krig, kærlighed og forsvundet bror

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Igang
En historie, om krig, kærlighed og en forsvunden bror. Finder hovedpersonen sin bror? Hvem er han? Hvem er det hun møder? Og hvem er det hun forelsker sig i? Året er 1863, og derfor året før krigen mod preuserne i 1864.

1Likes
0Kommentarer
446Visninger
AA

1. Da det begyndte.(Marie)

"Mor" skreg jeg, da jeg så en soldat rette sit ildrør, mod min elskede mor, og udløse et skud. Med braget fra ildrøret, og en halvkvalt lyd fra min mor, sank hun sammen, kun to meter fra mig. Jeg spang hen til min mor, og kunne mærke gråden komme, da jeg så på hende. Jeg kunne ikke gøre noget. Jeg viste hun ikke var til at rede, og at jeg lige havde mistet mit sidste familie medlem. Jeg gemte mit ansigt, og løb min vej, for jeg kunne ikke holde til det. Mine brødre og min far, var nogle af alle de soldater, som var blevet dræbt på skanserne, og jeg havde set mange andre mødre, fædre og børn blive dræbt på gaden. Jeg kunne mærke tårende trille, mens jeg løb, og den eneste grund til at de skød min mor, var fordi de troede hun kunne magi. 

Jeg løb og løb, indtil jeg var kommet til slambyen, som lå ca. 20 km, fra min hjemby. Mens jeg løb blev der mørkt, og jeg kunne ikke se noget. Jeg stoppede op, for at kigge mig forpustet omkring, og så kun nogle få mennesker, der lå fordrukne på jorden. Der lå smadrede flasker, fulde mennesker og skrald overalt, mens der hang en rådden lugt over byen. Jeg skuttede mig, da der kom en kold vind. ”Hvorfor skulle jeg også løbe afsted, uden at have taget noget med. Jeg har hverken penge, mad eller tøj. ” Mumlede jeg irriteret for mig selv. Klokken var mange, og jeg var træt, så jeg begyndte at gå lidt rundt i byen, for at finde det mindst beskidte sted at sove. Efter lang tid fandt jeg en form for vogn, der var fyldt med hø, og jeg lage mig ind i høet, og faldt i søvn nærmest med det samme.

Dagen efter vågnede jeg, ved lyden af mennesker der gik rundt i byen. Jeg kravlede ud af høet, og ned på jorden, mens jeg undrede mig, over hvorfor mennesker overhoved gad bo her. 

"Hvem er du?" hørte jeg en stemme sige, og jeg drejede forskrækket, et par gange rundt om mig selv. "Jeg er her, inde i høet," sagde en, og jeg vente mig om, og opdaget en dreng stak hovedet ud fra høet.

"Mig? Jeg hedder Marie, hvem er du? Og har du sovet der hele natten?" Svarede jeg, mens drengen kom ud, og stillede sig over for mig.

"Marie siger du, dig kender jeg ikke. Jeg hedder Dinesen, Wilhelm Dinesen, og jeg var her altså før du kom." Han så på mig, som et lille barn der lige har fået et nyt stykke legetøj. "Du en pige, men hvorfor går du i skjorte og bukser, ligesom en dreng?" han begyndte at rynke lidt på panden, mens han sagde det.

"Kan det ikke være lige meget? Hvis du kommer her fra byen, kan du så ikke skaffe mig et arbejde?" Spurgte jeg. Han så ud til at stå og tænke, og efter et stykke tid, hev han fat i min arm, og sagde: "Jeg tror jeg har en ide, kom med."

Vi gik et stykke. Jeg ved ikke hvor langt, vi gik eller hvor lang tid. Det eneste jeg ved er, at vi passerede op til flere soldater med deres ildrør, som stoppede os, og vil hvide hvem vi var. Jeg kan ikke huske alle spørgsmålene de spurgte om, men jeg ved, at jeg gik og kiggede på Dinesen, når han ikke lage mærke til det. Han var pæn. Han havde store, brune, lysende øjne, brunt hår, som bølgede en lille smule, og et skævt smil, med smilerynker. 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...