Little Big Things ~ 1D One shot

<3 Du behøver ikke være en størrelse 32, for at folk skal synes du er smuk. <3

18Likes
5Kommentarer
535Visninger
AA

1. Little big things ~ Harry Styles One Shot

#Bare rolig, jeg er hjemme så snart du ved det... Jeg glæder mig så meget til at se dig igen, der skal virkelig krammes! XX

Jeg kiggede på beskeden for titusinde gang, og sukkede så dybt. Jeg kunne mærke nervøsiteten stige endnu mere inden i mig, mens at jeg gned mine hænder usikkert mod hinanden og trippede med fødderne. Dog blev en hånd hurtigt placeret blidt på min skulder, og jeg kiggede forsigtigt til siden og mødte den utrolige flotte kvindes utrolige flotte smil.

"Slap af Katie, det skal nok gå. Harry vil være her om 5 minutter." Sagde hun og fjernede sin hånd, for at lægge den rundt om min skulder og knuge mig ind til sig. Jeg sukkede lidt og prøvede at smile til hende. Men hun forstod ikke hvor vigtigt det her var. Jeg havde lovet Harry, den dreng, som havde været nærmest som en bror for mig hele mit liv, eller i hvert fald så langt tilbage jeg kunne huske, at jeg kunne klare det her. Jeg kunne godt gøre det her...

Jeg kiggede usikkert ned af mig selv. De løse bukser blev ved med at falde ned over min hæl på de også lidt for store sko... Men ikke nær så meget som min oversize sweater, hvor ærmerne blev ved med at falde ned fra mine albuer. Jeg kradsede mig lidt på armen og prøvede at stille mig på tær, for at se om der var det mindste tegn på at den velkendte dreng ville træde ud i hallen. Jeg tjekkede min telefon endnu en gang, for at se om jeg kunne skubbe min opmærksomhed mod noget andet... Men min hjerne svigtede mig hurtigt.

Hvad hvis Harry ville blive skuffet når han så mig? Hvad hvis han så ikke ville snakke med mig, hvis jeg ikke havde gjort det godt nok? Hvad hvis han ville bemærke det meget lille fremskridt... Og så ikke ville tale til mig?

Nej, bare tanken fik mig til at panikke. Jeg kradsede mig igen lidt på armen, og måtte igen hive op i mine jeans. Det her betød mere end noget som helst andet. Jeg havde savnet Harry så meget i det halve år han havde været væk. Jeg havde savnet hans utrolige støtte og kram i de dage, hvor det var gået galt. Jeg havde virkelig savnet ham så mange gange... I sær i de svære dage, hvor jeg havde kæmpet ekstra meget. I sær i de svære tider, hvor tallet havde svigtet mig og jeg havde været tæt på at give op. Der havde været så mange dage, hvor at jeg havde været millisekunder fra at opgive det hele, for så at vide at jeg ikke længere skulle skuffe alle, når tallet ikke ville ændre sig... Men alligevel, så hvis jeg gav op, så ville alle blive skuffede alligevel.

Det var en konstant kamp, hvis ikke det havde været for..

Jeg blev hurtigt afbrudt, da min skulder forsigtigt blev klemt fra Annes hånd, så jeg kiggede over mod de åbne døre og så hvordan alle passagerene fra det senest ankommende fly gik ud i velkomsthallerne.

"Jeg kan ikke se ham." Sagde Gemma, mens hun ventende viftede lidt med det Britiske flag i hendes hånd. Det var egentlig strengt, fordi Harry helt tydeligt havde sagt, at vi ikke skulle købe sådan noget fjollet noget som flag. Men drengen kunne sikkert selv finde på det, så Gemma havde insisteret, og gjort det alligevel. Jeg foldede nervøst mine hænder, mens mine øjne spejdede efter den velkendte høje, brunkrøllethårede fyr, men jeg kunne ikke se ham.

"Seriøst, hvis han trækker tiden ud for at være sjov, så slår jeg ham ihjel!" Klagede Gemma hurtigt, og Anne rullede hurtigt øjne af sin datter. Jeg tog en dyb indånding, da menneskemængden tyngede ud, indtil der ikke var flere tilbage. Jeg kiggede uroligt rundt, og Anne kiggede hurtigt på sit armbåndsur.

"Burde han ikke have været..." Dog nåede hun ikke at fuldføre sin sætning, inden Gemma hurtigt huede og viftede ivrigt med sit flag, så jeg kiggede over mod dørene og så den her høje  fyr træde ind i velkomsthallen, med en taske over skulderen og en kuffert trækkende efter sig i den anden.

"Hey, lillebror." Sagde Gemme storsmilende, da Harry trådte tættere på, så jeg med det samme kunne se hans velkendte Harry-smil. Han grinede lidt og stillede så sine ting, for at lunte resten af vejen over til os, og slog sine arme om sin mor og søster. De hilste glædeligt på hinanden, og Anne gav Harry kys på kinden, der fik hans søde smil til at fremstå igen. Lige indtil han vendte sit hoved mod min retning, så jeg kiggede ind i hans smaragdgrønne øjne. Jeg bed mig nervøst i tungen, inden han udslap et lille grin.

"Stå dog ikke bare der, din tumpe. Kom og her, så jeg kan give min yndlingspige et stort og længeventet kram!" Sagde han og slog armene ud, i det jeg grinede og så løb hen i hans favn, hvor han med det samme slog armene om livet på mig og løftede mig op. Jeg følte med det samme ubekvemmeligheden stige op i mig, da han bukkede lidt i ryggen, så mine fødder ikke havde fodfæste på jorden mere.

"Hold kæft, hvor har jeg savnet dig!" Sagde han og satte mig ned på jorden igen. Jeg smilede og nikkede stort, da jeg også slap omfavnelsen om ham. Han smilede til os alle og Gemma hjalp ham hurtigt, ved at tage hans taske, så vi kunne komme ud af lufthavnen.


Det var stille og roligt, da vi senere den aften sad og spiste aftensmad alle sammen. Hele Harrys familie og mig. Eller... Anne, havde et eller andet sted altid havde ment, at jeg faktisk også var en del af familien... Hvilket også var derfor hun havde krævet, at jeg tog med ind til lufthavnen i dag. Så på en måde sad vi alle, Harrys familie, ved middagsbordet og hørte omkring touren, og alle de fede oplevelser Harry havde haft. Jeg stak lidt til min mad, fordi at jeg helst ville rette hele min opmærksomhed mod Harry. Dog opdagede jeg at han blev ved med at kigge over på mig ret mange gange. Harry var den eneste, som kunne kigge på mig og gøre mig helt genert, så jeg følte mig lige så lille som en mus. Men vi fortsatte den utrolige lækre middag, indtil vi tog af bordet og jeg gik ud i køkkenet for at hjælpe Anne, da Harry stoppede mig på vejen.

"Kommer du ikke med op?" Spurgte han med sin hånd liggende på min skulder. Jeg svarede ikke engang, men fulgte bare med ham ovenpå til hans værelse, hvor han lukkede døren i.

"Spyt ud." Sagde han og kiggede på mig med armene over kors. Jeg kiggede forvirret på ham.

"Tallet, Katie... Please, sig det." Sagde han, mens hans øjne vandrede op og ned af mig. Folk ville sikkert tænke at det var mærkeligt, at han gjorde det. Men de tænkte nok også, at det var mærkeligt når jeg selv sagde, at det ikke gjorde noget. For Harry var den eneste, der måtte kigge på mig på den måde... Eller rettere sagt, så var Harry den eneste, der kunne kigge sådan på mig, uden at ubekvemmeligheden kom frem i mig. Jeg tog en dyb indånding og kradsede mig usikkert på armen, men det var kun kort inden mine fødder reagerede før mit hoved, og førte mig over til Harry, hvor jeg slog armene om ham og knugede mig selv ind til ham.

"Please, Harry. Uanset hvad jeg siger, så please ikke bliv sur!" Bad jeg hurtigt og kiggede så op på ham. Han sukkede lidt, inden han lagde sin hånd på min arm og klemte helt blidt.

"Aldrig." Sagde han og smilede til mig. Jeg sukkede dybt, inden jeg slap mit greb om ham og gik over til hans seng. Jeg kiggede rundt i værelset, og minder om en lille brunkrølhåret dreng med det sødeste smil, der legede med en lille usikker brunhåret pige med små letsynlige fregner og lidt skæve tænder, men som alligevel smilede, kun fordi hun vidste at drengen var den eneste, som ikke kunne finde på at grine af hende, ligesom så mange af de andre børn, kom frem, og jeg smilede hurtigt for mig selv. Jeg sukkede dybt, inden jeg tog fat i bunden af den store sweater, for så at forsigtigt hive den over hovedet og folde den sammen på sengen. Jeg hørte hvordan Harrys fodtrin kom tættere på, indtil jeg mærkede at han stod lige ved siden af mig. Jeg kiggede til siden og så at han kiggede smilende ned på mig. Jeg bed mig lidt i tungen, inden jeg tog mig sammen, men kiggede stift ud i luften, for lavt at sige:

"74." Jeg hørte straks et lavt grin fra Harry, men kun kort inden et par arme føltes omkring mit liv og han så svang mig rundt i luften, så jeg i forbavselsens tilstand begyndte at skrige, men kun kort før at det udviklede sig til høje grin.

"Jeg vidste du kunne! Jeg vidste det. Jeg vidste det!" Sagde han helt jublende, mens han svang mig rundt. Jeg grinede højt, og følte straks hvordan angsten og nervøsiteten forsvandt stille og roligt fra min krop.

"Jeg er så stolt af dig, Katie!" Sagde han, da han satte mig ned foran sig og lænede sig ned, for at kigge mig ind i øjnene. Jeg rødmede med det samme og lagde genert mine arme ind foran min mave, men de nåede ikke at lægge der længe, inden Harry fjernede dem igen.

"Gem dig ikke væk." Sagde han. Jeg smilede skævt.

"Hvad sagde lægen?" Spurgte han og satte sig ned på sin seng og hev mig ned ved siden af ham. Jeg sukkede lidt.

"Der er stadig et stykke vej igen..."

"What? Hvordan kan der være det?" Spurgte han og kiggede forundret på mig. Jeg sukkede lidt og kiggede ned af mig selv. Lårene var stadig lidt for brede, og maven bulede stadigvæk også små steder, plus mine kinder stadig var lidt tykke. Men der var ikke så lang vej, som der havde været fra starten af. Helt fra starten af, hvor bukserne var for små... Sweateren skulle man tro var en barnestørrelse, kinderne var ved at sprænge... Og tallet var langt større.

"Vi snakker kun et lille stykke, Harry..."

"Stadigvæk. Katie, jeg vil altid være stolt af dig, og jeg ved at du kan klare det hele... Men stod det til mig, så forblev du sådan der. Du behøver ikke være model størrelse, for at folk skal synes du er smuk..."

"Harry..." Prøvede jeg, men mærkede så hans hånd lægge sig i min.

"Sorry... Det er bare fordi jeg får ekstra arbejde, og jeg er lidt for doven." Sagde han. Jeg forstod ikke og kiggede så på hans grinende smil.

"Ja, jeg ville jo ikke engang kunne gå i byen længere sammen med dig, uden at skulle beskytte dig overfor fyre, der vil komme til at stirre." Sagde han, så jeg rødmede med det samme. Dog kun kort, inden jeg slog armene om ham og ikke kunne lade vær med at smile.

"Du burde ikke være så længe væk, Harry... Jeg har virkelig manglet dig." Sagde jeg, og mærkede hvordan han klemte sine arme omkring mig.

"Det er kun fordi jeg er den eneste, som du lytter til." Sagde han og klappede mig hurtigt på ryggen. Jeg sukkede lidt og slap ham så, for at kigge smilende på ham.

"Piger behøver ikke være en størrelse 32 for at være smukke, Katie." Sagde han, og jeg kunne straks ikke lade vær med at smile, og føle mig helt lettet over at min bedste ven endelig var hos mig igen. For selv om jeg måske ikke var lige så tynd og slank som så mange andre piger... Så var der altid en, der kunne få mig til at føle mig smuk.

Harry.

______________________________________________________________________________________________

Jeg kom en dag til at tænke over, hvorfor er det kun slanke og "modelformede" piger, som vi hører om i Fanfics... Hvorfor er det ikke vi hører om de tusind af piger, som har lidt mere på sidebenene... I sær når drengene har sagt at de også kan lide kurvede piger...

Så jeg kom på denne ide, som også kan være til de piger der er lidt ligesom Katie.

Man behøver ikke være en størrelse XS eller 32 for at være smuk.

XXX

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...