Terra Cantata

Det er en roman, jeg i øjeblikket skriver på. Jeg har skrevet mere, men vil lige have noget feedback, før jeg lægger for meget ud... Den handler om en pige, der kommer ud for en forfærdelig ulykke, så hun søger hjælp hos den mystiske Ace, for af en eller anden grund mødte han op, lige som hun havde brug for ham. Nu begynder hun at opdage ting om sig selv, sin fortid og verden i sig selv. Den verden hun har levet i i seksten år vil nu være forandret for altid.

1Likes
1Kommentarer
218Visninger
AA

1. En Skygge I Mørket - og en tiger på spring

Mørket strakte sig ud over byen. Det søgte ind i husene og betragtede de uvidende, sovende mennesker. Uvidende om hvilken ulykke der havde ramt dem. Tågen hang tungt om gaderne og svævede ud over de mennesketomme bakker. Helt ind mellem skovens høje træer, hvor vinden hvislede let gennem træernes grene og skabte stemningsmusik.

En krage forlod et træ med et skrig, hvilket fik et uvidende menneske til at se op. Skrækslagent cyklede hun gennem den kolde og mørke skov. Det var en irriterende vej at cykle i mørke. Med sten og huller parate til at forhjulet ville ramme, og hun ville falde forover. Hun stønnede forpustet. Hun ville ud af skoven hurtigst muligt, så hun satte farten op.

Mørket skræmte hende normalt ikke, men der var noget over tågen, som fik hende til at gyse. Hendes bare hænder holdte så godt fast om styret, at hendes knoer blev hvide. Hendes sorte, lidt for store regnfrakke blafrede i den kolde vind, og de hullede jeans var ikke et praktisk valg i den kolde september nat. Et vindpust kærtegnede hendes blege hud og fik hendes brune hår til at blæse ind foran hendes øjne.

Hun hørte nogle grene knække i nærheden. Hun udstødte et gisp, fjernede sit blik fra træet som kragen tidligere havde siddet i, og kiggede mod en død brombærbusk, men det så ikke ud til, at der var noget.

Tågen hang i skovbunden og flød om hendes ben, som vand. Den trængte ind gennem hendes sorte støvler, og frøs hendes tæer til is.

Endelig kom hun til udkanten af skoven. Hun åndede lettet op da skovens tætte gran endelig endte, og hun kom ud på cykelstien ved den lille byvej. Månen gav hende et kort smil før den igen gemte sig bag de sorte skyer. Det begynder snart at regne, tænkte hun og satte atter farten op.

 

Snart kom små mørke silhuetter af huse til syne. Hun smilede. Hun følte sig mere tryk i byen. Der var altid et par stykker der kunne høre en hvis man var i fare. Hun kørte gennem byen i regnvejr i et roligere tempo. Hun var ikke så bange længere.

Hun drejede ned af en sidevej, som førte ned til et fattigere kvarter. Så drejede hun ind i en gyde der var omringet af bygninger. En høj, rød murstensbygning til højre, en grå kalkbygning til venstre, og et hegn, der førte ind til en gummifabrik. Det var den der gjorde stedet så billigt. Det var den der gjorde at stedet så billigt. Der var ingen der ville bo så tæt på fabrikken.

Hun stoppede og svingede sig adræt af cyklen. Så smed hun den op af en af containerne ved den røde bygning. Den væltede ned på nogle affaldssække, som der ikke var plads til i containeren. Ejeren havde bare smidt dem hensynsløst ved siden af. Hun lod cyklen ligge, gik ud af gyden og hen til den røde bygnings hoveddør. En efterhånden grøn trædør, grøn af det rådne træ, der førte ind i en lille antikvitetsbutik.

Hurtigt trak hun en nøgle frem fra sin jakkelomme og stak den ind i låsen. Døren sagde ding, da hun gennem den.

 

Der var mørkt i den lille butik, og der stank af mug. Den lille butik var rodet, og man skulle være smidig som en kat for ikke at vælte noget i mørket. Heldigvis vidste hun hvor alting var, da hun praktisk talt boede i butikken, så hun fandt hurtigt frem til den stejle trappe der førte op til beboerlejligheden. Med få skridt var hun nu oppe i den mørke gang. Hun gik ind i et lille køkken. Uden at tøve havde hun trykket på kontakten og tændt lyset. Hun hev stadig lidt efter vejret efter cykelturen, og varmen steg i hendes krop. Hun åbnede et af de øverste køkkenskabe og fandt en lille plastik kop dekoreret med lyserøde blomster frem. Den fyldte hun med vand. På tre slurke var glasset tømt, og hun fyldte det atter op.

"Du kommer sent hjem." Var der en stemme der sagde ved døråbningen. Thea var ved at få vandet galt i halsen af forskrækkelse.

"Uhm," udstødte hun. "Ja undskyld" sagde hun. "Der var kø, og så brugte de virkelig lang tid ude på lageret, bare for at finde ud af at de ikke havde bukserne på lager i øjeblikket." Sagde hun med en lidt irriteret tone. Hun drejede rundt og så på en midaldrende mand, der virkede meget ældre end han egentlig var. Hun sendte ham et kort smil, og han gengældte det venligt.

"Vækkede jeg dig?" Spurgte hun. "Nej, jeg var ikke faldet i søvn endnu." Svarede han, mens han nærmede sig hende.

"Jeg vasker det op i morgen," Sagde hun hurtigt da hun fik øje på mandens let utilfredse ansigtsudtryk. "Selvfølgelig gør du det," Sagde manden med en mistroisk, men venlig mine. Thea udstødte et grynt, der skulle have været noget lignende et grin.

"Du er helt rød i hovedet." Smågrinte han hæst. Thea drak resten af vandet, og stillede glasset i vasken. Så sendte hun ham et opgivende, men drillende blik.

"Godt set, Martin. Det er altså skide koldt udenfor, så ja, jeg skyndte mig hjem for ikke at dø af kulde."

"Med andre ord: Du blev bange." Drillede Martin, og Thea daskede til han arm.

"Nå, men jeg går i seng igen så." Sagde manden og traskede ud af det let belyste køkken.

Hun åbnede et af de nederste skabe, trak en bolle frem, stak den i munden og forlod så køkkenet for at gå ind på badeværelset.

Med to grådige bidder var bollen væk, og hun tændte for bruseren. Et hurtigt bad, skulle nok få sveden til at forsvinde. Hun trak blusen op over hovedet, og lod hendes jeans glide ned over hendes tynde ben, før hun trampede det sidste stykke af. Hun testede lige vandets temperatur af, før hun lod vandet løbe ned af hendes nøgne krop. Den varme fornemmelse var rar efter en tur i mørket.

Tiden var fløjet af sted inde på badeværelset, og Thea kom først i seng klokken et den aften. Hun slukkede lyset ved sin seng, og faldt hurtigt i søvn.

 

Thea træk puden væk under sit hoved og pressede den i stedet oven på sit baghoved, da vækkeuret ringede. Hun udstødte et irriteret: "Arrgh!" og satte sig så op. Hun stønnede træt og fortrød at hun ikke var gået i seng noget før. Hun gned sine øjne fri fra søvn, og tørrede en smule savl væk fra mundvigen.

"Så er det op Thea!" Råbte Martin fra den anden side af hendes dør. "Klokken er halv otte!". Thea smed irriteret sin hovedpude på den hvide dør så det gav et lille bump. Martin smilede fra den anden side af døren, og valgte at tage det som et: 'Jeg er vågen!'.

 

Thea traskede træt ud i det lille køkken og satte sig, med uglet hår og morgenkåbe, ved det lille cafebord. Det var et koldt mørkegråt bord lavet af metal, men pladen var en tonet glasplade.

"Nå, du vil ikke have tøj på i skole i dag." Sagde Martin for at irritere hende. "No wonder at du ikke har nogen venner." Han var hendes onkel, men de havde et bror-søsterforhold. Thea, der ikke var noget morgenmenneske, smed et Vi Unge blad i hovedet på ham, men han parrede hurtigt med den ene arm. Han grinte kort.

"En skam. Vi køber tøj til dig i dyre domme, og så bruger du det ikke." Sagde han, stadig halvgrinende. Han gav hende en kop kaffe, og satte sig over for hende. Det efterlod små dråber i hans brune fuldskæg da han tog en slurk af sin egen kaffe. Han kastede et blik på uret på væggen bag ved hende.

"Du kommer for sent i skole, hvis ikke du kører nu." Sagde han. Thea vendte hovedet. Uret viste otte. Hun ilede ud af rummet. Med en hurtig bevægelse havde hun grebet sin taske, smidt morgenkåben, der havde skjult hendes tøj, og var på vej ned af trappen.

Hendes hår var uglet, men det var der ikke tid til at tage sig af. Lynhurtigt var hun forbi alle hylderne, med gamle ting og sager, over kasserne der stod på gulvet, og med et lille ding, var hun ude af hendes onkels butik.

Hun luntede hen til hendes cykel, der var parkeret i gyden. Så rejste hun den ulåste cykel op og svingede sig over den. Hendes ben var svage, om morgenen, men efterhånden som hun cyklede, genvandt de kræfterne, og det blev straks lettere at cykle.

Tågen hang stadig mellem husene, og ventede på at solen ville komme og jage den væk. Når Thea åndede, dannede det en sky af røg, som havde været 'drageild' da hun var yngre. Hun trak sin gamle regnfrakkes ærmer ned over hænderne. Hvorfor huskede jeg ikke mine vanter? Tænkte hun irriteret for sig selv. Adræt fløj hun gennem byen på sin halvrustne cykel.

Hun kom til en stor bygning. Den var rød, som huset hun boede i, bare pænere. Byens skole. Thea smed cyklen i nærheden af stedet. Den ville blive stjålet hvis hun parkerede den på skolen, når nu hun ikke havde nogen lås. Så løb hun det sidste stykke, mens sveden piblede ned af hendes ansigt.

Hun gik hen til skolens mur. Der var en gitterport man skulle igennem. Thea tog fat om det iskolde håndtag.  Det var tungt at trykke ned men den gav sig ikke. Typisk! Låst, tænkte hun. Den blev altid låst ved ottetiden, så hvis man kom for sent, blev man ikke lukket ind før det første frikvarter. Thea kiggede sig omkring. Først til højre, så til venstre, også bagud.

Der var ikke et øje, så hun satte sin fod på det første vandrette gitter. Først smed hun tasken i forvejen, og så svingede hun sig smidigt over hegnet.

Hun fik hurtigt svinget tasken hen over ryggen igen, og løb over den mennesketomme skolegård hen til døren. Den var let at åbne. Den gled op som smør på en pande.

I en fart løb hun op ad trapperne. Hvorfor havde de også fået det øverste klasseværelse? Så åbnede hun forsigtigt døren til 9b op. Hun åndede lettet op da hun så Birte ikke var kommet endnu, og stedet lignede som sædvanligt en krigsmark. Hun gik ind mellem eleverne, mens papirflyvere og kugler fløj omkring hende. Thea var den ældste i klassen, da hun gik 7. klasse om. Det var ikke fordi hun var specielt underbegavet, men hun havde haft svært ved at følge med, siden hendes forældre døde.

Hun satte sig på en af de ødelagte træstole, og smed tasken ved siden af hende.

De første timer føltes som en krig. Lang og uudholdelig, men nu var de endelig overstået. Thea satte sine hovedtelefoner i ørene. Hun lænede sig tilbage og lukkede øjnene. Nu ville hun bare nyde noget stille, velkendt musik.

Et øjeblik nydelse, før en hånd klaskede hende på skulderen.

"Hey, Thea! Du har slet ikke sagt hej til mig!" Sagde en stemme en smule vredt.

Thea fjernede hovedtelefonerne fra ørene og kiggede op. Hun fik øje på en spinkel blondine med et sarkastisk surt udtryk i ansigtet.

"Hej Tammi." Sagde Thea.

Tammi lignede en der manglede en forklaring.

"Jeg er bare træt, okay?" Sagde Thea så. "Okay, men vi skal bruge dig i gården. De andre venter." "Fint, fint. Jeg kommer nu." Thea lagde telefonen fra sig. De skulle som regel bare bruge hende som en afledning, mens de sneg sig ud fra skolen område og røg. Thea røg ikke, men det gjorde næsten alle de andre i 9b, og Tammi var en god veninde. Thea ville gøre alt for hende.

"Hej Thomas!" Sagde Thea til gårdvagten, der forskrækket vendte sig om. "Nå, hej Thea." Sagde Thomas. Thea havde efterhånden gjort det så mange gange, at Thomas forventede at hun kom en gang om dagen.

"Hva' så?" Spurgte Thomas, selvom han kendte svaret.

"Jeg nyder bare dit selskab." Svarede Thea, mens Thomas mimede ordene med munden. Thea grinede en smule. Det var altid det samme der skete.

"Hvordan har konen det?" Spurgte Thea. "Det går. Hun kommer hjem fra hospitalet i næste uge." Svarede Thomas begejstret for Theas opmærksomhed. Andrea, som hun hed, lå med nyresten på det lokale hospital.

Thea stod og trippede lidt, mens de tre piger klatrede over en mur, der førte ud til et hul i et krat. Stedet hvor folk tog hen for at ryge.

Thea løb mod skralderummet, og efterlod en forbavset Thomas, der kiggede efter hende. Hun var i kridthuset ved ham, og kom aldrig i problemer. Inde i skralderummet, var der et hul i muren, nogle drenge engang havde lavet.

Thea kravlede igennem det. Hun rejste sig, og fik et utal af grene i hovedet. Det her var rent krat. Det var grunden til at rygerne ikke benyttede denne vej. Thea kæmpede sig til højre. Uvidende om hvor hun var, maste hun sig op ad muren for at undgå grenene. Endelig fandt hun frem til hullet, hvor der sad fire piger og tre drenge og røg.

"Nå der er du." Sagde Tammi. "Vi var bange for at du var blevet opdaget." Thea smilede. "Nej, i snakker jo til mesteren." Hun satte sig på en sten ved siden af en mørkhåret dreng, der hed Mads. Hun frøs i sine hullede bukser og tynde regnfrakke. De andre piger snakkede om nogle mennesker Thea aldrig havde mødt før, men hun deltog i samtalen så meget som muligt. Sådan foregik det i nærmest hvert frikvarter.

Efter skole fulgtes Thea og Tammi ned. "Hey, skal du med hen til Tor i dag? Han holder drukfest." Sagde Tammi med ansigtet plantet i hendes telefon. "Tammi, det er mandag." Svarede Thea, tydeligvis ikke særlig begejstret over idéen. Da Tammi ikke viste nogen form for forståelse, sagde Thea så: "Desuden skal jeg hjælpe Martin i butikken."

Tammi virkede ligeglad, og løb bare videre til nogle andre piger. Det er hvad du får for at hjælpe dine "Veninder", tænkte Thea, men fortrød det hurtigt igen. Nok var Tammi ikke den veninde enhver kunne drømme om, men hun var god at snakke med. Hun lyttede og kunne relatere til mange af de problemer Thea havde, da Tammi selv havde mange familieproblemer.

 

Thea kom kørende ned af sidegaden mod hendes hjem, da hun så der holdt en politibil udenfor. Hun skyndte sig at smide hendes cykel og løb ind i butikken. Selvom butikken normalt lignede et sted der havde været indbrud, var der betydeligt mere rod nu. Reoler var væltet, og gamle antikvitetsplader og porcelæn lå smadret ud over det hele. Gulvet sejlede i ødelagt skrammel. Hendes onkel stod foran disken i hans skovhuggertrøje og blå jeans, og snakkede med politiet. Han var ligbleg i ansigtet, og så underligt bedrøvet ud.

"Åh, hej Thea." Sagde han med en stemme, der kunne få selv den hårdeste fyr til at græde, da han fik øje på hende. "Hvad er der sket?" Udbrød Thea, og lod tasken glide af hendes skulder, så den dumpede ned på gulvet.

"Vi har haft et indbrud." Svarede Martin. Politiet kiggede også på hende. "Måske skulle du gå op ovenpå mens vi snakker med din onkel," sagde den ene politibetjent og prøvede at lyde forstående. "Nej, hvad det end er, kan jeg da også høre det," protesterede Thea skingert. Hendes stemme knækkede over. "Thea," Sagde hendes onkel roligt.

"Men," stammede Thea

"Thea!" Udbrød han. Forskrækket, greb hun sin taske, og løb op ad trappen og ind på sit værelse. Hun smækkede døren hårdt efter sig.

 

Lidt senere bankede Martin på hendes dør. Han åbnede den mens han sagde: "Må jeg komme ind?" Thea, der lå med hovedet ned i puden, svarede: "Nu er det jo ligesom for sent at spørge."

Han satte sig på sengen ved siden af hende. Thea drejede hovedet.

"Du må forstå at jeg ikke vil lukke dig ind i alt, her på stedet." Thea satte sig op.

"Det var mere end bare et indbrud, ikke?" Thea havde ikke set hendes onkel så trist, siden døden af hendes forældre. Martin rystede stille på hovedet.

"Men du bliver nød til at stole på, at jeg skjuler dette for dig med god grund." Thea nikkede modvilligt. Hun var ikke vild med hemmeligheder, men prøvede dog at respektere Martins ønske.

Martin så ned på sine hænder. Han så ikke ud som om han brød sig om at holde hemmeligheder for hende. Han måtte have en virkelig have en god grund til det. Thea bebrejdede ham ikke, men hun ville dog ønske at han ville tale til hende.

Martin måtte have set tvivlen i hendes øjne, for han sagde: "Jeg kan ikke fortælle dig alt, men jeg kan fortælle dig at vi har nogle..." Han holdt en kort pause før han fortsatte: "økonomiske problemer."

"Hvad mener du?" Spurgte Thea. Hun satte sig halvt op.

"Jo altså, som du ved, har vi ikke ligefrem haft en strøm af kunder på det seneste." Martin prøvede at holde sig i ro, men hans stemme dirrede og knækkede over. "Hvis ikke at salget øges, bliver vi nød til at lukke om fjorten dage. Kommunens ordre." Han fokuserede udelukkende på sine hænder mens han talte.

"Jeg - jeg har ikke betalt leje de sidste måneder. Vi skylder en god sjat penge væk." Stammede han.

Thea betragtede ham. Det kunne ikke passe.

Hun vidste udmærket godt at økonomien ikke havde været på toppen, siden hendes forældres død for ni år siden, og hun blev nød til at flytte ind hos Martin, men de kunne da få det til at køre rundt. Hendes vejrtrækning blev hurtigere. "Hvad sker der så?" Spurgte hun med en sitrende stemme.

"Hvis vi ikke har råd til at blive her, så må vi vel flytte." Hans stemme knækkede atter over. Thea kunne mærke tårerne presse på. Hendes øjne begyndte at svide, og hendes hals fyldtes med gråd. Hendes øjnene flakkede rundt i rummet og hendes læbe bævrede. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. “Vi skal nok finde ud af noget. Stol på mig. Jeg har jo aldrig svigtet dig før.” Martin smilede, men da det ikke blev gengældt, rejste han sig og forlod rummet.

 

Senere på aften tog Martin ud for at handle inde butikkerne lukkede. Han var ikke meget for at efterlade Thea alene, men hun insisterede på, at han ikke skulle bekymre sig om hende, da han allerede havde nok at se til.

Hun sad på sin seng og læste. Hun læste et eventyr. Det var eventyr hendes mor havde læst op for hende som lille. De handlede om et magisk land langt væk, hvor der engang havde boet en konge og en dronning. De var højt elskede, og behøvede derfor ikke at bruge magt for at herske over landet. En dag kom der en ond hersker kaldet Malo. Med alt den ondskab, der fandtes i landet, overtog han tronen, og dræbte dronningen og kongen. Dronningen og kongen havde dog to døtre. To tvillingedøtre. Sagnet sagde, at en dag ville de to tvillingeprinsesser angribe Malo og genoptage tronen. Derefter sluttede historien. Det var vel en åben slutning, hvor man selv skulle tænke sig frem til, hvad der så skulle ske.

Thea havde læst eventyret om og om igen. Hun havde tit forestillet sig de to prinsesser brase ind på slottet, og kræve tronen tilbage. Malo havde forsøgt at angribe dem, men mislykkedes, da deres kærlighed til folket, betød meget mere en den magt, Malo ønskede.

 

Thea lukkede bogen, og tog en dyb indånding. Hun strøg hånden over den gamle læderindbundne bog. Den var støvet og sikkert uerstattelig. Derfor betød alt for hende. Det var hendes dyreste eje.

Pludselig kom der lyde nede fra gyden. Det lød som om nogen havde smidt et hjulkapsel eller sådan noget. Thea rejste sig op, og gik hen til det sammentrukket gardin. Hun førte en hånd ind mellem det, og trak det lige akkurat nok til side, til at hun med det ene øje kunne se ud.

En skikkelse stod nede på gaden. Det var ikke et hjulkapsel, der var blevet smidt med, med en spraydåse. Skikkelsen stod og taggede muren. Deres mur.

 

Det kunne ikke passe. Først indbrud, og nu graffiti. Thea sprang ned af trappen, og ud på gaden. Skikkelsen stod få meter til højre for hende.

Da den fik øje på hende, greb skikkelsen den nærtliggende taske på jorden og løb. Der gik ikke lang tid før han var ude af syne. Thea løb hen hvor skikkelsen havde tegnet graffiti. Hun så på det forfærdelige hærværk han havde lavet. Det var faktisk ret smukt. Det så meget elegant ud. Det var ikke et tegn hun før havde set. Det var et mærke, der elegant snoede sig i runde former.

Men Thea var alligevel rasende. Hun løb hen til cyklen og svingede sig op. Han kunne ikke være langt væk. Hun kunne nok godt indhente ham. Hun skulle ikke køre ret langt, før hun så ham løbe rundt om et hjørne, der førte ind i en blindgyde. Da hun kom rundt om hjørnet, så hun den mørke skikkelse kravle op af muren for enden. Han hoppede adræt videre op på taget af den næste bygning. Sådan parkouragtigt. Thea smed cyklen og fulgte efter. Ikke nær så elegant, men næsten lige så hurtigt. Han løb hen over de flade tage, og hoppede op og ned af skorstene og ventiler. Thea var lidt langsommere end ham, og hun blev hurtigt forpustet.

Han kom til et hul, der førte ned i en anden gyde. Nu har jeg ham, tænkte hun. Han kunne umuligt hoppe over. Thea satte farten op.

Skikkelsen så sig tilbage og gik så nogle skridt baglæns og tog tilløb. Det kunne ikke passe. Han ville prøve at hoppe over. Han ville dø! De var over femte sal!

Hun var lige ved at nå ham, men så satte han i løb.

Han hoppede. Han nærmest fløj. Hans ben var trukket helt op under kroppen på ham, og han fløj gennem luften.

Han vaklede lidt, da han landede på den anden side, men blev stående fast på taget. Han kiggede hånende på hende. Han var iført en hættetrøje, og hætten var trukket op over hans hoved. Selvom han havde et tørklæde bundet over mund og næse, kunne hun se hvor meget hans smil hoverede over for hende. Hun kunne mærke vreden stige i hende.

Hun trak sig tilbage. Bare nogle skridt.

Så løb hun. Så hurtigt hun kunne. Hendes ben sparkede hende nærmest i nakken. Hun hoppede. Hun trak benene op under sig. Hun kunne nå. Hendes fod rørte kanten af den anden bygning. Hun følte sig så magtfuld et øjeblik.

Så gled hun.

 

Hendes fod gled ud over kanten. Hun var landet forkert.

Hun gled ned langs muren og skrabede maven. Hendes jakke og top gled op under brystet, og hun kunne mærke, at hun fik skrammer på maven. Hun forsøgte at gribe kanten, og det lykkedes. Nu hang hun på kanten af en mur, og prøvede at få fast fodfæste.

Hun ville falde, og slippe lettest med et brækket ben. Hvor var det dumt. Drengen var nok over alle bjerge nu. Hun var færdig.

Hun kunne mærke, hvordan hendes fingre gav op. Det gjorde ondt, og de kunne ikke bære hende. Thea kæmpede med livet som indsats på at holde sig oppe. Hende lillefingre gave op, og hun hang nu i tre fingre, mens hun forsøgte at klatre sig lidt længere op med fødderne. Hendes arme blev slappe. Hun skænkede et blik til gyden under hende. Der var godt nok en container 3-4 meter under hende. Den kunne måske tage lidt af faldet. Hun sukkede, og gav slip.

 

Pludselig greb en hånd fast om hendes arm. Den holdt så godt fast, at det gjorde ondt. Den begyndte at hive hende op, og Thea kæmpede samarbejdende for ikke at falde, ved at løfte sig op med fødderne. Hun brugte den arm, han ikke havde fast i, til at løfte sig op. Så trak han så hårdt, at hun røg op på taget og hun landede oven på ham.

Hendes ansigt blev boret ned i hans varme hættetrøje. Den duftede ikke af nogen parfume eller deo, men havde en varm og ren duft i stedet, en slags sæbe eller vaskepulver. Hun kunne mærke hans kind mod sin, da hun løftede sig fra hans krop. Hans tørklæde for munden, var faldet en smule af, og hun kunne nu se hans ansigt.

Det var markeret og kønt. Og han gav hende et smørret smil.

Hvad bildte han sig ind? Han havde ødelagt hendes onkels butik, hvilket ikke hjalp på manglen af kunder, og nu lå han der og grinte af hende.

Hun løftede sig fra hans krop, og han fulgte lige efter.

"Nu har du mig." Sagde han hånende. "Hvad vil du gøre med mig?" Han strakte selvsikkert armene ud til siderne.

Det havde hun slet ikke tænkt over. Hvad skulle der ske nu. Hendes vrede var dulmet, og nu følte hun sig bare utrolig dum.

"Nå, men hvis du ikke har tænkt dig at sige noget, så smutter jeg igen." Så hoppede han elegant ned på containeren i gyden, og sprang videre, før han gik sin vej utrolig selvtilfreds.

 

Det gjorde Thea en smule mere irriteret, men det lettede, da hun fik øje på drengens taske. Hun tog den over skulderen, og gik hen til brandtrappen på den anden side af bygningen. Der var et lille stykke hun skulle hoppe til sidst. Hun landede forkert på sin ankel, og vrikkede om. Hun udstødte et lille hyl af smerte, men så haltede hun hen til sin cykel. Hun måtte trække hjem, og bruge cyklen som en slags 'krykke', da det gjorde for ondt at bruge foden.

 

Martin omfavnede hende så snart hun var inde af døren.

"Hvor har du været? Jeg har ringet rundt til Tammi og alle de andre!" Thea kæmpede sig fri fra hans store arme. "Jeg var i skoven." Sagde hun træt.

"Det forklarer da de store sorte pletter på dit tøj." Thea så ned af sig, og opdagede alt jordet på sit tøj. Hun kiggede på sine hænder. De var fulde af mudder og skrammer fra taget. Thea haltede hen til trappen.

"Hvad er der sket?" Udbrød Martin bekymret.

"Ikke noget. Jeg vrikkede bare om." Thea var stadig en smule flov over mødet med skikkelsen. Hun havde i sær ikke lyst til at fortælle Martin om det. Han ville også bare blive rasende og hentyde til at Thea ikke kunne passe på sig selv. Det var bedst bare at holde det hemmeligt for nu.

"Der er aftensmad i køkkenet." Sagde Martin. Han var godt klar over, at Thea ikke ville fortælle mere om den ødelagte ankel.

"Sig til, hvis du for brug for hjælp med din ankel." Sagde han bare. Thea vendte sig halvt oppe på trappen.

"Der er nogen der har lavet graffiti på væggen." Besluttede hun sig alligevel for at sige.

"Ja, jeg ved det godt. Jeg så ham."

"Og du gjorde ikke noget ved det?" Thea var overrasket. Det lignede ikke Martin at finde sig i den slags.

"Vi mister jo snart stedet alligevel, så hvad ville det nytte?" Sagde han bare.

Thea kunne ikke tro sine egne øre. Martin var slet ikke den samme mand mere. Hvordan kunne han være så ligeglad med alt der foregik omkring ham? Thea stormede op ad trappen. Af en eller anden grund kunne hun ikke lade være med at bebrejde ham for det der skete. Hun stoppede for enden af trappen og lænede sig op af væggen, så han ikke kunne se hende mere.

Hun hørte klokken, som tegn til at han havde forladt butikken.

Thea gik ned af trappen. Butikken var ødelagt. Hylderne var væltet, og gamle plader var ødelagte. Der flød alle slags porcelæn og træ genstande rundt omkring på gulvet.

Thea satte sig på hug, og begyndte at samle sårene fra pladerne op. Gråden var overvældende, og tårerne begyndte atter at trille. Et skår var så skarpt at det lavede en rift i hendes finger. Hun trak fingeren til sig og lavede en slangeagtig lyd i smerte. Hun kiggede op, og fik øje på en ramme. Langsomt rejste hun sig for at se, hvad billedet forestillede. Selvom hun allerede kendte svaret.

En lille smule blod fra hendes finger, faldt ned på rammen, og Thea var meget forsigtig med at tørre det væk. Billedet forestillede hende og hendes forældre på en badeferie i Italien. Et lille smil bredte sig på hendes læber. Hun havde helt glemt, hvordan hendes forældre så ud.

De så så lykkelige ud. Thea huskede hvordan hun havde siddet i skolen og lavet rammen. En amatøragtig træramme med små blomster og hjerter på. Hvorfor havde Martin gemt den?

Hun tog rammen med op og stillede det på hendes natbord. Thea kiggede på det gamle kukur på væggen i gangen. Klokken var ti, og hun var efterhånden blevet sulten.

Hun gik ud i køkkenet og åbnede køleskabet for at se hvad det havde at byde på. Der stod noget lasagne. Hun tog det ud, og fjernede husholdningsfilmen af fadet. Så tog hun en ske fra køkkenskuffen, og tog et stykke ud, og lagde det på en tallerken. Den kom nu i mikrobølgeovnen, og blev varmet. Da det var færdigt, satte hun sig ved det lille cafébord, og spiste. Det føltes godt i maven efter den lange løbetur på taget, og den pinlige hændelse med pakourdrengen.

Hun kom i tanke om tasken han havde glemt på taget. Thea gik ind på sit værelse og hen til hendes seng, hvor hun havde smidt den. Hun tog den, og satte sig på sin seng. Den var fuld af spraydåser, og andet junk. Der var ikke noget interessant i den. Ikke ud over en bog. Thea tog den op og kiggede på den. Den var brun og slidt. Hun prøvede at åbne den, men den var låst. Der var en plantelignende snor rundt om den, og Thea kunne hverken rive eller skære den op. "Lort!" Udbrød Thea og smed bogen så den ramte væggen. Hun samlede den op og lagde den tilbage i tasken lidt efter, sammen med de andre ting, og smed sig temmelig skuffet på sin seng.

Thea lå på sin seng og læste en plat efterligning af Twilight, da hun pludselig hørte noget eller nogen der skramlede nedenunder. Først troede hun at det var Martin der kom hjem, men så gik det op for hende at dørklokken ikke havde ringet. Det gav et sus i maven da hun opdagede det. Hvad skete der nedenunder? Var der indbrud igen? Lydene fortsatte, og Thea besluttede sig for at undersøge det. Hun lagde bogen fra sig på hendes natbord, og gik hen til hendes skab.

Hun åbnede skabslågen og fandt et gammelt baseballbat frem. Hendes hænder rystede svagt da hun holdt det tunge bat, skubbede tanken væk, tog sig ikke af det.

Thea listede ud på gangen. Hun lænede sig op af muren, og lod kun hendes hoved være til syne, da hun kiggede ned i butikken.

Hun troede ikke sine egne øjne! Hvad var det? Der stod et lille væsen nede i butikken. Det lignede en mindre mellemting mellem Shrek og Gollum. Den var lille, hårløs og havde leverpletter eller vorter over hele kroppen. Den var grøn og selvom den havde menneskelige kropsdele, lignede dens forkrøblede krop langt fra et menneske. Den bar en brun kjole-lignende dragt, men kun på dele af kroppen, som om de andre dele var blevet flået af den.

Der stod den så og undersøgte butikkens indhold som en kunde. Hvordan var den kommet ind uden at Thea havde hørt det? Man kunne høre dørens klokke overalt i huset. Det lille væsen vendte hovedet i retning af Thea, men hun skjulte hurtigt hovedet bag væggen igen. Hendes mave trak sig sammen til en stor klump, nærmest som sommerfugle. Ikke den gode slags, som på en første date med en fyr. Nærmere ondskabsfulde dæmonsommerfugle, der æder en op indefra.

Thea var rædselsslagen for at det lille bæst havde set hende. Da hun ikke hørte yderlige lyde dernede fra, bed nysgerrigheden på, og hun vendte hovedet for at se om den stadig var der.

Og det var den.

Lige foran hende stod det klamme lille væsen, og blottede sine tænder af hende - eller hvad der var tilbage af hans tænder. Thea skreg, og slog ud efter den med battet. Den undveg adræt, og hoppede op på trappens gelænder. Den udbrød et slags hviskende brøl, og slog ud efter hende med dens arme. Den stak sin hånd i lommen og fandt en sten frem, som den kastede efter hende. Det fik Thea til at vende sig om for ikke at blive ramt i hovedet, og i næste sekund var væsenet hoppet op på hendes ryg. Hun kunne mærke dens negle bore til gennem hendes bordeauxrøde tanktop.

Hun greb om dens tynde krop, og forsøgte at hive den af sig, men den blev hængende. Den slog hende og rev hende i håret.

Thea flakkede panisk rundt på først sal. Hun løb ud i køkkenet, og slog sin ryg mod væggen for at få den til at hoppe af. Den udstødte nogle smertefulde lyde men blev siddende.

Pludselig hørte hun en lyd af knust glas, og hun vendte sig mod køkkenvinduet. Ind strømmede fem mere af samme slags, og tre af dem havde et lille svær hver. Den lille skabning hoppede ned fra hendes ryg. Hun havde ikke været i stand til at overvinde en. Hun kunne umuligt overmande dem alle.

Thea stod med battet i hænderne og så på de små skabninger. Hun stønnede en del af forpustelse, og en del af skræk. De små skabninger snerrede af hende. De hoppede mod hende, og Thea begyndte at svinge med battet. Hun trådte nogle skridt tilbage. Battet holdt dem tilbage, men hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. En af dem fandt noget brændevæske i et af skabene, og smed det ud over komfuret. Den smed det så langt hen af gulvet som muligt, og så tænde den komfuret. Flammerne stod op i løbet af ingen tid. Thea løb ned mod fordøren, men der strømmede snart flere af disse skabninger ind. Hun vendte sig om, og der kom de andre seks ned. Hun var omringet, og hun kunne se flammerne ovenpå.

Thea slog sig gennem de seks, og nåede op på sit værelse med kun smerte i sit højre skinneben. Hun kastede et enkelt blik på det, og fik øje på en centimeter dyb kløft i hendes ben. Hun måtte være blevet ramt af et af sværdene.

Thea smækkede døren efter sig, og låste den. Hun kunne høre hvordan de bankede på døren og prøvede at slå den ind.

"Thea!" Hørte hun en mande stemme råbe. Thea løb hen til døren for at svare.

"MARTIN! Jeg er herinde, men skynd dig væk, du bliver dræbt!" Råbte hun, mens hun bankede hårdt på døren. Hun kunne høre Martin brøle derude. Thea blev bange på hans vegne. "MARTIN!" Skreg hun. Pludselig blev der helt stille derude. Hun kunne høre nogle der prøvede at slå døren ind igen. Thea satte sig over i sin seng. Hun greb rammen med hendes mor, far og hende selv, og knugede den ind til sig.

"Vi ses meget snart igen, mor og far." Hviskede hun, og lukkede sine øjne parat til at møde sin endelige skæbne. Døren gik op, og de små dæmoner kastede sig ind. Hun så op.

De lå bare der på jorden. Bevidstløse. Martin kom ind. Han havde skrammer i hele ansigtet, og hans tøj var blevet flået af i stumper.

"Martin!" Hvinede hun, og løb hen og omfavnede ham. Hun faldt det sidste stykke, da hendes ben faldt sammen under hende, men han greb hende. "Åh hvor er jeg glad for at du er uskadt. Jeg blev så bekymret da jeg hørte lydene i supermarkedet. Jeg skyndte mig så hurtigt jeg kunne!" Sagde han lettet. "Vent, du hørte lydene helt i supermarkedet?" Spurgte Thea forvirret, mens hun trak sig væk fra Martin. Hun holdt dog den ene arm rundt om hans hals på baggrund af hendes ben.

"Jeg har en del jeg bliver nødt til at fortælle dig, Thea." Thea kiggede undrende på ham. "Men nu skal vi ud herfra. Kom!" Hun greb billedet på sit natbord, lagde det i drengens taske, og de løb som vinden.

De var lige kommet nedenunder, da et dusin andre af de små skabninger kom strømmende ned fra trappen efter den. De overfaldt Martin bagfra, og hans skrig advarede Thea. Hurtigt fik hun vendt sig om, og svunget tasken ind i to af dem.

"LØB!" Skreg Martin, der nu var nede at ligge. Thea løb hen til ham og forsøgte at slå skabningerne væk fra ham, men i stedet angreb de hende.

"Thea, jeg mener det. LØB!" Skreg han igen. Flammerne dækkede snart den lille butik, og der var blevet utrolig varmt derinde. Thea tøvede nogle sekunder, mens hun slog de sidste af skabningerne af. Hun forsøgte igen at få skabningerne væk fra sin onkel.

"Kom nu ud herfra!" Råbte Martin og forsøgte at skubbe Thea væk. Thea tog fat om hans ene arm og forsøgte at hive ham med ud, og Martin var for tung til hendes små arme. Hun kæmpede for at få sin onkel med ud, mens hun skreg: "Jeg forlader dig ikke! Ikke nu!"

En hånd greb fat om Theas arme. Den rev hende væk fra Martin. Hun skreg og kæmpede for at komme hen til sin onkel.

"Giv slip!" Skreg hun, men Thea blev trukket med udenfor.

 

De så til, som flammerne samlede sig om hele bygningen. Martin brændte inde, og der var intet Thea kunne gøre. Hun vendte sig mod personen, der havde trukket hende ud af den lille butik. Han var høj og så stor ud med den sorte hættetrøje han havde på. Hatten var trukket op over hovedet, så Thea kunne ikke se hans ansigt. Hun så rasende på ham.

"Hvad fanden har du gang i?" Skreg hun så højt, at det av genlyd i gaden. Hun havde tåre i øjnene, og hendes stemme knækkede over af gråd.

Sirener kunne høres i baggrunden. Nogle af naboerne havde sikkert ringet efter brandvæsnet. Skikkelsen tyssede hårdt på hende.

"Vi må væk. Kom med." Han greb tasken ud af hendes hånd. "Hvor har du den fra?" Udbrød han vredt, og det var der, det gik op for Thea hvem det var. Hun rev hætten af ham.

"Dig," fastslog hun overrasket. "Hvad i al helvede laver du nu her?" Skreg hun vredt. Han så iagttagende omkring sig.

"Kom. Nu!" Sagde han. Han greb fat i hendes arm, og trak hende med sig, mens han løb i den modsatte retning af sirenerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...