Levemetal


0Likes
2Kommentarer
137Visninger

1. Løbeturen

Jeg løb så det gjorde ondt i ægte menneskedele. Dem der stadig forbinder mig med mit levende jeg og ikke robotten. Min verden er begrænset af mine skaberes viden og deres måde hvordan man skal leve og se verden på. Vi er blevet rutineret. Jeg har fået at vide at jeg skal være oile fabrikant og at mit navn er 1934522. Jeg kender ikke verden udenfor de lukkede porte og stødhegn. Jeg kender ikke engang mit bogstavs navn men, jeg ved at det var uacceptabelt. Kun de rige har bogstav navne men, de er godkendte af regeringen (Også kaldes skaberene). Jeg er lykkelig over at det her er sket for krigen herskede før men, nu lever vi med det dele ildens flammer ikke åd op. Min venstre underarm, mit hjerte, to tredie dele af min hjerne, nogle forskellige andre organer. "Kom så 1934522!" sagde den mekaniske stemme min træner havde. Jeg ønsker ikke dette. Jeg ønsker at vi lever godt, uden de rutineret dage og uger og måneder. "Hvad skal du kunne gøre?" siger robotten i mig, men mennesket mig vil kæmpe for frihed! Da jeg er færdig går jeg hjem. Det er mit valg. Altså det valg robotten for mig til at tænke. Jeg kan jo ikke gøre andet end at leve efter min robots ordre. Jeg er jo også bare en redning fra byens store brand (Også kaldet Ilden) så hvad skulle jeg? Lave oprør? Det er jo det rene vanvid! Jeg står lige foran mit hjem og kigger. Jeg bliver langsomt tvunget ind hos mig. Jeg ville gerne være ude og løbe videre, men det må jeg ikke af robotten 1934522. Jeg savner at være menneske selvom jeg ikke kan huske noget kun solglimt. Jeg bliver tvunget ind i en tanke om nyhederne. En kedelig tanke. Min mor kalder efter mig. Jeg skal have olie i ledene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...