Modsætningen

De to søskende i denne historie har overnaturlige kræfter. Hui har ild kræfter, og Shui har vand og is kræfter. Hui er træt af at skulle skjule sine kræfter, og derfor brænder hun hele byen. Shui, hendes søster, vil stoppe Hui. De to søskende er i kamp. Mon Shui får stoppet Hui? Eller når Shui aldrig at stoppe Hui? Dør deres familie og resten af deres land...?

1Likes
0Kommentarer
184Visninger

1. Flygt

Jeg sad på kanten af klippen og så ud på min nye by - Beijing. Lugten her i byen var anderledes end hvad jeg var van til. Vi havde fået nye møbler - undtagen fjerntynet og andre elektroniske ting.

Vi havde selvfølgelig beholdt diverse - tøj, køkkengrej, puder og dyner, bamser osv. Det var lidt mærkeligt at vi var flyttet til hovedstaden i Kina.

Her var der ihvertfald ingen som havde lyst hår med mindre det var turister - ikke hvad jeg havde set - jeg har ikke set nogen fra foreksempel Kina, Syd Korea, Thailand og Japan som var de eneste lande jeg havde været i de sidste 12 år som der havde lyst hår - med mindre de så havde farvet det af en eller anden mærkelig grund.

Hvorfor skulle man ikke bare beholde det hår og den hårfarve man har? Eller den eller de gaver du har fået i dit liv? Mit hår var en fin sort farve. Det burte mere være Hui der havde det - min storesøster - men hun har en lidt mere orange farve - ligesom min far så det passede alligevel ikke helt hvis at vi havde byttet hårfarve.

 Mit sorte hår flagrede i vinden så det piskede mig i ansigtet. Jeg ignorede det bare lidt indtil det ramte mit øje. "Av," sagde jeg og min refleks fik min arm til at tage håret væk med det samme. Jeg tog det andet hår væk fra mit ansigt og tog det derefter væk fra min mave og om på ryggen.

Da jeg tog mine hænder ned på mine lår begyndte det at blæse igen. Min kjole lavede en sjov lyd på grund af vinden der fik den til at flagre på siden af mig. Jeg vippede mine ben frem og tilbage imens jeg klappede på mine lår. Jeg kunne godt lide rytmer og musik. "Shui min pige! Der er mad!" Råbte min mor ud af teresse døren. Jeg vendte mig om og kiggede på hende - hun smilede og viftede med sin arm. 

Jeg sukkede og rejste mig op. Jeg gik hen mod terassedøren og kiggede ud mod byen igen. Et lille gisp kom fra mig. Det var Hui - min storesøster - der havde vand på hændere som rørte min nakke. Der kom et lille grin ud af hendes mund. Først kiggede jeg bare ud i luften, og der efter op på hende.

Hun smilede. Jeg begyndte at fnise som så blev til et lille grin. Jeg hoppede op mod hende og krammede hende blidt. Hun samlede sine arme om mig. "Piger, kom så" sagde min mor stille og smilede. Hui tog min hånd og gik med mig indenfor. Jeg satte mig ved bordet og kiggede over på min far.

Han spiste ris og kylling. Jeg kiggede på bordet og så hvad vi skulle spise - ris med kylling - min livret. Jeg spiste færdigt og løb ind på mit nye værelse. Der var meget blåt og hvidt. Min seng var blå med en hvis bølge der var hvid som gik tværs gennem dynen. Jeg sukkede og gik derefter hen mod døren.

Da' jeg løftede min fod for at gå ind fra værelset til gangen stoppede jeg op - et lille smil voksede på min læbe - og jeg løb hen mod sengen, hoppede og kastede mig ned i sengen. Mine arme hang ud over sengekanten. Jeg viftede med mine ben og hoppede der efter op fra sengen og ned på gulvet. "Hvad laver du?" Spurgte Hui mig som kom frem i døråbningen. "Ik' noget". Jeg rejste mig op og kiggede hen mod vinduet.

Solen blindede lidt. "Vil du ikke vise mig en af dine tricks med ild?" Spurgte jeg og trippede lidt med mine fødder. "Hvad så hvis at jeg sætter ild til huset? Det går jo ikke hvis at huset allerede bliver ødelagt på den første dag vi kan slappe af på? Vel?" Et flabet smil viste sig på hendes læber.

Hun blinkede til mig med det ene øje, - det gik bare ikke helt så godt, hun var ikke ligefrem den bedste til at blinke med det ene øje. Jeg fattede stadig ikke hvordan det kunne være så svært.

Jeg drejede mit hoved som om jeg slet ikke hørte hende. "Okay så, men kun et lille trick" Sagde hun og smilede. Vi løb ud til haven. Hui viftede lidt med sine hænder. "Hovsa, hvad er det du har omme bag ørene?" Hun tog en lille flamme frem i sin hånd. Den var så varm at den var blå og gul på samme tid - det så vildt sejt ud. "Nu skal du se noget enu sejere!" Sagde hun og viftede med hænderne indtil der kom en lille gnist.

Der kom en gnist til - men denne gang fløj den gennem luften, op til himlen og sprang som et fyrværkerig. "Waaauuww!" Sagde jeg og stod med en halvåben mund. Lyset fra fyrværkeriget lyste hele himlen op.

Vores mor løb ud til terrassedøren og skreg efter os. "Hvad har i gang i? Der er ingen her der må få at vide at i har de evner i har!" Hun snakkede lavere og lavere som til sidst blev en hvisken. "Hvorfor mor?" Spurgte Hui og kiggede over på hende. "Kom ind, nu!" sagde hun lavt og viftede med armen.

Hui og jeg kiggede sært på hinanden og fulgte efter vores mor. "Er i godt klar over hvad i har gjort?" Sagde hun imens hun satte sig ned på sofaen. "Ja? Jeg viste mine kræfter som jeg plejer og Shui kiggede på," forklarede Hui.

Det lød som om at hendes stemme var ved at knække i det sidste ord. "I må aldrig - og jeg mener aldrig - nogensinde bruge jeres kræfter til sjov mere! Prøv og hør her, grunden til at vi flyttede var fordi..." hun stoppede op midt i sætningen og sukkede. "...Fordi at vi blev smidt ud.

Folk begyndte at klage! De var bange for at i ville fryse eller brænde deres hus ned eller deres have, eller nogle af deres dyr! Det er derfor at vi er flyttet! I må ikke vise noget som helst der tegner på magi! Er i med?" Vi nikkede. "Jeg vil ikke blive smit ud igen!" Hvis det ske..." "Slap nu af Mei-yin, de er kun børn."

afbrød vores far og kiggede over på vores mor. "Og? Selvom de er børn skal de jo opdrages!" Hun rejste sig op og begyndte at vifte med armen imens hendes finger strittede hen mod vores far. De begyndte at skændes.

"Hui er femten, Sying! Femten!" Råbte vores mor lige op i ansigtet på far. Mig og Hui begyndte at træde nogle skridt tilbage. Vi kiggede på hinanden og nikkede og løb ind på værelset.

Hui tog en stor rygsæk frem. Den var rød med et billede at en flamme. Den havde vores mormor syet til hende. Jeg tog en anden stor rygsæk frem - den var mindre end Hui's - men stadig stor hvor der var billeder af istapper og et billede af havet og en stor bølge. Jeg skyndte mig hen til sengen og tog en kiste ud som lå under den. 

Der var en stor lås på. Jeg lavede en nøgle af is for at åbne den. Jeg var den eneste - undtagen Hui - der kunne åbne den. Jeg åbnede det store låg og tog et tæppe frem. Jeg tog en bamse med, en børste, sovepose, en lille pude, fire kjoler og tre par bukser, tre trøjer, et par solbriller og fem par sokker, min dagbog og en blyant, to flasker vand og et par sko. Jeg kunne lave tøj ud af is, men jeg vidste bare ikke hvordan man gjorde sådan helt enu.

Hui kunne lave en kjole af ild, men det ville få folk til at falde mistanke. Jeg gik hen mod døren og lyttede. Vores forældre stod stadig og skændes. Jeg listede stille hen til badeværelset og tog min og Hui's tandbørste, jeg tog to tandpastatuber og to håndklæder, en balsam og en shampoo.

Jeg løb stille ind til Hui og gav hende en tandbørste, et håndklæde og en Shampoo og en balsam. Jeg havde ikke rigtig plads til mere i min taske. "Hvad har du i din taske?" Hviskede jeg og satte mig på hug. "Jeg har to kjoler, tre bluser og tre bukser, en tandbørste, et håndklæde, en shampoo og en balsam, en tandpasta, en sovepose og et tæppe, en lille pude og en parfume der minder os om hjemmet. Men jeg ligger altså min parfume, min tandpasta og shampoo og tandbørste og balsam ind i min håndtaske.

Jeg ligger også min dagbog og en blyant deri, så jeg har lidt mere plads, har du det du skal bruge?" "Ja, jeg går lige ind på mit værelse og ligger de sidste ting i. 

"Har du noget vand? Og hvad gør vi med mad?" Spurgte jeg og rejste mig stille op. 

"Jeg går ind i mors og fars værelse og tar nogle penge, faktisk mange penge, jeg er femten, så jeg kan godt tjene lidt selv, de skal ikke falde mistanke om noget, så jeg tar også alt i vores sparrebøsser og ligger det i min pung, jeg kan godt lave sko af ild der ligner stof, så tag noget nyt og rent tøj på og gå på toilet, så gør jeg det efter jeg har taget pengene, kan du holde mor og far beskæftiget imens jeg tar pengene hvis at de er stoppet med at skændes? Og gemme vores tasker under vores senge? Skynd dig!"

Sagde Hui og gik hurtigt ind på vores forældres værelse. Jeg fattede ikke at jeg gjorde det her. Jeg rystede tanken af mig og gik ind på toilettet. Jeg skyndte mig og gik ind og gemte taskerne under vores senge. Jeg lyttede. Vores forældre skændes ikke mere. Jeg løb stille ind i stuen og kiggede rundt. De var i gang med at lave middagsmad. Perfekt, nu kunne vi få noget mad inden vi tog af sted.

"Må jeg tage et bad, mor?" Spurgte jeg og så med store øjne op på hende. "Jaja, Shui" hun smilede, men hendes smil lignede ikke et rigtigt smil, jeg tror at hun stadig er sur over det med at vi skulle flytte og at Hui viste mig et lille trick. Men man skal jo prøve noget nyt på et eller andet tidspunkt.

Jeg løb hen forbi gangen og hen til vores forældres værelse hvor Hui var. "Hui? Er du ikke færdig enu?" Spurgte jeg og listede ind til hende. "Man kan ikke åbne den, det er en engangs sparebøsse. Vi bliver nød til at tage dem alle med, de har selv noget i deres punge...så vi kan godt tage dem med." Jeg nikkede. "Jeg føler bare ikke at det her er rigtigt" sagde jeg og kiggede ned i jorden. "Hvis du gerne vil leve frit, så bliver vi nød til at flygte" Jeg sukkede. "Okay" Jeg rejste mig op og kiggede rundt." 

Skal vi tage afsted nu? Vi har jo alt?" Hui kiggede rundt omkring på sit værelse. "Jeg kommer til at savne det her sted." Sagde hun og rejste sig op. "Mor og far laver mad nu, kom, vi går der ud, så tar vi ikke afsted på tom mave."

Jeg smilede. Hui nikkede og vi gik ud til køkkenet. Vi spiste så meget vi kunne. Vi løb ind på vores værelse, tog taskerne, og løb ud til vejen i den anden side af huset. Hui lavede det samme trick med fyrværkeriget for at lokke mor og far ud i haven. Vi kunne høre vores forældre råbe efter os. Vi løb hen over vejen, hen forbi husene på fortorvene, hen til enden af vejen, og ud på marken, forbi de store og og høje marker.

Vi løb hen forbi en lille skov som ikke var så tæt og forbi en lille å. Der var et kæmpe stort træ der var væltet over som folk nu brugte som bro. Da vi nåede enden af skoven var der en mark mere. Vi løb videre og videre indtil vi nåede togstationen.

Vi tog med toge og busser hele vejen ud til havet. Da vi stod af den sidste bus skulle vi gå gennem skoven - her var der bare en sti at gå på. Vi nåede stranden.

Jeg havde lært at gemme det - at jeg kunne gå på vandet - jeg kunne løbe på vandet eller gå på is. Når Hui gik på vandet blev det til obsidian - noget sort som var noget med lava eller vulkaner at gøre havde jeg hørt - jeg vidste ikke helt. Vi kiggede på hinanden, nikkede og løb ud på havet. Vi løb ud et sted ved kanten af skoven istedet for ved stranden. Vi løb, løb, løb og atter løb. Til sidst nåede vi faktisk en lille bitte ø.

Jeg ved ikke om jeg ville kalde den lille bitte. Det var en ø med store træer. Der var et bjerg i den ene side af øen som var nok to kilometer væk. En lille hule stak ud i en klippe et stykke væk som mig og Hui kunne løbe ind i. "Hvad så nu Hui? Skal vi bo her?" Hun stod stille.

"Det her... er fantastisk! Vi behøver ingen penge! Men hvis det er kan vi løbe tilbage efter mad, det vil bare tage lang tid at komme tilbage til fastlandet, og så enda' tilbage her igen" Hun stod med armene i vejret og snakkede vildt hurtigt så det lød sjovt. "Lad os komme igang!" Sagde hun og hoppede ind i skoven.
Jeg forstod ikke hvordan hun kunne være så positiv; vi var lige løbet hjemmefra, og vi havde intet tilbage, udover de ting vi pakkede.

Hvordan skulle vi overleve herude? Alle de farlige dyr der kunne være; slanger måske, edderkopper, eller... Eller måske farlige planter! Jeg kan ikke klare tanken ved alle de farlige ting der er herude.
Og hvad med de ting vi har pakket? De holder ikke evigt. Penge har vi ikke nok af; hvis vi skal købe noget, bruger vi alle pengene op på et tidspunkt, og vi kan ikke få flere, da' vi ikke kan arbejde, uden at vores forældre vil finde os; de har sikkert eftersøgt os.
Men jeg havde intet valg; nu skulle jeg bo herude, sammen med Hui, resten af mit liv. Jeg kommer aldrig til at se mine forældre, eller andre i familien. Mit hjem. Mine ting. Beijing. Alt...
Vi kan ikke komme tilbage nu. Det er for sent... Vi skulle ikke ha' gjort det. Det var dumt...
Alt er væk nu... Alt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...