Tough Love 4 - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 dec. 2014
  • Opdateret: 7 jan. 2015
  • Status: Færdig
5 måneder er gået siden vi sidst hørte fra Jess og Justin. Dog er alting stort set som det plejer. Justin holder fast i sin beslutning om at Jess ikke skal ses med Kevin. Dog er han gået på kompromis med Jess og har givet hende lov til at ses med ham, så længe at andre som Justin stoler på, er i nærheden.. Men overholder Jess den aftale?. Ikke rigtig!. Malou og Ryan er på ferie i en weekends tid og Jess bruger meget tid på at træne sin krop op igen efter fødslen.. Normalt træner hun med nogen af de andre og deriblandt også Kevin, men nu hvor Malou er på ferie med Ryan har Jess valgt at træne alene med Kevin.. Vil Justin finde ud af det?. Vil han i sidste ende acceptere jess’s venskab med Kevin?.. Og hvad sker der når Justin finder en noget speciel ting på badeværelset, som får ham til at ligge 2 og 2 sammen?.. Find ud af det i Tough Love 4 (Fortsættelsen af Tough Love 1-3 - Justin Bieber)

279Likes
928Kommentarer
119872Visninger
AA

21. Besøget.

*Jessicas Synsvinkel*

 

Der var dyb tavshed i stuen imens jeg bare stod ovre ved køkkenbordet med min redbull og Malou som stod midt på gulvet med Miley på hoften og kiggede over på mig og forventede tydeligvis en reaktion fra mig angående det med min mor. Drengene stod stadig ovre ved døren ud til taget og røg deres joint. Dog kunne jeg godt fornemme Justins kolde blik på mig. Jeg kunne nærmest læse hans tanker når det kom til noget med min mor. Han ville fraråde mig på alle måder at snakke med hende, men det generede mig dog heller ikke, da jeg var helt enig og heller ikke havde lyst til at snakke med hende!.

Jeg hørte en dør gå op og nogen fodtrin lød i gangen, hvilket fik mig til at læne mig indover køkkenbordet og kigge derud og se Seb komme gående i høj fart imod os.

’’Skal vi køre?’’ Spurgte Seb kort og stoppede op i dørkarmen. Jeg tog langsomt noget luft ind og nikkede svagt, hvorefter jeg tog den sidste tår af min redbull og stillede den tomme dåse på køkkenbordet.

’’Jeg skifter lige sko’’ Sagde jeg kort til Seb og gik ind på værelset, hvor jeg smed mine ballerinasko og tog mine støvler med hæl på, på. Jeg samlede hurtigt mine ting sammen som jeg skulle have med fra natbordet og gik ud i gangen igen og gik ned til hoveddøren, hvor jeg tog min hvide Canada Goose jakke på og kiggede ned på Seb.

’’Skal vi smutte?’’ Spurgte jeg ham hurtigt og åbnede hoveddøren. ’’Vi ses om lidt fokes!’’ Råbte jeg højt, hvorefter jeg gik ud af døren og trykkede på elevatoren imens jeg betragtede Seb gå ned igennem gangen og lukke hoveddøren efter sig.

Vi tog sammen elevatoren ned og gik ud til min bil, hvor vi satte os ind og kørte imod hospitalet...

                                                                                          ~

Jeg stoppede bilen ude foran indgangen til hospitalet og kiggede over på Seb som åbnede døren og skulle til at stige ud, da han kiggede sig over skulderen og kiggede på mig.

’’Skal du ikke med?’’ Spurgte han mig undrende. Jeg rystede svagt på hovedet og kiggede ud af forruden. ’’Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle derinde’’ Svarede jeg en smule koldt og sukkede lydløst. Seb sukkede derimod højlydt og satte sig tilbage på sædet og smækkede døren i igen.

’’Gider du godt stoppe det der!’’ Vrissede Seb vredt, hvilket fik mig til at kigge på ham. ’’Stoppe hvad?’’ Spurgte jeg ham med en rynket pande. ’’Ja stoppe med at lades som om, at det ikke påvirker dig en skid man!. Mor ligger på hospitalet, så glem dog hendes opførsel et kort øjeblik og tag med op til hende’’ Svarede Seb vredt.

’’Hvordan kan jeg glemme den, når jeg ved, at hun sviner mig til ligeså snart jeg sætter benet indenfor døren?. Jeg sagde, at jeg ville køre dig herhen!. Ikke, at jeg tog med op og besøgte hende!’’ Svarede jeg småirriteret og kiggede irriteret på ham.

Seb sukkede opgivende og en tung stilhed faldt nedover os i bilen. Jeg satte min albue op til ruden i siden og satte min hånd til panden og gned mig lidt i den.

’’Vil du ikke godt gå med?’’ Spurgte Seb mig stille og en smule trist. Jeg sukkede opgivende og lukkede kort øjnene. ’’Seb hvorfor?. Hvorfor skal jeg tage op og besøge hende som ikke har bestilt andet i de sidste 10 år end at svigte os og gøre livet surt for os?’’ Spurgte jeg opgivende og kiggede på ham.

’’Fordi hun er vores mor?’’ Svarede Seb stille. Jeg rystede lidt på hovedet. ’’Hun er ikke værdig nok til at blive kaldt en mor i mine øjne.. Jeg forstår slet ikke hvorfor du stadig har pisse ondt af hende!’’ Svarede jeg spydigt og kiggede ud af forruden.

’’Jeg har sku da ikke ondt af hende?’’ Svarede Seb undrende, hvilket fik mig til at kigge op ham. ’’Jo du har!. Du mener ikke, at det kun er hendes egen skyld. Du sætter en masse undskyldninger op, så du har en grund til at forstå hvorfor hun har gjort som hun har gjort, men det behøver du ikke!. Sandheden er, at hun drikker fordi hun har så pisse ondt af sig selv og åbenbart ikke mener at livet er værd at leve!’’ Svarede jeg hårdt og spydigt.

Jeg synes virkelig, at det var på tide, at Seb lukkede øjnene op og så hvilken kvinde hun var blevet til!. Han havde jo stadig billedet af hvordan hun var engang i hovedet og ville ikke indrømme overfor sig selv, at den tid aldrig kom tilbage!. Hun drak som et svin og det kunne ingen ændre på!. Hvis jeg ikke tog meget fejl, så ville hun begynde at drikke så snart hun var ude af hospitalet!.

’’Hvad mener du med det?’’ Spurgte Seb og hentydede selvfølgelig til de sidste par ord jeg sagde. Jeg havde jo ikke fortalt Seb hvorfor hun egentlig var kommet på hospitalet, men lige nu var måske et rigtig godt tidspunkt at sige det på.

Jeg sukkede svagt og kiggede ham i øjnene. ’’Hun ligger her fordi hendes lever er ved at stå af fordi hun drikker så meget og fordi hun havde slugt et helt pilleglas med nervepiller i Seb!. Hun prøvede at begå selvmord!. Forstår du hvad jeg siger?’’ Spurgte jeg ham måske en smule hårdt, men alle blev jo ved med at sige til mig, at han var stor nok til at høre dit og dat, så han burde også være stor nok til at høre det her.

Seb blev meget stille men tog det faktisk meget pænt. Han hverken græd eller blev vredt eller såret. Han kiggede bare op på bygningen imens han udstødte et tungt suk.

’’Vil du ikke nok gå med?.. For min skyld.. Jeg vil ikke derop alene?’’ Spurgte Seb og vendte blikket imod mig da han sagde ’’for min skyld’’.

Jeg vendte mit kolde blik ud af forruden og lukkede kort øjnene med et tungt suk. Når Seb brugte det kort med, at jeg skulle gøre noget for hans skyld, så blev det virkelig svært for mig at sige nej!. Jeg havde jo altid sagt til ham, at jeg ville gøre alt for ham og være der for ham når han havde brug for det, hvilket han så havde nu. Han havde brug for, at jeg gik med og var der når han skulle møde synet af vores mor.

’’2 sekunder’’ Sukkede jeg opgivende og startede bilen igen og kørte hen og fandt en holdeplads på den store parkeringsplads foran hospitalet. Der var en del biler her, men det lykkedes mig da til sidst at finde en plads.

Seb og jeg steg ud sammen og gik sammen tilbage til indgangen, hvor vi trådte ind og spurgte efter vores mors værelsesnummer, så vi kunne besøge hende. Hun boede på værelse 243 på 5. etage, så Seb og jeg tog elevatoren op og gik ned af en masse gange, hvor vi til sidst fandt den gang og det værelse hun lå på.

’’Du går først’’ Sagde jeg til Seb og kiggede hurtigt på døren ind til vores mor. Seb nikkede og vi tog begge en dyb indånding i kor, hvilket faktisk fik mig til at smile indvendigt. Dog så jeg ikke ligefrem glad ud udenpå.

Seb tog i håndtaget og åbnede døren imens han trådte ind. Jeg fulgte langsomt efter men tøvede virkelig med at træde ind, da jeg stadig ikke fandt det vigtigt at jeg skulle derind!. Jeg havde ikke snakket med damen i jeg ved ikke hvor lang tid og ærligt, så havde jeg bare løst til at vende om og skride, men dog blev jeg her for Sebs skyld, da han virkelig havde brug for min støtte.

Jeg trådte ind i lokalet lige efter Seb og bemærkede min mor ligge i hvidt tøj i en seng inde på en enmandsstue. Hun kiggede over på os, da hun bemærkede at nogen kom ind og blev ret overrasket da hun så os.

Hun satte sig op i sengen imens jeg lukkede døren efter os. ’’Hej’’ Sagde min mor med en svag stemme og kiggede på os med trætte øjne. ’’Hej’’ Svarede Seb hende stille og gik rundt om sengen og stillede sig ved siden af hende. Jeg derimod blev stående ovre ved døren og lænede mig op af væggen med krydsede arme.

Ja okay!. Jeg måtte nok indrømme, at jeg fik en underlig følelse i kroppen over at se min mor ligge der og se sådan ud. Måske var det fordi, at jeg for første gang i snart 10 år, så hende ædru uden rødsprængte øjne og hendes konstant vrede blik. Hun kiggede på os med et afslappet blik og virkede mere ked af det end sur.

Min mor kiggede undrende over på mig. ’’Skal du stå derovre?’’ Spurgte hun mig stille og med en afslappet tone. Jeg nikkede kort og sendte hende et koldt blik, da jeg virkelig ikke fandt det vigtigt at snakke til hende.

’’Hvordan har du det?’’ Spurgte Seb hende med et lille suk, hvilket fik min mor til at kigge op på ham og lade ham skifte emne. ’’Jeg har ondt… Og jeg er træt’’ Svarede hun stille og virkede trist. Ja selvfølgelig!. Hun ville have os til at få medlidenhed med hende, men den hoppede jeg ikke på, for vis skyld var det, at hun lå her?. Det var ene og alene hendes egen!.

Jeg fik hurtigt tanken om, at det var rent skuespil fra galleriet hun kørte på lige nu, så vi kunne sidde og få ondt af hende og sige, at det var iii så synd for hende, men det gjorde jeg sku ikke!. Det var hendes egen skyld, så min medlidenhed fik hun kræftedeme ikke!.

’’Hvad siger lægerne?’’ Spurgte Seb stille og kiggede kun på min mor, som sukkede svagt og kigge henover sin dyne, som lå over hende. ’’De siger, at jeg max har et år tilbage at leve i, hvis jeg ikke øjeblikkeligt holder op med at drikke’’ Sukkede hun tungt og havde virkelig svært ved at få ordene ud af munden.

Det var så tydeligt at høre, at hun havde svært ved at indrømme, at hun havde et stort problem!. Tss!. Selv efter 10 år kan damen stadig ikke indse, at det liv hun lever er noget hun selv har valgt og at hun helt alene er skyld i hendes problemer!.

’’Gør du så det?’’ Spurgte Seb stille og lagde hænderne i lommen imens han lænede sig op af vindueskarmen og holdte blikket på vores mor. Min mor sukkede igen og virkede ikke som om, at hun havde tænkt sig at svare.

’’Det kan hun ikke Seb. Jeg tror ikke engang at hun vil!’’ Svarede jeg ham spydigt, hvilket både fik Seb og min mor til at kigge over på mig og se mit følelseskolde ansigtsudtryk.

’’Er det ikke snart på tide, at vi får talt ordentligt sammen?’’ Spurgte min mor mig stille. ’’Det synes jeg ikke, at der er nogen grund til’’ Svarede jeg hurtigt uden tøven og med en kold tone.

’’Det er jeg ked af at høre’’ Sukkede min mor svagt og kiggede ned i sin dyne. Jeg rynkede øjnene svagt og rystede svagt på hovedet. ’’Gu er du da ej man!’’ Vrissede jeg lavt og koldt og fik igen min mor til at kigge op på mig.

’’Hvad mener du med det?’’ Spurgte hun mig undrende. ’’Ja, at du ikke er en skid ked af det!. Du tænker kun på dig selv og det har du gjort i snart 10 år!. Du bekymre dig ikke en skid for os og det rager dig en skid om hvad vi laver!. Hvor var du måske dengang jeg var med i et biluheld og røg herop, hva?. Du sad pænt derhjemme og sagde til lægerne der ringede til dig, at hvis jeg var stor nok til at køre ræs, så var jeg også stor nok til at tage konsekvenserne af det!. Derfor tror jeg ikke, at du er en skid ked af, at vi to ikke snakker sammen!’’ Sagde jeg vredt og gjorde virkelig alt for ikke at råbe. Vi har tråds alt på et hospital med en masse syge og svage mennesker og dem havde jeg ikke lyst til at påvirke med mit råberi!.

Men der kan i selv høre!. Endnu et svigt og nok et af de største!. Ja, jeg havde sku ikke glemt det!. Dengang Justin og jeg kørte galt og røg på hospitalet var hun så pisse ligeglad og tænkte kun på at drikke sig halvt ihjel istedet for at tænke på, at hendes datter lå på hospitalet!. Hvem siger ikke, at det var alvorligt?..

’’Jessica jeg.. Jeg havde det ikke helt godt.. Jeg.. Jeg er ked af, at jeg ikke var der og…’’ Mere nåede hun ikke at sige før jeg cuttede hende af. ’’Se!. Igen!. Du lyver så meget man!. Du er ikke en skid ked af det!. Den eneste grund til at du siger det, er fordi du vil have, at jeg skal tilgive dig, så jeg kan give dig den medlidenhed som du ligger og søger lige nu!. Du vil så gerne have, at vi skal få ondt af dig, men ved du hvad?. Jeg har ikke en skid ondt af dig for det er fandme din egen skyld, at du ligger her!’’ Vrissede jeg vredt og holdte mit vrede blik på hende og bemærkede godt, at hun lignede en der havde svært ved at høre så ærlige ord komme frem. Hvis jeg ikke tog meget fejl, så ville hun hellere bare glemme det og lades som om, at det aldrig var sket!.

’’Jess hold nu op!. Kan du ikke se, at hun ikke har det godt?’’ Lød det trist fra Seb som sendte mig et bedrøvet blik. ’’Nej. Hun har det ikke godt!. Havde jeg det dengang jeg lå her?. Nej!. Kom hun?. Nej!. Var hun pisse ligeglad?. JA!. Derfor rager det mig en skid!. Hun har ikke været der for os siden far døde og det har jeg ikke meget tilovers for!. Den behandling vi har fået for den kvinde som man ikke engang kan kalde mor, er fandme ikke i orden og du burde snart kunne se det Seb!. Du burde ikke holde hånden sådan over hende!’’ Vrissede jeg vredt og mærkede hvordan alt mit indestængte vrede langsomt begyndte at bryde ud.

’’Jeg holder ikke hånden over hende Jess, men du skal ikke stå og rakke ned på en der i forvejen ligger ned’’ Vrissede Seb tilbage. Jeg sukkede tungt med lukkede øjne og rystede lidt på hovedet. Jeg opgav at diskutere det. Seb var umulig at påvirke lige nu!. Det var jo hans elskede mor som lå der og havde forsøgt at tage livet af sig selv!. Tss!. Hvorfor kunne han ikke tænkte sig til, at så snart hun kom ud herfra ville hun begynde at drikke igen og være skide ligeglad med os igen!. Det kan godt være, at hun var ædru nu og kunne bruge sin hjerne lidt til at få os til at have medfølelse og forståelse for det hun havde gjort, men det havde jeg sku ikke!. Faktisk kunne jeg ikke engang forstå hvorfor hun gjorde det!.

Et eller andet sted dybt i mig kunne man måske godt finde den lille sårede og grædende pige som savnede sin mor helt vildt, men ærligt så var hun meget svær at finde frem fordi jeg havde arbejdet så meget med mig selv og fået lagt de typiske mor-og-datter følelser væk for hende. Inderst inde var jeg måske lidt ked af, at jeg ikke havde en velfungerende mor, men udvendigt var jeg pisse ligeglad!. Jeg havde mit eget liv nu og min egen familie!. Jeg havde Miley, som jeg elskede overalt på jorden og ville gøre alt for!. Jeg ville være totalt modsat af min mor!. Jeg ville aldrig svigte Miley eller få hende til at tvivle på min kærlighed til hende, ligesom min mor har gjort med mig!.  

’’Hvorfor gjorde du det mor?’’ Afbrød Seb mine tanker ved at sige. Jeg kiggede hurtigt over på min mor og Seb og så, at de havde øjenkontakt. Dog brød min mor den hurtigt ved at sukke og kigge ned i skødet på sig selv.

’’Jeg har mistet min mand, mit arbejde.. Og mine børn. Hvorfor bruge tid på at leve sådan et sølle liv, hvor de eneste 2 mennesker jeg har tilbage som jeg elsker meget højt, ikke vil være i nærheden af mig?’’ Svarede min mor og stillede det som et spørgsmål.

Måske var det min vrede der kogte over nu og gav mig den her tanke og rasende fornemmelse, men i min verden sad hun lige og sagde, at det var vores skyld, at hun prøvede at begå selvmord fordi vi ikke gad snakke med hende.. Eller Seb ville jo, men han var jo skredet hjemme fra hende og flyttet ind hos mig.

’’Seb jeg kan ikke det her mere!. Jeg smutter nu!’’ Sagde jeg vredt og fjernede mig fra væggen og vendte mig imod døren. ’’Hvad er der galt Jess?’’ Spurgte Seb bag mig, hvilket fik mig til at stoppe op og vende mig om og kigge vredt på ham.

’’Hun sidder kræftedeme og siger, at det er vores skyld, at hun ville begå selvmord!. Fordi vi ikke gider finde os i at hun drikker eller vil se på det mere, så vil hun tage sit eget liv!. Jeg skal fandme ikke stå og høre på, at det er min skyld, at hun tog det valg!. Det er ikke vores skyld!. Det er hendes egen!. Hun kunne ikke klare tabet af far og derfor begyndte hun at drikke og svigte os gang, på gang, på gang!. Hun er selv skyld i, at vi ikke kan holde hende ud man!. Og der værste er, at hun ikke har tænkt sig at prøve at rette op på sine fejl!. Hun vil begynde at drikke igen ligeså snart hun kommer ud herfra man!. Jeg er færdig med hende og jeg har ikke en skid tilovers for hende, når hun ikke engang kunne svare på dit simple spørgsmål om hun havde tænkt sig at holde op med at drikke nu!’’ Vrissede jeg vredt og kiggede Seb stift i øjnene imens jeg bare talte totalt henover hovedet på min mor som om, at hun ikke var her!.

’’Der er en masse ting jeg gerne ville gøre om, men det kan jeg ikke Jessica!. Det er fortid og vi må se at komme videre sammen’’ Svarede min mor, hvilket fik mig til at kigge ned på hende. ’’Komme videre?. Mm-hm!. Jeg var kommet videre!. Jeg har ikke brug for dig i mit liv!. Og slet ikke når du indirekte sidder og siger, at det er vores skyld, at du var ved at tage dit eget liv fordi vi ikke var der for dig!. Hvorfor fanden skulle vi være der for dig, når du ikke på nogen måder har været der for os i 10 år!’’ Svarede jeg vredt, hvorefter jeg vendte mig om og gik ud af døren og lod den smække hårdt i bag mig.

Måske var det mest hendes indirekte måde at sige, at det var vores skyld, at hun valgte at tage sit eget liv, der gjorde mig rasende, men det var sku heller ikke sjovt at høre!. Ens egen mor sidder helt ædru og siger, at fordi vi ikke ville være i nærheden af hende, så ville hun bare slutte sit liv!. Det kunne jeg slet ikke holde ud at høre på!. Lad hende bare prøve igen!. Lad hende tage billetten!. Jeg er pisse ligeglad!. Hun skulle bare ikke bebrejde mig for hendes åndsvage valg!.

Bare fordi hun ikke kunne indse, at det var hende der både havde og skabte problemerne, så fik hun lige lagt skylden over på os og det havde jeg virkelig intet tilovers for!. Hvis hun virkelig mente, at hun ville ligge fortiden bag sig og komme videre sammen med os, så skulle hun virkelig smøre ærmerne op og komme igang meget snart, hvis hun ønskede, at jeg skulle være en del af det!. 

______________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Så kom der også 2 kapitler idag, fordi det er 4. Søndag i advent.. Husk at på næste søndag kommer der ikke 2 kapitler, da det ikke er advent mere :) 

Glædelig jul allesammen!. 

Håber i får en dejlig tid med jeres familie og venner!. 

#MuchLove

-NetteC

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...