Rædslens øjne

Det er Halloween og Clarity er taget på lejrtur sammen med hendes spejderhold. Fordi de ikke er lige så mange, som de plejer, bliver de sendt ud for at patruljere skoven to og to. Clarity bliver sat sammen med Samuel for, at de kan lære hinanden bedre at kende. Men de kommer op at skændes, da Clarity ser et par glødende, gule øjne i buskaset. Clarity løber tilbage til lejren, og kort efter er Samuel for alvor væk. Problemer som lommelygter der går ud og en skovbrand viser sig hurtigt, at være Claritys mindste problemer.

4Likes
9Kommentarer
323Visninger
AA

2. Flammernes dans

 Vi er blevet delt op i grupper på fire.

 Jeg er sammen med Jeffrey, David og...

 Caroline.

 Paula har virkelig ikke en god dag i dag. Først sætter hun mig sammen med Samuel. Så sætter hun mig sammen med Caroline.

 Af alle mennesker, så vælger hun Caroline. Den selvoptagede, egoistiske, perfekte, idiotiske pige, som tror hun er dronning over alle.

 Hun er en af de der typiske cliché bitches fra film.

 Lige nu står vi på den ene bred af en bred å. Vi skal over på den anden side, for at kunne lede videre.

 Sammen med de andre hold, har vi nemlig gennemsøgt alt, som vi er kommet forbi.

 ”Hvordan skal vi komme over? Vi kan jo ikke rigtig komme videre her fra,” jeg giver mit ansigt et high-five for hendes dumhed.

  ”Vi kan vade. Det er trods alt kun en å, så den er ikke særlig dyb,” siger David for mig. Han har sikkert set min reaktion, og skyndt sig at sige noget, før jeg kunne.

 Jeg ville alligevel bare komme med en spydig kommentar. Og det ved han.

 At Caroline og jeg ikke ligefrem er perleven, er ikke en hemmelighed.

 ”Jamen nu hvor du skal spille smart, så bekræft lige din teori, gider du?” Hun ser irriteret over på David som for at sige ”skrid med dig hvalp! Det er mig der bestemmer her!”

 Jeg kan faktisk forestille mig, hende sige det.

 David trækker bare på skuldrene og træder ned af den lille skrænt, der er fra hvor vi står, ned til åen.

 Han er en af dem, der er gode til at ignorerer kommentarer fra Caroline.

 Det er jeg ikke.

 Han træder ud i det løbende vand, med en fakkel i hånden.

 Hver gruppe har to tændte fakler, og skal sørge for at samle grene, der kan bruges, op.

 Caroline står med den anden fakkel.

 Jeffrey og jeg, står med et bundt reserve grene hver.

 David er hurtigt ovre på den anden side. Caroline følger efter ham med et muggent udtryk siddende i sit ansigt.

 En masse hvin og banden ryger ud af hendes mund, fordi hendes tøj bliver vådt.

 ”Det er vandtæt, idiot,” vrisser jeg ud i luften. Sætningen var selvfølgelig dedikeret til Caroline, men det var ikke meningen jeg skulle sige det højt.

 Det skulle bare have været en tanke. Men det lykkedes tydeligvis ikke.

 ”Sagde du noget?” jeg ser op fra Jeffrey, der ellers ikke har sagt noget resten af tiden. Hans ansigt er medliddent, som om han allerede kender svaret.

 Jeg ser tilbage på Caroline, der er ved at skvatte på en glat sten. Hun glider og skriger, over hendes nu gennemblødte tøj.

 ”Ja, det gjorde jeg. Men det var ikke noget vigtigt. Bare en lille sætningen dedikeret til skrigeungen der ude,” jeg løfter min arm og peger på Caroline.

 Jeffrey svare ikke. Det overrasker mig ikke. Han er typen, der altid svare med et nik eller ryst på hovedet.

 Så jeg går ud fra at han har nikket.

 ”Kom,” jeg giver ham et lille smil, og træder selv ned af skrænten og ud i vandet. Jeg kan ikke mærke om det er koldt. Men det går jeg ud fra at det er, nu hvor det jo er sidste dag i oktober.

 Det er mørkt - faklerne lyser ikke meget op -, så jeg bliver nødt til at føle mig frem.

 Da jeg er kommet over, står Caroline og hyler af David.

 ”Se hvad du har gjort! På grund af dig bliver jeg nødt til at vandre rundt i drivvådt tøj!” okay, hun hyler ikke. Hun skriger.

 Jeg sukker og går helt hen til dem.

 ”Det var dig, der spurgte hvordan vi skulle komme over. David svarede bare. Desuden, så er han sådan set heller ikke skyld i, at du er så klodset,” min stemme er træt, men alligevel rolig. Caroline vender sig vredt mod mig, og ser på mig med et dræbende blik.

 ”Hvem bad dig om at blande dig, Clarity?!” den måde hun råber af mig, får mig bare lyst til at give hende en ordentlig flad.

 Men jeg lader være.

 I stedet tager jeg faklen ud af hendes hånd.

 ”Du fægter så meget med dine arme, at du ender med at sætte ild til hele skoven. Vådt eller ej, det ender galt, hvis du render mere rundt med en brændende fakkel,” jeg går et par hurtige skridt tilbage, før hun kan forsøge, at få den tilbage.

 Jeg kan høre, hvordan hun arrigt prøver at trække vejret dybt.

 Det går ikke så godt.

 ”Clarity Morgan! Giv mig den fakkel! Nu!” Jeg ruller med øjnene, men træder alligevel et ekstra skridt tilbage.

 Ligenu ligner Caroline et rovdyr, der er klar til at springe på sit bytte.

 Det bytte er tilfældigvis mig.

 ”Du er ikke min mor, Caroline. At bruge mit efternavn virker kun, når det er hende der gør det. Desuden, så har dig og David holdt faklerne alt tiden. Jeg synes, at det er på tide, at vi bytter,” jeg flytter ikke mit blik fra Caroline. Jeg holder mig i ro, selvom det er svært.

 Men min ro bliver forstyrret, da hendes øjne skifter farve til ravgule.

 Jeg spærre forfærdet øjnene op, og min før så rolige krop, begynder at ryste.

 Caroline med de glødende gule øjne lægger sit hoved på skrå. Det ville have set sødt ud, hvis ikke det var for det morderiske smil, der er blevet fastspændt til hendes læber og øjne.

 Min krop bliver fyldt med sådan en frygt, at jeg bare har lyst til at dø på stedet.

 Dø..
 Død.

 Tre bogstaver.

 Sam.

 Samuel.

 Er han okay? Har de andre fundet ham? Lever han overhovedet stadig?

 Mit hjerte banker så hurtigt, at jeg frygter, at det vil flyve ud af min brystkasse. For hvis Samuel er død, så er det min skyld. Det var mig, det startede det latterlige skænderi. Det var mig, der frustreret var løbet væk. Som en hver anden mus, der bliver jagtet af en kat.

 Og sådan har jeg det stadig. Som en mus.

 Forskellen er bare, at musen den er gang er trangt op i en krog.

 Jeg skal dø. Med den bitre smag af dårlig samvittighed i munden.

 Det var ikke sådan er det skulle ende.

 Hjælp mig. En eller anden, hjælp mig!

 Jeg tager mig skrigende til hovedet. Ligeglad med den knitrende fakkel, der hænger få centimeter over mit hoved.

 Fakkel.

 Flamme.

 Jeg falder på knæ, stadig med hænderne for ørene. Tårende strømmer ned af mine kinder som ustoppelige vandfald.

 Mine hænder giver afkald på mit hoved, og de lander i det bløde muld. Stadig med faklen i hånden.

 Jeg er på alle fire. Tårende løber. Jeg ryster som en skræmt mus. Og jeg har stadig faklen i hånden. Faklen der redede mig fra et psykisk sammenbrud.

 Min hjerne kredser om en ting. Et citat. ”Selv i de mørkeste tider vil der altid være en enkel gnist af håb. Den gnist kan blive til en lille flamme, som kan vokse sig større.”.

 Jeg hører skridt. Jeg ser ikke op.

 Jeg vil ikke.

 Jeg er bange for det, jeg måske kommer til at se.

 Øjnene.

 Men da en blid hånd lægger sig på min ryg, kan jeg alligevel ikke lade være. Det er Jeffrey. Han har et lille bekymret smil, på sine tørre læber.

 Han tørre en tåre væk fra min kind og tager faklen ud af hånden på mig. Men han tager den ikke væk.

 Han holder faklen tæt på vores ansigter, der bliver lyst op af faklens bløde skær.

 Hans havblå øjne ser ind i mine grå-grønne. Hans blik er medliddent, som om han ved hvordan jeg har det.

 Stilheden har lagt så over os, men vi bliver bare ved med at se ind i hinandens øjne. For stilheden genere os ikke. Mig beroliger den. Hvad den gør ved Jeffrey, ved jeg ikke.

 Jeg ved bare at det ikke er noget dårligt.

 Vi rejser os, og jeg tørre mine tårer væk.

 Fortabtheden har fuldstændig forladt mig.

 ”Hvad..?” David er den, der tager initiativ til at bryde stilheden. Sådan lidt i hvert fald.

 Jeg ser over mod ham og Caroline. Caroline er blevet normal igen, og ligesom David, ser hun helt forvirret ud.

 For en gangs skyld kan jeg godt forstå hende. Hvis jeg så en, jeg kender, bryde skrigende sammen, ville jeg da også glo spørgende på personen.

 Jeg rødmer af deres stirrende blikke, og ser væk.

 Væk, er tilfældigvis samme retning som Jack kommer farende ud. Med resten af hans gruppelige i hælende.

 ”Jack?” jeg kan mærke de stirrende blikke fjerne sig fra mig, og jeg ånder lettet op. Psykisk. Ikke fysisk. For ud fra Jacks ansigt, er det tydeligvis noget galt.

 ”Var det... dig der... skreg?” Han er stakåndet, det er tydeligt. Men det har jeg ikke tid til at bekymre mig om.

 For noget siger mig, at det ikke er det eneste der er galt.

 ”Ja, det var det. Hvorfor?” jeg tøver slet ikke med at svare. En bekymret fornemmelse er begyndt at gnave sig fast i mit hjerte.

 ”Takket være dit skrig, tabte vi vores fakler. Flammerne tændte så ild til skoven,” jeg spærrer forskrækket øjnene op. Igen.

 ”Vi prøvede at slukke ilden, men den ville simpelthen bare ikke gå ud.” Den anden dreng fra hans hold, bryder ind i vores samtale.

 ”Jamen så lad os komme væk!” er der en, der skriger hysterisk. Det er Caroline. Jeg kan høre hvordan hun plasker ud i åen for at komme væk.

 Jeg vender mig om og ser, at hun ikke er den eneste. De to piger fra Jacks hold og David er også i gang med at vade over den lille strøm af vand.

 Drengen, der brød ind i min og Jacks samtale, løber forbi os og begynder også at vade. Og Jack følger efter ham.

 Jeg ser over på Jeffrey, før jeg igen lade mine læbe skilles.

 ”Kom,” det er det samme ord, som sidste gang vi skulle vade igennem åen. Den her gang er min stemme bare fyldt med frygt.

 Vi vader ud i vandet. Det sinker os, men ikke meget.

 Vi kommer begge op over skrænten, og fødderne begynder automatisk at sætte farten op.

 Jeffrey er hurtigere end mig, så han løber forud.

 Jeg følger så godt med, som jeg kan. Men lige så snart, at vi er inde i skoven, ved jeg at der er noget galt.

 Her lugter af røg.

 Jeg stopper for at se hvor lugten kommer fra, men jeg kan ikke lokalisere den. Det er som om, den kommer fra alle sider.

 Pludselig lyder der et skingert skrig. Hvem det så end var, så er personen bange. Virkelig bange.

 Den bange anelse i mit hjerte, bliver hurtigt forvandlet til frygt.

 Jeg behøver ikke flere beviser. Der er ild i skoven.

 Mine fødder begynder at bevæge sig igen, men Jeffrey er forsvundet. Med faklen. Så jeg kan ikke se.

 Derfor snubler jeg over en trærod.

 Jeg gør mig klar til at møde jorden. Men jeg møder den ikke.

 I stedet bliver jeg grebet af det samme sæt arme, som stoppede mit rullefald tidligere.

 Han har ikke nogen fakkel, men det gør mig ikke rigtig noget.

 ”Ved du hvad der sker, Mathias? Hvordan gik der også ild i den her del af skoven?” jeg kunne blive ved, men det gør jeg ikke. Han hiver mig op, så jeg kan stå mine egne ben.

  ”Da vi flygtede fra branden på den anden side af åen, faldt Juliet. Det var tilfældigvis hende der holdt faklen.” Han ser ned på mig med bekymrede øjne. Jeg nikker bare som svar.

 Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.

 ”Kom, vi skal væk herfra.” Han skubber mig i ryggen, for at tvinge mig til at løbe. Som svar, begynder jeg at løbe. Og det gør han også.

 Ligesom Jeffrey, er Mathias hurtigere end mig. Mathias holder bare lidt igen, så jeg kan følge ordentligt med.

 Der er virkelig mørkt, så af og til snubler en af os. Men ingen af os falder.

 Heldigvis.

 Jeg kan mærke varmen krybe sig ind på mig. Bagfra.

 Jeg ser mig over skulderen, og synet der møder mig, er ikke ligefrem behageligt.

 Hele skoven bag os står i flammer.

 Jeg panikker, og sætter farten op. Selvom jeg ikke troede at det var muligt, så gør jeg det.

 Det gør Mathias også.

 Men det er ikke nok.

 Flammerne æder sig gennem skoven, hurtigere end nogen af os kan løbe.

 Der går ikke lang tid, før vi er fuldstændig omringet af sultne flammer. De giver os lys, men tager alt ilten.

 De er som en stor butik. De giver også noget nyttigt og tager noget nyttigt.

 Ligenu, vil jeg helst beholde det, jeg betaler med. Ilten.

 Et skrig forlader mine læber, da en gren falder ned foran os. Den er lige så tyk, som de tyndeste stammer. Og de er altså stadig ret tykke.

 Vi skal dø!

 Det er det skriget betyder.

 Mathias tager fadt i min arm, og haler mig en anden vej. Væk fra grenen, men ind i flammerne.

 Det er nu frygten for alvor skylder ind over mig.

 Hvad hvis vi ikke kommer ud i tide? Hvad nu hvis vi begge dør? Hvad hvis alle dør?

 Hvad hvis Mathias dør, fordi jeg er for langsom?

 Han kan sagtens komme ud. Det ved jeg. Det er han hurtig nok til. Men på grund af mig, bliver han sænket så meget, at han ikke kan nå at komme ud.

 Det er enten mig, eller os begge.

 Jeg river min arm uden af hans faste greb. Ud af hans trygge faste greb. Han stopper og vender sig om, for at se forvirret på mig.

 ”Løb Mathias. Lad vær med at se dig tilbage. Lad være med at slæbe mig med. Du må først vente på mig, når du er i sikkerhed. Når du er ude af den her brændende inferno af en skov, må du stoppe. Men først der!” jeg kan mærke tårende presse sig på. De svider og krasser i mine øjne, men jeg lader dem ikke få frit løb.

 Hvis jeg gør det, reder han aldrig sig selv.

 ”Claire, hvad snakker du om? Vi skal nok komme ud. Sammen,” jeg har lyst til at skrige, at han bare skal tage og rede sin egen røv, inden... inden han dør. På grund af mig. På grund af noget jeg så, som jeg ikke skulle have set.

 Men som han står der som en dum flue, der ikke ved hvad den skal gøre af sig selv, kan jeg ikke. Jeg kan ikke få mig selv til at råbe af ham.

 Men alligevel åbne jeg min mund, selvom det ikke er et råb der kommer ud.

 ”Red dig selv, Mathias. Jeg sænker dig bare.” Det er en halvkvalt hvisken, der næppe er hørelig, for de knitrende og altædende flammer.

 ”Det bliver over midt lig!” Han rækker ud efter min hånd, men i stedet for at lade ham tage den, lyder der et højlydt klask, der efterlader et lyserødt håndaftryk på hans ene kind.

 ”Hvis du ikke løber, ender du som et lig, der ikke kan nå at blive begravet, fordi det brænder op i den her fordømte skov!” skriger jeg ham ind i hovedet. Rædslen i midt ansigt, er malet som sort maling oven på et hvidt lærred.

 En enkelt tåre triller ned af min kind, men jeg tørrer den arrigt væk som den ubudne gæst, den nu engang er.

 ”Claire...” Hans stemme er skrøbelig og grådbetynget. Men jeg kan se på ham, at hans indre er endnu skrøbeligere. Det er som den fine porcelænskrukke, der står på toppen af reolen i dagligstuen.

 ”Løb!” endnu et skrig forlader mine læber. Et skrig der beder ham om, at gøre som jeg siger. Et skrig der får porcelænskrukken til falde ud over kanten.

 Han hopper forskrækket en meter tilbage. Med røde øjne ser han en sidste gang på mig, inden han vender sig om og stormer væk.

 Jeg sætter også selv mine fødder igang, men jeg kommer ikke langt. Ikke på grund af en trærod, der får mig til at snuble, eller en mudderpøl, der får mig til at glide og falde. Ilden oplyser det hele, og det eneste, der ligger på jorden er blade.

 Et højt knæk fylder luften, da en gren knækker af fra stammen og styrter mod jorden. Min hjerne når ikke at registrere, det der er ved at ske, før det er sket.

 Grenen ramler lige ned over mig, så jeg bliver mast flad mellem den brændende gren og den mudrede jord.

 Et skrig af smerte undslipper min strube, da et andet højtlydt knæk fylder luften. Den her gang var det bare ikke en gren der knækkede. Det var mit ribben.

 Det er der krukken rammer gulvet, og eksplodere i tusind atomer og skår. Det er der jeg lukker øjnene og falder hen i en drømmeløs søvn.

 Måske er det døden.

 Måske er det ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...