Terra Cantata

Det er en roman, jeg i øjeblikket skriver på. Jeg har skrevet mere, men vil lige have noget feedback, før jeg lægger for meget ud... Den handler om en pige, der kommer ud for en forfærdelig ulykke, så hun søger hjælp hos den mystiske Ace, for af en eller anden grund mødte han op, lige som hun havde brug for ham. Nu begynder hun at opdage ting om sig selv, sin fortid og verden i sig selv. Den verden hun har levet i i seksten år vil nu være forandret for altid.

1Likes
1Kommentarer
221Visninger
AA

2. Sandheden - Er som en dolk i ryggen af forråd

Han hev hende ind i en gyde og om bag en skraldespand nogle gader længere nede. Han tyssede på hende. Få sekunder efter kørte tre brandbiler forbi med en hylende tuden.

"Hvorfor gemmer vi," Thea blev afbrudt, da han tyssede på hende igen.

"Hvorfor gem," han tyssede atter på ham. Thea slog frustreret ud i luften.

"De er jo kør," han tyssede for tredje gang på hende.

"Seriøst, stop!" Nåede hun at få indført. Han gav hende et skarpt og advarende blik. Hun sendte ham et frustreret blik tilbage til ham.

Han så opmærksomt forbi skraldespanden og ud på gaden, mens han var meget omhyggelig med at gøre Thea de af stand til at følge med.

Thea slog han på armen, og forsøgte at slippe ud af hans greb, men han var for stærk til hende. Pludselig lænede han sig op af skraldespanden, så man ikke kunne se ham ude fra gaden.

"Hvad sker der?" Hviskede Thea, men han sendte hende atter et advarende blik. Man kunne høre hastige fodtrin fra gaden. Thea lyttede opmærksomt efter. Da det lød som om de havde passeret og var et godt stykke nede af gaden, rejste han sig op og tilbød Thea en hjælpende hånd. Hun tog imod, og han fik hende hurtigt op og stå.

"Nå," sagde Thea. Han ignorerede hende, og gik i stedet ud mod den åbne gade.

"Hvorfor blev vi ikke hos butikken? Hos min onkel?" Halvråbte hun efter ham.

"Der var ikke tid." Svarede han stille.

"Hvorfor ikke? Hvad har du imod brandvæsnet? Hvem var det der lige gik forbi her?" Han fortsatte uden at svare.

"Hey!" Råbte hun efter ham.

"Hvad?" Han vendte sig om og så alvorligt på hende. Hans ord havde givet genlyd i gaden.

"Hvem er du?" Spurgte hun.

"Ace." Sagde han roligt, men ikke spor indbydende. "Navnet er Ace." Han vendte sig om, og fortsatte sin egen vej.

"Okay, James Bond. Hvor vi på vej hen?"

"Der er ikke noget vi." Sagde han og drejede om venstre hjørne. Den modsatte retning af fodsporene.

"Okay, hvorfor redede du mig og ikke min onkel?" Råbte hun. Hun var efterhånden godt irriteret. Den sidste halve time havde været så forvirrende, og den eneste person, der lod til at vide hvad der foregik, var ikke just interesseret i at fortælle hende det.

"Vent!" Råbte hun bestemt. Hun løb rundt om gaden og greb fat i hendes arm. Hun forsøgte at vende ham mod sig, men igen var hans muskler dominerende. I stedet vendte han sig selv en smule hoverende om mod hende. Thea valgte at ignorere det.

"Min onkel er muligvis død. Jag har mistet mit hjem, min familie, og det er anden gang i en livstid! Men det absolut værste er, at jeg ikke her den fjerneste ide om, hvad der skete, eller hvad der er sket, eller hvad der skal ske! Jeg er pisse forvirret. Jeg har lyst til at græde, men jeg kan ikke. Nok fordi jeg ikke tror på, hvad der lige er sket. Jeg aner kort sagt ikke hvad det er der sker, og det eneste jeg beder dig om, er at forklare det for mig. Bare det vigtigste. Det jeg bør vide." Ace så advarende over hendes skulder.

"Okay," sagde han. "Men du bliver nødt til at være stille. Thea så irriteret på ham, men gik med til, at tage et andet sted hen og snakke om det, og ikke tage tilbage til butikken.

 

De tog hen til den lokale park. Thea fandt en bænk, med udsigt over en lille sø. Månen skinnede klart nede i den stille vand. Thea sad i højre side af bænken, mens Ace sad i den venstre med et godt mellemrum til Thea. Thea havde benene samlet under sig. Hun sad og stirrede på månen i vandet. Hendes onkel havde taget hende med derud, for at fejre hendes tiårs fødselsdag. Det havde været fuldmåne, og det havde været som en drøm. Hun havde været en af prinsesserne fra hendes mors eventyr. En lille prinsesse, der blev udvist til et koldt og ubehageligt land, hvor man ældes og døde. Hun skulle igennem nogle prøver som teenager, men så bestod hun med nød og næppe, og hun kunne vende hjem. Da hun kom hjem, var hun ti år igen, og hun var sammen med sin mor og far igen i måneskindets land.

Ace så på hende. Han forventede hun ville have det første ord, men Thea blev bare siddende og kiggede ud på vandet.

"Hvis du ikke vil sige noget, så går jeg igen. Jeg har andet at lave." Sagde han køligt. Thea så på ham. Hun himlede med øjnene, men besluttede sig for at snakke med ham.

"Hvad er det du går og har så travlt med?" Spurgte hun.

"Kun det allerhøjst nødvendige," mindede Ace hende om. Thea nikkede opgivende. Hun var stille lidt, men så sagde hun: "Jeg ved bare ikke hvor jeg skal starte. Jeg er så forvirret." Ace nikkede forstående. Der var atter stilhed i et godt stykke tid. Nu sad Ace også bare og stirrede ud i luften.

"Hvorfor var du der, da min onkel..." Thea stoppede. Hun så på ham med bedende øjne.

"Jeg så røgen og," han stoppede, da Thea ændrede sit blik til et 'vær-ærlig' blik.

"Jeg vidste... hvad der ville ske." Ændrede Ace sit svar til. Thea nikkede.

"Men hvordan?" Ace rystede på hovedet, og så mod vandet igen. Thea sukkede.

"Hvad var det for nogle grønne væsner?" Spurgte Thea i stedet. Ace tøvede lidt, som om han skulle tænke sig om.

"Du ved det da godt, ikke?" Spurgte hun. Ace så på hende. Han nikkede.

"Det var, øh... nogle kalder dem goblinger, jeg foretrækker små helvedesbørn. De gør som deres herre siger, og ikke andet. De er ligeglade med at dø. Det er det der gør dem så farlige. Men heldigvis ikke uovervindelige. De er trods alt p størrelse med en lille hund." Ace virkede utrolig irriteret når han snakkede om dem.

"Hvem er så deres herre?" Spurgte Thea utoldmodigt. Ace rystede atter på hovedet. Thea sukkede heftigt. Hun var for alvor ved at miste toldmodigheden.

"Men der må da være mere om dem, du kan fortælle mig. Hvorfor var de der?" Spurgte hun. Hun lagde sin hånd på hans skulder. Hun var desperat. Ace kastede et blik på hendes hånd. Så tog han den blidt, men smed den af sin skulder. Thea var en smule chokeret, men valgte at ignorere det.

"Hvad vil du have jeg skal sige?" Udbrød Ace irriteret.

"Det ved jeg ikke! Jeg ved ikke noget. Jeg vil bare have at du fortæller mig noget, jeg vil høre. Noget jeg har brug for at høre." Thea var på kanten til at græde, men hun havde ikke lyst til at græde foran Ace. Han ville tro hun var svag. Det måtte han ikke.

"Beklager. Det kan jeg ikke." Ace var faldet ned igen. Thea var træt. Hun var utålmodig og havde lyst til at sove smerten væk, men hun måtte have nogle svar. Hun lænede sig klynkende tilbage på bænken.

"Hvad skal jeg gøre? Jeg har ikke noget hjem eller nogen familie. Jeg er alene." Hun sukkede med et lille klynk. Ace sukkede også, men det var mere opgivende end smertefuldt.

"Kom med. Jeg har et sted du kan crashe i nat." Han rejste sig og rakte hende en hjælpende hånd. Thea var ikke meget for det, men hun tog imod og fulgte med ham ud af parken.

 

Han åbnede en garageport inde i ghettoen i nærheden af midtbyen. Thea havde aldrig været der før, men kendte mange, der boede der, gennem Tammi. Inde i garagen stod en bil. Den så gammel ud. Meget gammel. Den var rød og halvrusten, og så ikke ud, som om den kunne starte.

"Her," sagde Ace. "Her kan du sove i nat." Han lød mere eller mindre stolt. Thea så mistroisk på bilen.

"I den bil? Med mindre de her er transformers, så tror jeg ikke det er noget for mig. Ace så irriteret på hende.

"Undskyld. Er det ikke godt nok til prinsessen? Nu skal jeg ringe og bestille et værelse til dem på hotel Ritz." Han var tydeligvis ikke tilfreds med Theas uhøflighed. Hun sukkede.

"Nej. Jeg er nok bare træt. Undskyld." Hun så ned i jorden. Ace betragtede hende, da hun gik hen til bilen. Han åbnede bildøren for hende. Den bandt lidt, men han kunne nemt få den op, da han havde lirket håndtaget lidt.

"Her er da ikke plads til to personer," konstaterede Thea, da hun så ind på det lille bagsæde. Der var knap nok plads til en, men det undlod hun at sige, da hun mente, at hun havde fornærmet ham nok. Ace trak på skuldrende.

"Jeg sover herude." Sagde han og så sig omkring i den kolde garage. Der var ikke andet end betongulv, og en smule lys fra gadelygterne uden for garagen. Thea rynkede brynene, men Ace så ud, som om han havde besluttet sig, så hun valgte at tage imod tilbuddet. Hun satte sig ind i bilen. Inden hun lukkede bildøren, måtte hun lige have bekræftet eller afkræftet en mistanke.

"Er det overhovedet din bil?" Spurgte hun. Ace smilede bare smørret til hende, og så lukkede han bildøren. Thea himlede med øjnene, men kunne ikke rigtig lade være med at smile.

 

Thea vågnede med kvalme. Hun kom hurtigt op at sidde og fat på dørhåndtaget. Da døren ikke gav sig, forsøgte hun at sparke den op. Ved tredje forsøg lykkedes det.

Hun væltede ud af bilen og brækkede sig. Hun prøvede at få sit brune hår væk fra ansigtet, men uden held. Det var, som om hun ikke kunne stoppe. Hun følte sig som en brandslange.

To store hænder greb fat om hendes hår og fik holdt det væk fra hendes ansigt, til hun var færdig.

Hun satte sig på knæene. Hun rystede over hele kroppen. Ace lagde en arm om hende, og tørrede hendes mund med en serviet. Så rejste han sig og tilbød hende igen sin hånd. Hun tog igen imod, og kom med nød og næppe op at stå.

"Tak," sagde hun. Ace nikkede bare. Thea sukkede udmattet. Hun havde ondt i nakken af at ligge i bilen hele natten, men hun ville ikke klage over for Ace. Han gjorde hvad han kunne uden at have nogen grund. Han var god nok.

"Hvad sker der så nu?" Spurgte Thea. Ace trak på skuldrene.

"Jeg skal videre og du, du skal finde et sted at bo." Sagde han og gik om på den anden side af bilen. Han smed tasken i forvejen, og satte sig derefter selv ind i bilen.

Thea blev rasende. Igen blev hun efterladt. Hun følte sig magtesløs, og begyndte at græde. Da Ace ikke lod til at lægge mærke til det, satte hun sig ind i bilen ved siden af ham. Han så forvirret på hende.

"Bare kør. Du ved hvor vi skal hen." Sagde Thea bestemt, men med tårer i øjnene. Ace sukkede opgivende.

"Ud af min bil." Kommanderede han. Thea så bare på ham. Han lænede sig ind over hende, og åbnede bildøren på den anden side.

"Ud af min bil." Gentog han og henviste hende til den åbne bildør. Thea lod tårerne strømme manipulerende ud af hendes øjne. Ace sukkede igen. Så lænede han sig ind over hende og lukkede atter bildøren.

"Fint," sagde han. "Men ikke ét ord under turen." Thea vendte sig og så ud af vinduet, for at Ace ikke skulle se hendes hoverende smil.

 

"Hvor skal vi hen." Spurgte Thea på trods af Aces regel om ingen ord. Han svarede ikke. Han var meget fokuseret på vejen. Thea kendte den godt. Om cirka hundrede meter kom der et vejkryds, hvor man enten kan dreje til højre og komme til en gård i udkanten af byen. Hvis man drejede til venstre, ville det føre en tilbage til midtbyen, men hvis man fortsatte ligeud, ville man med tiden komme ud af byen.

Thea skruede på knappen og tændte for radioen. Hun begyndte at synge med til Nicki Minajs 'Pills N Potions'.

"I still love, I still love, I still love, I still love, I still looove," nynnede hun. Ace skruede på knappen og slukkede for radioen. Thea så fornærmet på ham. Han så bare fokuseret ud på vejen. Så lænede hun sig igen fremover og drejede på knappen på panelet. Hun sang igen. Ace bevarede roen og lod være med at kommentere hende. I stedet drejede han også bare på knappen og slukkede radioen igen.

Thea tøvede ikke. Hun lænede sig fremad og skruede på knappen og tændte igen. Ace så opgivende på hende. Så slukkede han igen. Thea smilede, men han lagde ikke mærke til det. Hun lænede sig forover for at dreje på knappen, men Ace greb hendes arm i luften og stoppede bilen brat.

"Helt ærligt?" Klagede han og så hende advarende i øjnene. Thea trak overrasket på skuldrende og satte sig op. Han var stoppet ved lyskrydset, der bestemte deres skæbne. Thea sad spændt og ventede på at det blev grønt.

Det blev gult, og Ace speedede op. Der gik nogle sekunder, og så blev det grønt. Han kørte ligeud uden at blinke. Han susede over vejen, og fortsatte derudaf.

"Vil du ikke fortælle mig, hvor vi skal hen?" Spurgte hun.

"Fordi det ikke kommer dig ved, "svarede han brat.

"Men jeg er der også med."

"Ja, men hvis det stod til mig, ville du ikke være med." Sagde han hurtigt. Thea sukkede. Ace så undrende på hende.

"Din onkel er lige død, hvorfor er du ikke mere ked af det?" Spurgte han. Thea så overrasket på ham. Hun var meget overvældet over hvor direkte han havde været. Hun ventede på at han ville sige noget mere. Måske undskylde, eller omformulere spørgsmålet, når nu han havde sagt det højt. Men han sagde ikke mere.

"Jeg ved det ikke," sagde Thea modvilligt. "Det er vel bare ikke gået op for mig endnu." Hun havde i virkeligheden ikke tænkt meget over det. Nu da Ace mindede hende om det, frygtede hun lidt, at hun var for hård og for følelsesløs, til at græde. Måske havde hendes forældres død hærdet hende, og hun var ude af stand til at sørge. Derefter sagde Thea ikke meget mere.

 

Den kolde luft kildede hende i næsen. Mai lukkede øjnene op og løftede hovedet fra ryglænet. Det var utrolig tungt. Hun havde ligget med åben mund og savlet, og nu føltes alting som om det drejede rundt. Hun befandt sig alene i den røde Audi, der var parkeret ved en tankstation. Ace var ikke til at se.

Mai klappede pladen, der sad i loftet på bilen, ned og tog et grundigt kig på sig selv i spejlet. Mascaraklatter i øjenkrogen og sort støv under øjnene. Hendes brune hår strittede til alle sider, og de dybe rander under hendes øjne fik hende til at ligne en zombie. Hun fjernede mascaraklatterne i øjenkrogen, men støvet var ikke til at få væk. Hun samlede håret i en hestehale og steg ud af bilen. Luften var kølig, og der lå en fugtig tåge hen over pladsen. Mai trak ned i sine ærmer for at varme sine hænder. Hun gabte og gik hen mod butikken.

Døren gled til side, da hun gik hen mod den. Ace stod ved skranken og snakkede med en bumset teenager, der passede den. I det samme hun trådte ind, gemte Ace noget væk i lommen på sin hættetrøje. Thea var for træt il at gøre et stort nummer ud af det.

"Hvad er der til morgenmad?" Spurgte hun bare. Ace vendte sig mod drengen og betalte for, hvad end han havde købt.

"Den springer vi over." Sagde Ace. Thea rullede med øjnene, og gik derhen.

"Må jeg låne toilettet?" Spurgte hun drengen bag disken. Han nikkede mod en dør, der tilsyneladende ledte ud til lageret. Thea smilede til ham og gik derud.

 

Ace lagde en pakke med boller op på disken.

"Jeg skal også lige havde dem her," han nikkede mod bollerne. Drengen skannede dem.

"Hvorfor må pigen ikke vide du har købt cigaretter?" Spurgte drengen nysgerrigt. Ace kastede et undrende blik på ham.

"Det kommer ikke dig ved," sagde han koldt. Drengen trak på skuldrende.

"Okay, men du kan jo ikke bare skjule den slags. Det kan jo lugtes,"

"Tak, det skal jeg nok selv vurdere." Ace gik målrettet ud af stationen.

 

Thea kom ud fra lageret. Hun så sig omkring. Hun så over på drengen bag disken, der så nysgerrigt tilbage på hende.

"Hvor gik Ace hen?" Spurgte hun ledende.

"Han gik vidst bare ud på parkeringspladsen." Svarede drengen med et smil. Thea nikkede.

"Sikke en genteltmand." Drengen så fortsat bare på hende. Det var som om, at han ventede på, at hun ville gøre eller sige noget.

"Hvad er klokken?" Spurgte hun, for at få ham til at holde op med at stirre. Drengen trak op i sit højre ærme og afslørede et armbåndsur.

"Kvart over 7," fortalte han. Thea nikkede.

"Nå, men jeg skal sikkert ud til..." hun pegede i retning af svingdørene. "Okay," sagde hun og hastede hen mod dørene, der skød ud til siderne for hende.

Hun kom ud på den tomme parkeringsplads. Tom på nær en enkelt rød bil, der sikkert var omkring 25 år gammel. Man kunne skimte Ace, der sad og gumlede en bolle i sig. Thea luntede hen over den kolde parkeringsplads til bilen. Hun satte sig ind på passagersædet ved siden af ham.

Posen med boller lå over rattet, og Thea kunne ikke lade være med at stirre på dem.

"Må jeg tage en?" Spurgte hun og nikkede mod posen. Ace så på hende. Så greb han posen og smed den på hendes skød.

"Hjælp dig selv," sagde han og drejede nøglen i bilen.

Med en bolle mellem tænderne, styrede Ace væk fra stationen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...