Varulven og mennesket

Den handler om den 14 årige dreng ved navn Kasper, som er en varulv. Kasper flytter til en ny skole, hvor han møder en smuk pige ved navn Isabella som han bliver forelsket i, men han må først lære at styre sine evner før han kan blive kærester med Isabella.

1Likes
0Kommentarer
131Visninger
AA

2. Dagen...

Næste dag kom, og jeg vågnede. Det var fredag og sidste dag før sommerferien. Også var det sikkert også sidste dag jeg ser Isabella. Hun skal sikkert på ferie eller noget. Jeg gik på gaden også så jeg Lukas ''hold dig fra Isabella'' råbte han vredt. han stod sur foran mig ''Nej, i er ikke kærester det må du altså forstå'' sagde jeg beroligende. Han så sur på mig og slog mig i hoved, han så meget sur ud. ''Kom så, så lad os kæmpe for hende'' sagde han med armene spredte, ''Det kan du godt glemme'' sagde jeg og vente mig om for at gå, Men så hoppede han på ryggen af mig. Jeg tog ham i nakken og smed ham ned på jorden, mine øjne var gule i det sekund, jeg hørte en dyb indånding og kiggede op, Isabella stod og kiggede bange. Hun havde set hvad jeg havde gjort, men værst, at mine øjne er gule. Hun vente sig hurtigt og løb. Jeg løb også stod jeg foran hende, hun stoppede hurtigt op, jeg tog fat i hendes arme. ''Nej!'' sagde hun og prøvede at rive sig løs. ''Isabella, lad os snakke om det her, vil du ikke nok'' jeg kiggede hende dybt i øjne og sagde rolig ''vil du ikke nok'' hun nikkede og vi gik hen i parken og satte os og snakkede om alt. Jeg fortalte hende om alt, hvordan jeg blev varulv og hvordan det er. Hun lyttede til mig, om hvad jeg havde at sige, der var ikke mange der ville det. Efter en times tid var jeg færdig, hun har fået alt af vide, alt om varulve livet. ''Gør det ond?'' spurte hun, jeg kiggede underligt på hende ''nej, det gør ikke ond'' sagde jeg underligt. ''Hvorfor skjuler du for folk at du er en varulv'' spurte hun og kiggede ned i bordet ''fordi at, hvis jeg siger det til nogen, så vil de fange mig og slå mig ihjel. Det er derfor jeg flyttede hertil'' sagde jeg trist. ''Har du så en mor og far der er varulve?'' spurte hun nysgerrig ''Nej, de er blevet dræbt'' sagde jeg mere trist. Hun satte sig ved siden af mig og krammede mig ''jeg skal nok holde på din hemmelighed'' sagde hun og prøvede at trøste mig. Jeg gik glad hjem, fordi at jeg havde fortalt Isabella alt om mig, og hun kan stadig lide mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...