mit hår og til sidst lagde den ved min nakke.

    Hun hviskede, da hun pludselig åbnede munden. "Altid dig." Selvom hendes ord ikke var i relation til noget, så mærkede jeg et sus gennem mig ved dem, og i stedet for at svare hende bøjede jeg mig ned for endnu en gang at kysse hende.

Havde det hele bare været en drøm?

    Jeg var ikke i stand til selv at svare på mit spørgsmål i det drømmende stadie, som jeg befandt mig i. Jeg var ikke engang sikker på, om jeg overhovedet var vågen, eller om jeg stadigvæk sov. På den ene side føltes hele denne december som en lang, usammenhængende fortælling, som jeg egentlig slet ikke var en del af, men samtidig føltes den mere virkelig end noget andet.

    Aldrig kunne jeg have forudset, hvad denne jul havde mig i vente, og selvom det havde vist sig både at indebære op- og nedture, så ville jeg ikke bytte det for noget. For denne jul havde jeg i sandhed lært, hvad det ville sige at være forelsket. Hvad det ville sige at have noget at se frem til hver dag. Hvad det ville sige ikke at føle et konstant behov for, at ens liv burde være anderledes, for ligegyldigt hvordan hver dag udfoldede sig, så ville den blive enestående, når den var sammen med hende.

    Jeg glippede en smule med øjnene, da den skærende lyd af en ringetone, som nok havde været det, der havde vækket mig fra min søvn, igen lød, og jeg løftede lydløst hånden for at køre den hen over mit ansigt. Dog fik lyden af en lavmælt mumlen i nærheden mig til at fjerne hånden igen, og jeg blev liggende på ryggen i min seng, da jeg så rundt i værelset.

    Og så var det som om, at det hele kom væltende ind over mig. Det havde ikke været en drøm.

    Synet af hendes lyse hår, der lå ned over hendes skuldre, som hun havde sat sig op i sengen ved siden af mig med ryggen til mig, fik alle minderne til at vende tilbage, og jeg smilede. Uden at tænke over mine handlinger løftede jeg hånden for langsomt at samle dem om hendes lokker. Jeg kunne kun nå de nederste af dem, men det fik mig ikke til at bryde bevægelsen.

    Clover lod til at bemærke min berøring med det samme, da hun så sig over skulderen og mødte mig blik. "Hej." Hendes stemme lød en smule hæs efter at have sovet, og jeg opdagede, at det var hendes mobiltelefon, som hun havde siddet og kigget på, da skærmen blev sort, efter hun låste den. "Undskyld, at jeg vækkede dig. Det var min mor, der ringede."

    Jeg svarede hende ikke, men lod i stedet mine fingre fortsætte ned over hendes ryg, som var dækket af en T-shirt, som hun havde lånt af mig, før den nåede hendes arm. Det havde været en meget impulsiv beslutning, at hun skulle overnatte her, så det var måske meget logisk, at hendes mor ringede for at høre, hvor hun blev af. Og selvom det havde afbrudt min søvn, så gjorde det mig ikke noget, når det var det her, som jeg vågnede op til. Jeg ville til hver en tid vågne op til synet af hende.

    Det lod til, at hun hurtigt fangede hentydningen, da jeg samlede mine fingre om hendes arm, og hun lagde mobilen fra sig, før hun vendte sig i sengen for igen at ligge sig ned til mig. Jeg ville bare mærke hende mod mig. Jeg ville bare være sikker på, at det her ikke var min fantasi, der spillede mig puds. Jeg ville bare have hende til at være hos mig og aldrig nogensinde sige, at hun ville gå. Jeg ville bare være sikker på, at hun følte den samme altoverskyggende følelse, som jeg gjorde.

    Hendes hår kildede mod min hage, da hun placerede hovedet mod min bryst, og jeg trak vejret tungt, da hun lagde sin hånd ved mine ribben. Jeg lukkede øjnene, men var fuldkommen vågen. Forsigtigt lod jeg mine fingre glide hen over hendes hår. Det ville aldrig blive det samme at ligge alene i den her seng igen, når jeg vidste, hvordan det var, når hun også var her. Ligesom det aldrig ville blive det samme at forestille sig en hverdag uden, når jeg vidste, at hun kunne være en del af den.

    "Stoler du på mig?" Hendes fire simple ord brød stilheden, der havde lagt sig efter et lille stykke tid.

    Jeg svarede ikke det første lange øjeblik, men så var det, som om det kom ud af sig selv. "Jeg stoler på den følelse, som du giver mig," svarede jeg stilfærdigt, da det var sandheden; man kunne ikke tage fejl af den forbindelse i mellem os.

    Jeg kunne ikke se hende bag mine lukkede øjenlåg, men jeg kunne mærke, at hun hørte mine ord, da hendes tommelfinger nænsomt gled hen over min hud. "Stoler du på, at jeg også mærker den?" hviskede hun tilbage til mig.

    "Ja." Denne gang kom mit svar hurtigere; på trods af jeg havde grundlag for ikke at tro på hende, så følte jeg mig sikker på hendes oprigtighed, da jeg fortsatte. "Og jeg stoler på, at der aldrig er nogen, der vil kunne få den frem i mig, ligesom du kan."

❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄ ❄

Så skete der alligevel et lille julemirakel! Og så lige på juleaften!

Jeg vil ønske jer alle sammen en rigtig glædelig jul, og jeg håber, at I får spist masser af mad og får lige, hvad I ønsker jer, og at I selvfølgelig får tilbragt tid med dem, som I elsker. Jeg glæder mig i hvert fald så meget til i aften!

Det skal lige hurtigt siges, at der også kommer en epilog i morgen klokken 12, så I må lige hænge på, da historien ikke er helt slut endnu, men i morgen vil det altså være ovre. Jeg har virkelig nydt at skrive denne julekalender, og jeg håber, at den også har gavnet jer. Glem ikke at smide en lille kommentar og måske et like med på vejen.

Rigtig glædelig jul!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...