Rædslens øjne

Det er Halloween og Clarity er taget på lejrtur sammen med hendes spejderhold. Fordi de ikke er lige så mange, som de plejer, bliver de sendt ud for at patruljere skoven to og to. Clarity bliver sat sammen med Samuel for, at de kan lære hinanden bedre at kende. Men de kommer op at skændes, da Clarity ser et par glødende, gule øjne i buskaset. Clarity løber tilbage til lejren, og kort efter er Samuel for alvor væk. Problemer som lommelygter der går ud og en skovbrand viser sig hurtigt, at være Claritys mindste problemer.

4Likes
9Kommentarer
322Visninger
AA

1. Lommelygternes død

 Mine chokoladebrune spejderstøvler træder skovens bløde bund flad, og efterlader et mærke fra de mønstrede såle. Jeg og de andre fra mit spejder hold laver en hel sti af fodaftryk, så at finde tilbage til lejrren bliver lige så let som at lege fangeleg.

 Men at finde tilbage, er ikke det største problem lige nu. Langt fra.

 Samuel Walters forsvandt på vores sidste patrulje. Og det er min skyld.

 Samuel og jeg har aldrig haft et særlig stærkt bånd. Derfor valgte vores holdleder så at sætte os sammen til dagens patrulje.

 Indtil videre har den beslutning vundet første pladsen over dagens dårligste beslutning.

 For kort efter vi var blevet sendt ud i skoven, kom vi op at skændes.

 Over noget jeg så.

 Men han så det ikke.

 Jeg sukker og ser ned på mine mudrede sko, der bare bliver ved med at bevæge sig. De bliver ved med at føre mig frem. Frem til det sted, hvor Samuel blev væk.

 Det sted hvor jeg så øjnene. De glødende øjne. De glødende gule øjne, der stirrede sultent på mig og Samuel.

 Hvad var det for et dyr? Dens øjne lignede så meget en ulvs, men der kunne det umuligt have været. Ulve kan ikke klatre i træer, og øjnene var i samme højde som mine.

 Og så den lyd den lavede...

 Jeg klemmer øjnene hårdt i for at få den skrattende lyd ud af mit hoved. Men den vil ikke forsvinde. Jo mere jeg prøver at få den ud, jo stærkere bliver den.

 Det er som om den flår i min hjerne inde fra. Som om et eller andet prøver at få min hjerne til at gå i stå.

 Så den ting bagefter kan komme og æde mig.

 Den samme ting som har glødende gule øjne. Øjne fra et monster. Øjne fra en...

 ”Hey Claire!” en stemme bryder muren af smerten, og en hånd tager fat om min skulder. Jeg vender mig om med et skrig, og stirrer ind i et par nøddebrune øjne.

 ”Mathias! Hvad fanden har du gang i? Du var lige ved at skræmme livet af mig!” jeg tager mig forskrækket til brystet. Min hånd lukker sig om det lille guldhjerte, som hænger i en kæde rundt om min hals.

 Jeg kan mærke det bankende hjerte under huden. Det banker så hurtigt, at det føles som om det sidder uden på og ikke inden i.

 ”Sorry, men du var bare sådan ved at gå ind i et træ.” Hans stemme er fyldt af sarkasme, men jeg kigger mig alligevel over skulderen.

 Og rigtigt nok så står der et træ fem seks-meter fra mig.

 Jeg prøver at ignorere fornemmelsen af mine indvolde, der bliver til en hård knude, og mit hjerte der flyver op i min hals.

 For der på stammen er der hugget et sæt øjne ind i barken.

 Jeg klemmer øjnene hårdt i. Jeg vil ikke se dem

 Hvorfor genere de øjne mig så meget? Det er sikkert bare min hjerne dig spiller mig et pus.

 Det er trods alt Halloween i dag.

 Men den ufærdige sætnings sidste ord runger i mit hoved, og vil ikke lade mig være. Varulv.

 Jeg åbner stille mine øjne. Indhugningen er væk.

 Jeg sukker og vender hovedet, for at se på Mathias igen. Hans ene øjenbryn er hævet, og hans arme er lagt over kors.

 ”Jamen undskyld, at jeg har skyldfølelse over at Samuel er væk,” jeg prøver at efterligne hans sarkasme. Det lykkes bare ikke så godt.

 I stedet for at komme ud som en sarkastisk bemærkning, kommer det ud som en halvkvalt vrissen. Smerten trækker tydelig spor i min stemme, men som den idiot Mathias nu engang er, lægger han ikke mærke til det.

 Han hæver bare hans andet øjenbryn og trækker på skuldrende.

 Og går sin vej.

 Uden en eller anden dum bemærkning. Måske lagde han alligevel mærke til smerten i min stemme?

 Nej, det er han for dum til.

 Jeg vender mig hundredeogfirs grader og tager et skridt frem. Og et til. Og så et til.

 Mine fødder bliver ved med at bevæge sig frem af, indtil jeg kan mærke noget vådt på min venstre kind.

 Mine fødder stopper med at bevæge sig, ligesom alt andet. Jeg fører langsomt min hånd op til min kind. Håndfladen mærker den lille flygtige tåre, der har forvildet sig ned af mit ansigt.

 Min hånd bliver på min kolde kind, frosset til stedet. Ligesom resten af min krop.

 En tåre? Men jeg kender jo knap nok Samuel!

 Samuel...

 Sam.

 Jeg mærker min højre hånds greb om lommelygten løsne. Jeg hører den også falde til jorden. Men jeg gør ikke noget ved det.

 Hvorfor har jeg det som om, jeg ved hvor Samuel er?

 Jeg kan høre råbene som fylder luften. Men for mig er det bare en masse utydelig lyde, som bliver mumlet ind i øret på mig.

 Det er først da en velkendt stemme råber, at jeg kommer ud af min trance.

 Jeg ser mig om for at spørge lejrlederen hvad der sker, men jeg bliver ikke mødt af andet end mørke.

 H-har de forladt mig?

 Nej! Det kunne de aldrig finde på!

 Jeg sætter mig ned på hug, for at samle lommelygten op. Min hånd griber om noget koldt metal, og jeg mærker straks lommelygtens glatte overflade.

 Men den er slukket.

 Jeg løfter den ud foran mit ansigt. Prøver at finde en grund til den er gået ud. Glasset er stadig varmt, så den må lige været gået ud.

 Jeg prøver at tænde den, men som jeg forventede, så sker der ikke noget.

 Batterrierne er sikkert løbet tør for strøm.

 Jeg fjerner blikket fra lommelygten, og begynder at gå. Desværre kommer jeg ikke så langt.

 Jeg træder i en mudderpøl som jeg ikke har set. Derfor glider jeg så også i smattet.

 Jeg triller ned af den bakke, som jeg for et øjeblik var på vej op af. Jeg klemmer øjnene hårdt i, mens jeg mærker, hvordan jeg bliver smattet til.

 Et par stærke arme griber mig rundt om maven, og den bumlende tur standser.

 Jeg behøver ikke kigge, for at vide hvem det er. Jeg ved det allerede.

 ”Du burde virkelig passe mere på, Cupcake.” Hans ru stemme lyder tæt på mit øre, og får mig til at kigge flovt ned i jorden.

 ”Undskyld Mathias... Min lommelygte var bare gået ud, så jeg kunne ikke se hvor jeg gik...” det kommer ud som en mumlen, men det er fint. Jeg ved at han kan høre det.

 For jeg kan mærke hvordan hans bløde vejrtrækning kilder min nakke.

 ”Også din?” selvom jeg ikke aner hvad han mener, nikker jeg bare. Stilheden lægger sig over os i et kort pinefuldt sekund, som føles som flere minutter.

 ”Min og de andres er også gået ud. Så du er ikke alene i mørket, okay Cupcake?” jeg lukker øjnene og tager en dyb indånding, inden jeg svarer. Jeg kan ikke fordrage at han kalder mig det, men det er ikke det rette tidspunkt at blive sur over det.

 ”Hvordan kan det være? Og lad vær med at kalde mig det!” jeg kunne simpelthen ikke lade vær med et tilføje den sidste linje.

 ”Jeg har ingen anelse. Så vidt jeg ved, slukkede de alle sammen på samme tid. Mærkeligt ikke?” som sædvanligt ignorerer han min ordrer. I det mindste er han stoppet med at kalde mig Cupcake.

 Vent, hvad?!

 ”Slukkede alle på sammentid?” jeg prøver at vende hovedet, så jeg kan se på ham, men det lykkes ikke.

 Hvis det skulle lykkes, skulle jeg være en ugle.

Jeg kan mærke ham nikke mod det bløde stof, som min jakke er lavet af.

 ”Det er jo vanvittigt!” min stemme stiger til et halv-skrig. Jeg kan igen mærke den nikkende bevægelse. Et lille smil finder frem til mine læber.

 ”Du er enig med mig. For en gangs skyld, er du enig med mig,” jeg kan ikke lade vær med at smile, for at Mathias er enig med en eller anden er sjældent.

 Han svarer mig bare med et ligegyldigt ”mmmh..” og et til nik.

 Jeg kan mærke ham bevæge sig, og kort efter har han hivet mig på benene.

 Han slipper sit tag om mig, så jeg frit kan bevæge mig igen.

 Jeg ser ned af mig selv, og ser at mine behaglige ikke særlig stramme bukser er blevet fuldstændig mudret til. Ligesom min jakke. At mine støvler er mudrede er ikke noget nyt.

 Jeg kan også mærke, at mit hår også er fyldt med skidt, men jeg ignorere det.

 Jeg holder stadig lommelygten i min hånd. Den er ubrugelig nu. Og det er de andres også.

 Mit greb om lommelygten strammes betydeligt, da jeg lader armen falde på plads, og øjnene klemmer sig sammen.

 Mine hænder begynder at ryste.

 ”Fryser du?” det er Mathias’ stemme. Jeg kan bare ikke genkende den, fordi den er fyldt med så meget bekymring.

 Det er første gang i alle de år jeg har kendt ham, at han lyde bekymret.

 Jeg ryster på hovedet. Og det er sandt. Jeg ryster ikke af kulde.

 Jeg ryster af frygt.

 Mathias tager pludselig fast i min arm. Hans greb er fast og han begynder at løbe ind i skoven. Med mig på slæb.

 Hvor vi er på vej hen ved jeg ikke. Jeg ved bare at det ikke er mod lejren.

 Pludselig ramler vi ind i en gruppe mennesker.

 Vores gruppe mennesker.

 Hende vi løb direkte ind i var Caroline. Hvis ikke hun stod så tæt op af de andre, ville hun helt sikkert have faldet.

 Det ville sikkert have været højdepunktet på min dag, hvis Samuel ikke var forsvundet.

 Hun sender os begge et hidsigt blik, og går over ved siden af Jack. Hendes ”åååh så dejlige kæreste”.

 Jeg ruller øjne, bare ved tanken om hvordan hun siger de ord.

 Mathias giver slip på min arm, og følelsen af sikkerhed, der langsomt var begyndt at blomstrer, visner og flyver bort.

 ”Okay, nu tror jeg vi alle er her. Stil jeg i en cirkel så i alle kan se mig,” siger den lyse stemme, der tilhøre Paula. Lejrlederen.

 Vi alle gør som hun siger. Selv Caroline med det perfekt opsatte sorte hår, og de perfekte mørkebrune øjne.

 Hvad perfekt så end betyder.

 Mathias stiller sig ved siden af mig. Jeg ser op på ham og lægger mærke til hvor meget hans hår bliver oplyst af måneskindet.

 Han ser ned på mig, og løfter det ene øjenbryn i en spørgende grimasse.

 Jeg lukker min mund, som har åbnet sig en smule, og ryster på hovedet.

 Jeg ser ned i jorden, og fjerner ikke mit blik fra mine fødder. Jeg kan mærke de få sommerfugle i min mave baske.

 Det må jeg indrømme. Han ser virkelig sød ud, når månelyset får hans hård til at skinne på den måde.

 Varmen bruser op i mit hoved, og jeg kan mærke min kinder blive en smule varmere. Jeg kan mærke hvordan jeg rødmer.

 ”Hvad med din Clarity?” Lejrlederens skingrer stemme afbryder min tankegang.

 ”Min hvad?” jeg ser spørgende på hende, uden at vide hvad hun mener.

 ”Har du slet ikke hørt efter?” sukker hun, tydeligvis irriteret.

 ”Jeg faldt vidst lidt i staver...” siger jeg flovt. Jeg bryder vores øjenkontakt og ser flovt ned i jorden.

 ”Jamen så spørger jeg igen. Virker din lommelygte?” jeg ser op på hende. Stadig lidt flovt, men jeg ser på hende.

 Jeg ryster på hovedet, sukker og tilføjer som svar: ”Nej. Den gik ud da jeg stod på højdedraget i midten af skoven.”

 Paula nikker og går videre med rundspørgelsen om folks lommelygter.

 Alle ryster på hovedet, og svare hvor de var, da den gik ud.

 Til sidst sukker Paula irriteret. Hun ser helt forvirret ud.

 Hun ved tydeligvis ikke hvad vi skal gøre.

 ”Vi må gå tilbage til lejren, så vi kan kontakte ledelsen. Det er farligt at vandre rundt her ude i mørket,” ender hun med at sige. Jeg knytter ufrivilligt mine hænder. Hårdt.

 ”Det kan du ikke mene Paula! Hvordan har du tænkt dig at vi skal finde tilbage, når her er så mørkt? Og værst af alt...” jeg mærker Mathias’ hånd på min skulder, og holder en pause. Jeg lukker kort øjnene, fordi de er begyndt at svide. Jeg åbner dem igen og vrister hans hånd af mig og forsætter: ”Samuel er her ude et sted! Måske er hans lommelygte også gået ud! Og som du slev sagde; det er farligt at gå rundt her ude i mørket! Men det er endnu farligere når man er alene!” jeg råber det ud, som var de de ord, der kunne rede verden fra undergang.

 Knuden i min mave er tilbage. Den dårlige samvittighed, der skylder ind over mig som en bølge, gør heller ikke ligefrem det hele bedre.

 Nærmere det modsatte.

 Alle stirrer på mig som om jeg er sindssyge. Jeg er ligeglad.

 En tåre baner sig vej ned over mit ansigt. Jeg er ligeglad.

 Jeg er også ligeglad med, at ham jeg råber om, at vi skal blive ved med at lede efter, knap nok er en jeg kender.

 Jeg er også ligeglad med stilheden, der har sænket sig over os.

 Det eneste jeg bekymrer mig om, er at vi fortsætter med at lede efter Samuel.

 Hvorfor ved jeg ikke. Jeg har det bare som om jeg kender ham bedre, end jeg faktisk gør.

 ”Jeg er enig med Clarie. Vi burde ikke lade nogen gå alene rundt her ude. Især ikke nu hvor alle vores lommelygter er gået ud. Jeg har på fornemmelsen, at Samuels også er,” jeg ser forskrækket op, da Mathias træder frem, for at stå ved siden af mig.

 ”Okay, men kun fordi at det er en af vores egne. Har en af jer to så en ide, til hvordan vi skal få noget lys?” igen vender jeg hovedet for at se forbløffet på Paula. Hele mit ansigt lyser op i et gigantisk smil.

 Jeg elsker dig Paula.

 ”Vi kunne lave fakler ud af de tykkeste grene, der ligger rundt omkring?” spørger jeg, stadig med det idiotiske store smil placeret på mine læber.

 ”Det kunne vi vel godt. Har alle stadig deres lejdere eller tændstikker på sig?” spørger hun og drejer rundt om sig selv, for at se på os efter tur.

 Alle nikker, eller kommer med et kort ja, efter at have tjekket deres lommer.

 ”Men hvordan skal vi holde de hersens ’fakler’ tændte? Vi har jo hverken stof, at binde dem ind i, eller olie,” det er Caroline, der har åbnet munden. Hvorfor skal hun da også altid åbne sin store mund, og modargumentere alt jeg laver og siger? Og hvorfor lige mig?

 Inden Paula eller Mathias kan nå at svare, efterligner jeg hende kunsten, og åbner min mund.

 ”Vil du finde Samuel eller ej, Caroline? For så vidt jeg kan se, har du ikke selv andre idéer. Og hvis du har, vil jeg da gerne høre dem, men kun hvis du selv er sikker på, at det er nogen, vi rent faktisk kan bruge til noget,” jeg ser hende dybt i øjnene uden at blinke, mens jeg siger det. Min stemme gemmer ikke på nogen skjulte følelser som mismod, had eller bebrejdelse.

 Den er seriøs helt ind til kernen.

 Og det er også sådan jeg har det.

 Lige gyldigt hvor meget jeg end hader Caroline, så kan jeg ikke få sådan nogen følelser frem nu.

 Hun åbner sin mund igen, men jeg stopper hende inden ordende når at forlade hendes strube, med et til sæt ord.

 ”Det eneste jeg vil, er at finde Samuel,” smilet er forsvundet fra mit ansigt. I stedet har en let pint grimasse banet sig vej.

 Den dårlige samvittighed skylder ind over mig på ny. Dens styrke er blevet forøget så meget, at det føles som om en magnetisk metalkugle ligger i min mavesæk, mens jorden under mig er en kæmpe magnet, der river i mine indvolde, på grund af kuglen.

 Der er stille. Ingen siger noget. Ingen bevæger sig.

 Ikke engang Caroline.

 Eller Mathias.

 Stilheden er så trykkende og ulidelig, at jeg får ondt i hovedet. Ikke ligesom tidligere, hvor det føltes som om, noget rev min hjerne til blods.

 Nej, den her gang er det bare en helt almindelig hovedpine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...