Tonen I Mit Liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2014
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Færdig

2Likes
1Kommentarer
172Visninger
AA

1. Sindsyge Og Anoreksi Ødelægger.

Just one life,

Just one love,

Just one story.

Smid et Like på vejen :)

-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-

"Nej, nej, nej! Randy! Det er E A A D F D H, og ikke E A A D F D F! Hvornår lære du det?" Skreg hr. Dimmel-Juff lige ind i ansigtet på mig. Jeg husker det så tydeligt. Jeg forstod ikke hvorfor han blev så sur over, at jeg spillede en tone forkert. Hr. Dimmel-Juff var min klaverlære. Han troede, at han mestrede alle klaverets hemmeligheder, men han fumlede stadig med at finde C, noglegange. Jeg gik hjem, og spiste ikke aftensmad. Jeg var så irriteret at jeg ikke var sulten. Jeg satte mig bare ved klaveret, og spillede. Jeg spillede helt til langt ude på natten, og ville ikke stoppe. Mine forældre truede mig med alt, men jeg stoppede ikke. Jeg kig i seng ved 04:20 - 40 tiden. Jeg spiste ikke morgenmad morgenen efter, jeg spillede bare. Jeg var så besat af klaveret, at hvis nogen rørte mig, mens jeg spille, gik jeg amok. Jeg både slog og rev. Jeg husker tydeligt, at jeg engang gav min mor en lussing, så hun falde til gulvet. Men jeg stoppede ikke. spiste ingenting. Kun et æble, eller noget småt.

Jeg var 12, og vejede 27 kg, og jeg spillede bare. Jeg pjækkede tit fra skole. Jeg spillede fantastisk, men det tog over. Jeg blev sindsyg. Jeg blev indlagt på psykiatriskafdeling i 2011. Jeg fik konstateret anoreksi og sindsyge. Jeg havde ikke noget klaver, så jeg fik nogle vredesudbrud, som kom ud ad det blå. Jeg kunne ligge og se min yndlings serie i tv, og så bare blive sur. Over ingenting. Bare over at jeg var der, hvor jeg var. Jeg blev tit spændt fast, når jeg skulle have mad, for ikke at gøre skade på sygeplejersken.

Jeg fik et mini-klaver i fødeslagsgave, som jeg spillede på. Jeg blev igen besat. Jeg lavede ikke andet. Det gik ned ad bakke med maden, men op med vreden. Hvis jeg spillede én eneste tone forkert, så kunne jeg gå helt amok. mit klaver blev taget fra mig, og jeg begyndte at gøre skade på mig selv. Jeg kradsede på trædøren, så den fik dybe mærker. Mine negle blev halvt så korte, som en gennemsnitlig negl. De blødte tit, og jeg sugede mit blod. Jeg sugede blodet. Jeg drak mit ejet blod. Jeg bed også tit i mig, for at smage den metalliske side, som blod har. Jeg blev gal. Syg i hovedet. Jeg hadede den følelse af, at jeg ikke kunne styre mig selv. Jeg kunne hverken styre mine tanker eller motorik. En dag smadrede jeg en rude, og hoppede ud af den. Jeg skar mig kraftigt, og faldt til jorden. Jeg ved ikke engang hvorfor. Når mit hoved blev fyldt, gjorde jeg mærkelige ting. F.eks. drak mit blod.

En dag vågnede jeg op inde i min 'celle'. Jeg havde fået et spejl. Det var mange måneder siden, at jeg havde set mig selv. Jeg var helt mørk under øjnene, og havde røde og blå mærker over hele kroppen. Jeg indså, at  klaveret ikke var det værd. Jeg havde brækket min ene lårknogle, og så på mine men. De var så tynde som spagetti, og meget ustabile. Mine arme var lige så tynde som en 5 årigs, og min talge, den var der næsten ikke. Jeg besluttede mig for at spise, og styre min vrede. Det var meget svært i starten, men som du nok kan høre, så har jeg et æsels vilje, og stædighed. Det var meget hårdt, de første 3 måneder af min nye plan, men de 3 måneder derefter, gik okay. Jeg kom op på 40 kg. og var nu fyldt 13. Lægerne sagde at det var et mirakel. Jeg var jo konstateret 'sindsyg', og det kun 1/10.000 sindsyge, der vender af med det. Jeg var godt på vej, og jeg blev udskrevet. Jeg begyndte at spille igen da jeg kom hjem, og det tog over. Jeg spillede heletiden, og vreden blussede op igen. Jeg blev indlagt igen, kun 3 måneder efter jeg blev udskrevet. Jeg havde ikke et spejl længere. Jeg overhørte en samtale mellem min mor, som jeg ikke havde set i 11 måneder, og lægen. Lægen sagde, at spejlet var for risikabelt for mig. Hvis jeg så mig selv, ville jeg gøre skade på mig. Det mente jeg nu ikke, men jeg vidste jo heller ikke hvor tynd jeg var.

Jeg blev vejet en dag, og indså at jeg var kommet ned på 29 kg. 13 år, 165 høj, og 29 kg. Jeg besluttede igen, at det ikke var det værd, og at jeg ville komme udfra psykiatriskafdeling inden 2013. Jeg tog på, og spillede klaver mere fredeligt. Det var ikke så let, at holde vreden inde, men jeg prøvede. Jeg fik mit spejl tilbage efter 4 måneder. Jeg var stadig tynd, men jeg så meget bedre ud. Det sorte render, var næsten væk, men min trang til klaveret kunne ikke stoppe. Jeg blev erklæret rask den 15. november, 2012. Jeg havde stadig mange tvangstanker, men jeg havde overvundet dem. I dag, 2014, har jeg kun været indlagt 1 gang, på grund af, jeg faldt tilbage til de gamle spisevaner. Ingenting. Jeg var kun indlagt i 1 måned, så det var ikke noget. I alt har jeg været indlagt på psykiatrisk hospital i  21 måneder. 21 måneder on/off, det er altså lang tid. Lang tid, at være brændt inde fra omverdenen. 

I dag er jeg 15, og som sagt, har jeg kun haft et tilbagefald, men jeg er rask nu. Jeg har stadig ar efter at have bidt mig selv og sådan. Jeg er nu 169 cm høj, 15 år, og vejer 46 kg. Stadig underernæret, og min krop er ødelagt, på grund af anoreksien, og jeg får nok ikke et så langt liv (Lægerne regner med, at jeg bliver mellen 28 - 41), men jeg lever i nuet, og altså, Live Fast, Die Young, ik'?

 

Læs forfatter beskeder ------>

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...