Rædslens øjne

Det er Halloween og Clarity er taget på lejrtur sammen med hendes spejderhold. Fordi de ikke er lige så mange, som de plejer, bliver de sendt ud for at patruljere skoven to og to. Clarity bliver sat sammen med Samuel for, at de kan lære hinanden bedre at kende. Men de kommer op at skændes, da Clarity ser et par glødende, gule øjne i buskaset. Clarity løber tilbage til lejren, og kort efter er Samuel for alvor væk. Problemer som lommelygter der går ud og en skovbrand viser sig hurtigt, at være Claritys mindste problemer.

4Likes
9Kommentarer
323Visninger
AA

3. Rædslens øjne

 Jeg kan mærke hvordan jeg bliver kylet igennem luften, som var jeg en patron, der lige er blevet affyret fra en pistol.

 Jeg rammer en kold stenvæg, og jeg kan mærke hvordan stenende slår revner. Ud mellem mine læber kommer et svagt støn, da jeg rammer gulvet. Det er koldt og vådt ligesom luften, der omgiver mig.

 Jeg høre en dør blive smækket hårdt i. Så hårdt, at revnerne breder sig, og nogle småsten slipper sit tag i de større sten. Den lille bunke småsten drysser ned over mig som dårligt krymmel på en kage, der for længst er blevet muggen.

 Jeg bliver liggende. Venter på søvnens bølger. Men de kommer ikke. Hverken de blide, omsvøbende bølger eller de stærke, brussende bølger. Det fører til, at min krop langsomt vågner fra sin dvæle.

 Min hånd sitre, og småstenene falder fra min hånd ned på gulvet. Her er så stille, at lyden af de små sten giver genlyd.

 Min krop bevæger sig af sig selv og kopier de bevægelser, som min krop laver for at komme op. Men nu, kommer min krop kun til første fase: at løfte mig fra jorden.

 Det, der standser min krop, er den smerte, der skyder op igennem mine arme. Mine arme knækker sammen, og min slappe krop rammer gulvet igen.

 Et svagt klynk kommer ud mellem mine læber. Hvorfor gør alt så ondt? Især mit bryst?

 Det eneste jeg vil have, er søvnens tomhed. Hellere tomhed og mørke end alt den her smerte.

 Mit ellers så slørede syn bliver klarere, og konturende bliver skarpere. Jeg befinder mig i et rum lavet af sten. Stenene er gamle og slidte, og i revnerne mellem stenene er der plamager af mos.

 Mine øjne spejder rundt i rummet, men finder ikke det de søger.

 Et vindue.

 Selvom stenkammeret er gammelt og forfaldent, er der ingen steder lys slipper ind. Ikke engang en lille sprække.

 Mine øjne lukker sig i, og et suk undslipper mine læber. Jeg åbner øjnene igen, og mit blik lander på mine arme.

 De ligner ikke mine arme længere. Min hud er lyserød som om jeg er blevet solskoldet. Men det er ikke det værste.

 Det værste er, at huden på mine arme enkelte steder hænger i laser eller er blevet en mørkere form for rosa og rynket.

 Jeg sætter mig langsomt op, så jeg kan få et ordentligt kig på mine ben. De er ligesom mine arme. Lyserøde og dækket af brandsår.

 Og jeg kan mærke, at resten af min krop ikke er meget anderledes. For den brændende smerte, der før kun flød igennem min arm, flyder nu i hele min krop. Det er som en gift, der spreder sig ved at følge blodårene.

 Jeg hviler ryggen mod den fugtige væg og trykker mine ben ind til kroppen. Men det fortryder jeg, da smerten i mit bryst forstøres betydeligt.

 Jeg lader benene glide ud i strakt stilling og lader en eller to pinte lyde komme ud mellem mine læber.

 Jeg stirrer på mine ben uden noget rigtigt formål. Jeg ved bare ikke, hvad jeg ellers skal gøre.

 Af ren vane fører jeg hånden op til mit bryst. Jeg lader hånden folde sig om det lille stykke guld, og en følelse, jeg aldrig har følt før, oversvømmer mit indre. Hjemve. For første gang i mit liv, savner jeg mine forældre.

 Nej, ikke bare mine forældre. Hele min familie.

 Mine øjenlåg glider i, da mine øjne begynder at svide. En tåre glider ned af min ene kind.

 Jeg lægger mig ned på siden, og trækker benene ind til mig. Ligeglad med smerten og den fugtige kulde, der siver ud fra de gamle sten.

  Tankerne hvirvler rundt i mit hoved. Hvad er der sket? Hvorfor kan jeg ikke huske noget? Hvorfor gør alt så ondt? Hvor er jeg?

 Jeg stirrer formålsløst ud i mørket, indtil søvnen vælger at melde sig. Mine øjenlåg glider i, og søvnen trækker min krop ind i de endeløse drømme.

 

 Jeg vågner ved lyden af raslende kæder. Jeg åbner mine øjne, med forventningen om komplet mørke. Men i stedet bliver mine øjne blændet af det skarpe lys, der pludselig fylder rummet.

 En dør bliver smækket, og lyset forsvinder.

 Her er for mørkt til, at jeg kan se noget, så i stedet gennemgår jeg mine drømme i mit hoved. Det var ikke normale drømme.

 Det var alle mine minder.

 Drømmende har svaret på mange af mine spørgsmål, men har også skabt nye. Kom de andre i sikkerhed? Er Samuel blevet fundet? Hvor er mit tøj blevet af?

 Det eneste jeg har på, er en gammel T-shirt med huller i og et par endnu ældre shorts.

 Mine øjne vender sig langsomt til mørket. Det giver mig krampe.

 Jeg har aldrig kunnet lide, at føle mig hjælpeløs. Men det er den følelse, der reagere mit indre.

 Lyden af raslende kæder fylder luften igen. Det får tankerne til at stoppe, og mine øjne og øre til at fokusere. Mine øre opfanger lydende, og min hjerne siger, at de kommer fra det højre hjørne, i den anden ende af rummet.

 Jeg troede jeg var alene?

 Jeg sætter mig op og lader min hånd hvile på stenvæggen. Den er våd og slimet, men det ignorere jeg.

 Jeg rejser mig langsomt op, med den anden arm over mit hoved, så jeg ikke slår hovedet op i loftet. Men det kommer ikke.

 Jeg ser op, og det eneste mine øjne ser, er komplet mørke. Som om jeg befinder mig på bunden af en ellers bundløs brønd.

 Mine øjenbryn trykker sig sammen i en spørgende grimasse. En grimasse, der spørger ’Hvad er det her for et sted?’.

 Jeg lader armen falde, og retter mit blik mod hjørnet. Jeg sætter mine føder igang, og lader den ene hånd blive på væggen. Jeg føler mig mere tryg, når jeg kan mærke noget omkring mig.

 Jeg føler mig langsomt frem. Rummet er så mørkt, at jeg kun lige knap kan se væggen i den anden ende af rummet.

 Kæderne stopper med at rasle, da jeg er få meter fra kilden. Jeg kan se en skikkelse, men jeg kan ikke se, hvem det er.

 Skikkelsens sidder på knæ, og er lænet ud fra muren. Det eneste, der holder skikkelsen fra at falde til jorden, er de to kæder, der er lænket fast til skikkelsens arme og boltet fast til muren. Personens hoved hænger i forover, så håret falder ned i personens øjne.

 Nu er jeg kommet så tæt på, at jeg kan se hvilke farver personens krop har.

 Huden er bleg, beskidt og dækket af blødende sår. Håret er kort og brunt, fedtet og fyldt med mudderkager. På siden af personens hoved, er håret blevet mørkerødt af blod. Blodet løber stadig som en flod ned af skikkelsens hoved.

 Jeg træder forsigtigt nærmere uden at forskrække personen.

 Men jeg træder ned i et hul, jeg ikke havde set, og falder. Jeg lander lige ved siden af skikkelsen, så lang jeg er. En ulidelig smerte bliver skudt ind i mit ribben og spreder sig langsomt ud over hele mit bryst.

 Jeg kvæler et skrig og tager mig til brystet. Tårende begynder at løbe som ustoppelige floder. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg var blevet hjemme. Så ville jeg sikkert sidde og se film med mine forældre lige nu.

 ”Claire...” stemmen, der fylder luften, lyder som en gammel mand, der ikke har fået vand i uger. Men jeg kan alligevel godt kende den.

 ”Samuel?” jeg ser op på det velkendte ansigt og ind i de velkendte havblå øjne. Han prøver at smile, men det bliver mere til en pint grimasse.

 Jeg sætter mig op, og lader mine arme falde rundt om ham. Halvkvalte hulk forlader mine læber.

 ”Claire, læg dig til at sove igen. De kommer bare og henter dig.” Hans stemme er grødet og svag.

 Hvad mener han? Hvem henter mig?

 Jeg rynker på brynene og giver slip på ham. Jeg tørrer tårende væk, fordi de slører mit syn, og ser ham i øjnene.

 ”Hvad mener du?” ligesom hans, er min stemme grødet.

 ”Hvis de finder ud af, at du er vågnet, kommer de og tager dig.” Hans stemme er fuld af smerte, som om han selv har prøvet det. Måske er det det, der er sket med ham.

 ”Hvem er de?” selvom jeg nok ikke vil vide det, vælger jeg alligevel at spørge.

 ”Dem du så. Dem med de glødende øjne,” jeg spærrer øjnene så meget op, at jeg frygter, at de vil falde ud af hovedet på mig.

 Kan det virkelig være rigtigt?

 Nej... nej, det må det ikke!

 Nej!

 Døren, jeg har hørt blive smækket i to gange før, går op med så stor kraft, at jeg kan høre, store revner brede sig i væggen.

 Lyset, der før var bag døren, er fuldstændig forsvundet.

 Det er blevet ædt af mørket.

 ”Nej!” Han skriger det. Samuel skriger.

 De bange anelser, de glødende øjne har frembragt i mig, eksplodere med sådan en kræft, at jeg vælter om kul.

 Et par stærke arme tager fadt om min talje, og slynger mig over egerens skulder.

 ”Nej! Lad hende være! Jeg beder dig! Nej!” Samuels skrig bliver ved, mens vi forsvinder ud af døren.

 Jeg griber halssmykket og hiver til. Kæden går itu, og jeg kaster hjertet ind til ham. Det lander foran ham som et ubetydeligt guldhjerte. Men for mig, er det langt fra ubetydeligt.

 Det var mit sidste minde om ham.

 Om min lillebror.

 Om lille Sam.

 Døren smækker i, og Samuel forsvinder fra mine øjne.

 For han sidder der inde, fanget.

 Mens manden, der bærer mig, bliver ved med at gå, stirrer jeg på den lukkede dør.

 En kvinde med langt, sort hår går forbi os. Hun har en kniv i hånden og har kurs mod den dør, vi lige er kommet ud af.

 Jeg skal til at skrige, at hun skal lade være, men så langt kommer jeg ikke. Manden kaster mig ind i et tomt rum. Jeg lander på gulvet som en død mus.

 ”Der kan man bare se. Vores lille engel er endelig vågnet,” stemmen, der fylder mit ører, skratter som en gammel radio.

 Jeg ser op på kilden, uden at svare. Men det fortryder jeg, lige så snart jeg har gjort det.

 Manden, stemmen tilhører, er høj og bleg. Hans hår er hvidt, og er prydet med to grå striber. Ligesom striberne, er hans tøj gråt.

 Men det er hans øjne, der får mig til at ønske, at jeg stadig befandt mig ude i den brandende skov.

 De gløder. Men de er ikke gule.

 De er røde.

 ”Opdaget forskellen?” mine øjne lander på manden, der bar mig her hen. Hans øjne er glødende gule.

 Manden med de røde øjne, ser på mig, som om han forventer et svag. Men det eneste jeg kan, er at stirre skræmt på dem begge.

 ”Han er vores leder. Derfor er hans øjne røde,” sukker ham med de gule øjne irriteret.

 Leder? Fuck..

 Jeg har ikke lyst til at vide, hvad han har gjort for at blive lederen. Jeg ved bare, at det er noget slemt.

 Meget slemt.

 Jeg rykker så meget tilbage jeg kan. Den eneste reaktion, jeg får ud af det, er at den guløjede hæver sit ene øjenbryn.

 I en hurtig bevægelse, rejser jeg mig og løber ud af døren og ud på en lang gang. Jeg ignorere smerten, fra det brækkede ribben og de mange brandsår. Jeg vil bare væk.

 Væk fra de øjne.

 Især de røde.

 Lederen dukker op lige foran mig. Det ene øje blik er han der ikke, det andet er han der.

 Jeg løber ind i ham, men det lader ikke til, at genere ham. Istedet ender jeg på gulvet igen.

 Han tager mig i kraven og løfter mig op, så jeg ser ham lige i øjnene.

 ”Du har gjort mig vred, engel. Det er den største fejl, du nogen sinde har begået.” Han holder mig på sådan en måde, at jeg bliver nødt til at se ham i øjnene.

 Min krop tømmes for alle følelser undtagen en: rædsel. Følelsen spreder sig langsomt ud til hver en krog af min krop.

 Det føles som om, alt verdens rædsel bliver samlet i min krop.

 Pludselig laver han et ryk med armen, og jeg bliver sent flyvende igennem luften.

 Jeg rammer væggen for enden af gangen og et skrig flyder fra min strube.

 Mit hjerte hamrer der ud af, og jeg har det som om, at det snart flyver ud af brystet på mig.

 Da jeg rammer gulvet, løber tårende allerede ned af mine kinder.

 En voldsom smerte rammer min nakke. Jeg bliver løftet op fra gulvet, som var jeg en pose kartofler.

 ”Du havde sådan et langt liv foran dig, engel. Aveligt at du skulle opdage os.” Hans stemme er drillende, men det er ikke det, der genere mig. Det er det faktum, at jeg godt ved, hvad han har tænkt sig at gøre.

 Jeg ved, hvordan jeg dør.

 Han går roligt hen til samme døråbning, som jeg for kort tid siden, løb ud af. Jeg slår og sparker for at komme fri, men det lader ikke til, at han lægger mærke til det.

 Han træder ind i rummet og standser midt i rummet.

 På væggen overfor, hænger vinduet. Jeg kan se, at vi befinder os på anden sal.

 ”Lad være, jeg beder dig,” det kommer ud som en svag hulken. Men det gør mig ikke noget.

 Jeg vil bare have ham til at lade være.

 ”Farvel, engel.” Han kaster mig med sådan en kraft, at jeg hamrer gennem vinduet, og lander på skovbunden.

 Knækket, er ikke bare det sidste jeg hører. Det er også det, der ender mine dage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...